Ti år efter at hun havde forladt sin mand Anders og deres to små døtre, fordi hun nægtede at blive hans sygeplejerske, da han blev bundet til en kørestol, stod Katrine igen foran deres hjem på Østerbro i København. Denne gang bad hun om finansiel hjælp. Hendes anden mand havde forladt hende, og hun var på randen af et totalt økonomisk sammenbrud. Hun lignede et menneske, der var mærket af årenes byrde og udmattelse. Anders, der nu alene opfostrede Mette og Bodil, lukkede hende modstræbende ind. Der hang en tung, uafklaret spænding i luften, og pigerne, dengang tretten og ti år, stod ved deres fars side, kolde og tavse.
Aftensmaden blev serveret, men måltidet blev en akavet prøvelse fuld af påtaget smalltalk og en skarp bevidsthed om det liv, Katrine havde efterladt. Pigerne, der kendte hverdagens rytme sammen med Anders, svarede hende med høflig, men vag distance. Katrine sad i et hjem, der var bygget på minder, som hun ikke selv havde været en del af. Situationen var tydelig: hun var en fremmed, der forsøgte at finde sin plads i en familie, der for længst havde lært at leve uden hende.
Efter middagen hentede Anders en gammel, slidt eventyrbog, der var holdt sammen med tape. Titlen var “Lille Rævs eventyr”. Det var ikke bare en børnebog. I margenen havde han skrevet sine egne håndskrevne noter om pigernes vigtigste øjeblikke, deres bedrifter og deres vanskeligheder – alle de år, Katrine havde været væk. Han fik hende til at læse bogen højt for døtrene og tvang hende dermed til at se virkeligheden i øjnene: den daglige byrde, det følelsesmæssige ansvar og den barndom, hun selv havde valgt at opgive.
Da Katrine læste, skalv hendes stemme. Pigerne iagttog den kvinde, de hidtil kun havde kendt fra gamle fotografier. Øjeblikket rørte dem til tårer, og den samtale, der fulgte, gav dem mod til at stille de spørgsmål, der havde ligget og ulmet i årevis. De tvang moderen til at se sandheden i øjnene uden undskyldninger for sit fravalg. Katrine måtte bøje sig for den smertelige virkelighed i sine egne beslutninger – uden at gemme sig bag bortforklaringer. Hun anerkendte, at hun ikke havde været der til fødselsdage, ikke havde delt deres frygt, deres oplevelser og deres opvækst.
Til sidst gav Anders hende et par tusindkroner, nok til at hun kunne komme på benene igen, men han gjorde det klart, at det hverken var et tegn på tilgivelse eller på, at fortiden kunne udslettes. Han rakte hende bogen, så hun endelig kunne færdiggøre den historie, hun selv havde efterladt midt i. Og han lærte sine døtre, at medfølelse er vigtig, men at den aldrig må betyde, at man fornægter smerten. Da Katrine gik, vendte familien et nyt blad. Den gamle, smertelige historie blev lagt bag dem, og de begyndte at skrive et helt nyt kapitel.
