Lykke stod bag køkkendøren og lyttede anspændt til forældrenes samtale. Den handlede om hende – eller rettere, om hende og Søren.
Bryllupssnakken havde kørt i lang tid. De unge havde været kærester i tre år, og de elskede hinanden. Selve brylluppet var på plads, men spørgsmålet var, hvor de skulle bo bagefter. Begge familier var almindelige – de tjente ikke penge med skeer og boede i standard toværelseslejligheder.
De unge ville ikke bo hos forældrene, og forældrene mente, at man skulle starte sit eget liv. Lykke havde et år tilbage på studiet, Søren arbejdede allerede, men hvis de skulle leje sig ind, ville halvdelen af hans løn gå til husleje. Forældrene ville hjælpe, men Lykke syntes, det var unødvendigt at presse alle, når de bare kunne vente et år med brylluppet, til hun også fik job. Men Søren ville ikke vente – han var klar til at leje, bare for at være sammen med hende.
Lykke havde en bedstemor, Bodil, som boede i sin egen lejlighed. Hun var toogfirs, men man kunne ikke kalde hende en gammel kone. Hun passede på sig selv, var ved sine fulde fem, og klarede sig uden hjælp. Kroniske lidelser havde hun – ondt i leddene, gik med stok, hjertet drillede, og hun så dårligt.
Det var om hende – om bedstemors lejlighed – forældrene talte lige nu.
»I den her situation ser jeg kun én udvej: vi tager mor ind til os, og giver hendes lejlighed til Lykke og Søren,« insisterede moren.
»Du sagde jo, at din mor har en svær personlighed. Kan I overhovedet bo sammen? Og hvem ved, om hun vil flytte ind til os?« sagde faren tvivlende.
»Min mor elsker Lykke. Hun siger ja,« svarede moren bestemt.
»Det må du afgøre,« sagde faren eftertænksomt.
»Hvad er der at afgøre? Hun er gammel, syg… Hos os får hun det bedre. Hvis det ikke fungerer, kan vi jo anbringe hende på et plejehjem. Hvad så? Min veninde gjorde det med sin mor – hun er overlykkelig. Forholdene er fine, eget værelse, mad til faste tider, læge ved hånden, gåture i en dejlig park,« moren blev ivrig.
»Tja… ved jeg ikke,« faren trak på det. »Hvad vil folk sige? At vi smed hende væk? Måske skulle vi bare vente med brylluppet? Det er ikke rigtigt…«
Lykke brød sig ikke om samtalen. En stol skrabede mod flisegulvet, og hun listede på tæerne ind på sit værelse. Morens idé om plejehjem sad fast i hovedet på hende. Hun elskede sin bedstemor, besøgte hende ofte, overnattede. Men nu føltes det, som om Lykke selv drev hende ud af lejligheden? Faren havde ret – sådan kunne man ikke gøre.
Lykke følte sig som en forræder. Hun besluttede at tale med Søren igen.
»Du har ret. Hvorfor overhovedet tænke på det? Lad bedstemor blive i sin lejlighed, og vi lejer os ind. Det klarer vi. Men vi udsætter ikke brylluppet.« Søren omfavnede Lykke og kyssede hende. »Jeg beder min far om noget ekstraarbejde på byggepladsen. Om et år har du job. Jeg ser slet ikke noget problem.«
Spørgsmålet forblev åbent.
Næste dag tog Lykke ud til bedstemor. I lejligheden var der rodet – kasser overalt, ting i dynge på gulvet.
»Bedstemor, er du i gang med at rydde op eller leder du efter noget?« spurgte Lykke overrasket.
»Jeg skiller mig af med alt overflødigt. Kom ind. Du kommer belejligt – du kan hjælpe. Jeg har besluttet at flytte på plejehjem. Jeg ringede allerede, de sagde, hvilke papirer jeg skal bruge…«
»Har mor overtalt dig?« spurgte Lykke forarget.
»Nej, det er min egen beslutning. Din mor vil have mig til at bo hos dem, men det vil jeg ikke. Jeg sover dårligt, vandrer rundt om natten, snorker. Derfor vælger jeg plejehjem. Jeg bliver ikke yngre, og der får jeg mad, og de giver mig en indsprøjtning, hvis det er nødvendigt. Det er min fuldt bevidste beslutning.«
»Nej, bedstemor, jeg er imod. Søren lejer en lejlighed, du behøver ikke flytte nogen steder hen,« protesterede Lykke igen.
»Det er ikke på grund af jer, jeg gør det selv. Her er jeg i gang med at sortere – se, hvad jeg tager med, og hvad jeg smider ud. Jeg har samlet så meget ragelse, man kan ikke ånde. Tag hellere kasserne ned fra skabet, så vi kan se, hvad der er i dem. Jeg kan ikke selv nå.«
Lykke spillede en stol hen til skabet, kravlede op og tog kasserne ned. Bedstemor åbnede én og trak en æske frem.
»Se lige – jeg har ledt efter den i så lang tid. Den er til dig.« Hun rakte æsken til sit barnebarn. I den lå beskedne smykker: guld- og sølvringe, perlekæder, brocher. Lykke rodede i dem, og sølvøreringene prøvede hun straks.
»Hvem er den her?« hun fiskede en tynd vielsesring op.
»Min,« sagde bedstemor og lod blikket hvile på ringen.
»Din sidder jo på din finger,« bemærkede Lykke.
»Også den her er min.« Bedstemor tog ringen fra Lykke.
»Bedstemor, du har altid lært mig, at det er forkert at lyve. Hvad er det for hemmeligheder?« Lykke følte sig forurettet.
»Jeg lyver ikke, men der er ting, man helst ikke taler om.«
»Hvorfor? Hænger der en hemmelighed sammen med den ring? Fortæl mig det,« insisterede pigen.
»Der er ikke noget at fortælle,« bedstemor knep munden sammen. »Hvad er i de andre kasser?«
Lykke åbnede en skotøjsæske. I den lå gulnede breve, papirer, gamle fotos.
»Bedstemor, hvem er det?« Lykke betragtede et dårligt billede af en ung mand i militæruniform.
Bedstemor tog billedet fra barnebarnet. Hendes fingre rystede let.
»Bedstemor, er du okay?« spurgte Lykke bekymret.
»Det er din bedstefar,« sagde bedstemor pludselig.
»Hvordan? Han ligner slet ikke den bedstefar, jeg kender.«
»Det er din rigtige bedstefar,« gentog bedstemor bestemt. »Jeg vidste, at det en dag ville komme frem. Hemmeligheder lever ikke evigt. Jeg fortæller dig det, kun hvis du lover at tie stille og ikke sige det til nogen – ikke engang til din Søren, og især ikke til din mor.«
»Du gør mig nysgerrig. Jeg elsker hemmeligheder. Jeg lover, at jeg ikke siger det til en levende sjæl.« Lykke satte fingrene som en knivspids og trak dem hen over munden, som om hun lynede den. Men da hun så bedstemors bebrejdende blik, stoppede hun op og blev alvorlig.
»Ikke en sjæl,« gentog bedstemor.
Efter en kort pause begyndte hun sin fortælling.
»Da jeg var ung, var jeg smuk, ligesom dig.«
»Du er stadig flot,« sagde Lykke straks.
»Afbryd mig ikke. Jamen altså. Vi boede på landet. Min mor havde tre børn. Min storesøster var allerede gift og boede i nabolandsbyen. Jeg var den mellemste, og jeg havde en lillebror.
Jeg var sytten, min bror elleve. Efter krigen lå der mange miner i jorden. Da tyskerne trak sig tilbage, minerede de marker og veje. Min bror var ude med drengene og ledte efter patronhylstre, geværer, militære trofæer. En dag trådte han på en mine og sprængte sig selv i luften.
Så kom soldaterne for at rydde området. En af dem var så flot – han kom hjem til os med min mor. Da jeg så ham, blev jeg forelsket. Så rejste de. Troede, jeg aldrig så ham igen. Men efter en måned kom han tilbage. Efter mig. Min mor ville ikke lade mig tage med ham, men jeg overtalte hende.
Han tog mig med til byen, til kasernen, hvor han gjorde tjeneste. Vi blev gift med det samme. Vi boede på et lille værelse i et kollegium. Sengen knirkede frygteligt. Åh, hvor var vi lykkelige. Jeg har aldrig elsket nogen som ham…« Bedstemors blik blev sløret, som om hun var der, i kollegiet, i fortiden. Lykke ventede uden at afbryde eller skynde på hende.
»Søren fik en uges orlov, og vi tog til Vesterhavet. Hans tante boede der, lige ved stranden. Jeg kunne sidde i timevis og stirre ud over det uendelige hav og lytte til bølgerne. Men vores lykke varede alt for kort.
Vi kom tilbage til kasernen, og to dage senere drog Søren igen ud for at rydde miner. Han havde en ven, Steen. Det var Steen, der bragte mig den frygtelige nyhed: Søren var sprunget i luften. Der var ikke engang noget at begrave.
I en uge lå jeg i feber. Jeg ville hjem til min mor, men så opdagede jeg, at jeg ventede et barn. Jeg kunne heller ikke blive på kasernen. Hvor skulle jeg gå hen? Så tilbød Steen at gifte sig med mig. Han holdt meget af mig. Han sagde, at jeg kunne blive boende på kollegiet, det ville være lettere med ham, og barnet havde brug for en far. Jeg ville ikke, gjorde modstand, elskede jo Søren. Jeg sagde ærligt til Steen, at jeg nok aldrig kunne elske ham. Han gav ikke op – sagde, at ægteskabet bare var en formalitet.
Sådan blev jeg gift med Steen. For alle andre var vi mand og kone, men han sov hos sig selv. Så fødte jeg din mor. Han skrev sig på som far, elskede hende, opfostrede hende som sin egen. Til sidst begyndte vi at leve som mand og kone, men vi fik aldrig fælles børn. Jeg var trofast mod Steen, men jeg kunne aldrig elske ham. Jeg tror, Søren ikke er vred på mig.« Bedstemor tav.
»Jeg husker stadig lugten af hav. Vi kom aldrig derhen igen. Steen sagde, vi skulle tage af sted, når han gik på pension. Men han døde året efter.« Bedstemor sukkede.
Historien gik ind i Lykke.
»Søren, lad os tage bedstemor med til Vestkysten,« sagde hun til sin forlovede.
»Lykke, pengene er i forvejen stramme. Vi har sparet op til brylluppet. Hvilken Vestkyst? Og det er for langt og dyrt.«
»Vi behøver ikke tage til en by – bare til stranden.«
»Bedstemor klarer ikke turen. Hvad skal vi lave der? Jeg vil være alene med dig,« protesterede Søren.
»Så tager jeg selv med hende, hvis du ikke vil. Hvis hun flytter på plejehjem, kommer hun aldrig til at se havet.«
De skændtes. Lykke besluttede at bestille flybilletter. Toget tog for lang tid, og billetter var umulige at få. Bedstemor havde aldrig fløjet, men blev ikke bange – hun sagde, at i hendes alder var det dumt at frygte noget. Hun klarede flyveturen uden problemer.
Da de først var indlogeret på pensionatet, ville bedstemor straks ned til stranden.
»Bedstemor, skal vi ikke hvile os først?« bekymrede Lykke sig.
»Jeg er ikke træt. Vi er her kun en uge, jeg hviler mig hjemme.«
Bedstemor stod på stranden i en lang bomuldskjole, stråhat, og stirrede ud over Vesterhavet. Hendes blik blev atter sløret. Hun så ud, som om hun rettede sig op, blev yngre. Lykke forstyrrede hende ikke – gik lidt væk. Hvad bedstemor så, eller om hun bare huskede, vidste hun ikke.
»Bedstemor, skal vi gå?« sagde Lykke til sidst og rørte ved hendes arm.
Bedstemor vendte tilbage fra fortiden og smilede til sit barnebarn.
Næste dag gik de igen ned til vandet efter morgenmaden. Lykke solede sig og badede, mens bedstemor sad under en parasol og så på havet. På den tredje dag vågnede Lykke og fandt ikke bedstemor på værelset. Hun spurgte receptionen.
»Den ældre dame gik ned til stranden,« svarede de.
Lykke fandt hende på kysten.
»Bedstemor, hvorfor ventede du ikke på mig?« spurgte Lykke fornærmet.
»Jeg drømte om Søren i nat. Så mange år uden at drømme om ham – og så pludselig. Jeg har en fornemmelse af, at han også er her. Jeg ville være alene med ham et øjeblik. Tak, fordi du tog mig med hertil.« Tårerne glimtede i bedstemors øjne.
»Hej,« lød det ved siden af, og Lykke så Søren.
»Dig?«
»Ja. Jeg besluttede at komme. Undskyld, jeg tog fejl. Jeg kan ikke undvære dig.«
De gik tilbage til pensionatet – alle tre.
»Bedstemor skal ikke på noget plejehjem,« sagde Søren en aften. »Jeg er indforstået med at vente et år.«
»Det er tvivlsomt, om hun ombestemmer sig.« Lykke havde savnet Søren i de få dage. Hun ville heller ikke selv udskyde brylluppet.
»Jeg overtaler hende,« lovede Søren.
Og det gjorde han. Dog havde bedstemor et krav: Lykke og Søren skulle bo hos hende. Men Søren fik også overtalt hende til at opgive den idé.
»Vi er unge, larmende – vi vil forstyrre dig. Men vi lover at besøge dig tit, måske hver dag – så bliver du træt af os.«
Brylluppet blev holdt i slutningen af august. Lykke og Søren besøgte bedstemor ofte. Især fordi de lejede en lejlighed tæt på hende. Hver gang forberedte bedstemor noget lækkert og ventede spændt på, at Søren smagte på det. Han sparede ikke på komplimenterne, og bedstemor blev glad og genert som en ung pige.
De udviklede deres helt eget forhold. Måske på grund af navnet, eller fordi de holdt af hinanden.
Lykke holdt på bedstemors hemmelighed – fortalte det aldrig til nogen, heller ikke til Søren.
Året efter planlagde de at tage til havet igen – alle tre.
