Mette Sørensen havde gennem et helt år fodret en hjemløs schæferhund ved opgangen, på trods af naboernes utilfredshed. Men den morgen blottede hunden pludselig tænder og stoppede den gamle dame ved elevatoren. Sekunder efter lød et forfærdeligt brag: kabinen styrtede ned.
„Rex, lille Rex, kom her, dreng!”
Mette Sørensen satte sig på hug ved opgangen og trak en dåse med leverpostej op af posen. Den store gårdhund nærmede sig forsigtigt, snusede og begyndte først derefter at spise.
Schæferhunden var dukket op i gården for over et år siden. Mager, med knækkede tænder, tydeligvis havde den oplevet mange trængsler. Mette Sørensen begyndte straks at give den mad.
„Fodrer du igen det monster?”
Naboen Bodil Andersen kom ud fra opgangen med sur mine.
„Mette, er du blevet tosset? Den er jo farlig!”
„Rex er god, bare bange,” svarede pensionisten roligt, mens hun strøg hundens ru pels. „Kan du se, hvordan den logrer?”
Bodil Andersen fnøs og gik sin vej, mens hun mumlede noget om uansvarlige gamle damer. Men Mette Sørensen lod sig ikke gå på.
Hun havde altid holdt af dyr. I ungdommen havde hun haft katte, senere fik hun en undulat, som levede hos hende i tyve år. Efter at hendes mand Mikkel døde for syv år siden, var lejligheden blevet tom. Datteren Nanna boede i et andet – Aarhus – og børnebørnene kom kun på ferie.
Pensionen var lille. Den tidligere folkeskolelærerinde fik kun fjorten tusind kroner. Men til leverpostej til Rex var der altid nok.
„Du er min ven, ikke?” sagde hun til hunden, som blev mere og mere tillidsfuld. „Vi er begge to ensomme.”
Lidt efter lidt holdt Rex op med at skyde fra folk. Den ventede altid på Mette Sørensen ved opgangen. Om morgenen, når hun gik efter brød, og om aftenen, når hun kom hjem fra en tur i parken. Hunden holdt drukkenbolte på afstand, gøede ad støjende teenagere, der indimellem lavede ballade i gården.
„Så har du fået dig en vagthund,” smilede den lokale betjent Viktor Nielsen, da han mødte Mette Sørensen med Rex. „Men pas på – kommer der klager over hunden, må jeg tilkalde fangstmanden.”
„Det kommer der ikke,” sagde hun bestemt. „Rex rører ikke nogen.”
Forresten – jeg glemte at sige. Naboerne fortsatte med at skæve skævt til pensionisten og hendes kæledyr. Især Dorte Petersen fra tredje sal var forarget – hun var bange for alle hunde, siden hun som barn var blevet bidt af en schæferhund.
„Det er uhygiejnisk!” skreg hun på beboermødet. „Der bor en omstrejfende køter ved opgangen, og I tier stille! I morgen bider den nogen!”
„Rex har været her i et år og har aldrig rørt nogen,” forsvarede Mette Sørensen hunden. „Den hjælper faktisk. Se, ballademagerne er holdt op med at hænge ud, og bilerne bliver ikke kradset.”
Men Dorte Petersen trak bare foragtende på munden og fortsatte med at kræve, at dyreambulancen blev tilkaldt. Afstemningen endte uafgjort. Halvdelen var for, halvdelen imod.
Den morgen gik Mette Sørensen ned til opgangen med en dåse leverpostej. Rex ventede allerede, men opførte sig mærkeligt. Den trippede nervøst, hylede og så sig tilbage.
„Hvad er der, dreng?” spurgte pensionisten bekymret og tog dåsen frem.
Hunden nægtede at spise. I stedet løb den hen til hoveddøren og hylede endnu højere. Mette Sørensen åbnede døren, men pludselig stillede Rex sig i vejen og spærrede passagen.
„Rex, hvad går der af dig? Luk mig forbi, jeg skal på posthuset og hente min pension.”
Hun forsøgte at gå uden om hunden, men den knurrede. For første gang i et år så Mette Sørensen blottede hugtænder.
„Hvad gør du?”
Forskrækket trak hun sig tilbage.
Rex gav ikke op. Da pensionisten igen prøvede at komme forbi, greb hunden fat i kanten af hendes frakke og trak hende baglæns. Mette Sørensen var forvirret. Hunden havde aldrig vist aggressiv adfærd.
„Mon du er syg?” mumlede hun og prøvede at få frakken fri.
I samme øjeblik lød der inde fra opgangen en forfærdelig skrigende lyd af metal, og så et øredøvende brag. Jorden rystede under fødderne. Mette Sørensen foer sammen og tabte posen med leverpostej.
Få sekunder efter løb en forskrækket Bodil Andersen ud fra opgangen.
„Elevatoren! Elevatoren er faldet ned!” skreg hun og greb sig til hovedet. „Kablet rev! Kabinen styrtede ned fra niende sal!”
Mette Sørensen følte benene give efter. Hun havde lige været på vej op i elevatoren til syvende sal for at hente sin glemte pung, inden hun skulle på posthuset.
„Åh, Gud,” hviskede hun og satte sig på bænken ved opgangen. „Så havde jeg været der oppe lige nu.”
Rex kom hen og lagde snuden på hendes skød. Pensionisten slog armene om hunden og brød ud i gråd.
„Du reddede mig. Du vidste det.”
Kort efter kom politiet og en nødservice. Senere fandt man ud af, at elevatorkablet var nedslidt. Ejeren af ejendomsadministrationen havde sparet på vedligeholdelsen. Fagfolk bekræftede, at hvis nogen havde været i kabinen, ville konsekvenserne have været tragiske.
Historien spredte sig hurtigt gennem opgangen og gården. Naboerne, som tidligere havde fordømt Mette Sørensen for at fodre en herreløs hund, kom nu med godbidder til Rex.
„Sikken en hund!” beundrede gartneren Søren og rakte hunden et stort stykke pølse. „Sikken en næse!”
Selv Dorte Petersen, Rex’ største modstander, kom genert hen til Mette Sørensen dagen efter.
„Jeg… jeg tog fejl. Undskyld. Og undskyld til din Rex også.”
Mette Sørensen nikkede tavst. Hun forstod, at den bange kvinde bare var bange for hunde, og bar ikke nag.
På næste beboermøde blev det enstemmigt besluttet at bygge et hundehus til Rex i gården og samle ind til hans foder. Den lokale betjent Viktor Nielsen lovede, at dyreambulancen ikke ville røre denne hund.
„Han er nu vores officielle gårdvagt,” jokede han.
Datteren Nanna, da hun hørte om hændelsen, kom straks fra Aarhus.
„Mor, du kunne være død!” gentog hun, mens hun omfavnede Mette Sørensen. „Du skulle have lyttet til mig og flyttet hjem til mig!”
„Jeg flytter ingen steder,” svarede pensionisten roligt. „Her er min lejlighed, mine minder. Og nu er Rex også her.”
Nanna sukkede, men argumenterede ikke. Hun forstod, at moderen ikke var den, der let ændrer sine vante vaner.
Ugerne gik. Mette Sørensen gav stadig Rex mad hver dag, men nu havde den et varmt hundehus, skåle og endda et lille lager af foder, som hele opgangen købte ind til.
Hunden mødte pensionisten som det kæreste menneske. Logrede med halen, bød hovedet frem til en kærlig hånd.
En aften, mens hun sad på bænken og strøg Rex, sagde Mette Sørensen stille:
„Ved du hvad, lille Rex? Mennesker glemmer ofte en enkel ting. Godhed vender altid tilbage. Ikke med det samme, ikke altid som vi forventer. Men den vender helt sikkert tilbage.”
Hunden så på hende med kloge, brune øjne, som om den forstod hvert ord.
Og Mette Sørensen smilede. For første gang i mange år følte hun sig virkelig nødvendig. Ikke kun for mennesker, men også for denne trofaste hund, der engang havde været ingens, men nu var blevet gårdens helt.
Og ganske vist – pensionen var stadig lille, lejligheden gammel, og ensomheden trykkede indimellem om aftenen. Men så var der jo Rex. Et levende bevis på, at selv den mindste gode gerning en dag kan redde et liv.
Har du nogensinde oplevet, at godhed kom tilbage til dig? Fortæl din historie – lad os dele varmen!
