Ti år efter hun havde forladt sin mand Asger og deres to små piger, fordi hun ikke ville blive hans plejerske, da han var lænket til sin kørestol, stod Bodil pludselig uden for det gamle hus i den disede eftermiddag. Hendes anden mand havde forladt hende, og hun var sunket ned i et økonomisk mørke. Nu bankede hun på hos en familie, der ikke længere ventede hende. Asger, som alene havde opfostret Tove og Rigmor, lukkede hende modstræbende ind. Luften indenfor var tyk af uudtalte ord, og pigerne, dengang tretten og ti, stod tavse ved deres fars side som to skygger.
Middagen blev en lang, forpint prøvelse med kunstige samtaler og den skarpe sandhed om det liv, Bodil havde efterladt. Pigerne kendte hverdagen med Asger ud og ind, og de mødte hendes forsøg med venlig, men vag afstand. Bodil sad i et hus, der var bygget af minder, hun ikke selv havde været en del af. Hun var en fremmed, der søgte en plads i en familie, som for længst havde lært at leve uden hende.
Efter middagen fandt Asger en gammel, slidt eventyrbog frem, holdt sammen med tape, med titlen “Lille Revs Eventyr.” Det var mere end en børnebog. I margenen havde han skrevet alt det vigtigste om pigernes første skridt, deres fejringer og deres sorger – alle de år, Bodil ikke havde været der. Han bad hende læse højt for børnene og tvang hende dermed til at mærke vægten af den barndom, hun selv havde valgt at opgive.
Bodils stemme skalv, mens siderne vendte sig. Pigerne betragtede nøje den kvinde, de kun kendte fra gamle billeder. Øjeblikket fik tårer frem, og den efterfølgende samtale gav dem mod til at stille de svære spørgsmål. Bodil måtte endelig se sandheden i øjnene: hun havde ikke været der til fødselsdage, ikke delt i deres frygt eller glæder, ikke set dem vokse op.
Da hun skulle gå, rakte Asger hende en håndfuld kroner – nok til at hun kunne rejse sig igen. Men han gjorde det klart, at det ikke var tilgivelse og ikke slettede fortiden. Han gav hende bogen, så hun kunne slutte den historie, hun selv havde forladt midt i, og han lærte sine døtre, at medfølelse betyder noget, men den behøver ikke at benægte smerten. Da Bodil forlod huset, lukkede familien sagen bag sig og begyndte at skrive et nyt kapitel, renset for det gamle gru.
