Gert kom hjem fra jagten vred som en hveps i et syltetøjsglas. Støvlerne sparkede han af ved døren – den ene til venstre, den anden til højre. Jakken smed han mod knagen, ramte forkert, gider ikke engang samle den op. Han gik ud i køkkenet og raslede med elkedlen.
Mette sad i stuen og rullede på sin telefon. Hun hørte, hvordan manden gik – tungt, nervøst, hvert skridt som en anklage. Den røde hund, Viggo, lå ved hendes fødder med snuden på poterne. Ørerne lagt tilbage, halen logrede ikke. Han mærkede altid, når herren var i det humør, og prøvede at holde sig ude af syne.
– Så, – Gert stillede sig i døråbningen, hænderne i siden, som han altid gjorde, når han skulle sige noget, han mente var endegyldigt. – Hunden duer ikke til jagt. Et fedt, ikke en jagthund. Trænet og trænet – nul effekt. Anden falder, han sidder. Haren løber forbi – han gaber. Vi må af med den.
Mette så op. Hun så på sin mand roligt, opmærksomt, som man ser på én, der har sagt noget meget dumt, men ikke selv har opdaget det endnu.
– Af med den? – gentog hun, som om hun smagte på ordet.
– Ja, hvad så? Skulle vi fodre en parasit? En jagthund skal jage. Men den her… – Gert viftede med hånden hen mod Viggo, som trykkede sig endnu tættere ind mod Mettes ben. – I morgen kører jeg den ud til Bent, måske han vil fjerne den. Ellers smider jeg den på motorvejen.
»Smider den på motorvejen« – dér klikkede der noget inde i Mette.
Hun rejste sig uden et ord. Viggo rejste sig straks med hende, uroligt kiggede op. Mette gik forbi manden ud i entreen, åbnede skabet og trak en kuffert frem – stor, blå, på hjul. Den samme, som de engang havde taget med til Rømø, dengang de stadig tog nogen steder sammen.
Gert fulgte hende med blikket, men sagde ingenting. Han tænkte nok, at konen var i gang med sæsonomlægning af tøj.
Men Mette åbnede Gerts halvdel af garderobeskabet.
Skjorter – en, to, tre, fire. Omhyggeligt. Underbukser, strømper – i sidelommen. Jeans – et par til weekend, et par til arbejde. Grå sweater, gave fra hans mor. Barberskraber fra badeværelset. Tandbørste.
Gert dukkede op i soveværelsesdøren og så i nogle sekunder tavst på hende. Så gik det op for ham.
– Hvad er det, du laver?
– Jeg pakker din kuffert, – svarede Mette i samme tonefald, som hun sagde »maden er på bordet« eller »brødet er slut«.
– Hvilken kuffert? Hvorfor?
– Nå, du sagde jo, vi skulle af med ting. Så det gør jeg.
Gert blinkede. Så satte han sig langsomt på kanten af sengen, som om benene svigtede.
– På grund af en hund?
– Ikke på grund af hunden. På grund af dig.
Hun lynede kufferten og rettede sig op. Viggo listede ind i rummet og lagde sig ved dørtærsklen, som om han holdt vagt.
– Jeg siger dig, Gert, eftersom vi er i gang. Du kalder Viggo en parasit. Han kan ikke jage, ingen nytte. Men lad os regne ud, hvem her har nytte.
– Mette, nu starter du.
– Viggo bringer ikke ænder hjem, det er rigtigt. Til gengæld møder han mig hver morgen, som om jeg har været ude på halvårs tjenesterejse. Han lægger poten på mit knæ, når jeg græder. Og jeg græder, Gert, tit. Fordi du kommer hjem fra arbejde – og så er det tv’et. Fra jagt – så sofaen. Sidst du talte ordentligt med mig, var da elregningen var for høj. Tre sætninger i træk – det var en begivenhed.
Gert åbnede munden.
– Du sammenligner mig med en hund?
– Jeg sammenligner ikke. Jeg konstaterer. Viggo er levende. Han mærker. Han elsker. Uden betingelser. Han behøver ikke, at jeg er slank eller laver kødgryde. Han har brug for, at jeg er der. Hvornår var du sidst glad for, at jeg er der, Gert?
Stilheden i rummet hang som tøj på en snor – tung, våd, ubekvem.
Gert så på kufferten. Så på sin kone. Viggo løftede hovedet og så på ham uden harme, uden vrede. Bare sådan. Hunde kan ikke bære nag, de har for store hjerter til det.
– Det var ikke for alvor, – sagde Gert. – Jeg blev varm i hovedet. Drengene grinede.
– Drengene grinede. Og du, for ikke at tabe ansigt over for dem, beslutter dig for at smide et levende væsen ud. Et væsen, der stoler på dig. Der løber hen til dig, når du kommer hjem. Men at du vil smide det væk – det ved han ikke. Han tror, du er god.
Gert gned sig i ansigtet med hænderne. Skægget stak – han havde ikke barberet sig i to dage på jagten.
– Og hvad så, kufferten – mener du det alvorligt?
Mette tav. Udenfor skændtes gråspurvene i rønnebærtræet. Køleskabet brummede og tav.
– Alvorligt, Gert. Det handler ikke om Viggo. Viggo var den sidste dråbe. Du siger om et levende væsen – »af med den«, »smid den på motorvejen«. Og hvis jeg i morgen ikke passer dig, smider du så også mig væk? Kører mig til min mor – »ikke brugbar, tag hende tilbage«?
– Nu overdriver du.
– Det var dig, der overdriver. For længe siden. Du stoppede med at se, at der er levende omkring dig. Jeg er levende. Viggo er levende. Vi er ikke værktøj. Ikke en bøsse, man kan sælge, hvis den skyder skævt. Vi er en familie. Og man smider ikke en familie væk.
Gert sad og følte sig, som han ikke havde følt i lang tid. Før i tiden – han sagde noget, konen var enig. Ikke fordi Mette er svag. Hun kunne tie – tålmodigt, på den der kvindelige måde. Hun passede på. Glattede ud. Og han var vant til at kunne sige hvad som helst – og der skete ingenting.
Men – nogle gange gør der det.
Viggo gik hen til Gert og stødte sin våde snude mod hans hånd. Bare gik hen, fordi han så, at mennesket havde det dårligt. Og når man har det dårligt, skal man være der. Det vidste Viggo ikke med hovedet, men med maven, hele sin røde pels.
Gert så på hunden. På den våde snude, de brune øjne, på halen, der forsigtigt logrede – som om den sagde: »Nå, hvad så, fred?«
Og så gik det op for ham. Ikke til tårer – han var jo en mand. Men noget væltede derinde, som en båd i en bølge – plask, og du er på den anden side.
– Mette. Stil kufferten væk.
– Hvorfor?
– Fordi –, han klappede Viggo over hovedet, – jeg er et fjols.
– Det ved jeg godt. Spørgsmålet er, om du er et fjols, der lærer, eller et fjols, man kan slå skår i hovedet på.
Gert smilede skævt. Selv nu – hun kunne.
– Jeg lærer. Undskyld. For Viggo. Og for alt.
Mette gik hen til kufferten, lynede op. Hun tog barberskraberen og tandbørsten frem og lagde dem på natbordet.
– Skjorterne hænger du selv på plads.
Gert nikkede. Han bøjede sig ned til Viggo og kløede ham bag øret.
– Nå, din parasit, – stemmen dirrede. – Skal vi leve videre?
Viggo logrede med halen så kraftigt, at han nær havde væltet gulvlampen. Han sprang op, slikkede Gert på næsen. Så satte han sig og så på dem begge med det udtryk, der kun findes hos hunde: absolut, ufortjent lykke.
Næste gang Gert tog på jagt, tog han Viggo ikke med. Han kom hjem med to ænder og en pose sukkerben fra torvet.
– Hvem er det til? – spurgte Mette, selv om hun vidste det.
– Parassiten, – brummede Gert. Og smilede.
Og kufferten satte Mette tilbage på loftet. Men ikke så langt inde, at den ikke kunne nås.
Bare for en sikkerheds skyld.
