Jeg stod bag køkkendøren og lyttede anspændt til mine forældres snak. De talte om mig – eller rettere, om mig og Mikkel.
Bryllupsplanerne havde kørt længe. Vi havde været kærester i tre år og elskede hinanden. Selve brylluppet var ingen sag, spørgsmålet var, hvor vi skulle bo bagefter. Begge familier var helt almindelige – ingen tjente penge med skeer, vi boede i typiske toværelseslejligheder.
Vi ville ikke bo hos forældrene, og de syntes heller ikke, man skulle starte ægteskabet sådan. Jeg havde et år tilbage på studiet, Mikkel arbejdede allerede, men hvis vi skulle leje, ville halvdelen af hans løn gå til husleje. Forældrene ville nok hjælpe, men jeg syntes, det var dumt at presse alle, når vi bare kunne vente et år med brylluppet, til jeg også havde job. Men Mikkel ville ikke vente – han var klar til at leje, bare vi kunne være sammen.
Jeg har en mormor, der bor i sin egen lejlighed. Hun er toogfirs, men man kan ikke kalde hende gammel. Hun passer sig selv, er ved fuld bevidsthed og klarer sig uden hjælp. Hun har kroniske skavanker – ondt i leddene, går med stok, hjertet driller, ser dårligt.
Det var om hende – om mormors lejlighed – forældrene talte nu.
»Den eneste løsning er at tage mor hjem til os og give hendes lejlighed til Mette og Mikkel,« insisterede min mor.
»Du sagde jo, at din mor har en svær personlighed. Kan I bo sammen? Og hvem siger, hun vil flytte?« far stillede tvivl.
»Min mor elsker Mette, hun siger ja,« sagde mor selvsikkert.
»Det er din mor, du bestemmer,« sagde han tøvende.
»Hvad er der at bestemme? Hun er gammel, har sygdomme… Hos os har hun det bedre. Og hvis det ikke går, kan vi anbringe hende på et plejehjem. Min veninde gjorde det med sin mor og er lykkelig. Gode forhold, eget værelse, mad efter skema, læger tæt på, gåture i dejlig park,« mor blev ivrig.
»Tja…« far trak på det. »Hvad vil folk sige? At vi smed hende væk? Måske skal vi bare vente med brylluppet? Det er ikke rigtigt…«
Jeg brød mig slet ikke om den samtale. En stol skrabede mod fliserne, og jeg listede på tæer ind på mit værelse. Mors forslag om plejehjemmet sad fast i hovedet. Jeg elskede min mormor, besøgte hende tit, overnattede hos hende. Og nu skulle jeg være den, der smed hende ud? Far havde ret – sådan kunne det ikke gå.
Jeg følte mig som en forræder. Jeg besluttede at tale med Mikkel igen.
»Jeg er enig med dig. Hvorfor overhovedet spekulere? Lad mormor blive i sin lejlighed, og så lejer vi. Vi klarer det. Men brylluppet udsætter vi ikke.« Mikkel krammede mig og kyssede mig. »Jeg beder min far om et bijob på byggepladsen. Om et år begynder du at arbejde. Jeg ser overhovedet ikke noget problem.«
Spørgsmålet hang i luften.
Næste dag tog jeg ud til mormor. Der var rod i lejligheden – kasser over det hele, bunker af ting på gulvet.
»Mormor, rydder du op eller leder du efter noget?« spurgte jeg overrasket.
»Jeg skiller mig af med alt overflødigt. Kom ind. Du kom lige til tiden, du kan hjælpe. Jeg har besluttet at flytte på plejehjem. Jeg ringede allerede – de sagde, hvilke papirer jeg skal bruge…«
»Har mor overtalt dig?« spurgte jeg forarget.
»Nej, det er min egen beslutning. Din mor vil have mig hjem til sig, men det vil jeg ikke. Jeg sover dårligt, går rundt om natten, snorker. Derfor vil jeg på plejehjem. Jeg bliver ikke yngre, og der får jeg mad og hjælp, hvis jeg har brug for det. Det er min frie vilje.«
»Nej, mormor, jeg er imod. Mikkel lejer en lejlighed, du skal ikke flytte nogen steder,« sagde jeg igen.
»Det er ikke på grund af jer, jeg har selv besluttet det. Jeg sorterer mine ting – hvad skal med, hvad skal smides ud. Har samlet så meget skrammel, at man ikke kan ånde. Tag hellere kasserne oppe fra hylden, lad os se, hvad der er i dem. Jeg kan selv ikke nå.«
Jeg stillede en stol ved skabet, kravlede op og hentede kasserne. Mormor åbnede en og tog en skrin op.
»Se, den har jeg ledt efter i lang tid. Den er til dig.« Hun rakte mig skrinet. I lå der hendes smykker: guld- og sølvringe, perler, brocher. Jeg rodede i dem og prøvede straks et par sølvøreringe.
»Hvem er den her?« Jeg fiskede en tynd guldring op.
»Min,« sagde mormor og så på ringen.
»Du har din egen på fingeren,« bemærkede jeg.
»Den her er også min.« Hun tog ringen fra mig.
»Mormor, du har altid lært mig, at det ikke er pænt at lyve. Hvad er det for hemmeligheder?« Jeg blev fornærmet.
»Jeg lyver ikke, men der er ting, man helst ikke taler om.«
»Hvorfor? Hænger der noget sammen med den ring? Fortæl mig det,« insisterede jeg.
»Der er ikke noget at fortælle,« hun kneb læberne sammen. »Hvad er der i de andre kasser?«
Jeg åbnede en skotøjsæske. I lå der gulnede breve, papirer, gamle fotos.
»Mormor, hvem er det her?« Jeg så på et dårligt billede af en ung mand i uniform.
Mormor tog billedet. Hendes fingre rystede.
»Mormor, går det godt?« spurgte jeg bekymret.
»Det er din morfar,« sagde hun pludselig.
»Hvad? Han ligner slet ikke den morfar, jeg kender.«
»Det er din rigtige morfar,« gentog hun bestemt. »Jeg vidste, det ville komme for en dag. Hemmeligheder lever ikke evigt. Jeg fortæller dig det, hvis du lover at tie – ikke engang til din Mikkel, især ikke til din mor.«
»Du gør mig nysgerrig. Jeg elsker hemmeligheder. Jeg lover, at ikke en sjæl får den at vide.« Jeg holdt fingrene for munden som en lynlås, men mormor så strengt på mig, og jeg blev alvorlig.
»Ikke en sjæl,« gentog hun.
Efter en kort pause begyndte hun sin historie.
»I min ungdom var jeg smuk, ligesom dig.«
»Du er stadig pæn,« sagde jeg straks.
»Afd nu. Netop pæn. Vi boede på landet. Min mor havde tre børn. Min storesøster var gift og boede i nabobyen. Jeg var den mellemste, og jeg havde en lillebror.
Jeg var sytten, min bror elleve. Efter krigen lå der mange miner i jorden. Da tyskerne trak sig tilbage, minerede de marker og veje. Min bror og andre drenge strejfede rundt på markerne efter patronhylstre, geværer, krigsbytte. En dag trådte han på en mine og blev sprængt i luften.
Militæret kom for at rydde minerne. En af soldaterne var så køn. Han kom ind til os og min mor. Da jeg så ham, blev jeg forelsket. Så rejste de. Jeg troede, jeg aldrig ville se ham igen. Men efter en måned kom han tilbage. For min skyld. Min mor ville ikke lade mig tage af sted med ham, men jeg overtalte hende.
Han tog mig med til byen, til den militærlejr, hvor han gjorde tjeneste. Vi blev viet med det samme. Vi boede på et lille værelse i en barak. Sengen knirkede forfærdeligt. Så lykkelige var vi. Aldrig har jeg elsket nogen som ham…« Mormors blik blev fjernt, som om hun var der igen. Jeg ventede tavs.
»Mikkel fik en uges orlov, og vi tog til Skagen. Hans tante boede der, lige ved stranden. Jeg kunne sidde i timevis og se på det endeløse hav, lytte til bølgerne. Men vores lykke varede alt for kort.
Vi vendte tilbage til lejren, og to dage efter rejste Mikkel igen for at rydde miner. Han havde en kammerat, Stefan. Det var Stefan, der kom med det forfærdelige budskab – Mikkel var sprængt i luften. Der var intet at begrave.
I en uge lå jeg med feber. Jeg ville tilbage til min mor på landet, men så opdagede jeg, at jeg var gravid. Jeg kunne heller ikke blive i lejren. Hvor skulle jeg gå hen? Så foreslog Stefan, at jeg skulle gifte mig med ham. Han var meget glad for mig. Han sagde, at jeg så kunne blive i barakken, det ville være lettere, og barnet ville få en far. Jeg kunne ikke, jeg elskede Mikkel. Jeg sagde ærligt til Stefan, at jeg nok aldrig kunne elske ham. Men han gav ikke op – sagde, at ægteskabet bare var en formalitet.
Sådan blev jeg gift med Stefan. For alle var vi mand og kone, men han sov hos sig selv. Så fødte jeg din mor. Han skrev hende på sit navn, elskede hende, opfostrede hende som sin egen. Til sidst begyndte vi at leve som mand og kone, men vi fik aldrig fælles børn. Jeg var tro mod Stefan, men jeg kunne aldrig elske ham. Jeg tror ikke, Mikkel er vred på mig.« Mormor tav.
»Jeg husker stadig lugten af hav. Vi kom aldrig dertil igen. Stefan sagde, at når han gik på pension, skulle vi tage af sted. Men han døde året efter.« Mormor sukkede.
Historien gik lige i hjertet på mig.
»Mikkel, lad os tage mormor med sydpå, til vestkysten,« sagde jeg til min forlovede.
»Mette, pengene er små. Vi har sparet op til brylluppet. Hvilken vestkyst? Det er der ikke råd til.«
»Vi tager ikke til en storby, bare til stranden.«
»Hun kan ikke klare turen. Hvad skal vi lave med hende der? Jeg vil være sammen med dig, alene,« Mikkel holdt fast.
»Så tager jeg selv med hende, hvis du ikke vil. Hvis hun flytter på plejehjem, kommer hun aldrig til havet.«
Vi skændtes. Jeg besluttede at købe flybilletter. Toget ville tage for lang tid og være trættende, og der var ingen billetter. Mormor havde aldrig fløjet, men hun var ikke bange – hun sagde, at i hendes alder var det dumt at frygte noget. Hun klarede flyveturen fint.
Da vi først var indlogeret på et pensionat, ville mormor straks ned til stranden.
»Mormor, skal vi ikke hvile os først?« spurgte jeg bekymret.
»Jeg er ikke træt. Vi er kun her en uge, jeg kan hvile derhjemme.«
Mormor stod ved vandkanten i sin blomstrede sommerkjole og stråhat og så ud over havet. Hendes blik blev igen fjernt. Hun virkede yngre, rankere. Jeg blandede mig ikke, gik lidt væk. Hvad hun så, eller om hun bare huskede, vidste jeg ikke.
»Mormor, skal vi gå?« spurgte jeg til sidst og rørte ved hendes arm.
Hun kom tilbage til nutiden og smilede til mig.
Næste dag efter morgenmaden gik vi igen ned til stranden. Jeg solbadede og svømmede, mens mormor sad under parasollen og så på havet. På tredjedagen vågnede jeg og fandt hende ikke på værelset. Jeg spurgte receptionisten.
»Den ældre dame gik ned til stranden,« svarede hun.
Jeg fandt mormor på bredden.
»Mormor, hvorfor ventede du ikke på mig?« spurgte jeg såret.
»Jeg drømte om Mikkel. I så mange år har jeg ikke drømt om ham, og så… Jeg har en fornemmelse af, at han også er her. Jeg ville være lidt alene med ham. Tak, fordi du tog mig med,« hendes øjne glimtede.
»Hej,« lød det ved siden af, og jeg så Mikkel.
»Dig?«
»Ja. Jeg besluttede at komme. Undskyld, jeg havde ikke ret. Jeg kan ikke leve uden dig.«
Vi gik tilbage til pensionatet – alle tre.
»Mormor skal ikke på noget plejehjem,« sagde Mikkel en aften. »Jeg vil gerne vente et år.«
»Hun vil nok ikke ombestemme sig,« sagde jeg. Jeg havde savnet Mikkel de få dage. Jeg ville heller ikke udsætte brylluppet.
»Jeg overtaler hende,« lovede Mikkel.
Og det gjorde han. Mormor stillede dog et krav – at Mikkel og jeg skulle bo hos hende. Men Mikkel fik også hende fra den idé.
»Vi er unge og larmende, vi vil forstyrre dig. Men jeg lover, at vi besøger dig tit – hver dag, hvis du vil. Du bliver træt af os.«
Brylluppet blev holdt sidst i august. Mikkel og jeg besøgte mormor ofte. Vi lejede en lejlighed tæt på hende. Hver gang vi kom, havde hun lavet noget lækkert og ventede spændt på, at Mikkel skulle smage. Han var ikke sparsom med komplimenter, og mormor blev glad og genert som en ung pige.
De fik et helt særligt forhold. Måske på grund af navnet, måske fordi de bare holdt af hinanden.
Mormors hemmelighed beholdt jeg for mig selv – jeg sagde det ikke til nogen, heller ikke Mikkel.
Året efter planlagde vi igen at tage til havet – alle tre.
