Anders Pedersen sad ved vinduet og mindedes den dag, han så annoncen på telefonen. Bogstaverne flød for øjnene – brillerne var igen blevet væk et eller andet sted. Men teksten var enkel:
»Bortgives i gode hænder: rød kat, kastreret, vant til kattebakke.«
Nej. Ikke bortgive. Sælge. Så var der i det mindste større chance for, at den kom i en velforsørget familie.
»Pelle,« kaldte han sagte. »Kom her, din rødtop.«
Katten dukkede op som ved et trylleslag – en buttet, spindende traktor på bløde poter. Den sprang op på skødet, rullede sig sammen. Varm, levende.
Anders strøg den bag øret. Pelle knep øjnene sammen af velbehag, men ejeren mærkede hjertet snøre sig sammen. Et halvt år var han allerede alene.
»Hvad skal vi dog gøre med os to, hva?« hviskede den gamle. »Medicinen slipper op, og pensionen også.«
Katten spandt uden at ane noget. Anders åbnede lommeregneren. Foder – tusind kroner om måneden. Kattegrus – fem hundrede mere. Dyrlægen turde han ikke tænke på.
Og blodtrykspillerne kostede to tusind kroner. Hver måned.
»Forstår du, Pelle? Jeg vil ikke skilles fra dig, men jeg magter det ikke længere.«
Han tastede i annoncen: »Kat i gode hænder. Tre tusind kroner.« Slettede. Skrev forfra: »Sælger kat. Fem tusind kroner.«
Telefonen ringede straks. En kvindestemme:
»Goddag, jeg ringer angående katten. Må jeg komme og se den?«
»Ja,« svarede Anders hæst. »Kom endelig.«
En time senere bankede det på døren. I døren stod en kvinde omkring halvtreds med triste øjne.
»Maren,« præsenterede hun sig. »Hvor er katten?«
Pelle kom som på bestilling ud fra køkkenet – men ikke mod gæsten, mod ejeren. Den gnubbede sig mod benene, spandt, så med forelskede øjne op på ham.
»Her er han, min røde ven,« sagde Anders og prøvede at lyde ligegyldig. »En god kat. Kærlig.«
Maren satte sig på hug, rakte hånden frem. Pelle snusede, men gik ikke til hende. Den vendte tilbage til sin ejer.
»Hvorfor sælger De den?« spurgte kvinden stille.
»Tja, omstændighederne,« mumlede den gamle og så væk.
Da opdagede Maren: pensionistens hænder rystede. Og katten veg ikke fra hans side.
Maren lod blikket langsomt glide rundt i lejligheden. Alting var rent og pænt, men tomt på en måde. I vindueskarmen stod en udtørret ficus. På bordet en æske med piller, næsten tom. Og endnu en, også næsten tom.
»De har en pæn lejlighed,« sagde hun. »Har De boet her længe?«
»Fyrre år,« svarede Anders og strøg Pelle. »Købte den med Gitte …«
Han fuldførte ikke. Det var ikke nødvendigt.
Maren nikkede. Hun havde selv for ikke så længe siden mistet Tulle, en gadehund, der havde levet femten år. Tomheden i huset var så stor, at væggene næsten styrtede sammen.
»Er katten rask?« spurgte hun.
»Ja, den er rask. Det er bare mig,« tøvede den gamle. »Jeg magter det ikke længere. Alderen, forstår De.«
Pelle mjavede pludselig langtrukket og strøg sig mod ejerens ben. Som om den forstod, hvad der blev talt om.
»Hvilket foder giver De den?« fortsatte Maren.
Anders viste ud i køkkenet. Der stod to skåle – en med vand, en med tørfoder. Billigt, fra Netto. Ikke det værste, men heller ikke godt.
»Er den kræsen?«
»Nej, den spiser, hvad den får. En god dreng. Meget klog. Da Gitte var syg, lagde den sig hos hende i sengen og varmede hende. Som om den forstod.« Stemmen dirrede.
Maren satte sig på hug foran katten. Pelle så på hende, men holdt sig tæt til sin ejer.
»Sig mig ærligt,« spurgte hun stille, »hvorfor forlanger De netop fem tusind?«
Den gamle så forvirret ud: »Jamen, det er en god kat. Racekat.«
»Pelle er en gårdkat,« indvendte Maren blidt. »Smuk, men en gårdkat. Og De elsker den. Så hvorfor sælger De den?«
Anders vendte sig mod vinduet. Tav længe. Pelle spandt på hans skød, mens ejeren strøg den med rystende hænder.
»Medicinen er blevet dyr. Og foderet. Den var syg for en måned siden, vi kørte til dyrlægen. Brugte fem tusind. De sidste.«
»Har De en datter? Søn? Familie?«
»Datteren bor i Tyskland. Hun har tre børn at opfostre, har ikke tid til en gammel far. Jeg beder heller ikke om noget.«
Han sukkede.
»Vi klarede det sammen med Gitte. Men alene – det går ikke.«
Maren lyttede og mærkede hjertet snøre sig. Der sad han, den stolte gamle mand, og solgte det eneste levende, han havde tilbage i huset. Og katten forstod ingenting, trykkede sig ind til ham, stolede på ham.
»Hvad hvis jeg ikke køber den?« spurgte hun.
»Så køber en anden den,« svarede han med fast stemme, men hænderne rystede stadig. »Annoncen hænger der stadig, der er opkald.«
»Og De fortryder ikke?«
Anders løftede hovedet brat: »Tror De, det er let for mig?! Tror De, jeg gør det for sjov?«
Han stoppede op, bed sig i læben. Pelle forskrækkedes over den pludselige bevægelse, sprang ned fra skødet, men gik ikke langt – satte sig ved siden af ham.
Da gik det op for Maren: hun kunne ikke bare købe katten og gå. Man måtte ikke skille dem ad.
Men der måtte være en udvej.
Maren tav. Længe.
»Anders Pedersen, hvad hvis jeg ikke køber katten?« sagde hun.
Den gamle farer sammen: »Hvad mener De?! Hvorfor kom De så?«
»Jeg kom for at se. Jeg så. Og jeg forstod – jeg skal ikke købe katten.«
Anders blegnede. Hænderne skælvede værre.
»De ringede selv! De sagde, De havde brug for en kat!«
»Det har jeg,« sagde Maren og rejste sig fra stolen, gik hen til vinduet. »Bare ikke denne.«
»Hvad er der i vejen med den?!«
Hun vendte sig om. Og den gamle så tårer i hendes øjne.
»Der er intet i vejen med katten. Men der er noget i vejen med ejeren.«
»Jeg forstår ikke.«
»Jo, De forstår, Anders Pedersen.« Stemmen dirrede. »For ikke så længe siden mistede jeg min hund. Gammel, syg. Den levede med mig i femten år. Og ved De, hvad der var det værste før dens død? Ikke sygdommen. Ikke smerten. Men at den så på mig, som om den bad om tilgivelse. For at være til besvær.«
Anders slugte. Pelle kom hen til ham, strøg sig mod benet.
»Og nu ser jeg Dem og Pelle – og jeg ser det samme. Den søger til Dem, og De skammer Dem over, at De ikke kan forsørge den. De tror, De gør det rigtige ved at give den i gode hænder.«
»Er det da forkert?!« udbrød den gamle. »Er det bedre, at den sulter sammen med mig?!«
»Hvem har sagt, den skal sulte?«
En pause faldt. Pelle mjavede – sagte, langtrukket.
»Jeg foreslår en anden løsning,« fortsatte Maren. »Jeg kommer med foder. Hver uge. Og penge til dyrlægen – hvis nødvendigt.«
»Hvad?!« Anders så på hende, som om hun var sindssyg. »Hvorfor vil De det?«
»Fordi jeg vil hjælpe katten. Men jeg vil ikke skille jer ad.« Hun smilede gennem tårerne. »Man kan kalde det en lykkeleje.«
»Lykkeleje?!«
»Ja. Jeg betaler for at komme og nusse Pelle. Samtidig får jeg en anledning til at besøge et ensomt menneske. Drikke te. Tale sammen.«
Den gamle tav. Øjnene vidt åbne, læberne dirrede.
»Det er ydmygende,« pressede han frem.
»Hvorfor ydmygende?« spurgte Maren oprigtigt overrasket. »Det er en aftale. En ærlig aftale. Jeg får katten til samvær – De får hjælp til foder. Gensidigt fordelagtigt.«
»Nej! Jeg er ikke en tigger! Jeg tigger ikke!« Anders rejste sig brat.
»Hvem sagde det?«
»De gør! De tilbyder at give penge til en fremmed gammel mand!«
Maren rystede på hovedet: »Jeg tilbyder en aftale. Betaling for adgang til katten. Og til et klogt, interessant menneske, der har opfostret den.«
»Hold op!« Stemmen brast. »Vær ikke medynk!«
Så tav han. Satte sig tilbage i stolen. Sænkede hovedet.
Pelle sprang op på hans skød.
»Ved De, hvad der er det værste, Anders Pedersen?« spurgte Maren sagte. »Ikke fattigdom. Ikke alderdom. Men stolthed. Den, der forhindrer en i at tage imod hjælp.«
»Det er ikke stolthed,« hviskede han. »Det er skam.«
»Skam over hvad?«
»Over, at jeg ikke klarede det. At katten døde, og jeg blev tilbage. At jeg ikke sparede penge op. At datteren er langt væk. At jeg ikke engang kan forsørge katten.«
Tårerne løb ned ad de rynkede kinder.
»Og så kommer De. Og tilbyder hjælp. Og jeg er som en …«
»Tåbe?« afsluttede Maren blidt.
»Ja. En tåbe.«
Hun gik hen, satte sig på hug ved stolen: »Anders Pedersen. Min lejlighed er tom. Min hund er død. Mit arbejde gider jeg ikke gå til. Og der er ingen ved siden af mig, som jeg kan fortælle, hvordan dagen er gået. Men De har Pelle. Og et godt hjerte.«
»Hvordan ved De, at mit hjerte er godt?«
»Et ondt menneske kan ikke elske en kat så højt.«
Pelle spandt højere, som om den var enig.
»Hvad siger De? Skal vi gøre en aftale?«
Anders tav længe. Strøg den røde pels. Tænkte.
Den gamle sukkede. Dybt, dybt.
»Så måske prøver vi?«
Der gik to måneder.
Anders Pedersen sad ved vinduet med Pelle på skødet og så ud over gården. Snart skulle Maren komme – om tirsdagen bragte hun altid foder og en eller anden godbid.
»Hører du, røde?« sagde han stille til katten. »Det lyder som velkendte skridt.«
Pelle løftede hovedet, spidsede ører. Ja, det var hende.
Bank på døren.
»Anders Pedersen? Det er mig!«
»Kom ind, kom ind!« Den gamle rejste sig, rettede på skjorten. På disse to måneder var han blevet synligt livligere, selv kinderne var blevet lyserøde.
Maren kom ind med store poser, smilende: »Hej, smukke!« – til Pelle.
Katten spandt straks og strøg sig mod hendes ben.
»Og hej til Dem, Anders Pedersen. Hvordan går det? Hvordan har De det?«
»Jo, det er fint. Var til lægen i går – blodtrykket er normalt. Jeres piller hjælper.«
»Nå! I morgen er det lørdag – skal vi gå i parken? Gå en tur med Pelle i sele?«
Anders blev genert: »Jamen dog. I parken. Folk vil kigge – en gammel mand med en kat i snor.«
»Lad dem kigge!« lo Maren. »De vil misunde Dem, så flot en kat De har. Ikke sandt, Pelle?«
Katten mjavede – anerkendende.
De drak te i køkkenet. Anders fortalte om naboerne, om nyhederne i gården. Og Maren lyttede, nikkede, lo. I løbet af disse to måneder var der opstået en særlig fortrolighed mellem dem – ikke familie, men meget varm.
»Ved De,« sagde hun, da hun drak teen ud, »Deres datter ringede i denne uge?«
»Det gjorde hun. Spurgte, hvordan det gik. Jeg fortalte om Dem.«
»Og hvad sagde hun?«
»Hun blev overrasket,« indrømmede den gamle. »Hun sagde: ‚Far, jeg er så glad for, at du har en veninde.‘ En veninde.« Han smilede. »Lyder mærkeligt i min alder, ikke?«
»Hvorfor mærkeligt? Venskab kender ingen alder.«
Pelle sprang pludselig ned fra vindueskarmen og gik hen til madskålen. Med kvalitetsfoder, der ikke længere var et problem.
»Og jeg ville sælge den,« sagde Anders sagte.
»Godt, at De ikke gjorde det.«
»Ja … Dengang troede jeg, det var verdens undergang. Men i virkeligheden var det begyndelsen på et nyt liv.«
Maren nikkede: »Nogle gange fører de sværeste øjeblikke til de lyseste forandringer.«
De tav, mens de så Pelle knasende spise. Nu havde den alt – mad, kærlighed, opmærksomhed fra to mennesker, der elskede den.
