Nina hastede hjem. Klokken var næsten ti om aftenen, og hun længtes efter at komme ind i lejligheden, få sig en bid mad og smide sig i sengen. Dagen havde været en udmattende marathon. Manden var allerede hjemme, middagen stod på bordet, og sønnen, Sebastian, var mæt.
Nina arbejdede i en lille frisørsalon på Nørrebro, og i dag havde hun den sidste vagt. Da butikken lukkede, ryddede hun sit arbejdsstation, tændte alarmen, låste døren så gik hun ud på den korte tur mod hjemmet.
Ruten gik gennem en lille park i Frederiksberg. Normalt var det roligt og trygt her; om dagen sad ældre damer på bænken med avisen, og om aftenen var der kun de svage gadelamper, så der ikke var noget at frygte.
I aften var dog én bænk ikke tom. To børn havde fundet hinanden som to kolde sokker på en kold vintermorgen en dreng på omkring ni eller ti år og en lille pige, der så ikke ud til at være ældre end fem. Nina sænkede tempoet og gik hen til dem.
Hvad laver I her så sent? Det er jo næsten nat! Skal vi hjem?
Drengen kiggede hende alvorligt i øjnene, strøg pigen over hovedet og krammede hende endnu tættere.
Vi har ingen steder at gå. Stesøsteren smed os ud.
Hvor er jeres mor?
Med ham. Drukken.
Nina tøvede ikke et sekund.
Kom, lad os gå til mig. I får noget at spise, så kan vi finde ud af det i morgen.
Børnene rejste sig langsomt. Nina greb pigen, som hun kaldte Kirstine, i hånden og rakte drengen, Mikkel, en hånd. Så førte hun dem ind i lejligheden. Hun forklarede alt for Lars og den tolvårige Sebastian. De, som kendte hendes store hjerte, spurgte ikke for meget de pegede blot på vasken, hvor de kunne skylle sig, og skubbede dem ind ved bordet. De sultne børn spiste alt, hvad de fik, med et forsigtigt men ivrigt grin.
Efterfølgende kiggede Nina forbi naboen, som havde en datter i 1. klasse, og spurgte om noget tøj til Kirstine. Der blev samlet en bunke med gamle, men stadig brugbare stykker i hver dansk husstand er der jo altid noget, der har ligget på loftet, som kan redde en nødsituation.
Nina bad Kirstine, skiftede hende til rent tøj, og Mikkel vaskede sig selv der fandt de også noget fra den gamle drenges garderobe. Børnene sov på sofaen i stuen, mens Kirstine ikke slap af fra brorens arm, og han holdt hende fast som en lille livline.
Mættede og trætte faldt de hurtigt i søvn på den rene madras. Nina sendte sin søn op på sit værelse, og hun og Lars sad længe i køkkenet og snakkede om, hvad de skulle gøre videre.
Næste morgen stod Nina tidligt op, gik Lars i seng til arbejde, og hun gik på sin anden vagt. Børnene vågnede, fik morgenmad, og hun samlede deres vasketøj i en plastpose, klar til at bringe dem hjem.
De gik til bygningen, der lå lige om hjørnet. Lejligheden på tredje sal stod på klem. Børnene gik ind og stod stille i gangen
Nina stoppede ved døren. Hun ville så gerne møde den kvinde, der stod bag dem, og spørge, hvad hun havde tænkt på hele natten, mens hendes egne børn var på gudsteat.
Ud kom en ung, men tydeligt udslidt kvinde med et stort sort øjenplet. Hun så på børnene med et ligegyldigt blik og sagde:
Åh I er kommet Hvem er hun?
Det er tante Nina. Vi overnattede hos hende, svarede drengen.
Nå Så lad være, mumlede hun og gik tilbage til sit værelse som om intet var sket. Nina stod målløs. Var det deres mor?
Men så vendte kvinden sig om og sagde til Nina:
Kom ind i køkkenet, så snakker vi.
Nina gik med. Til trods for de beskedne rammer var der en imponerende renlighed overalt opvasket op, gulve pudset, tøj på hylderne. Selv hendes gamle, med knappeknapper, men rene forklæde stod der i fuld orden.
Sæt dig, sagde kvinden og pegede på en stol.
Nina satte sig. Kvinden satte sig overfor, så på hende med et øje, der var så slidt som en gammel cykellåge, og spurgte:
Har du børn?
Ja, en dreng på tolv, Sebastian, svarede Nina.
Lyt Hvis noget sker med mig, så lad være med at forlade mine børn, okay? De har ingen skyld i noget.
Hvad mener du? Skal du sætte dem på gaden? undrede Nina.
Jeg kan ikke mere. Jeg har prøvet at stoppe det igen og igen, men det lykkes ikke. Han hun pegede mod værelset, hvor en høj snorken kom fra Jeg har ringet til politiet. Han bliver ved med at komme hjem, drikker mere og slår hårdere. Jeg drikker selv hver dag nu. Han smider børnene på trappen, som om de ikke var hans.
Hvor er faren?
Han druknede, da Kirstine kun var et år gammel. Siden da har jeg været alene.
Arbejder du?
Jeg vasker gulve i supermarkedet. Fik sparken for mange fravær sidste uge.
Og din mand?
Han tager småjobs, når han kan. Så klarer vi os.
Hun sank i stilhed et øjeblik, før hun sagde igen:
Hvis noget sker, så lad være med at forlade dem. Du har et godt hjerte. Hvis du ikke kan beholde dem, så aflever dem på et herberg, okay?
Nina rejste sig. Hendes fornuft kæmpede med situationen, som om hun havde fået serveret en for stor portion af “hvad i alverden er der lige sket?” Det hele lignede et mareridt. Børnene gik ud for at tage afsked. Begge gik frem og gav hende et kram. Tårerne sprang frem i Ninas øjne. Hun pudsede dem væk med ærmet og sagde til Mikkel, at han skulle vide, hvor hun skulle lede.
Hun gik ud på gaden og ladte tårerne trille som regn folk på gaden så forundrede ud. Senere den aften fortalte hun alt til Lars. Han spurgte ikke meget, blot at de aldrig ville forlade børnene. Sebastian, der havde hørt samtalen, gik over og omfavnede dem begge. Så sad de i køkkenet, tavse, men med armene om hinanden som en lille, varm klamring.
Tre dage senere løb Mikkel ind, rystet og åndeløs:
Mor er væk, og stedsøsteren har fået børnene taget af politiet. Kirstine er hos naboen, men de skal snart til et herberg. Jeg har fortalt alt og skal løbe tilbage til søster.
Den samme dag blev børnene faktisk hentet og indlagt på et børneherberg.
Næste dag fandt de deres mor i Århus Å, død i vandet. Det så ud som om hun havde forudset sin egen skæbne og derfor bad Nina om den sidste tjeneste.
Nina og Lars gik igennem bureaukratiske labyrinter for at blive værge over børnene. Ingen slægtning blev fundet for Mikkel og Kirstine, og efter en grundig undersøgelse samt Ninas beretning om den sidste samtale fik de forældremyndigheden.
Nina måtte sige op fra sit arbejde. Kirstine var meget bange, stolede kun på sin bror og holdt sig altid tæt ved ham. Selv når en ske faldt fra bordet, så hun bange på Lars som om han skulle straffe hende.
Det krævede en hel del tålmodighed at vinde hendes tillid. Mikkel var den ældste og forstod hurtigt, at der i den nye familie ikke var noget at frygte hverken smerte eller trusler.
Efterhånden begyndte Kirstine at åbne sig. Hun gik selv sikker hen til Nina, legede med Sebastian, smilede og snakkede, selvom hun stadig var lidt nervøs omkring Lars. Den gammel frygt for voksne mænd sad som en gammel lænestol i hendes hoved.
Lars var blid og forsigtig. Han havde altid drømt om at få en datter, men på grund af sin helbredstilstand kunne Nina ikke få flere børn. Da han vendte tilbage fra en tre-dages forretningsrejse, stod Nina og Kirstine klar ved døren for at møde ham. Han gik rundt i cirklen, strakte armene ud mod pigen.
Kirstine gik forsigtigt hen og omfavnede ham om halsen. Han løftede hende op, og sammen gik de ind i køkkenet. Da de så Kirstine smile, kom Sebastian og så Nina. Alle fire gav hinanden et kram og stod så et øjeblik i stilhed, men med varme i hjertet.
I den lille lejlighed på tredje sal i Frederiksberg vil alt nu gå for længe.
