– Mogens, vil du have te? – kaldte naboen Karin fra køkkenet. Hun kom tit forbi med en portion frikadeller eller en skål suppe. “Du bor jo alene,” sagde hun, “en mand må have noget i maven.”
– Ikke nu, Karin, – viftede han afværgende uden at vende sig.
Et år var gået. Hele et år.
Og han kunne stadig ikke tilgive sig selv. Forbandet være den dag.
Han havde travlt. Skulle til byen, til notaren. Underskrive nogle papirer efter sin afdøde kone. Nerverne var på højkant, hovedet hamrede, og så var der Tulle, hans hund.
En almindelig blandingshund med kloge øjne og en hale, der altid logrede. Efter at Anette døde, var hun det eneste, der var tilbage. Det eneste levende væsen, der mødte ham ved døren og glædede sig, hver gang han kom hjem.
Og den morgen på gåturen snurrede hun rundt om benene på ham. Snusede til noget ved kantstenen, vendte om, løb tilbage. Snoren strammede og slappede.
– Tulle, hold nu op! – råbte han. Og rykkede i snoren. Hårdt.
Hun peb.
Han stoppede ikke. Blive ved med at gå, sur på hele verden. Sur på sig selv.
De stoppede ved en landevej. Lastbiler dundrede forbi, personbiler susede. Han fandt mobilen frem – ville ringe, tjekke tiden. Og så…
Et ryk. Karabinhagen gik op, og den tomme snor hang i hans hånd.
Tulle skød ud over vejen.
Han skreg. Løb efter hende, viftede med armene, forsøgte at stoppe bilerne. Men hun forsvandt i buskadset langs vejen. Bare forsvandt.
Han ledte i tre dage. Gik langs landevejen, råbte, fløjtede.
Så gav han op.
Troede, hun var død. Kørt over eller frosset ihjel et sted i skoven. Det var hans skyld. Han havde råbt, han havde rykket. Det var straffen.
Men i går ringede telefonen.
– Goddag, er det Mogens Jensen? Havde De en hund?
En kvindestemme. Ung. Lettere anspændt.
– Ja.
– Vi er fra internatet “Håb”. Vi har fået en hund ind. Ifølge chippen er det Deres nummer. Kunne De komme forbi?
Hjertet sank ned i maven.
– Hvilken hund?
– En rødlig blandingshund. Lidt gammel. Den halter på bagbenet.
Han tav. Klemte telefonen, så knoerne blev hvide.
– Kommer De? – spurgte pigen igen.
– Jeg kommer.
Og nu stod han ved vinduet. Kunne ikke få sig selv til at flytte sig.
Bilnøglerne lå på bordet. Jakken hang i gangen. Bare en times kørsel.
Men han var bange.
Bange for, at det ikke var hende.
Og bange for, at det var.
Internatet mødte ham med gøen. Dusinvis af stemmer – tynde, hæse, desperate – forenet i et eneste kor. Mogens lukkede bildøren og stod stille. Hænderne rystede.
“Gamle nar,” tænkte han. “Hvorfor dirrer du som et espeløv?”
Men benene sad fast i asfalten.
– Mogens Jensen? – En ung kvinde kom ud gennem lågen. I en slidt jakke, håret gemt under en strikhue. – Jeg hedder Sofie. Vi snakkede i går.
Han nikkede. Halsen snørede sig sammen – ordene kom ikke.
– Kom. Hun er i det bagerste bur.
De gik forbi burene. Hundene kastede sig mod tremmerne, klynkede, rev i stængerne. Mogens så ned. Sneen knirkede under sålerne.
– Ved De hvad, – sagde Sofie, – hun kom for bare to dage siden. En gammel dame passede hende, men damen døde, og familien kunne ikke beholde hunden.
– Damen?
– Ja, Gerda Nielsen. Hun boede ved landevejen i et lille hus. Hun fandt hunden for et år siden. Plejede den. Benet var brækket – sandsynligvis ramt af en bil. Gerda fik den på benene igen, men lod den aldrig komme udenfor – hun var bange for, at den løb ud på vejen igen.
Mogens standsede.
– Var der et halsbånd med nummer?
– Jo. Men tallene var næsten slettet. Gerda prøvede at ringe, men det lykkedes ikke – enten slog hun forkert, eller… Nå, det var ikke meningen. Til sidst troede hun, at ejeren havde opgivet den. At den ikke var savnet.
Mogens knyttede hænderne i lommerne. Den havde været i live. Hele tiden. Og han havde ikke engang prøvet at lede videre efter de tre dage.
– Her, – Sofie standsede ved det bagerste bur. – Det er hende.
Mogens løftede blikket.
Og så sin Tulle.
Hun sad i et hjørne på et gammelt tæppe. Den røde pels var mat, snuden grå. Det ene bagben var trukket op under hende – hun haltede stadig.
Hunden løftede hovedet. Så på ham. Og stivnede.
Mogens tog et skridt frem. Endnu et. Fingrene krummede sig om de kolde tremmer.
– Tulle? – hviskede han. Stemmen knækkede.
Hunden rørte på sig. Ørerne spidsede.
– Det er mig. Min lille pige, det er mig.
Hun rejste sig. Haltede nogle skridt hen mod tremmerne. Stop et par meter fra ham.
Bare stod og så.
Mogens sank ned på knæ i sneen. Stak hånden ind mellem tremmerne.
– Tilgiv mig, – hviskede han. – Tilgiv mig, din røde tåbe. Jeg råbte dengang. Rykkede i snoren. Og så holdt jeg op med at lede. Troede, du var død. Blev bange, forstår du?
Tårerne løb.
Hunden tog et skridt frem. Endnu et. Forsigtigt, som om den testede, om han ville forsvinde.
Mogens holdt vejret.
Så kom Tulle helt tæt på. Stødte sin kolde snude mod hans håndflade. Slikkede hans fingre.
– Skal jeg åbne? – spurgte Sofie stille. Hun stod ved siden af og tørrede diskret en tåre væk.
Mogens nikkede.
Låsen klikkede. Burets dør gled op.
Og Tulle – haltende, klodset – kastede sig mod ham. Trykkede sig ind til hans ben og logrede vildt med halen.
Mogens tog om hende. Begravede ansigtet i den røde pels.
– Hjem, – hviskede han. – Hører du? Hjem. Og jeg slipper dig aldrig igen. Aldrig.
Tulle klynkede lavt.
Og logrede endnu mere.
– Hun spiser dårligt, – sagde Sofie sagte og satte sig på hug ved siden af dem. – De første dage nægtede hun helt. Vi troede, ja, De ved. Det sker – hunde kommer ind og slukker. Især de gamle. De knytter sig til mennesker mere, end vi tror.
– Jeg ved det, – hæs stammede Mogens. – Det har jeg altid vidst.
Han strøg Tulle over hovedet. Hun åbnede øjnene – uklare, trætte – og så på ham. Og i det blik lå alt.
– Sofie, – Mogens løftede blikket, – kan hun… altså, kan hun leve længe endnu?
Pigen trak vejret tungt.
– Dyrlægen siger, at hjertet er svagt. Benet er groet skævt, derfor halter hun. Næsten ingen tænder tilbage. Men ved De, Mogens, jeg har arbejdet her i tre år. Jeg har set alt. Hunde dør ikke af sygdomme. De dør af længsel. Men hvis der er nogen at leve for…
Hun fuldførte ikke sætningen. Det var heller ikke nødvendigt.
Mogens forstod.
Han rejste sig forsigtigt.
– Vi kører hjem, skat, – hviskede han til hende. – Karin har lavet kødboller. Kan du lide kødboller? Og du må sove i sofaen. Min sofa. Den, jeg altid forbød dig, husker du? Det gør jeg ikke mere. Sov, hvor du vil. Bare bliv, okay?
Tulle slikkede ham på kinden.
Og Mogens mærkede – for første gang på et år – at noget indeni begyndte at tø op.
– Tak, – sagde han til Sofie.
– Pas godt på hende, – svarede hun. – Og pas godt på dig selv.
Mogens satte Tulle på forsædet, svøbte hende i en gammel jakke. Selv satte han sig bag rattet.
Startede bilen og kørte hjem.
Karin gispede, da hun så dem på trappen.
– Mogens! Er det… er det Tulle?!
– I egen høje person, – Mogens bar forsigtigt hunden ind i gangen og satte hende ned. – Hun er fundet.
– Gud ske lov, – naboen slog hænderne sammen og knælede ned. – Min lille pige! Hvor er du tynd! Mogens, tag hende med i køkkenet, jeg giver hende noget mad!
Tulle gik langsomt rundt i lejligheden, haltede, snusede til hvert hjørne, hver velkendt ting. Så vendte hun tilbage til Mogens og lagde sig ved hans fødder.
– Sådan, – nikkede han. – Du bliver hos mig.
Karin gav Tulle mad – lidt ad gangen, forsigtigt, for ikke at skade hende. Hunden åd grådigt, gispende, som om den frygtede at få maden taget fra sig.
– Rolig, rolig, – beroligede Mogens og strøg hende over ryggen. – Der er nok. Spis i ro.
Om aftenen krøb Tulle op i sofaen. Mogens jagtede hende ikke væk – som lovet. Han dækkede hende med et varmt tæppe og satte sig ved siden af.
Tændte for fjernsynet, men så ikke med. Stregede bare den røde pels og tav.
Og Tulle lagde hovedet i hans skød og lukkede øjnene.
Halen bevægede sig let – ganske svagt, men den bevægede sig.
Mogens så ud ad vinduet. Sne faldt – den samme sne som for et år siden. Den samme sne som på den forbandede dag ved landevejen.
Men alt var anderledes nu.
For første gang på et år var han ikke bange for i morgen.
For han vidste: I morgen ville Tulle vågne ved siden af ham. Og i overmorgen. Og så mange dage, som de fik tildelt.
