Far, er du ok med, at vi bor hos dig i et par måneder? spurgte Mikkel tøvende sin far.
Det er fint, svarede far kort og knapt.
Mikkels forældre gik fra hinanden for omkring ti år siden. Mor giftede sig igen efter to år, mens far altid har boet alene. Han har et hårdt temperament, næsten ubærligt, så kvinder har kun hængt ved ham i kort tid. Men han har aldrig svigtet sin søn. Ud over børnebidrag har han altid købt alt, hvad Mikkel har brug for, og han har deltaget aktivt i opdragelsen strengt, mandigt, uden meget kærlighed eller blødme, men med en fars omsorg.
Mikkel begyndte tidligt at klare sig selv. Da han var færdig med 11. klasse, gik han i arbejde og flyttede ud af morens hus og lejede et værelse på et kollegieværelse i Nørrebro. Et par år senere giftede han sig med Signe, som han havde kendt siden folkeskolen. De sparede op til første udbetaling på en lejlighed i København, men udlejerens beslutning om at sætte værelset til salg kastede en skygge over deres planer. Mikkel tænkte på at spørge sin far om at bo hos ham, da far stadig har en treværelses lejlighed i Østerbro. Da far afviste, blev Mikkel ved at trække sig, men så sagde far pludselig:
Du kan bo her, men så roligt som en svale.
Tak, sukkede Mikkel lettet.
Han vidste, at far er en ensom type, som elsker stilhed og er sparsom med ord og følelser. Så hans krav om ro overrasker ham ikke. Signe ved også, at far holder meget på stilheden hun er i sin femte graviditetsmåned og har selv brug for fred. Det var kun Mikkel og Signe, der skulle holde sig stille i farens hus, ikke far selv.
Far, Søren, stod op kl. fem hver morgen, gik rundt i huset i sine slidte tøfler og fulgte sine faste rutiner: badeværelset, køkkenet, stuen, så igen badeværelset, køkkenet, og så gik det i gang igen klap, klap, klap Pludselig en høj banken: For pokker! og så igen klap, klap. Han tænkte ikke på, at andre stadig sov. Det var hans hjem, og hvis nogen ikke kunne holde ud, så kunne de gå.
Ud over de morgenstøj og bankelyde holdt han nøje øje med, hvad Mikkel og Signe lavede. TV efter ni om aftenen var forbudt han kunne ikke tåle støj. Han ville ikke have, at de stegte mad lugten irritere ham. Han drillede dem også til at spare på el og vand, fordi han ikke var rig.
Dette gik på i en uge, indtil Signe blev indlagt på Hospitalet i Frederiksberg. To dage senere dukkede far op med en pose friske æbler og appelsiner.
Barnet skal have vitaminer, sagde han med en hård mine og rakte posen over.
Tak, Søren, takkede Signe.
Ja, ja, nikkede han. Jeg går nu. Lyt til lægen.
Det gør jeg, smilede Signe og sagde farvel.
Da Signe kom hjem igen, stod far stadig op kl. fem, men han gik mere stille omkring. Han prøvede også at vise lidt omsorg han kaldte hende til morgenmad med en hård stemme eller stod i køkkenet silende for at vaske gulve, så hun kunne hvile mere.
De købte deres nye lejlighed først efter tre måneder. Far insisterede på, at de skulle have renoveret den, før de flyttede ind. Signe gik i fødsel, mens renoveringen gik på højtryk, så de måtte flytte tilbage til farens lejlighed. Svigermor og hendes forældre besøgte dem et par gange efter udskrivelsen, men far lod som om, han ikke var glad for gæster. Til hans lille barnebarn, lille Lilly, lyste hans ansigt dog altid op. Han ville beskytte hende mod alt, hvad han så som trusler.
Hver morgen hentede han lille Lilly, så Signe kunne sove ud efter den søvnløse nat. Han lærte endda at skifte bleer. Da tiden kom til at flytte ind i deres egen lejlighed, tørrede Søren en enkelt, maskulin tåre og sagde med sin sædvanlige barske tone:
I er stadig unge, så I kan ikke bo alene med en baby. Bo hos mig lidt længere. Ikke længe. Indtil Lilly er ældre.
Mikkel og Signe så forbløffede på hinanden. Søren vendte sig om og tilføjede:
Det er bare gammel sentimentalitet, lad den gå. Kom nu, tag Lilly med og pak jeres ting. I skal nok nå at flytte, I dumme, himlens kronprins.
Mikkel og Signe troede, far bare ventede på, at de flyttede ud men så gik det sådan. De måtte bare acceptere forandringen i den hårde, stille far. De besluttede at blive. Det er jo rart at have en bedstefar omkring.
Søren krammede sin lille Lilly med en blød stemme og var lykkelig over, at den dyreste, mest elskede lille person var kommet ind i hans liv.
