Lykke smækkede låsen i og sukkede lettet. Sådan. To fridage foran sig – ingen køer, ingen vejning af varer, ingen læs og los.
“Lykke, arbejder I i morgen?” lød en velkendt stemme bagfra.
Hun nåede ikke engang at vende sig – hun vidste allerede, hvem det var. Knud Jensen. Altid på det forkerte tidspunkt.
“I morgen er søndag,” sagde hun skarpt uden at vende sig. “Lukkedag.”
“Nåh. Ja, selvfølgelig. Så kommer jeg mandag i stedet.”
Lykke vendte sig alligevel. Den gamle mand stod med en slidt indkøbsnet, i en falmet jakke, og så på hende med et fortabt blik. Som om han håbede på noget.
“Nu skal han igen stå og tælle øre i en halv time,” tænkte hun.
“Kom mandag,” sagde hun og gik mod hjemmet.
For sådan var det altid – han kom lige før lukketid, valgte to-tre småting og stod så ved kassen og rodede i pungen, talte mønter. Køen voksede bag ham, folk sukkede, men han lod til ikke at bemærke det. Så langsom. Irriterende.
Søndag morgen, da Lykke gik forbi butikken, stoppede hun brat.
Ved døren sad en kat. En almindelig gårdkat, grå, pjaltet og meget tynd. Men det mærkelige var, at den ikke bare sad. Den løb fra dør til vindue, kløede med poterne på tærsklen, kiggede ind i sprækken og mjavede. Så jammerligt, så fortvivlet.
“Forsvind!” viftede Lykke med hånden.
Katten rørte sig ikke engang. Den stirrede bare på døren.
“En herreløs,” tænkte Lykke og gik videre.
Mandag nærmede Lykke sig butikken med en tung fornemmelse. Katten var der stadig. Den lå krøllet sammen ved døren, udmattet.
Nøglen drejede i låsen. Døren gik op.
Og så hørte Lykke det. En tynd, næsten uhørlig pipen. Et sted i hjørnet, bag hylderne.
Hun trådte ind, kiggede efter – og hjertet sank.
En killing.
Lillebitte, blind, hjælpeløs. Den lå mellem papkasser, pibende, rørte med poterne.
Katten styrtede ind efter Lykke, hoppede hen til killingen, begyndte at slikke den og spinde.
“Åh Gud,” hviskede Lykke. “Så du prøvede at komme ind til den.”
Lykke stod over papkassen og vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Katten havde lagt sig ved siden af killingen, slikkede den, spandt – for første gang i et døgn virkede den rolig.
Men i Lykkes hoved kørte én tanke: “Man må ikke have dyr i butikken. Hvor skal de dog hen?”
“Hør, du er sgu godt nok,” mumlede hun højt. “Hvordan slap du ind? Hvornår nåede du det?”
Katten trykkede sig bare tættere til killingen.
Lykke huskede: fredag aften, da hun lukkede, var der stimlet kunder ved indgangen. Travlhed, jag. Ganske vist var den smuttet ind. Uset. Og havde født om natten, da butikken stod tom.
Og hele søndagen rendede den udenfor, forsøgte at komme ind igen.
“Okay,” sukkede Lykke. “Vi finder på noget.”
Hældte vand i en plastikkop til katten, brækkede et stykke kogt pølse fra sin egen madpakke. Katten drak grådigt, hurtigt, som om den frygtede, at det blev taget fra den.
Så åbnede Lykke butikken for kunder.
Først kom naboen, fru Inge. Hun så katten med killingen og slog hænderne sammen:
“Nå, Lykke! Hvor kommer de fra?”
“Jo, altså…” Lykke viftede med hånden. “Den er smuttet ind. Hør, Inge, vil du ikke tage dem? Dine børnebørn elsker jo dyr.”
Fru Inge rynkede på næsen:
“Vi har allerede en kat. Gammel, sur. Den ville dræbe dem allesammen. Nej, undskyld.”
Næste var VVS-manden, Jørgen. Han sagde også nej:
“Konens tillader det ikke. Hun nyser af hår.”
Så kom en ung mor med et barn. Barnet rakte hænderne ud mod killingen, men moren trak det tilbage:
“Rør ikke! Den er beskidt! Fuld af sygdomme. Kom, vi går.”
Lykke stod bag disken og mærkede, hvordan noget trak sig sammen indeni. Hvert afslag slog som et dunk i brystet.
“Skal der virkelig ingen tage dem?”
Ved middagstid var hun fortvivlet.
Omkring klokken tre gik døren op, og ind kom Knud Jensen.
Som sædvanligt – langsomt, forsigtigt. Indkøbsnettet i hånden. Han hilste stille, nikkede.
Lykke nåede ikke at svare – han stoppede ved indgangen, satte sig på hug ved kassen.
“Nå,” sagde han dæmpet. “Hvem har vi her?”
Katten løftede hovedet, så på ham mistroisk.
Knud rakte forsigtigt hånden ud, strøg katten over hovedet. Den lukkede øjnene og spandt.
“Lykke?” spurgte han og vendte sig mod hende. “Hvad skal der ske med dem?”
Lykke sukkede:
“Ved ikke, Knud. De kan ikke blive her. Ingen vil tage dem.”
“Javel.”
Han tav et øjeblik, strøg så katten igen. Killingen peb sagte og rørte sig.
“Må jeg,” begyndte han og tøvede. “Må jeg tage dem?”
Lykke stivnede. Stirrede på den gamle mand og troede ikke sine egne ører.
“De?” spurgte hun. “For alvor?”
“Ja.” Han smilede genert. “Det er alligevel kedeligt at være alene. Så får jeg selskab. Jeg ved ikke rigtig, hvordan man passer dem. Men jeg kan lære det. Læser på nettet.”
Lykke mærkede en knude i halsen. Denne langsomme gamle mand, som hun så mange gange havde haft travlt med, som hun havde irriteret sig over.
Han var den eneste, der ikke gik forbi.
“Knud,” fik hun frem. “Tak. Virkelig. Tak.”
Han viftede afværgende:
“Det er da så lidt. Det glæder mig selv. Derhjemme er der så tomt. Min kone døde for tre år siden. Ingen børn. Så går jeg herned hver dag for at få en sludder.”
Lykke skammede sig. Så dybt, at hun gerne ville synke i jorden.
Hun var altid irriteret over, at han var langsom. At han holdt køen.
Men han var bare ensom.
Knud tog forsigtigt papkassen med kat og killing. Holdt den nede for at undgå rystelser. Katten så på ham med mistanke, men gjorde ikke modstand. Som om den forstod – den her mand gør ikke noget ondt.
“Men jeg ved ikke, hvordan jeg skal bære dem hjem,” sagde han tankefuldt. “Kassen er stor, uhandy. De slingrer rundt.”
“Vent,” Lykke skyndte sig ud på lageret og kom tilbage med en solid papkasse, lidt mindre. “Her, den er bedre. Og der er hanke.”
Hun flyttede selv katten og killingen, lagde en blød klud i bunden. Hænderne rystede. Af nervøsitet? Eller skam, der voksede i hende.
“Lykke, hvad skal jeg købe til dem?” spurgte Knud usikkert. “Foder, en skål?”
Lykke så pludselig tydeligt: den gamle mand var rådvild. Han havde påtaget sig ansvaret, men anede ikke, hvad han skulle gøre. Og alligevel tog han dem. Fordi han ikke kunne gå forbi.
“Vent,” sagde hun bestemt. “Nu.”
Hun gik langs hylderne og samlede det nødvendige: en dåse vådfoder til katten, en pose tørfoder, to plastikskåle, en pose kattegrus.
“Det her,” rakte hun posen til Knud.
“Nej, jeg betaler.”
“Ikke tale om,” sagde Lykke. “Det er fra mig. Bare sådan.”
Han ville protestere, men hun så så strengt på ham, at han kun nikkede:
“Tak. Mange tak.”
Knud løftede kassen og posen, gik mod udgangen. Ved døren vendte han sig:
“Lykke, skal jeg tage dem til dyrlægen?”
“Ja,” nikkede hun. “I morgen. Få ham til at tjekke, at alt er i orden.”
“Ja, det gør jeg.”
Han gik ud. Døren lukkedes med et sagte kling.
Lykke stod alene tilbage.
Butikken var stille. Tom. Kun på gulvet i hjørnet lå den gamle papkasse – dér, hvor killingen havde ligget.
Hun gik hen, løftede den, skulle til at smide den ud. Men pludselig kunne hun ikke. Hun satte sig lige ned på gulvet, trykkede kassen mod brystet og græd.
Tårerne trillede ned ad kinderne, faldt på pap.
Hun huskede, hvordan hun havde irriteret sig over Knud. Hvordan hun havde travlt med at få ham ekspederet. Hvordan hun sukkede, når han kom ind. Tænkte: “Åh nej, ham igen. Nu skal han stå og tælle øre.”
Men han, han var sådan en.
Uden tøven tog han katten og killingen. Selv om han næsten ikke har råd – det ses på tøjet, på den måde han tæller mønter.
Men han gik ikke forbi.
“Herregud,” tænkte Lykke, “hvor er jeg dum. Hvor er jeg hård.”
Hun tørrede tårerne med håndfladen, rejste sig. Smed kassen i skraldespanden. Gik tilbage bag disken.
Kunder strømmede ind.
En helt almindelig arbejdsdag.
Men noget indeni Lykke var forandret. Hun så på kunderne med andre øjne. Ikke bare som en kø, der skulle expedites hurtigt. Men som mennesker, hver med sin historie. Og man ved aldrig, hvad der rører sig i et andet menneske.
I morgen ville hun helt sikkert spørge Knud, hvordan det gik med katten og killingen. Om de havde det godt. Om hun kunne hjælpe.
Og aldrig mere skynde på ham.
To dage gik.
Lykke ventede på Knud. Kiggede mod døren, lyttede efter skridt i gangen. Men han kom ikke.
Og uroen voksede. “Hvad nu hvis der er sket noget? Hvad hvis han er blevet syg? Eller katten har det dårligt?”
På tredjedagen holdt hun ikke ud.
Hun spurgte naboerne efter adressen. Det viste sig, at Knud boede i naboblokken, på tredje sal.
Lykke købte en pose æbler og en pakke småkager – bare for anstændighedens skyld – og gik hen til ham efter arbejde.
Døren gik ikke op med det samme. Så hørte hun smaskende skridt, og på trappetrinnet stod Knud. Overrasket, forvirret.
“Lykke? Er det … dig?”
“Ja,” rakte hun posen frem. “Jeg ville se, hvordan du har det. Hvordan går det med katten og killingen?”
Den gamle mands ansigt lyste op i et smil. Så varmt, så ægte, at Lykke fik det bedre.
“Kom ind, kom ind!” Han trådte til side. “De har det fantastisk!”
Lejligheden var lille, beskeden. Gamle møbler, slidt tæppe. Men ren, hyggelig.
På vindueskarmen, på en foldet plaid, lå katten og sov. Ved siden af hende puslede killingen – allerede stærkere, pjusket.
“Se,” sagde Knud stolt. “Katten har jeg kaldt Misse. Og killingen – Tulle. Fordi den er så stille.”
Lykke gik hen, strøg forsigtigt Misse. Den åbnede det ene øje, spandt lidt og faldt i søvn igen.
“De er da nogle skønne,” sagde Lykke stille.
“Ja,” smilede Knud bredt. “Ved du hvad, jeg har været hos dyrlægen. Alt er i orden.”
Han talte og talte – om hvordan Misse den første nat gemte sig under sofaen og slæbte killingen med, og hvordan hun så vænnede sig til det, og nu møder ham ved døren, når han kommer hjem.
Da Lykke skulle gå, standsede hun på trappetrinet:
“Knud, du skal komme i butikken. Jeg venter.”
Han nikkede:
“Det gør jeg.”
Og tilføjede stille:
“Tak, Lykke. For alt.”
“Det er mig, der skal takke,” svarede hun. “Du er et godt menneske.”
Næste dag kom Knud igen til butikken. Som sædvanlig – langsomt, med indkøbsnettet.
Men denne gang mødte Lykke ham med et smil. Hun hentede en taburet fra lageret og stillede den ved disken:
“Sæt dig, Knud. Der er ingen grund til at skynde sig. Jeg har ikke travlt.”
Han nikkede taknemmeligt. Satte sig. Begyndte i ro og mag at vælge varer.
Og for første gang skyndte Lykke ikke på den gamle mand.
