Tove så ham lidt over halvsvy om morgenen.
Henrik stod ved elevatoren og holdt en kat. Han klemte den ind til brystet med begge hænder. Katten var grå, skaldet på den ene side, og den lugtede af kælder så intenst, at Tove tog et skridt tilbage.
– Herre Gud, sagde hun. – Hvad er det for noget?
Henrik svarede ikke. Han talte sjældent med naboerne. Han trykkede på elevatorknappen og stirrede på displayet.
– Hvor har du gravet den op? sagde hun, mere konstaterende end spørgende. – Den er jo beskidt. Vil du tage den med hjem?
– Jeg har ledt efter den i fem måneder.
Elevatoren åbnede sig. Henrik gik ind. Trykkede på fjerde.
Tove blev stående i opgangen og så på, mens dørene lukkede. Men Henriks ansigt var meget glad. Han tog ikke øjnene fra katten, og han rettede forsigtigt på poterne, når den bevægede sig.
Hun sagde senere til naboen på femte, at han så mærkelig ud.
Men hvorfor – det fandt hun ud af senere.
Opslagene kom i september. Små, trykt på almindeligt papir, med et foto. På billedet var en kat. Grå, stribet, knurhår på den ene side kortere end på den anden. Under billedet stod der kort: “Bortkommet” og et telefonnummer.
Henrik satte dem op selv. Tidligt om morgenen, før arbejde, gik han ud med en rulle tape og en bunke sedler. Han gik rundt om lygtepæle, opslagstavler, væggen ved supermarkedet. Fingrene frøs, tapen klæbede dårligt i kulden, så han måtte trykke længere end normalt.
Mons forsvandt sidst i august. Han kom bare ikke hjem om aftenen. Køkkenvinduet stod på klem.
Derhjemme stod en skål ved radiatoren. Henrik havde ikke stillet den væk.
Telefonerne kom de første to uger.
Folk meldte om grå katte. Om stribede katte. Om en rød kat, som de alligevel tilbød. Henrik kørte til hvert opkald. Kiggede, rystede på hovedet, takkede. Kørte hjem.
I tredje uge ringede en kvinde fra Byggevej og sagde, hun havde set en lignende ved garagerne. Henrik kørte om aftenen, efter arbejde, allerede i mørke. Han gik mellem garagerne med telefonens lommelygte, lyste under dørene, kaldte. Ingen kom frem. Kun en fremmed kat, sort, kiggede på ham inde fra under porten og forsvandt tilbage i mørket.
I oktober startede han en notesbog.
Han skrev adresser, hvor han havde kørt hen. Navne på folk, der ringede. Datoer. Indimellem korte noter – “grå, men yngre”, “forkert farve”, “ejeren fandt den”. Siderne blev flere. Henrik bladrede i notesbogen nogle aftener, ikke for at læse, bare for at blade.
En kollega på arbejdet, Jens, spurgte en gang, hvad der var galt.
– Der er ikke noget, sagde Henrik.
– Jo, netop, sagde Jens og spurgte ikke mere.
November var fugtig, det blev mørkt tidligt.
Henrik udvidede søgeområdet. Han gik gennem gårdene, en blok væk, to blokke væk. Han gik ind i fremmede opgange, kiggede på vindueskarme, under trapper. Indimellem spurgte han folk i gårdene. De fleste rystede på hovedet uden at stoppe op. En gammel dame ved tredje opgang sagde, hun havde set en lignende ved transformatorkassen i september, men hun kunne ikke huske det præcist.
Henrik takkede. Gik hen til transformatorkassen. Stod stille. Ingen, selvfølgelig.
Tove fangede ham en dag i opgangen og sagde, at det var nok nu, fem måneder var gået, han skulle tage en anden. Hun sagde det ikke ondt.
– Jeg vil ikke have en anden, sagde Henrik.
– Nå, men det er dumt, sagde hun.
Han nikkede og gik mod trappen. Tove så efter ham og tænkte, at nogle mennesker kan køre sig selv helt ned over nogle katte.
I december holdt opkaldene næsten op.
Opslagene var blevet våde, gule, nogle steder faldet af. Henrik satte dem op igen. Trykte nye, gik ud om morgenen med rullen tape. Han lærte at holde rullen under armen og trække tape af med én hånd, mens han trykkede sedlen fast med den anden.
På tredjedag i januar hørte han en lyd.
Stille. Knapt hørbart. Et sted bag kælderens dør, den under første opgang. Henrik standsede. Lyttede. Lyden gentog sig ikke.
Han stod et minut. Så gik han efter nøglen hos viceværten.
Viceværten, Bjarne, ledte længe efter nøglen, fandt den forkerte, så fandt den rigtige. Spurgte, hvad Henrik havde mistet i kælderen. Henrik fortalte det. Bjarne så på ham, som man ser på en, man hellere ikke sætter sig op imod, og gav ham nøglen.
Døren gik op med besvær; der strømmede en lugt af fugtig beton, gammelt træ og noget andet. Henrik tændte lommelygten og trådte ind.
Kælderen var lang og lav.
Henrik gik langsomt, lyste under rør, bag gamle kasser, langs væggen. Lygtens stråle fangede en rusten cykel uden hjul, en stak brædder, en kasseret feltseng med en synket side. Det lugtede af fugt og kalk. Et sted dryppede det, sjældent og jævnt som et ur.
– Mons, sagde Henrik.
Sagde det stille. Ikke et kald, mere en prøve, som man prøver mørket, før man går ind i det.
Ingen svarede.
Han gik videre, forbi et skab med ledninger, forbi gamle radiatorer stablet langs væggen. Lygtens stråle bevægede sig langsomt. Henrik skyndte sig ikke. I fem måneder havde han lært ikke at skynde sig, hvor det var nyttesløst.
– Mons.
Igen stilhed. Kun dryppet. Kun brølet fra rørene over hovedet, varme, støvede.
Han nåede den fjerneste væg og standsede. Lyste ind i hjørnet. Der stod kasser, tre eller fire, stablet oven på hinanden, og mellem dem og væggen var et mørkt rum, smalt som en sprække. Henrik satte sig på hug. Lyste derind.
To øjne reflekterede lyset.
Han rørte sig ikke. Kiggede bare. Hjertet gjorde noget mærkeligt, ikke højt, men mærkbart, som om det sprang et slag over og så indhentede det.
– Mons, sagde han. Helt stille.
Øjnene forsvandt ikke. Men katten kom ikke ud. Den sad i sprækken mellem kasserne og væggen og så på lygtens lys. Henrik sænkede strålen en smule, for ikke at blænde. Så satte han sig på gulvet. Lige på betonen, uden at tænke på tøjet, uden at tænke på noget.
Han satte sig bare. Og begyndte at vente.
Han vidste ikke, hvor lang tid der gik.
Det var koldt. Betonen trak varmen gennem jakken hurtigt og jævnt. Henrik rørte sig ikke. Lygten holdt han til side, så der ikke var helt mørkt i sprækken, men heller ikke lige i øjnene. Indimellem sagde han noget lavmælt. Kaldte ikke, lokkede ikke. Talte bare, som man taler, når stemmen skal være tæt på.
– Det er koldt her hos dig, sagde han. – Fem måneder. Jeg havde ikke troet, du var her.
Der kom ingen lyd fra sprækken.
– Jeg har været overalt. Kørte til Byggevej om natten. Der er garager, du kender dem ikke. Jeg fyldte notesbogen helt.
Et eller andet sted dryppede det i mørket. Rørene brummede.
– Derhjemme står skålen. Jeg har ikke taget den væk.
Han hørte en raslen før han så bevægelsen. Katten kom ud fra sprækken langsomt. Ikke direkte mod Henrik, men først til siden, langs kasserne, snusede i luften, standsede. Henrik rørte sig ikke. Kiggede. Katten var tynd. Siden var skaldet, et sted var pelsen ikke groet ud. På den ene side af ansigtet var knurhårene kortere. Til venstre.
Det var ham.
Katten tog endnu et skridt. Så et til. Så kom den hen til Henriks ben og stak hovedet ind mod hans knæ. En enkelt gang. Som for at tjekke. Og blev stående ved siden af.
Henrik løftede ikke hånden med det samme. Først sad han bare. Så forsigtigt, langsomt, lagde han sin håndflade på kattens hoved. Mons trak sig ikke væk. Han kneb bare øjnene i, og der var noget så enkelt i det, at Henrik fik en klump i halsen.
Han græd ikke. Han sad bare på den kolde beton i kælderen i sin egen ejendom og holdt sin hånd på hovedet af katten, han havde ledt efter i fem måneder. Og katten stod ved siden af og tav. Han havde aldrig været meget for snak.
At rejse sig var sværere end at sætte sig.
Benene var faldet i søvn, og Henrik rejste sig langsomt og holdt sig fast i kasserne. Mons trådte et skridt tilbage og iagttog ham. Henrik rettede sig op, stod et øjeblik. Han havde læst, at katte kan blive vilde, vænne sig af med mennesker på bare to uger. Og her var der gået fem måneder. Så satte han sig på hug igen, helt ned på huk, og tog katten op i armene.
Mons gjorde ikke modstand. Han var let, meget lettere end han havde været. Henrik trykkede ham ind til brystet og mærkede et lille, hurtigt hjerte slå under håndfladen.
De gik mod udgangen ad samme vej. Forbi feltsengen, forbi den rustne cykel, forbi skabet med ledninger. Lygten holdt Henrik i den ene hånd, den anden holdt han om katten. Mons rørte sig ikke. Kun én gang flyttede han poterne for at sidde bedre, og så blev han stille igen.
Ved døren standsede Henrik.
Så skubbede han døren op og gik ud.
I gården var det morgen. Gråt, januaragtigt, uden sol. Sneen lå gammel, sammenpresset, med sorte spor langs stien. Henrik skævede mod lyset.
Han stod ved døren og holdt Mons.
Det var da Tove så dem.
Derhjemme var der varmt.
Henrik tog skoene af i entréen uden at give slip på katten. Så satte han den alligevel ned på gulvet, forsigtigt, som man sætter noget skrøbeligt. Katten straks sænkede næsen mod gulvet og gik langs væggen. Langsomt, med stop. Snusede til fodpaneler, til hjørner, til skuffens ben. Tjekkede.
Henrik stod og så på.
Mons nåede til køkkenet. Stod stille ved dørtrinet, vendede det ene øre. Så gik han ind. Henrik fulgte efter.
Skålen stod ved radiatoren, hvor den altid havde stået. Tom, ren, let støvet i kanten. Katten gik hen til den, snusede. Stod over den et sekund. Så gik han væk og satte sig ved radiatoren, lænet med siden mod det varme jern.
Henrik åbnede køleskabet. Indenfor var der lidt kogt kylling. Han skilte et stykke fra, lagde det i skålen. Hænderne adlød ikke med det samme, fingrene var endnu ikke tint op fra kulden.
Mons spiste langsomt. Ikke grådigt, som sultne katte spiser, men forsigtigt. Henrik sad ved siden af på gulvet, ryggen mod væggen. Så på.
Bagefter gik Mons igennem hele lejligheden. Tjekkede hvert hjørne, hvert rum, hver vindueskarm. Så kom han tilbage til stuen, sprang op på sofaen og rullede sig sammen, præcis hvor han altid havde sovet før. Til venstre for puden, ved armlænet.
Henrik tog ikke øjnene fra ham.
Fem måneder havhan ledt, frosset ved lygtepæle, kørt til fremmede opkald, gået med lommelygte mellem garager. Og Mons havde siddet i kælderen under første opgang. Tyve meter fra døren. Hvad havde han levet af? Mus, sikkert. Hvor længe ville han have klaret sig, hvis ikke tilfældigvis Henriks svage “miav” havde nået ham?
Henrik kunne have tænkt længe over det. Men han gjorde det ikke.
Han slukkede lyset i entréen, gik ind i stuen og satte sig på sofaen ved siden af katten. Mons åbnede det ene øje, så på ham og lukkede det igen. Udenfor blev det mørkt.
Alle var hjemme.
