Vi mødtes på lægehuset, i køen til lægen. Jeg var kommet på grund af blodtrykssvingninger, og han ventede på sine prøvesvar. Vi faldt i snak. Jens virkede rolig og afdæmpet.
Efter skilsmissen var der gået otte år. Sønnen boede længe for sig selv. Veninderne havde deres eget liv: nogle med børnebørn, nogle med kolonihave, andre med endeløse undersøgelser og hospitaler. Og så dukkede en rigtig mand op ved siden af. En der ikke drak, ikke lavede ballade, ikke slog.
Dengang tænkte jeg: det her er skænkens gave.
Utroligt, hvor lavt vi nogle gange sætter barren. Han slår ikke – så er han allerede god.
Jens arbejdede på et lager. Lønnen var lille, men som han elskede at sige, “stabil”. Det ord var hans yndlingsord.
Han var stabilt træt.
Han klagede stabilt over ryggen.
Han kunne stabilt ikke hjælpe til derhjemme.
Og han forventede stabilt aftensmad præcis klokken syv.
Da han flyttede ind hos mig, havde han to sportstasker, en gammel bærbar og sin mor i telefonen.
Moren ringede dagligt.
Først syntes jeg det var sødt.
Nå, hun bekymrer sig om sin søn.
Så gik det op for mig, at hendes evige:
– Har du spist?
– Er du ikke blevet forkølet?
– Mette åbner sikkert vinduerne, og så hoster han…
lød som om jeg sultede hendes søn og holdt ham i træk.
Det første år virkede alt nogenlunde tåleligt.
Jeg lavede mad – han spiste.
Jeg vaskede tøj – han gik med det.
Jeg handlede ind – han sukkede:
– Alt er blevet så dyrt.
Og han sagde det, som om jeg personligt havde forhandlet med butikkerne om de nye priser.
En gang om måneden rakte han mig penge.
Fem tusind kroner.
Af og til syv.
Og han gjorde det med et ansigt, som om han lige havde betalt et helt hus af.
– Her, til husholdningen. Bare ingen unødvendige udgifter.
Jeg betalte for forbrug, købte madvarer, rengøringsmidler, hans rygtabletter, sokker, kød på tilbud.
Og det værste var, at jeg endda følte taknemmelighed for de penge.
Det er det, der skræmmer mig mest nu.
Efter aftensmaden sukkede Jens tungt.
– Boghvedegrøden er lidt tør. Hos min mor bliver den luftig og samtidig blød.
Jeg forstår stadig ikke, hvordan det kan lade sig gøre.
Der findes sikkert en særlig magi, som kun mødre til voksne sønner har.
Eller:
– Der er for lidt salt.
– Så salt da.
– Jeg sidder allerede.
Mennesket havde sat sig ved bordet.
Altså må hele verden indrette sig.
Jeg rejste mig.
Havde salt.
Så brød.
Så te.
Så fjernbetjeningen, der lå en halv meter fra ham.
– Mette, du har kortere.
Alt var tættere på mig.
Køkkenet.
Badeværelset.
Arbejdet.
Sikkert også den anden side ville være tættere på mig.
Efterhånden begyndte jeg at blive træt.
Ikke kun fysisk, selvom det også.
Jeg kom hjem efter arbejde, tog skoene af og drømte om bare fem minutters stilhed.
Bare fem.
Men fra stuen lød det straks:
– Hvorfor kommer du så sent? Jeg er sulten.
Ikke:
– Er du træt?
Ikke:
– Skal jeg sætte te over?
Bare:
– Jeg er sulten.
Opvasken stod altid for mig.
Jens havde en særlig slags allergi – mod vasken.
Så snart han så beskidte tallerkener, kom den dårlige ryg straks frem.
– Jeg ville gerne hjælpe, men du ved jo…
Jo, jeg vidste alt.
Hvilke piller han tog om morgenen.
Hvilken pølse han foretrak.
At hans mor ikke tåler løg.
At Jens ikke må løfte tungt, stå tidligt op, gå sent i seng, gøre badeværelset rent eller tage skraldet ud uden at blive mindet om det.
Men hvad jeg kunne lide – det spurgte ingen nogensinde om.
Engang foreslog jeg at dele udgifterne lige over.
Han blev forbløffet:
– Hvad mener du med lige over? Jeg har jo mindre i løn.
– Det forstår jeg.
– Hvorfor presser du mig så?
Sådan.
Jeg bad ikke om diamanter eller dyre gaver.
Jeg foreslog bare at betale for mad og forbrug sammen.
Og straks blev jeg en kvinde, der presser.
Samme aften ringede han til sin mor.
Med vilje satte han på højtaler.
Da hun havde hørt ham, sagde Inger koldt:
– Mette, vil du gøre min søn til lejer?
Jeg stod ved komfuret og rørte i pastaen.
Jeg havde lyst til at svare:
“Lejere betaler i det mindste for deres ophold.”
Men jeg tav.
Indtil videre.
Senere fik Jens et nyt job.
Lønnen blev højere.
Til gengæld kom der daglige skjorter.
Hvide.
Blå.
Stribede.
Og alle skulle stryges.
De første uger gjorde jeg det efter arbejde.
Efter aftensmaden.
Efter oprydningen.
Jeg stod ved strygebrættet, mens fjernsynet kørte i stuen og Jens lå i sofaen.
– Ærmet er dårligt strøget.
– Jens, jeg har stået her i en time.
– Jeg beder jo ikke for mig selv. Jeg skal på arbejde.
Næste dag dukkede Inger op uden varsel.
Hun havde medbragt hjemmelavede ostesnegle til sin søn og sat dem demonstrativt på bordet, som om hun sagde:
“Sådan ser ordentlig mad ud.”
Og jeg stod og skar salat.
Så kom den torsdag.
Den tungeste i hele tiden.
Jeg kom hjem næsten klokken ni.
I posen havde jeg æbler og yoghurt – til mig selv.
Jeg åbner døren og ser Inger i mit køkken.
I min morgenkåbe.
Den blå, bløde med en lomme, hvor jeg altid lagde mine briller.
Ved siden af lå fem krøllede skjorter og et strygejern.
Jens kom ud fra stuen.
– Vi skal lige tale om én ting.
Jeg tog langsomt støvlerne af.
For hvis man gør det hurtigt, kunne en af dem sagtens ryge i hovedet på nogen.
Men jeg er en velopdragen kvinde.
Nogle gange er det en alvorlig hindring for at leve.
– Jeg skal på kontoret i morgen klokken otte, sagde Jens. – Jeg har ikke tid til at stryge.
– Så stryg nu.
– Jeg er træt.
Jeg så på sofaen.
På tallerkenen med krummer.
På hans mor i min morgenkåbe.
På strygejernet.
Og så sagde han helt roligt:
– Hvis du ikke når det om aftenen, så stå op klokken fem og stryg mine skjorter. Det er kvindens pligt.
Og pludselig så jeg hele scenen udefra.
En fireoghalvtredsårig kvinde står i sin egen lejlighed efter en lang arbejdsdag.
Foran hende står en mand, som bor her næsten gratis og spiser for hendes penge.
Og ved siden af hans mor, iført hendes morgenkåbe, forklarer hvordan en rigtig kvinde skal være.
Jeg gik stille ind i soveværelset.
Fandt de to tasker frem, som han kom med for fire år siden.
Stillede dem i gangen.
Og sagde roligt:
– Pak dine ting.
Han var sikker på, at jeg ville græde.
At jeg ville blive bange.
Helt ærligt, det troede jeg også selv.
På fire år vokser et menneske ind i dit liv.
Selvom det ligner et ukrudt, gør det stadig ondt at rive det op.
Men jeg stod tavs.
Bagefter var det svært.
Hånden rakte automatisk ud efter en anden tallerken.
I supermarkedet tog jeg maskinelt hans yndlingsost, og lagde den så tilbage på hylden.
Det sværeste var ikke at savne ham, men at stoppe med at bebrejde mig selv.
Hvem vil have mig med mine syltetøjsglas på altanen, min vane med at se serier under et tæppe og alder over halvtreds?
Men en dag kom jeg hjem, tændte lyset og forstod pludselig:
Jeg har brug for mig selv.
Banalt?
Måske.
Men det var først der, det gik op for mig.
Ikke som husbestyrerinde.
Ikke som servicepersonale.
Ikke som et tillæg til en mand.
Bare som Mette.
En måned senere kom Jens igen.
Med tre lidt visne roser.
Sikkert lige så trætte som os begge.
Jeg åbnede døren, men lod kæden sidde.
– Mette, jeg har det dårligt uden dig.
– Jeg vil ikke have det hele tilbage, svarede jeg roligt.
– Slet ikke?
– Slet ikke.
Han stod lidt på trappeafsatsen.
Og så gik han lydløst.
Det, jeg har lært, er at man ikke skal vente på, at nogen giver en lov til at være noget. Man er allerede noget. Lige så snart man holder op med at tro, at man er en servicefunktion.
