Hvem er du? FruMaren Jensen og hendes barnebarn Mikkel træder ud på verandaen og kigger på besøgende.
Jeg er til dig, fruMaren! svarer den unge kvinde. Jeg er din barnebarn, nærmere sagt din oldebarn. Jeg er barnebarnet til Oskar din ældste søn.
FruMaren sidder på en solvarmet bænk foran huset og nyder de første varme forårsdage. Endelig er foråret kommet, og kun Gud ved, hvordan hun har klaret den kolde vinter.
«Endnu en vinter skal jeg nok klare!» tænker Maren, mens hun lettet ånder ud. Hun er ikke bange for at gå uden hjælp hun venter netop på denne tid. Grene fra ærteplanterne er samlet, nye klæder er købt.
Intet kan holde Maren i live i denne verden.
***
Tidligere har hun haft en stor familie manden, Lars Henriksen, høj og stærk, og fire børn tre drenge og en pige. De lever i harmoni, hjælper hinanden og skænder sig kun sjældent. Børnene vokser op, en efter en, og flytter ud i forskellige byer.
De to ældste drenge starter på universitetet og flytter derefter til Aalborg og Aarhus for at arbejde. Den mellemste dreng klarer sig dårligt i skolen, men starter senere sin egen succesfulde virksomhed, som fører ham til udlandet, hvor han bliver boende. Datteren forlader landsbyen, flytter til København og indgår hurtigt ægteskab.
I starten kommer børnene ofte på besøg. De skriver breve, og da mobiltelefonerne ankommer, ringer de. Så begynder oldebørnene at dukke op. Maren pakker af og til den slidte kuffert og kører på besøg hos sine børnebørn.
Efterhånden vokser oldebørnene ud af hendes omsorg. Telefonerne ringer sjældnere, og børnene glemmer næsten helt at komme på besøg travlt med arbejde, egne familier og børnenes opvækst.
En nyhed om, at faren til Lars, den gamle bonde Henrik, er gået bort, får dem til at samle sig igen. Man tror, at en så robust mand ville blive over hundrede, men virkeligheden viser sig anderledes.
Efter begravelsen spreder børnene sig igen. Først ringer de til moren, men efter et stykke tid går samtalerne i stå.
Maren forsøger selv at ringe, men mærker hurtigt, at børnene har travlt, og trækker sig tilbage. Så lever hun de næste ti år alene. En gang om året ringer et af børnene ind og taler kort med hende, og hun bruger resten af ugen på at smile for sig selv.
En dag sidder Maren på bænk igen og tænker på sit liv.
Goddag, tante Maren! råber en ung mand over hegnet og smiler bredt. Kender du mig?
Maren blinkede:
Mikkel! Hvad i alverden?
Ja, tante Maren! svarer drengen og går ind i haven.
Mikkel er søn af naboerne, som aldrig kan gå en dag uden at spise sammen. Maren husker ham fra barndommen han var altid den sultne dreng, som hun delte sit brød med, gav ham tøj fra sine egne børn og lod ham overnatte, når hans forældre fejrede fest.
Hans forældre dør unge, og Mikkel bliver sendt væk. Siden da har Maren ikke set ham og savner ham meget.
Hvor har du været så længe, Mikkel? spørger hun glad.
Først i børnehjemmet, derefter i militæret, så på skole. Nu er jeg tilbage i den lille landsby for at hjælpe med at løfte den gamle gård!
Hvad skal du løfte? svinger Maren med hånden. Alle er flyttet.
Intet! Jeg bliver her! svarer han.
Mikkels liv tager en ny drejning. Han får et job hos den største landmand i området, Ole Johansen. I sin fritid reparerer han den gamle lade, han har arvet efter sine forældre, og hjælper Maren med huslige opgaver. Maren kalder ham ikke søn, men hun nyder hans selskab. Så går tre år.
Jeg skal rejse, tante Maren, siger han en dag, som om han undskylder. Ole har ingen penge til at betale mig, så jeg må tage på arbejde i udlandet. Tag dig ikke så meget af mig!
God rejse, Mikkel! svarer Maren med et smil. Gud velsigne dig!
Maren er igen alene. Til tider får hun lyst til at græde af ensomhed, men hun fortsætter sine dage i håb om, at noget vil holde hende fast.
****
En dag hører hun en genkendelig stemme:
Goddag, tante Maren! råber en høj, velklædt ung mand, som træder ind på gården. Jeg er tilbage!
Åh, hvor er du sød! jubler Maren. Kom hurtigt ind, Mikkel! Jeg sætter straks te på!
Te er godt! svarer Mikkel. Jeg skulle lige hjem, men jeg fandt dig, så jeg har ingen gæster med!
Et halvt time senere sidder Maren og Mikkel ved et gammelt bord, drikker te af smukke, antikke kopper og snakker uden at kunne holde op.
Jeg er klar til at gå bort, Mikkel, siger Maren med en tåre i øjet.
Slet ikke! vinker han afslappet. Jeg er kommet med penge, og jeg vil starte min egen gård. Så vil vi bo sammen, tante Maren, og ingen vil kunne misundelige os!
En ung, klar stemme bryder deres samtale:
Er der nogen hjemme? spørger en pige i en kort frakke og høje sko.
Maren ser ud af vinduet og ser en ung kvinde i gården.
Hvem er du? spørger Maren og Mikkel i kor.
Jeg er til fruMaren! svarer hun. Jeg er din oldebarn, barnebarnet til din søn Oskar. Jeg hedder Vira.
Hun forklarer, at hun har ringet, men telefonen var slukket, så hun kom over grunden.
Kom bare ind! inviterer Maren, mens Mikkel hjælper Vira med hendes kuffert.
Vira tager plads, smiler og fortæller:
Jeg bryder mig ikke om byen. Jeg vil bo på landet, men mine forældre forstår mig ikke. Bedstefar Oskar sagde, at jeg kan bo her i et par måneder, så jeg kan finde ro. Han og far har ringet, men ingen har nået jer. Jeg har penge, og jeg vil ikke være en klædelånmodtager. Jeg studerer på afstand, men jeg vender snart tilbage efter eksamen!
Bliv så længe du vil, svarer Maren. Det gør mig glad!
En måned går, og Maren ser Vira arbejde på haven med dygtighed. Hun ser ikke ud til at være væk fra byen.
Med Mikkels hjælp vender Vira den forladte jord, opdeler den i rækker, bygger et drivhus, køber planter fra naboerne og begynder ivrigt at så.
Mikkel bruger sine tjente penge på at bygge en moderne gård. Han hyrer arbejdere til at reparere Marens tag og installerer et individuelt varmesystem i stedet for den gamle brændeovn.
Maren stråler. Hendes smil forsvinder aldrig. Hun er ikke længere alene.
Af og til falmer en skygge af tristhed over hendes ansigt, når hun tænker på, at Vira snart skal tilbage til byen. Hun er blevet så glad for sin oldebarn.
Hvordan skal jeg klare haven alene? sukker Maren, mens hun pakker kager i en pose til Vira på rejsen.
Glem ikke at fylde vand i tønden, så Mikkels vand kan hælde på markerne! Jeg kommer snart og ser på! griner Vira.
Kommer du tilbage? spørger Maren håbefuldt.
Selvfølgelig! Jeg kan ikke forlade dig! Jeg elsker dig af hele mit hjerte, og Mikkel har endda spurgt mig om at gifte mig med ham til efteråret. Hvorfor skulle jeg blive uden ham? Han er en rigtig bonde!
Et år senere sidder Maren i solskinnet og gynger sin barnevogn med den sovende oldebarn. Vira og Mikkel arbejder på gården, og sammen får den nye landbrug at blomstre og gavne hele landsbyen.
Maren kigger på sin søvnige oldebarn og tænker:
Jeg skal ikke gå bort endnu. Jeg har stadig så meget at give til de unge!
Tryk på likeknappen og del dine tanker i kommentarerne!
