— Skal vi spise i dag? – Faren tumlede ind i køkkenet og sank ned på en taburet ved bordet. Benene skrabede ubehageligt mod gulvet. Moderen tav, og Iben spændte i sit værelse.
— Taler jeg til dig? Se på mig! – råbte faren og slog i bordet med knytnæven.
Iben vidste, at moderen vendte sig om, frygten sivede fra hendes øjne.
— Hvad glor du på? Få maden frem! En mand kommer hjem fra arbejde. Jeg kender jer kvinder, I vil bare sludre og flirte, – mumlede han lavere.
Moderen klirrede med service, skyndsomt tog hun en tallerken fra tørrestativet over vasken.
— Makaroni igen? Det er jeg træt af, – knurrede faren. Iben krøb sammen i sit værelse og ventede på lyden af en knust tallerken. Nej, det gik denne gang… Et stykke tid var der stille fra køkkenet. Iben gik ud og kiggede ind. Faren sad med ryggen til. Moderen vinkede afværgende. Iben forsvandt øjeblikkeligt fra døråbningen, som om hun aldrig havde været der. Hun lukkede sig inde på sit værelse og begravede næsen i en lærebog, men stoppede efter hver sætning og lyttede. Stille. I dag var faren rimelig rolig. Så hørte hun ham gå forbi hendes dør ind til forældrenes soveværelse, mumlende, og så blev det stille.
Hun hørte det næsten hver dag. Hun genkendte lydene fra køkkenet. Faren havde ikke fast arbejde. Han kunne ikke blive på nogen plads på grund af drukture, klarede sig med tilfældige jobs. Når moderen ikke var hjemme, undgik Iben at være alene med ham, gik til veninder efter skole eller sad på trappen og ventede på moren.
— Hej. Hvorfor sidder du på trappen? Glemt nøglerne? – Mads stoppede foran Iben. Han boede på femte sal.
— Noget i den stil, – mumlede hun. Det var pinligt, at han så hende der.
Mads gik forbi, trådte to trin op og standsede.
— Du fryser, man må ikke sidde på betontrapper. Kom med mig.
Iben svarede ikke.
— Kom, – sagde Mads bestemt, og hun adlød. Han var ældre, og hun var vant til at adlyde ældre.
Mads åbnede døren til sin lejlighed og lod Iben gå foran.
— Mor, jeg er hjemme. Og ikke alene! – råbte han og smækkede entré-døren.
— Sammen med hvem? – Anne kom ud i gangen, Mads’ mor.
— Hej, – hviskede Iben.
— Hej. Iben, ikke?
— Forestil dig, jeg går op ad trappen, og hun sidder på trinnene, – sagde Mads, mens han tog overtøjet af.
— Har du glemt nøglerne? – spurgte Anne. – Tag tøjet af og vask hænder, jeg varmer frokost op.
Iben gik ind i stuen og så sig om. Lejligheden var magen til deres, men hyggeligere og pænere. Frokosten smagte dejligt, selvom det bare var almindelig hønsekødssuppe og makaroni med pølser.
— Tak, det smagte godt, – sagde hun.
— Næste gang skal du ikke sidde på trappen, kom bare op til os, – sagde Anne. – Aftale?
Iben nikkede.
— Tak, mor. Vi går ind til mig. Kom, – Mads rejste sig og vinkede til Iben. Hun så på Anne, som nikkede samtykkende.
Da hun kom ind på Mads’ værelse, blev hun overrasket over, at der var ryddeligt, tingene lå ikke spredt, rent, på væggen hang plakater af kendte bands og farverige motorcykler.
— Kan du lide motorløb? – spurgte hun.
— Ikke specielt, bare flotte plakater.
— Jeg har ikke nogen computer. Jo, jeg har en, men far smadrede skærmen. Der er ikke penge til en ny.
— Jeg har en tablet, vil du låne den? – tilbød Mads straks.
— Nej, far ser den og sælger den.
— Så kom her og lav dine lektier, når du har brug for det.
— Har du besluttet, hvad du vil læse efter gymnasiet? – Iben rørte ved en model af et fly. – Har du selv lavet den?
— Ja. Jeg vil ind på DTU og læse til ingeniør inden for fly.
— Vil du være pilot?
— Nej, konstruere fly, – smilede Mads overbærende.
Han var populær blandt alle hendes klassekammerater. Virkelig flot. I morgen i skolen ville hun fortælle pigerne, at hun havde været hjemme hos Mads, de ville blive misundelige.
Tiden gik hurtigt med snak. Iben så på uret og sprang op.
— Jeg skal hjem, mor er nok kommet nu.
Havde ikke lyst til at gå, men ville heller ikke misbruge gæstfriheden. Mads fulgte hende til døren.
— Kom igen, sid ikke på trappen, – sagde han farvel.
Iben trådte ind i sin lejlighed og så morens frakke på knagen. Fra køkkenet lød klirren – moren lavede aftensmad.
— Hvor har du været så sent? – kiggede hun ud.
— Hos nummer 14 på femte sal.
— Du skal ikke rende rundt i folks lejligheder. Hvad vil folk tænke? Vil du have aftensmad?
— Nej, tante Anne gav mig mad. Jeg går og laver lektier. Er han hjemme?
— Hører du ikke? Han snorker som en dampmaskine. Hvor fik han penge fra? Han er fuld igen, – sukkede moderen.
Fra da af var Iben ofte hos Mads. Hvis hun mødte ham i skolegården, nikkede hun og blev flov og rød. Han hilste og gik videre.
Nogle gange var Mads ikke hjemme, han trænede om aftenen i en sportsklub. Så fortalte Anne om sin søn og om sin mand, der døde for nogle år siden.
Vinter blev til forår, sommer kom. Iben kom ikke længere op til Mads, hun gik med veninder eller sad på bænken ved opgangen.
— Hvorfor kommer du ikke? – spurgte Mads en dag, da han mødte hende udenfor. Iben trak på skuldrene.
— Har du taget eksamen? Hvornår rejser du for at studere?
— Jeg rejser ikke. Jeg bliver her og læser på polyteknisk. Vil ikke efterlade min mor alene.
— Fedt! – glædede Iben sig.
Men om efteråret gik hun en gang op til ham, påstod hun ikke kunne løse en matematikopgave. Men af en eller anden grund var det ikke som før. Iben var genert over for Mads, følte sig anspændt. Han havde forandret sig, var blevet mere voksen og endnu flottere.
Den vinter døde faren, forgiftet af billig vodka. Moderen græd ikke engang til begravelsen, men Iben havde ondt af ham. Nu var der ikke grund til at vente på moren efter arbejde, ingen grund til at gå op til Mads.
Moderen rystede stadig ved telefonopkald, frygten flammede i hendes øjne.
— Mor, hvad? Han er væk, – sagde Iben.
— Vane, – svarede moderen.
Iben gik i 3.g. En aften stod hun ved vinduet og ventede på Mads.
— Hvorfor sidder du uden lys? Kigger du efter Mads? – moderen kom ind og tændte lampen.
— Jeg kigger bare, – svarede Iben vredt, overrumplet.
— Han er voksen, han har en kæreste. Smuk. Du burde hellere lave lektier, – sukkede moderen.
Mads havde en kæreste! Hjertet revnede af sorg og jalousi. Iben havde ikke set hende, men hadede hende allerede. En dag stødte hun på dem i gården.
— Iben? Hej, hvorfor kommer du ikke? – spurgte Mads venligt. Hans kæreste stod ved siden af og så på Iben med iskolde øjne. På grund af sin høje vækst så hun ned på Iben, nærmest foragtende, som på en mus. Mads var også høj, men han så anderledes på Iben.
— Hvilken klasse går du i nu?
— 3.g.
— Hvor tiden går. Du er blevet smukkere, mere voksen, kan næsten ikke kende dig. Hvad vil du læse?
— Mads, kom, – kæresten trak utålmodigt i hans arm.
— Hej, held og lykke! – sagde Mads, og de gik arm i arm.
Iben så længe efter dem. “Kold som en fisk, men med isstykker i stedet for øjne,” tænkte hun ondt. “Sne dronning ville passe bedre, men det er for meget ære.” Hun kaldte hende i sit hoved for Fisken.
Tiden gik, Iben blev student og kom ind på medicinstudiet. Mads fik sit diplom og job, købte snart en bil. Iben lærte at kende lyden af dens motor, skyndte sig til vinduet, når han holdt ved opgangen.
En dag gik Iben fra universitetet og mødte Anne i gården. Hun gik langsomt med en stok, haltede tydeligt.
— Hej, tante Anne, – hilste Iben. – Hvad er der? Hvorfor halter du?
— Min gør ondt, jeg kan næsten ikke gå. Lægen siger, jeg skal opereres, få et kunstigt led, men jeg er bange, – klagede Anne.
— Sig hvad du mangler, jeg løber i butikken, det er intet problem, – tilbød Iben straks.
— Gå du, for Mads er aldrig hjemme…
Så Iben begyndte igen at komme hos Mads, men så ham sjældent. Hun handlede og hjalp med rengøring for hans mor.
En dag tog hun mod til sig og spurgte til Mads’ kæreste.
— Sofie er smuk, men hun er så tilknappet. Altid tavs, man ved ikke, hvordan man skal nærme sig hende. Hun er fremmed. Du er som en af os. Sådan en svigerdatter skal min søn ikke have, – sukkede Anne. – Hvorfor spørger du? Er du mon forelsket i ham?
Iben så ned.
— Vær ikke ked af det. Hvis du var lidt ældre, ville du være den bedste kone for Mads. Du møder nok din kærlighed.
— Jeg har ikke brug for en anden, – hviskede Iben og løb væk.
En dag gik hun op for at spørge Anne, om hun skulle købe noget. Døren blev åbnet af Fisken.
— Hvad vil du? – spurgte hun uvenligt.
— Jeg kommer for at se til tante Anne…
— Hun er her ikke. Mads kørte hende på hospitalet.
Det så ud, som om Fisken bevidst hævede hagen for at se ned på Iben.
— Hvorfor render du her hele tiden? – Fiskens iskolde øjne blændte.
— Jeg render ikke, jeg hjælper tante Anne med indkøb.
— Nå, en hjælper. Hold op med at komme her. Hvis det er nødvendigt, kan jeg selv hjælpe. Mads og jeg skal snart giftes og bo her. Gå, for ellers forsvinder der ting efter dig, – sagde Fisken groft.
— Hvilke ting? – Iben blev ildrød.
— En ring. Jeg lagde den på vasken på badeværelset. Da jeg kom tilbage, var den væk. Du tog den, der var ingen andre.
— Jeg går aldrig længere end entréen, – udbrød Iben vredt.
— Det ved jeg ikke. Måske har du været her uden mig. Giv den tilbage, ellers ringer jeg til politiet. – Fisken lænede sig frem og sænkede hovedet. De onde iskolde øjne var tæt på. Iben veg tilbage.
— Jeg tog ikke din ring!
— Bevis det. – Fisken tog et skridt frem, øjnene lige foran hende. Iben holdt det ikke ud, vendte sig, rev døren op og stødte ind i Mads.
— Hvorfor taler I så højt? Det kan høres på trappen. – Mads så fra Iben til Fisken. Iben så også tilbage.
Fisken rettede sig op og smilede kærligt til Mads.
— Allerede hjemme? – spurgte hun, som om intet var hændt.
Iben ville løbe, men Mads holdt hende fast i armen.
— Hvad skete der?
— Hun… hun beskyldte mig for at have taget hendes ring. Jeg tog ingenting, jeg gik ikke engang på badeværelset.
— Hvilken ring? – Mads holdt stadig Iben fast og så på Fisken.
— Med en lyserød sten. Jeg tror, jeg har mistet den, ved ikke hvor. Jeg spurgte, om hun havde set den, – forklarede Fisken med en sød stemme.
— Hun lyver! Hun sagde, jeg tog den, og ville ringe til politiet. – Iben rev sig løs og løb ned ad trappen. Tårerne kvalte hende.
— Fuck jer begge! – råbte Iben fortvivlet, da hun fløj ind i sin lejlighed og smækkede døren.
— Hvad nu? – moderen kiggede ud i gangen.
— Mor! – Iben kastede sig i armene på hende og fortalte alt.
— Ringen dukker nok op. Mads finder ud af det, – beroligede moderen den grædende datter.
Næste dag kom Mads selv. Moderen var ikke hjemme.
— Vi skal tale, – sagde han.
Iben førte ham ind på sit værelse. Da han så sit eget billede på kommoden, grinede han. Iben havde glemt det. Hun blev rød og så ned.
— Stjålet fra mig? Men du sagde, du ikke stjal. Iben blev endnu mere forvirret og rødere.
— Det er okay, jeg har ikke ondt af det. Jeg kom for at undskylde. Ringen er fundet.
— Hvor?
— Hvad betyder det? – nu så Mads væk.
— Det betyder noget. Hun beskyldte mig for tyveri. Tror du, det er rart? – Iben rystede af vrede.
Mads tog hende om skuldrene.
— Iben, undskyld. Et sekund troede jeg ikke, du tog den. Ærligt. Sofie kunne ikke lide, at du kom så tit, så hun besluttede at bagtale dig, så du stoppede. Ringen… den faldt ud af hendes lomme, da hun tabte jakken.
— Og du tilgiver hende? Hvad hvis hun beskylder din mor for tyveri? Man kan forvente alt. Fisken er kold!
— Hold op! Hun er bare jaloux. – Mads så strengt på Iben og fjernede hænderne.
— Mads! Kan du ikke se?
— Hvad er det, jeg ikke ser? – Mads så beklagende på hende. Det var tydeligt, han var træt af samtalen.
— Jeg elsker dig! – udbrød Iben og blev selv forskrækket over sin dristighed. – Lige siden 5. klasse. Gift dig ikke med hende, tak. – Tårerne skælvede i hendes øjne, Mads’ ansigt flimrede.
— Iben, græder du? Der bliver intet bryllup. Vi er gået fra hinanden.
— Virkelig? – Iben blinkede, og tårerne løb ned ad kinderne.
— Dumme dig. – Mads trak Iben ind til sig. – Mor bliver udskrevet om en uge. Kom og hjælp hende.
— Selvfølgelig! Du behøver ikke spørge.
Mads gik trist og eftertænksom, men Iben hoppede næsten af glæde. Intet bryllup!
Iben kom hver dag op til tante Anne, handlede, vaskede gulve, hjalp endda med madlavningen. Mads så hun ikke, han kom sent hjem. Hun tilbragte alle aftener på femte sal. Moderen rystede bare på hovedet.
En dag stødte Iben på Mads på trappen. Han lugtede tydeligt af alkohol.
— Mads, har du drukket? – Iben så forfærdet på ham, mindedes faren, frygten i morens øjne…
— Og hvad så? – han vippede mod hende. Iben trådte tilbage, skræmt. – Iben, hvorfor ser du sådan på mig? Vær ikke bange, jeg bliver ikke som din far… – sagde han pludselig med ædruelig stemme.
Og om lørdagen kom han til Iben med en buket blomster og inviterede hende i biografen. Hun var så lykkelig!
Nu tog Mads ikke længere hjem sent, skyndte sig hjem, hvor Iben ventede med hans mor. Han drak ikke mere. De gik ofte i biografen, gik ture, sad på hans værelse og kyssede…
Ibens kærlighed havde smeltet Mads’ hjerte.
— Held og lykke, børn. Du må ikke såre hende, Mads, – sagde moderen, da han friede til Iben.
— Jeg lover, jeg vil aldrig såre hende… Iben klyngede sig til ham som et tyndt ungt træ til en høj eg.
