Henrik kom hjem fra jagten sur som en hveps i et glas. Støvlerne sparkede han af ved døren – den ene til venstre, den anden til højre. Jakken kastede han mod knagen, ramte ved siden af, og lod den bare ligge. Han gik ud i køkkenet og bragede med kedlen.
Mette sad i stuen og scrollede på mobilen. Hun hørte, hvordan hendes mand gik – tungt, nervøst, hvert skridt som en beskyldning. Den røde hund Thor lå ved hendes fødder med snuden på poterne. Ørerne lagt tilbage, halen slap. Han mærkede altid, når herren var i det humør, og prøvede at holde sig ude af syne.
– Så, sagde Henrik og stillede sig i døråbningen med hænderne i siden, som han altid gjorde, når han skulle sige noget, han mente var endegyldigt. – Den hund dur ikke til jagt. En uduelig køter, ikke en jagthund. Jeg har trænet og trænet – nul effekt. En and falder – han sidder. En hare suser forbi – han gaber. Den skal væk.
Mette så op. Hun så på sin mand roligt, opmærksomt, som man ser på en, der har sagt noget meget dumt, men endnu ikke selv har fattet det.
– Skal væk? gentog hun, som om hun smagte på ordet.
– Hvad så? Skal vi fodre en parasit? En jagthund skal jage. Men den her… Henrik viftede med hånden mod Thor, der trykkede sig endnu tættere mod Mettes ben. – I morgen kører jeg den hen til Bent, måske han vil tage sig af den. Ellers smider jeg den ud på landevejen.
«Smider ud på landevejen» – dér klikkede noget indeni Mette.
Uden et ord rejste hun sig. Thor rejste sig straks med hende, urolig og kiggede op. Mette gik forbi Henrik ud i gangen, åbnede et lille skab og trak en kuffert frem – stor, blå, med hjul. Den samme, de engang havde haft med til Skagen, dengang de stadig tog på ferie sammen.
Henrik fulgte hende med øjnene, men sagde intet. Han troede nok, hun var i gang med en sæsonomlægning af tingene.
Men Mette åbnede Henriks halvdel af garderobeskabet.
Skjorter – en, to, tre, fire. Pænt. Underbukser, sokker – i sidelommen. Jeans – et par til søndag, et par til hverdag. Grå sweater, gave fra svigermor. Barberskraber fra badeværelset. Tandbørste.
Henrik dukkede op i soveværelsesdøren og så tavst på i et par sekunder. Så gik det op for ham.
– Hvad laver du?
– Pakker din kuffert, svarede Mette i samme tone, som hun sagde «maden står på bordet» eller «brødet er slut».
– Hvilken kuffert? Hvorfor?
– Nå, du sagde jo, at der skulle ryddes op. Så rydder jeg op.
Henrik blinkede. Så satte han sig langsomt på sengekanten, som om benene svigtede.
– På grund af hunden?
– Ikke på grund af hunden. På grund af dig.
Hun lynede kufferten og rettede sig op. Thor kom stille ind og lagde sig ved dørtrinet, som om han holdt vagt.
– Jeg siger dig det, Henrik, nu hvor snakken er i gang. Du kalder Thor en parasit. Han kan ikke jage, ingen nytte. Men lad os tælle op, hvem der egentlig er til nytte.
– Mette, nu starter du.
– Thor bringer ikke ænder, det er rigtigt. Til gengæld møder han mig hver morgen, som om jeg har været på forretningsrejse i et halvt år. Han lægger poten på mit knæ, når jeg græder. Og jeg græder tit, Henrik. Fordi du kommer hjem fra arbejde – og så er der kun fjernsynet. Fra jagt – og så sofaen. Sidst du talte ordentligt med mig, var da elregningen var for høj. Tre sætninger i træk var en begivenhed.
Henrik åbnede munden.
– Du kan da ikke sammenligne mig og en hund.
– Jeg sammenligner ikke. Jeg konstaterer. Thor er levende. Han mærker. Han elsker. Uden betingelse. Han kræver ikke, at jeg er tynd eller laver stegt flæsk. Han kræver bare, at jeg er her. Hvornår var du sidst glad for, at jeg er her?
Stilheden i rummet hang som vasketøj på en snor – tung, våd, ubekvem.
Henrik så på kufferten. Så på sin kone. Thor løftede hovedet og så på ham uden fornærmelse, uden vrede. Bare sådan. Hunde kan ikke holde nag, deres hjerte er for stort til det.
– Jeg mente det ikke alvorligt, sagde Henrik. – Jeg blev ophidset. Drengene grinede.
– Drengene grinede. Og du, for ikke at tabe ansigt over for dem, besluttede at smide et levende væsen ud. Som stoler på dig. Som løber dig i møde, når du kommer hjem. At du smider ham ud – det ved han ikke. Han tror, du er god.
Henrik gned sig i ansigtet. Skægstubbene stak – han havde ikke barberet sig på de to dages jagt.
– Og hvad så, kufferten – er det alvor?
Mette tav. Udenfor skændtes nogle spurve i rønnebærtræet. Køleskabet brummede og tav.
– Alvorligt, Henrik. Det handler ikke om Thor. Thor er den sidste dråbe. Du taler om et levende væsen som «skal væk», «smide ud på landevejen». Hvad så i morgen, hvis jeg ikke passer dig – smider du så også mig? Kører mig til min mor – «hun duede ikke, tag hende tilbage»?
– Det var da voldsomt.
– Det var du, der var voldsom. For længe siden. Du er holdt op med at se, at der er levende mennesker omkring dig. Jeg er levende. Thor er levende. Vi er ikke redskaber. Ikke et jagtgevær, man kan sælge, hvis det skyder skævt. Vi er en familie. Og man smider ikke sin familie væk.
Henrik sad og følte sig, som han ikke havde følt i lang tid. Før i tiden var det sådan – han sagde noget, Mette var enig. Ikke fordi hun var blød af natur. Hun kunne tie stille – tålmodigt, på den der kvindelige måde. Hun vogtede. Gled. Og han var vant til at kunne sige enhver dumhed – og der ville ikke ske noget.
Men så kunne det alligevel.
Thor gik hen til Henrik og stak sin våde snude ind i hans hånd. Bare gik hen, fordi han så, at mennesket havde det dårligt. Og når man har det dårligt, skal man være tæt. Det vidste Thor ikke med hovedet – men med hele sin røde pels.
Henrik så på hunden. På den våde snude, de brune øjne, på halen, der forsigtigt logrede – «nå, fred?»
Og så gik det op for ham. Ikke til tårer – han var jo en mand. Men noget vendte sig indeni, som en båd i en bølge – plump, og du er på den anden side.
– Mette. Stil kufferten væk.
– Hvorfor?
– Fordi, sagde han og kløede Thor bag øret – jeg er et fjols.
– Det ved jeg. Spørgsmålet er, om du er et fjols, der lærer, eller et, man kan banke en pæl i hovedet på.
Henrik smilede skævt. Selv nu – hun kunne.
– Jeg lærer. Undskyld. For Thor. Og for alt.
Mette gik hen til kufferten, lynede op. Hun tog barbermaskinen og tandbørsten frem og lagde dem på natbordet.
– Skjorterne hænger du selv på plads.
Henrik nikkede. Bøjede sig mod Thor og kradsede ham bag øret.
– Nå, din parasit, sagde han med en stemme, der rystede lidt. – Skal vi leve videre?
Thor logrede med halen, så han næsten væltede en gulvlampe. Han sprang op, slikkede Henrik på næsen. Satte sig og så på dem begge med det udtryk, som kun hunde har: absolut, ufortjent lykke.
Næste gang Henrik tog på jagt, tog han ikke Thor med. Han kom hjem med to ænder og en pose sukkerknogler fra torvet.
– Hvem er de til? spurgte Mette, selvom hun godt vidste det.
– Til parassiten, mumlede Henrik. Og smilede.
Kufferten satte Mette tilbage i skabet. Men ikke helt ind. Så den kunne nemt tages frem.
For en sikkerheds skyld.
