Jeg Fik Den Grimme

En eksplosion En høj lyd Mørke Mørke
Endelig begynder mørket at forsvinde. En stemme høres:
Signe Hansen, det er redningsmanden, noget er eksploderet derinde.
Gennem smerten mærker han en hånd berøre hans hals. Han forsøger at åbne øjnene. Det lykkes med besvær. Foran øjnene et rektangulært vedhæng med stjernetegn indgraveret på det… Øjnene på kvinden i hvid kittel
Til operationsstuen! lyder stemmen lige ved siden af.
Forældrene kommer hjem fra arbejde. Moderen styrter straks ind i køkkenet, efter at have kigget ind i værelset, hvor sønnen laver lektier. Henrik går ind i værelset og bemærker med det samme, at sønnen ikke har det godt.
Lasse, hvad er der sket? faderen klapper ham på hovedet.
Ingenting, – mumler sønnen, fjerdeklasse.
Kom nu, sig det!
Snart er det 8. marts. Læreren holdt os tilbage i dag og sagde, at vi skal forberede gaver til pigerne.
Nå, og hvad er problemet så? smiler faderen.
Vi er lige mange drenge og piger. Og hun fordelte, hvem der giver til hvem, – sønnen sukker tungt. Jeg fik den grimme, Signe Hansen.
Alle piger vil have en gave på 8. marts, også de grimme, – faderen prøver at tale med sønnen som med en voksen. Og hvordan fordelte hun? Alfabetisk?
Nej, efter stjernetegn?
Hvordan? Henrik kan ikke lade være med at smile igen.
Efter kompatibilitet. Signe er Jomfruen, og til Jomfruen passer Tyren bedst. Og jeg er netop Tyren.
Det er jo godt, hvis I passer sammen! Når du bliver stor, måske bliver du forelsket i hende.
Faderen kan ikke holde sig og ler. Moderen løber straks ind i værelset:
Hvad foregår der her?
Lene, gå ind i køkkenet, – faderens ansigt bliver strengt. Vi har en alvorlig samtale med sønnen.
Da moderen går ud, spørger Lasse med trist stemme:
Far, hvad skal jeg så gøre nu?
Forberede gaven!
Hvilken?
I morgen på arbejdet laver jeg en gave til din udvalgte.
Far, hvilken gave kan du lave? Du arbejder jo på fabrikken.
Ja! Men jeg arbejder i galvanik. Der produceres alle slags metalbelægninger.
Far, jeg forstår det ikke.
I morgen ser du det selv!
***
Næste dag kommer faderen med et vedhæng på en kæde i form af et rektangel, der ser ud som om det er guld. På den ene side er der indgraveret to stjernetegn, Tyren og Jomfruen, og på den anden side er der skrevet fint, men smukt:
«Til min klassekammerat Signe på 8. marts! Lars».
Åh, hvor smukt dette vedhæng ser ud! Og da moren pakker det i en cellofanpose, ser det helt fantastisk ud.
***
Og nu er det 7. marts. Læreren har ikke tænkt sig at holde lektioner. Først giver skolebørnene hende en gave. Hun takker længe. Så annoncerer hun, at drengene skal give gaver til pigerne.
Hvad begynder der ikke! Alle drengene styrter hen til deres “udvalgte”. Lasse går også hen til Signe Hansen og siger, som faren lærte ham:
Signe, jeg lykønsker dig med højtiden 8. marts! Måske vil skæbnen en dag forbinde Tyren og Jomfruen.
Efter at have sagt den indøvede sætning går Lasse hen til sin plads og lægger selvfølgelig ikke mærke til, hvordan dette grimme piges hjerte (efter hans mening) banker.
Snart flytter Signes forældre til et andet kvarter, og Signe begynder fra femte klasse at gå i en anden skole.
***
Lars åbner øjnene. Det hvide loft i hospitalsstuen. Han prøver at bevæge hænder og fødder. Kun venstre hånd bevæger sig.
Hvor er jeg? henvender han sig til ingen.
Der høres et eller andet klik, og en patient på krykker går hen til hans seng, ser nøje på ham og spørger:
Vågnet? Du er på akutkirurgisk afdeling.
Har jeg hænder og fødder hele? spørger Lars med lav stemme.
Det ser ud til, at alt er på plads, – meddeler han den glædelige nyhed. Men du er bandageret fra top til tå.
Det er godt, hvis alt er helt.
Så kommer sygeplejersken og spørger omsorgsfuldt:
– Hvordan har du det?
– Hvad er der sket med mig! svarer Lars med et spørgsmål.
– Dit liv er ikke i fare. Hænder og fødder vil fungere. Men der vil blive mange ar, – rækker ham den tændte telefon. Din mor bad om at ringe, når du vågner.
– Søn, – høres moderens stemme gennem tårer.
– Mor, alt er i orden, – han prøver at tale så muntert som muligt. De sagde, at kun små ar vil blive tilbage. Snart bliver du udskrevet.
– De tillod mig ikke at blive hos dig om natten. Søn, jeg kommer nu.
– Mor, du skal ikke tage det så tungt!
Han lægger telefonen ved siden af sig, prøver at smile til sygeplejersken:
– Tak!
– Nå, de udskriver dig ikke lige foreløbig, – smiler sygeplejersken tilbage. Tre uger skal du ligge her. Det er sikkert!
– Hvad skete der med dig? spørger naboen i stuen, da sygeplejersken går ud.
– Jeg er redningsmand. På fabrikken begyndte iltflasker at eksplodere, – begynder Lars at huske. De kaldte os. Vi kom før brandfolkene. Lokalet er enormt, inde i lokalet tre tilskadekomne. Vi løb ind, der var flasker spredt, ild nogle steder. Vi begyndte at bære de tilskadekomne ud Jeg gik ud sidst Da jeg var ved døren, eksploderede en ny flaske Jeg husker ikke mere.
– Ja, det gik hårdt til for dig.
– Lars Pedersen, – lyder sygeplejerskens stemme. En kollega fra arbejdet til dig.
– Hej, Lars! Hvordan har du det?
– Hænder og fødder er hele! svarer den tilskadekomne optimistisk. Men jeg kan kun hilse med venstre hånd indtil videre!
– Kom nu!
– Hvad skete der så bagefter?
– Vi var allerede på vej ud, da det eksploderede. Vi styrtede straks tilbage, trak dig ud du var helt dækket af blod lægerne var allerede der
– Tak!
– Lars, hvad taler du om?! pludselig kommer der et smil på vennens ansigt. – Det ser ud til, at de vil foreslå os til medaljer.
– Til den tid er jeg udskrevet.
– Okay, jeg går. I får rundvisning nu. Sygeplejersken sagde, at det ikke må vare længe.
Vennen er ikke gået endnu, da lægen kommer ind, en mand på omkring fyrre:
– Nå, hvordan går det, helt? går hen til hans seng.
– Normalt.
– Når du allerede taler, betyder det, at du vil leve. Kom, jeg undersøger dig!
– Syede du mig? spørger Lars.
– Nej, Signe Hansen. Hun kommer om to dage.
***
Der går to dage. Lars prøver allerede at stå op. Sandt nok er smerten i benene stadig stærk, højre arm er flækket. Og sår over hele kroppen mindst ti. To på ansigtet, da det eksploderede, ramte han porten, heldigvis nåede han at strække højre arm frem. Han kigger i spejlet. Ansigtet er stadig hævet.
I dag skal lægen, som syede ham i fem timer i går i operationsstuen, lave visitation. Lars er endda lidt nervøs.
Og så kommer hun ind. Ung, slank, sandt nok med briller, men de ødelægger hende ikke det mindste, og den hvide kittel passer hende helt. Lars på sine syvogtyve er allerede gift. Men efter et halvt år gik de fra hinanden karaktererne passede ikke sammen, som det stod i ansøgningen, men i virkeligheden kunne den tidligere kone ikke lide redningsmandens løn.
– Goddag! siger lægen og går hen til hans seng.
– Goddag! Var det dig, der syede mig?
– Det var mig, – smiler hun. Er der noget galt?
– Lad mig undersøge dig!
Og hun bøjer sig over ham Foran øjnene vedhænget med stjernetegn, der hænger fra hendes hals:
– Signe Hansen!!! udbryder han.
Hun ser nøje på hans hævede ansigt.
– Undskyld! siger hun, uden at genkende ham.
– Jeg er Tyren, – og peger på vedhænget.
– Lasse Pedersen? hendes læber skælver. Husker du mig stadig?
– Hvad, Signe? da han ser tårer i kvindens øjne, lægger han sin håndflade på hendes hånd.
– Undskyld! hun tager et lommetørklæde frem og tørrer øjnene. Jeg havde aldrig troet, at vi ville mødes sådan.
Mere den dag kommer Signe ikke ind i hans stue. Men Lars har allerede forstået, at hendes vagtplan er som hans: dag, nat og to fridage.
Han vil ikke se hjælpeløs ud foran hende. Hele den næste dag prøver han at gå rundt i stuen støttet af sengene, et par gange, mens han holder sig til væggen, går han ud i gangen.
Aften. Lægen på dagvagt er gået. Ny vagt er kommet det mærkes på snakken i gangen. Nu er det visitation
Og pludselig råb, hastige skridt i gangen. Det sker, når en ny tilskadekommen bliver bragt ind.
Allerede er klokken ti. Sygeplejersken kommer ind og slukker lyset i stuen. Men han kan ikke sove. Allerede efter midnat høres skridt i gangen, så stilner de af, og i denne stilhed føler Lars snarere end hører, at der i gangen er nogen, der græder. Han rejser sig og går forsigtigt ud i gangen.
Ved vagtbordet sidder og med hovedet på hænderne græder hans tidligere klassekammerat. Han går hen og lægger den raske hånd på hendes skulder:
– Hvad er der, Signe!
Hun rejser sig og støtter sig til hans skulder:
– Jeg opererede en kvinde, hun kom under en bil, – begynder hun at fortælle mens hun græder. Jeg gjorde alt muligt og umuligt Hun er nu på intensiv, men hun vil ikke overleve. Hun har to børn hendes mand er nu hos hende i stuen
– Ro på, Signe!
– Jeg har været kirurg i tre år, og jeg kan stadig ikke vænne mig til, at folk dør.
– Ro på, ro på! Sådan er vores professioner. På fem år har jeg også set så mange dødsfald, men vi har jo også reddet mange liv, – Lars sukker tungt. – Derfor gik min kone fra mig. Hun siger, at jeg kommer hjem som en anden, og jeg tjener for lidt. Men jeg har altid fyrre man kan leve.
– Jeg har det samme, – hun ser ham i ansigtet. Fyrene ser på mig som på en tosset. Jeg har aldrig været gift, jeg bor stadig hos forældrene som et barn.
– Kom nu, vi er kun syvogtyve hele livet ligger foran os.
– Nej, Lars, vi er allerede syvogtyve.
– Signe Hansen, hendes puls forsvinder, – råber sygeplejersken, der løber ud.
– Undskyld! og Signe styrter ind på intensiv.
Han kan ikke falde i søvn denne nat. Om morgenen kommer sygeplejersken, som sædvanlig giver ham en indsprøjtning.
– Kvinden, der blev opereret i nat, er hun i live? spørger han uventet selv for sig selv.
– Hun er i live, men tilstanden er ekstremt alvorlig.
***
Der går tre uger. Sårene på Lars’ krop er helet. Med Signe ser de hinanden, når hun har vagt, desuden trækkes han mere og mere til hende. Men akutkirurgisk afdeling er ikke det sted, hvor man kan tale om noget meget personligt.
Og så under en af de tidlige visitationer fortæller lægen, der er mand:
– I dag udskriver jeg dig, – smiler og tilføjer. Altså fra hospitalet. Du går direkte til din klinik, og der beslutter de, hvor længe du skal være mere sygemeldt.
– Man kan pakke!
– Ja, ja! Skynd dig ikke for meget. Nu forbereder de din udskrivning.
Da lægen går ud, barberer Lars sig. Mens han kigger i spejlet, noterer han tilfreds, at de to tilbageværende ar slet ikke ødelægger ansigtet, snarere tilføjer de mandighed. På de andre ar er det ikke værd at lægge mærke til.
Han pakker sammen, går ud i gangen. Imod ham, mens hun holder sig til væggen, går en patient.
«Hun klarede det alligevel!» – en glædelig tanke glimter.
Sygeplejersken kommer ud, rækker udskrivningspapirerne:
– Farvel, Lars! Kom ikke til os mere!
***
Han har sin egen etværelses lejlighed, men han kører til forældrene. For moren ventede så meget på ham og var bekymret. Hun tog endda ferie.
– Søn! hun styrter i hans favn.
– Alt, mor! Som du ser, er jeg i live og rask.
– Kom, jeg har lavet mad til dig. Hvor tynd du er blevet.
– Åh, hvor jeg har savnet hjemmelavet mad!
– Indtil du er kommet dig og er gift, skal du bo i dit barndomshjem. Dit værelse står stadig tomt, – og råber som til et barn. Gå, vask hænder!
***
Indtil aften går Lars til frisøren. Han går ind i sin lejlighed. Han henter noget tøj. Moderen begynder straks at ordne det.
Om aftenen kommer faderen hjem fra arbejde. De sætter sig, som de plejede før, alle sammen og taler til langt ud på natten.
Han går i seng i sit værelse, hvor barndom og ungdom er gået, men falder ikke i søvn med det samme:
«I morgen skal jeg på klinikken. Så på arbejde. Og om aftenen»
Med tanken om den næste aften falder han i søvn langt efter midnat.
***
Næste dag går Lars om morgenen til klinikken. Indtil frokost går han rundt på kontorerne. Efter frokost går han til sit arbejde, lige da hans vagt er.
– Hvor skal du hen? spørger faderen.
– Far, husker du for længe siden, da jeg stadig gik i fjerde klasse. Du lavede et vedhæng til mig som gave til en klassekammerat?
– Den grimme Signe Hansen? Jeg husker.
– Husker du, du sagde også: «Når du bliver stor, måske bliver du forelsket i hende».
– Det husker jeg også.
– Far, Signe er kirurg nu. Det er hende, der lavede operationen på mig. Og hun bærer stadig det vedhæng om halsen.
– Nå, det er noget!
– Far, dine ord gik i opfyldelse. Jeg går til hende!
***
Syvogtyve år er ikke så meget til at begynde et liv med et elsket menneske.En eksplosion En høj lyd Mørke Mørke
Endelig begynder mørket at forsvinde. En stemme høres:
Signe Hansen, det er redningsmanden, noget er eksploderet derinde.
Gennem smerten mærker han en hånd berøre hans hals. Han forsøger at åbne øjnene. Det lykkes med besvær. Foran øjnene et rektangulært vedhæng med stjernetegn indgraveret på det… Øjnene på kvinden i hvid kittel
Til operationsstuen! lyder stemmen lige ved siden af.
Forældrene kommer hjem fra arbejde. Moderen styrter straks ind i køkkenet, efter at have kigget ind i værelset, hvor sønnen laver lektier. Henrik går ind i værelset og bemærker med det samme, at sønnen ikke har det godt.
Lasse, hvad er der sket? faderen klapper ham på hovedet.
Ingenting, – mumler sønnen, fjerdeklasse.
Kom nu, sig det!
Snart er det 8. marts. Læreren holdt os tilbage i dag og sagde, at vi skal forberede gaver til pigerne.
Nå, og hvad er problemet så? smiler faderen.
Vi er lige mange drenge og piger. Og hun fordelte, hvem der giver til hvem, – sønnen sukker tungt. Jeg fik den grimme, Signe Hansen.
Alle piger vil have en gave på 8. marts, også de grimme, – faderen prøver at tale med sønnen som med en voksen. Og hvordan fordelte hun? Alfabetisk?
Nej, efter stjernetegn?
Hvordan? Henrik kan ikke lade være med at smile igen.
Efter kompatibilitet. Signe er Jomfruen, og til Jomfruen passer Tyren bedst. Og jeg er netop Tyren.
Det er jo godt, hvis I passer sammen! Når du bliver stor, måske bliver du forelsket i hende.
Faderen kan ikke holde sig og ler. Moderen løber straks ind i værelset:
Hvad foregår der her?
Lene, gå ind i køkkenet, – faderens ansigt bliver strengt. Vi har en alvorlig samtale med sønnen.
Da moderen går ud, spørger Lasse med trist stemme:
Far, hvad skal jeg så gøre nu?
Forberede gaven!
Hvilken?
I morgen på arbejdet laver jeg en gave til din udvalgte.
Far, hvilken gave kan du lave? Du arbejder jo på fabrikken.
Ja! Men jeg arbejder i galvanik. Der produceres alle slags metalbelægninger.
Far, jeg forstår det ikke.
I morgen ser du det selv!
***
Næste dag kommer faderen med et vedhæng på en kæde i form af et rektangel, der ser ud som om det er guld. På den ene side er der indgraveret to stjernetegn, Tyren og Jomfruen, og på den anden side er der skrevet fint, men smukt:
«Til min klassekammerat Signe på 8. marts! Lars».
Åh, hvor smukt dette vedhæng ser ud! Og da moren pakker det i en cellofanpose, ser det helt fantastisk ud.
***
Og nu er det 7. marts. Læreren har ikke tænkt sig at holde lektioner. Først giver skolebørnene hende en gave. Hun takker længe. Så annoncerer hun, at drengene skal give gaver til pigerne.
Hvad begynder der ikke! Alle drengene styrter hen til deres “udvalgte”. Lasse går også hen til Signe Hansen og siger, som faren lærte ham:
Signe, jeg lykønsker dig med højtiden 8. marts! Måske vil skæbnen en dag forbinde Tyren og Jomfruen.
Efter at have sagt den indøvede sætning går Lasse hen til sin plads og lægger selvfølgelig ikke mærke til, hvordan dette grimme piges hjerte (efter hans mening) banker.
Snart flytter Signes forældre til et andet kvarter, og Signe begynder fra femte klasse at gå i en anden skole.
***
Lars åbner øjnene. Det hvide loft i hospitalsstuen. Han prøver at bevæge hænder og fødder. Kun venstre hånd bevæger sig.
Hvor er jeg? henvender han sig til ingen.
Der høres et eller andet klik, og en patient på krykker går hen til hans seng, ser nøje på ham og spørger:
Vågnet? Du er på akutkirurgisk afdeling.
Har jeg hænder og fødder hele? spørger Lars med lav stemme.
Det ser ud til, at alt er på plads, – meddeler han den glædelige nyhed. Men du er bandageret fra top til tå.
Det er godt, hvis alt er helt.
Så kommer sygeplejersken og spørger omsorgsfuldt:
– Hvordan har du det?
– Hvad er der sket med mig! svarer Lars med et spørgsmål.
– Dit liv er ikke i fare. Hænder og fødder vil fungere. Men der vil blive mange ar, – rækker ham den tændte telefon. Din mor bad om at ringe, når du vågner.
– Søn, – høres moderens stemme gennem tårer.
– Mor, alt er i orden, – han prøver at tale så muntert som muligt. De sagde, at kun små ar vil blive tilbage. Snart bliver du udskrevet.
– De tillod mig ikke at blive hos dig om natten. Søn, jeg kommer nu.
– Mor, du skal ikke tage det så tungt!
Han lægger telefonen ved siden af sig, prøver at smile til sygeplejersken:
– Tak!
– Nå, de udskriver dig ikke lige foreløbig, – smiler sygeplejersken tilbage. Tre uger skal du ligge her. Det er sikkert!
– Hvad skete der med dig? spørger naboen i stuen, da sygeplejersken går ud.
– Jeg er redningsmand. På fabrikken begyndte iltflasker at eksplodere, – begynder Lars at huske. De kaldte os. Vi kom før brandfolkene. Lokalet er enormt, inde i lokalet tre tilskadekomne. Vi løb ind, der var flasker spredt, ild nogle steder. Vi begyndte at bære de tilskadekomne ud Jeg gik ud sidst Da jeg var ved døren, eksploderede en ny flaske Jeg husker ikke mere.
– Ja, det gik hårdt til for dig.
– Lars Pedersen, – lyder sygeplejerskens stemme. En kollega fra arbejdet til dig.
– Hej, Lars! Hvordan har du det?
– Hænder og fødder er hele! svarer den tilskadekomne optimistisk. Men jeg kan kun hilse med venstre hånd indtil videre!
– Kom nu!
– Hvad skete der så bagefter?
– Vi var allerede på vej ud, da det eksploderede. Vi styrtede straks tilbage, trak dig ud du var helt dækket af blod lægerne var allerede der
– Tak!
– Lars, hvad taler du om?! pludselig kommer der et smil på vennens ansigt. – Det ser ud til, at de vil foreslå os til medaljer.
– Til den tid er jeg udskrevet.
– Okay, jeg går. I får rundvisning nu. Sygeplejersken sagde, at det ikke må vare længe.
Vennen er ikke gået endnu, da lægen kommer ind, en mand på omkring fyrre:
– Nå, hvordan går det, helt? går hen til hans seng.
– Normalt.
– Når du allerede taler, betyder det, at du vil leve. Kom, jeg undersøger dig!
– Syede du mig? spørger Lars.
– Nej, Signe Hansen. Hun kommer om to dage.
***
Der går to dage. Lars prøver allerede at stå op. Sandt nok er smerten i benene stadig stærk, højre arm er flækket. Og sår over hele kroppen mindst ti. To på ansigtet, da det eksploderede, ramte han porten, heldigvis nåede han at strække højre arm frem. Han kigger i spejlet. Ansigtet er stadig hævet.
I dag skal lægen, som syede ham i fem timer i går i operationsstuen, lave visitation. Lars er endda lidt nervøs.
Og så kommer hun ind. Ung, slank, sandt nok med briller, men de ødelægger hende ikke det mindste, og den hvide kittel passer hende helt. Lars på sine syvogtyve er allerede gift. Men efter et halvt år gik de fra hinanden karaktererne passede ikke sammen, som det stod i ansøgningen, men i virkeligheden kunne den tidligere kone ikke lide redningsmandens løn.
– Goddag! siger lægen og går hen til hans seng.
– Goddag! Var det dig, der syede mig?
– Det var mig, – smiler hun. Er der noget galt?
– Lad mig undersøge dig!
Og hun bøjer sig over ham Foran øjnene vedhænget med stjernetegn, der hænger fra hendes hals:
– Signe Hansen!!! udbryder han.
Hun ser nøje på hans hævede ansigt.
– Undskyld! siger hun, uden at genkende ham.
– Jeg er Tyren, – og peger på vedhænget.
– Lasse Pedersen? hendes læber skælver. Husker du mig stadig?
– Hvad, Signe? da han ser tårer i kvindens øjne, lægger han sin håndflade på hendes hånd.
– Undskyld! hun tager et lommetørklæde frem og tørrer øjnene. Jeg havde aldrig troet, at vi ville mødes sådan.
Mere den dag kommer Signe ikke ind i hans stue. Men Lars har allerede forstået, at hendes vagtplan er som hans: dag, nat og to fridage.
Han vil ikke se hjælpeløs ud foran hende. Hele den næste dag prøver han at gå rundt i stuen støttet af sengene, et par gange, mens han holder sig til væggen, går han ud i gangen.
Aften. Lægen på dagvagt er gået. Ny vagt er kommet det mærkes på snakken i gangen. Nu er det visitation
Og pludselig råb, hastige skridt i gangen. Det sker, når en ny tilskadekommen bliver bragt ind.
Allerede er klokken ti. Sygeplejersken kommer ind og slukker lyset i stuen. Men han kan ikke sove. Allerede efter midnat høres skridt i gangen, så stilner de af, og i denne stilhed føler Lars snarere end hører, at der i gangen er nogen, der græder. Han rejser sig og går forsigtigt ud i gangen.
Ved vagtbordet sidder og med hovedet på hænderne græder hans tidligere klassekammerat. Han går hen og lægger den raske hånd på hendes skulder:
– Hvad er der, Signe!
Hun rejser sig og støtter sig til hans skulder:
– Jeg opererede en kvinde, hun kom under en bil, – begynder hun at fortælle mens hun græder. Jeg gjorde alt muligt og umuligt Hun er nu på intensiv, men hun vil ikke overleve. Hun har to børn hendes mand er nu hos hende i stuen
– Ro på, Signe!
– Jeg har været kirurg i tre år, og jeg kan stadig ikke vænne mig til, at folk dør.
– Ro på, ro på! Sådan er vores professioner. På fem år har jeg også set så mange dødsfald, men vi har jo også reddet mange liv, – Lars sukker tungt. – Derfor gik min kone fra mig. Hun siger, at jeg kommer hjem som en anden, og jeg tjener for lidt. Men jeg har altid fyrre man kan leve.
– Jeg har det samme, – hun ser ham i ansigtet. Fyrene ser på mig som på en tosset. Jeg har aldrig været gift, jeg bor stadig hos forældrene som et barn.
– Kom nu, vi er kun syvogtyve hele livet ligger foran os.
– Nej, Lars, vi er allerede syvogtyve.
– Signe Hansen, hendes puls forsvinder, – råber sygeplejersken, der løber ud.
– Undskyld! og Signe styrter ind på intensiv.
Han kan ikke falde i søvn denne nat. Om morgenen kommer sygeplejersken, som sædvanlig giver ham en indsprøjtning.
– Kvinden, der blev opereret i nat, er hun i live? spørger han uventet selv for sig selv.
– Hun er i live, men tilstanden er ekstremt alvorlig.
***
Der går tre uger. Sårene på Lars’ krop er helet. Med Signe ser de hinanden, når hun har vagt, desuden trækkes han mere og mere til hende. Men akutkirurgisk afdeling er ikke det sted, hvor man kan tale om noget meget personligt.
Og så under en af de tidlige visitationer fortæller lægen, der er mand:
– I dag udskriver jeg dig, – smiler og tilføjer. Altså fra hospitalet. Du går direkte til din klinik, og der beslutter de, hvor længe du skal være mere sygemeldt.
– Man kan pakke!
– Ja, ja! Skynd dig ikke for meget. Nu forbereder de din udskrivning.
Da lægen går ud, barberer Lars sig. Mens han kigger i spejlet, noterer han tilfreds, at de to tilbageværende ar slet ikke ødelægger ansigtet, snarere tilføjer de mandighed. På de andre ar er det ikke værd at lægge mærke til.
Han pakker sammen, går ud i gangen. Imod ham, mens hun holder sig til væggen, går en patient.
«Hun klarede det alligevel!» – en glædelig tanke glimter.
Sygeplejersken kommer ud, rækker udskrivningspapirerne:
– Farvel, Lars! Kom ikke til os mere!
***
Han har sin egen etværelses lejlighed, men han kører til forældrene. For moren ventede så meget på ham og var bekymret. Hun tog endda ferie.
– Søn! hun styrter i hans favn.
– Alt, mor! Som du ser, er jeg i live og rask.
– Kom, jeg har lavet mad til dig. Hvor tynd du er blevet.
– Åh, hvor jeg har savnet hjemmelavet mad!
– Indtil du er kommet dig og er gift, skal du bo i dit barndomshjem. Dit værelse står stadig tomt, – og råber som til et barn. Gå, vask hænder!
***
Indtil aften går Lars til frisøren. Han går ind i sin lejlighed. Han henter noget tøj. Moderen begynder straks at ordne det.
Om aftenen kommer faderen hjem fra arbejde. De sætter sig, som de plejede før, alle sammen og taler til langt ud på natten.
Han går i seng i sit værelse, hvor barndom og ungdom er gået, men falder ikke i søvn med det samme:
«I morgen skal jeg på klinikken. Så på arbejde. Og om aftenen»
Med tanken om den næste aften falder han i søvn langt efter midnat.
***
Næste dag går Lars om morgenen til klinikken. Indtil frokost går han rundt på kontorerne. Efter frokost går han til sit arbejde, lige da hans vagt er.
– Hvor skal du hen? spørger faderen.
– Far, husker du for længe siden, da jeg stadig gik i fjerde klasse. Du lavede et vedhæng til mig som gave til en klassekammerat?
– Den grimme Signe Hansen? Jeg husker.
– Husker du, du sagde også: «Når du bliver stor, måske bliver du forelsket i hende».
– Det husker jeg også.
– Far, Signe er kirurg nu. Det er hende, der lavede operationen på mig. Og hun bærer stadig det vedhæng om halsen.
– Nå, det er noget!
– Far, dine ord gik i opfyldelse. Jeg går til hende!
***
Syvogtyve år er ikke så meget til at begynde et liv med et elsket menneske.