Helle Madsen stod ved vinduet og så på, hvordan frosten tegnede mønstre på ruden. De havde lovet minus tredive. Måske endnu mere.
Hun spidsede øre.
Nede fra opgangen lød stemmer. Så et råb:
– Senest i aften! Hører I?! Senest i aften skal katten være væk!
Peder Møller. Viceværten.
Helle trådte væk fra vinduet, trak et tørklæde over skuldrene og gik ud på trappeafsatsen. Hun gik ned til stueetagen. Der stod naboerne allerede – nogle i hjemmesko, andre med jakken på halvt. Alle stirrede tavse på Peder Møller, som stod midt i opgangen, rød i hovedet og pegede ind i hjørnet.
Der, på radiatoren, lå en rød kat sammenrullet.
Mager. Med et flænset øre. Den rystede.
– Der! – brølede viceværten. – Der er jeres omstrejfer! Hår overalt! Stank! Jeg har ansvaret for orden, men I har oprettet et krisecenter!
– Peder Møller, – sagde Grethe Lund fra tredje sal sagte, – den gør jo ingen fortræd.
– Ingen fortræd?! – Peder Møller snurrede rundt mod hende så brat, at kvinden tog et skridt tilbage. – Hvem klagede over hår overalt?! Hvem sagde, at den havde lopper?! Tror I, jeg står og spilder tiden her?!
Grethe Lund så ned.
Helle Madsen knyttede næverne.
Hun ville sige noget. Ville. Men halsen snørede sig sammen, og ordene blev siddende et sted indeni.
– Kort sagt, – afskar viceværten, – senest klokken atten – så skal den ikke være her. Fjerner I den ikke selv, smider jeg den ud på gaden. Forstået?
Han så på alle. Ingen svarede.
– Forstået, siger jeg?!
– Forstået, – mumlede en af mændene.
Peder Møller nikkede, smækkede døren og gik.
Naboerne spredte sig langsomt og sukkede.
Katten blev liggende på radiatoren – en rød klump, der ikke engang forstod, at den skulle smides ud i frosten.
Helle Madsen gik op til sig selv på fjerde sal. Lukkede døren. Satte sig i køkkenet og stirrede ind i væggen.
Om aftenen ville der være minus tredive.
Den ville fryse ihjel.
Det vidste hun med sikkerhed.
For engang om vinteren havde hun fundet en spurv under opgangen – lille, frossen, med vingerne presset ind til kroppen. Hun havde taget den med op, varmet den, men det var for sent. Alt for sent.
Helle rejste sig, gik hen til vinduet.
– Herregud, – hviskede hun sagte, – hvad gør man?
Helle satte sig igen. Hænderne rystede.
Hun var bange. Bange for skandale. Bange for, at Peder Møller ville skrige ad hende. At naboerne ville vende hende ryggen. At hun ville blive kaldt skør.
Men allermest bange for at forestille sig den røde klump ligge i en snedrive – stivnet, med åbne øjne.
Helle Madsen gik ned sent på eftermiddagen.
Katten lå stadig på radiatoren. Den løftede hovedet, da hun kom nær. Så på hende med gule, varsomme øjne.
– Hvad laver du her? – mumlede hun. – Har du ikke noget sted at være?
Katten tav.
Helle rakte hånden ud og strøg den over den skrammede ryg. Den foer sammen, men gik ikke væk. Spandt sagte.
Hun gik op til sig selv igen.
Klokken halv seks lød der igen stemmer i opgangen. Helle kiggede ud i gangen – døren stod på klem.
Peder Møller stod nedenfor. Ved siden af ham to mænd fra naboopgangen. Den ene holdt en sæk.
– Der er den, det utøj, – sagde viceværten og pegede på katten. – Tag den.
Manden med sækken trådte frem.
Men lige i det øjeblik kom naboen Grethe ud fra sin lejlighed. Hun standsede.
– Hvad laver I?
– Kan du ikke se det? – snappede Peder Møller. – Vi rydder op, som aftalt.
– Peder Møller, mon ikke vi lader den være? – sagde Grethe Lund sagte. – Måske nogen tager den?
– Hvem tager den?! – brølede han. – Dig?! Eller alle de andre, der bor i opgangen og tier stille?! Nej! Det er mig, der skal rydde op igen!
Grethe Lund så væk.
– Netop, – hvæsede viceværten.
Helle stod oppe på reposen og lyttede. Hjertet hamrede så voldsomt, at det nærmest kunne springe ud.
Nedenfor kastede manden sækken over katten. Den skreg – vildt, fortvivlet. Kradsede. Men den blev alligevel stoppet ned og bundet.
– Så er det klaret, – sagde Peder Møller. – Bær den ud til skraldespandene. Den klarer sig selv, hvis den er klog.
Mændene bar sækken mod udgangsdøren.
Døren smækkede.
Helle slap dørhåndtaget. Hænderne rystede. Benene var som gelé.
Hun gik tilbage i køkkenet. Satte sig. Stirrede ind i væggen.
Men et minut efter sprang hun op.
Greb frakken. Trak filtskoene på. Slyngede tørklædet om hovedet.
Løb ud på trappen.
Hun styrtede ned – så hurtigt, at hun næsten faldt i svinget.
Flåede opgangsdøren op.
Helle løb hen til skraldespandene.
Sækken lå i en snedrive ved siden af containeren.
Hun løsnede den. Hænderne rystede – knuden gav ikke efter.
Sækken gik op.
– Lever! – udbrød Helle. – Lever, gudskelov.
Hun tog katten op – den var let, næsten vægtløs. Trykkede den ind til brystet, gemte den under frakkelapperne.
Løb tilbage.
I opgangen var der igen stemmer.
Peder Møller stod ved postkasserne. Røg. Da han så hende – med katten i armene – fordrejede hans ansigt sig.
– Hvad bilder du dig ind?! – skreg han.
Helle stoppede op. Trak vejret.
– Jeg tager den med hjem, – sagde hun. Stemmen skalv, men ordene kom tydeligt.
– Tager den med hjem?! – Peder Møller gik hen imod hende. – Jeg sagde, at den skulle væk!
– De sagde, at den ikke skulle være i opgangen, – Helle løftede hagen. – Så jeg tager den med. Ind i lejligheden. Til mig.
– Er du helt væk?! – Han stak en finger mod hendes bryst.
Helle gik op på fjerde sal.
Gik ind i lejligheden. Lukkede døren.
Satte sig på gulvet – stadig i frakke og filtsko.
Katten lå på hendes skød. Åbnede det ene øje – så på hende.
– Nu er det slut, – hviskede Helle. – Nu er du hjemme.
Hænderne rystede. Tårerne løb ned ad kinderne.
Men indeni – for første gang i mange år – var der varmt og roligt.
En uge senere kom Peder Møller til Helle.
Han bankede på døren – sagte, næsten forsigtigt.
Hun åbnede. Forundret.
– De? Hvad er der?
Han stod på dørtærsklen – uden jakke, i en gammel sweater.
– Må jeg komme ind? – spurgte han.
Helle nikkede. Slippede ham ind.
Peder Møller gik ud i køkkenet. Satte sig. Katten hoppede ned fra vindueskarmen, snusede til hans støvler og gik ind i stuen.
– The? – spurgte Helle.
– Ikke nødvendigt.
Han tav lidt. Så sukkede han.
– Jeg er ikke kommet for at undskylde, – sagde Peder Møller. – Jeg ville bare sige: Det var rigtigt gjort.
Han rejste sig. Gik mod døren.
– Peder Møller, – råbte Helle.
Han vendte sig.
– Vil De alligevel have en kop the?
Han standsede op. Så nikkede han.
– Gerne.
De sad i køkkenet – drak the, tav. Katten hoppede op på Helles skød. Spandt.
– Hvad har du kaldt den? – spurgte viceværten.
– Røde, – smilede Helle. – Bare Røde.
Peder Møller nikkede. Drak ud. Rejste sig.
– Nå, jeg går.
– Peder Møller, – sagde Helle igen. – Hvis De får lyst, så kig ind. Til the.
Han så på hende. Smilede tørt.
– Det gør jeg.
Der gik en måned. Så endnu en.
Røde tog på sig. Pelsen fik glans. Øret heles. Den sov i vindueskarmen – dér, hvor morgensolen faldt ind.
Naboerne vænnede sig til den. Grethe Lund bragte somme tider fiskerester. Inger Pedersen gav den creme fraiche. Endda Mikkel Hansen fra femte sal kom en dag med en kradsepude.
– Den lå ved skraldespandene, – sagde han. – Den ser hel ud.
Helle Madsen tog imod gaverne – og undrede sig altid.
Udenfor faldt sneen. Frosten tegnede mønstre på ruden.
Men inde i lejligheden var der varmt.
Og i sjælen – også.
Hun lærte, at nogle gange er det ikke nok at tie. Nogle gange skal man handle, selv om hænderne ryster. For ét lille væsen kan lære en, at modet til at gøre det rigtige er varmere end nogen frost.
