Ti år var gået, siden hun havde forladt sin mand Anders og deres to små døtre, fordi hun havde nægtet at blive hans plejer, da han var blevet lenket til en kørestol. Da hendes anden mand havde forladt hende, og hun stod på randen af et totalt økonomisk sammenbrud, vendte Katrine tilbage til sit gamle hjem og bad om finansiel hjælp. Hun dukkede op ved hoveddøren – mærket af årenes byrde og udmattelse. Anders, som nu opfostrede Grete og Amalie alene, lukkede hende modstræbende ind, selvom vægten af uafklarede spændinger hang i luften, og pigerne, der dengang var tretten og ti år, stod tavse og kolde ved deres fars side.
Middagen blev serveret, men blev en akavet prøvelse fyldt med påtvungne samtaler og en smertelig erkendelse af det liv, Katrine havde efterladt. Pigerne, der kendte deres hverdag med Anders ud og ind, mødte hendes forsøg på at nærme sig med høflig, men afmålt distance, og Katrine sad i et hjem bygget på minder, som hun ikke selv havde været en del af. Set i bakspejlet var situationen klar: hun var en fremmed, der forsøgte at finde sin plads i en familie, der for længst havde lært at leve uden hende.
Efter middagen hentede Anders en gammel, slidt og sammenklæbet eventyrbog frem med titlen “Den Lille Rævs Eventyr”. Det var ikke blot en børnebog; dens marginer var fyldt med hans håndskrevne noter om pigernes vigtigste livsbegivenheder, bedrifter og vanskeligheder – om alle de år, Katrine havde været væk. Han fik hende til at læse bogen højt for døtrene og tvang hende dermed til at konfrontere den egentlige vægt af hverdagen og den følelsesmæssige byrde af en barndom, hun selv havde valgt at opgive.
Mens Katrine læste, skalv hendes stemme, og pigerne iagttog opmærksomt den kvinde, de hidtil kun havde kendt fra gamle billeder. Øjeblikket rørte dem til tårer, og den efterfølgende samtale gav dem mulighed for at stille de svære spørgsmål og få moderen til at se sandheden i øjnene uden bortforklaringer om hendes afgang. Katrine måtte tage den smertelige virkelighed af sine tidligere valg til sig, uden længere at gemme sig bag undskyldninger, og hun erkendte, at hun ikke havde været der til deres fødselsdage, ikke havde delt deres frygt, deres oplevelser og deres opvækst.
Til sidst gav Anders Katrine nok kroner til, at hun kunne komme på fode igen, men han gjorde det klart, at det ikke var et tegn på tilgivelse eller en udslettelse af fortiden. Han gav hende bogen, så hun endelig kunne afslutte den historie, hun selv havde efterladt midt i, og han lærte sine døtre, at medfølelse er vigtig, men at den ikke betyder, at man skal benægte fortidens smerte. Da Katrine gik, vendte familien et nyt blad i deres liv og efterlod den gamle, smertelige fortælling bag sig for at begynde på en helt ny historie.
