**Dagbog 4. januar**
Bare rolig, Mikkel! Lad ikke sorgen tage over. Du fejrede nytåret så storslået!
Endelig er jeg tilbage i den lille hjemby, Kolding. Jeg steg af perronen, gik ud på togstationens plads og gik mod bustationen. Jeg fortalte min kone Rigmor ikke, at jeg ville komme i dag.
Stemningen i mig var tung, for jeg havde netop haft en ubehagelig samtale med Rigmor. Hun kritiserer mig igen, klager over, at jeg er kold og egoistisk.
Hvorfor kold? Jeg havde jo tænkt mig at ønske hende et godt nytår, men hun havde slukket for sin telefon. Hun blev sur!
Tre dage prøvede jeg at ringe til hende, men hun tog ikke svar. Så blev jeg også sur og holdt op med at ringe.
Derudover har hun ikke engang sagt goddag til mine forældre og min søster, for ikke at tale om mig. Jeg vil nok gøre det klart for hende, lige ved døren.
Det er ikke kun hende, der har lavet fejl hun skal også stå til ansvar! Som man siger: den bedste forsvar er et angreb.
Jeg samlede mig, gik ind i lejligheden med en slags kampånd.
Lejligheden mødte mig med stilhed.
Hej! Er der nogen hjemme? Rigmor, jeg er kommet! råbte jeg højt, men intet svar kom tilbage.
Jeg gik ind i køkkenet ingen spormærke af Rigmor, så videre til stuen også tom. Pludselig faldt jeg over forandringer: ved væggen var der ikke længere en børneseng, kommoden med skiftebordet og barnevognen, som Rigmos forældre havde givet os, var væk.
Jeg gik ind i garderoben: hylden, hvor Rigmos tøj normalt hænger, stod tom.
Er hun skør? Har hun smidt mig? tænkte jeg.
Jeg ringede til hendes mor, men ingen svarede. Så prøvede jeg at få fat i Katrine, Rigmos veninde. Kun stilhed. Endelig nåede jeg Morten, Katrines ægtemand.
Hej, Morten! Giv mig et øjeblik med Katrine, jeg kan ikke få fat på hende, sagde jeg.
Katrine er nu med barnet i deres sommerhus på Sjælland. Vi fejrede nytår der, men forbindelsen er dårlig.
Jeg ankom i går, fordi jeg skulle på vagt i dag. De slapper stadig af, svarede han. Hvorfor har du brug for Katrine?
Jeg håber, hun ved, hvor Rigmor er. Jeg kom fra mine forældre, men hun er væk fra hjemmet, og alt, hvad vi har købt til barnet, er også forsvundet, forklarede jeg.
Så din kone skulle næsten have fået et barn, og du rejser væk på helligdage, mens hun bliver hjemme alene? undrede Morten.
Hun ville ikke rejse. Lægen satte en tidsfrist den tiendeelleve januar. Vi kunne have nået den i tide.
Tillykke, Mikkel, du er en skam, sagde han med et grin.
Hvorfor? spurgte jeg forvirret.
Fordi du sikkert allerede er skilt. Gå og ring på hospitalet, hun er sikkert der, rådte han.
—
Ti dage før.
Jeg forstår det ikke, Mikkel, sagde min mor i telefonen. Hvorfor skal du blive hjemme i ferien? Rigmor vil ikke tage af sted, så du må selv komme. Terminen er om to uger, så du har tid til at komme tilbage.
Hele slægtens samling er på vej: tante Vibe med onkel Søren, Niels med Victor, Olga med Poul, og så mig med far og Vicky med Glenn.
Vicky har reserveret et værelse til os på et landhotelle i skoven fire nætter fra den 30. til den 2. januar.
Den 31. december er der et banket i restauranten med inviterede kunstnere. Jeg har betalt for dig, du betaler tilbage senere. Du bor hos os indtil jul, og den 8. januar skal du tage af sted igen, så du når Rigmos deadline.
Rigmor ville ikke rejse:
Mikkel, jeg kan blive syg når som helst. Forestil dig, at alle fejrer, mens jeg pludselig får anfall. Hotellet er ude på landet vil en ambulance nå frem i tide?
Nej, jeg går ikke nogen steder.
Mor siger, at kvinder nu må regne deres sygdom som en undskyldning, men et barns fødsel som et heltebedrift. Hun har født os tre gange, og i barsel har hun næsten aldrig siddet på sofaen.
Jeg vidste, at Rigmor havde et point. Men jeg kunne allerede se, hvor kedeligt det ville blive hjemme på nytårsaften: kun mig og min kone ved et beskedent bord Rigmor havde sagt, at hun ikke ville lave noget ekstra. En sorgfuld fornemmelse bredte sig i mig.
Alle de andre ville i restauranten synge, danse og feste. Så jeg tog af sted alene.
Det landsbyhotel, vi boede på, var virkelig festligt. Om en halv time efter midnat gik jeg ud af salen og ind i lobbyen for at ringe til Rigmor, men hun svarede ikke.
Så er det sådan, du er sur på mig, men du er også skyld i det, tænkte jeg. Hun kunne have været her og fejret med os.
Næste dag udtrykte min mor sin vrede over svigerdatteren:
Rigmor har ikke ringet, har ikke ønsket os et godt nytår. Hun er så sur! Du har ladet hende slippe væk, min søn.
Hun forstår ikke, hvad en rigtig familie er. Vi er alle samlet her, mens hun er alene. Lad hende sidde og tænke.
Rigmor tænkte på mig den nytårsnat, men ikke på mig eller svigerforældrene eller den store slægt.
Da hendes forældre opdagede, at deres datter var alene til ferien, inviterede de hende hjem. De havde ingen store festplaner.
Rigmors bror bor i København, arbejder på et skiftende produktionsanlæg, og havde ingen frihed til en sådan weekend, så forældrene ville bare fejre nytåret i to.
Den 31. december kl. 21:00 gik Rigmor og hendes mor til bordet, da Rigmor pludselig blev svimmel.
De ringede efter en ambulance. Mor kørte med Rigmor, far fulgte med i sin bil.
Rigmor tilbragte nytåret på hospitalet, mens hendes forældre ventede i venterummet. Rigmor blev mor til en lille dreng
Jeg fulgte min vens råd og ringede til hospitalet.
Det er Lægehuset? Hun blev udskrevet i går, svarede en sekretær.
Udskrevet? troede jeg ikke på det. Er barnet allerede født?
Ja. Den 1. januar, kl. 00:30.
Hvem hentede hende fra hospitalet? spurgte jeg.
En ung mand, den information noterer vi ikke i journalen!
Det gik op for mig, at kun forældrene kunne have hentet Rigmor, så både hun og barnet var hos dem.
Jeg købte en buket roser og kørte til deres adresse.
Jeg bankede på, og svigerfar åbnede døren.
Ja?
Undskyld, jeg er kommet for at se Rigmor, sagde jeg.
Hvorfor? spurgte Rigmors far.
Jeg er hendes mand, svarede jeg stolt.
Rigmor! råbte svigerfar højt. Der er en fyr ved døren, han siger, han er din mand. Vil du tale med ham?
Nej, lad ham gå, svarede Rigmor fra dybet af lejligheden.
Svigerfar rystede på hovedet:
Hun vil ikke. Farvel, unge mand! og lukkede døren.
Jeg stod i et par minutter og ringede igen.
Denne gang åbnede svigermor en høj, robust kvinde med en kraftfuld stemme. Jeg var faktisk lidt bange for hende.
Har du forstået noget? spurgte hun.
Slip mig ind, begyndte jeg modigt. Jeg har ret
Før jeg nåede at afslutte, greb hun rosenbuket fra mine hænder og slog mig flere gange i ansigtet med den.
Den ret, du tror du har, får du snart en advokat til at forklare! Ring ikke mere, min barnebarn sover, sagde hun, smed roserne på gulvet og lukkede døren.
Jeg gik hjem med roserne i hånden, men de var nu prikket med torne.
Da jeg nåede hjem, ringede jeg straks til min mor.
Forestil dig, de lod mig ikke komme ind i lejligheden, og jeg fik ikke set min søn, sagde jeg.
Bare rolig, Mikkel. Rigmor vender tilbage med barnet i armene. Hvor vil hun gå hen? Lad være med at ringe og overføre penge. Lad forældrene fodre hende, hvis de kan. Om en uge eller to vender hun sikkert hjem. Så læg dig og sov, du har arbejde i morgen.
Jeg fulgte hendes råd, spiste nogle frosne pølser fra supermarkedet og gik i seng.
Jeg sov roligt, uvidende om at det var sidste nat i den lejlighed.
Næste morgen kom jeg hjem fra arbejde og fandt alle mine ejendele pakket i kasser og sorte tasker på trapperummet.
Svigermor åbnede døren hun ejer den to-værelses lejlighed, hvor Rigmor og jeg boede.
Så, kære svigersøn? Husk adressen på dit kollegieværelse, eller skal jeg minde dig? Saml dine ting. Alt, hvad der er tilbage, smider rengøringsdamen ud i morgen!
Jeg måtte flytte ud på kollegieværelset.
Vi blev skilt gennem retten. Jeg var træt af kollegiet, så jeg ville leje en egen bolig, men da lønnen kom, blev der trukket børnebidrag og yderligere fem tusinde kroner til vedligeholdelse af den tidligere kone. Der var næsten intet tilbage.
Vær mere sparet, Mikkel! Du skal stadig spare op til din egen lejlighed, råbte Morten. Tag det roligt, Mikkel! Lad ikke sorgen tage over. Du fejrede nytåret så flot!
Rigmor boede i tre år hos sine forældre, som hjalp med den lille Sune. De lejede deres egen lejlighed i mellemtiden. Da Rigmor gik tilbage på arbejde, flyttede hun og Sune tilbage til sin egen lejlighed. Efter en renovering var der intet, der mindede om mig eller min familie.
Hvordan synes du, jeg handlede? Skriv dine tanker i kommentarerne og giv et like.
