Rasmus, vi har en pige på 3500! udbrød Freja glad i telefonen.
Jeg stod under vinduet på fødeklinikken og vinkede til min kone, som holdt den lille i armene.
Vi har en datter. Jeg er far! Freja, hvilken pige? Vi havde jo ventet på en dreng!
Der fulgte et øjeblik af tavshed i røret, hvorefter min kone sagde stille:
Måske har der sket en fejl
Jeg vendte mig om og gik forbi de lykkelige fædre, der tegnede kærlighedserklæringer på asfalten og lod luftballoner svæve mod himlen, forbi de pyntede biler og de påkoblede slægtninge, der stod samlet omkring dem.
Jeg havde altid drømt om en søn, en arving, en fortsættelse af slægten. Mens Freja gik rundt i sin gravide tilstand, forestillede jeg mig vores fremtid: “Her spiller vi bold på gården, her sidder vi ved fiskepladsen og fører maskuline snakke, mens vi bringer en rig fangst hjem til mor, og senere samles vi alle om bordet og fortæller, hvordan dagen gik, mens han sidder ved siden af mig min stolthed.”
Freja havde svært ved at blive gravid; vi gik på undersøgelser hos en anerkendt læge, nærmest en videnskabsstjerne, og først fem år senere kom hun med den glade nyhed.
Rasmus, du? hørte jeg bag mig. Jeg vendte mig om og så min gamle universitetven Mads.
Hvor mange år er der gået, hvor mange vintre, hvordan går det? spurgte han.
Jeg er lige kommet for at besøge min mor, hun er lidt syg, og jeg har brug for et ophold; jeg er alene her, min far døde for fem år siden. Hvordan har du det?
Jeg er lige fra fødeklinikken, min kone har født en datter.
Tillykke! Hvorfor er du ikke glad? sagde han med et smil.
Jo
Mads så sig omkring, og da han så den lille café et par skridt væk, inviterede han mig indenfor for at snakke.
Så du ventede på en dreng? Vi forventer alle drenge, arvinger, det er normalt. Engang forberedte jeg mig på at blive far til en søn, men min kone fik en pige.
Hvordan har I det ellers? Kom I herfra?
Mads sænkede blikket og sad stille et øjeblik, hvorefter han løftede sit hoved og så på mig med et udtryk af universel melankoli og desperation.
Jeg er alene, jeg har ingen familie længere. Rasmus, det er ikke det rette tidspunkt, du har din glæde.
Hvad er der så sket?
En ulykke jeg vil ikke tale om det. Jeg har været alene i et år, og jeg overvejer nu at flytte fuldstændigt ind til min mors, finde et arbejde og renovere lejligheden.
Vi sad længe og mindedes studietiden, fælles bekendte og delte vores fremtidsplaner. Jeg gav Mads mit nummer og sagde, at han kunne ringe når som helst, dag eller nat.
Næste morgen gik jeg med en enorm buket af Frejas yndlingspæoner og en pakke med luftballoner til fødeklinikken.
Freja! udbrød jeg, da jeg hørte hendes stemme i telefonen.
Undskyld mig! Jeg er så glad for vores længe ventede datter! Hvem ligner hun mest?
Dig, Rasmus, du er som en afbildning!
Virkelig? Jeg var jo i går
Du behøver ikke forklare, jeg forstår alt.
Min kone afbrød mig:
Rasmus, vores pige er sund, rolig, spiser og sover, og hun smiler i drømmene. Vi bliver snart udskrevet, så får du selv se.
P.S.
Vi fik aldrig flere børn; fødslen var hård, og dens følger påvirkede hendes helbred.
I tyve år er vores datter vokset op til at blive både klog og smuk, vi elsker og er stolte af hende, og Mads er blevet hendes gudfar. Jeg er evigt taknemmelig for den samtale, der åbnede mine øjne og først og fremmest lærte mig at sætte pris på og elske alle dem, som står ved min side i dag.
