Jeg mindes den gang, da Mærthe og hendes bror Anders stod med deres lille sommerhus ved Risskov Sø et hus, de havde købt for tre år siden, som for dem var et sandt fristed.
Mikkel, vi tager kun lidt med, pakkede han sig langsomt ud med et grin Mærthe, der stod i køkkenet, stirrede på gæsten med vantro. Hvordan kunne han så så frækt bede om deres hjemmebagte tærte og et par glas hindbærsyltetøj?
Mærthe havde i ugevis passet på, at tærten skulle blive perfekt, og hun havde gjort huset klar til deres ankomst. Men nu sad Mikkel, som hele ugen ikke havde løftet et eneste værktøj, i skyggen og krævede et takeawaymåltid.
Hun kastede et blik på Anders, som så ud til at overse sin brors opførsel.
Mikkel, er du ikke lidt for grådig? spurgte Mærthe forsigtigt, mens hun forsøgte at holde roen.
Hold nu op, Mærth! svarede han uden at vende sig om. Vi er jo familie, vi skal dele. Og her har du jo hele skabet fuldt!
En knude af irritation begyndte at vokse i Mærthe. Huset ved søen, som de havde kæmpet for at holde i stand, var i sommeren fyldt med tidlige morgenture, ukrudtslugning, bærplukning, hønsepasning og vinterforberedelser enhver hjælp var som guld.
Derfor lød Mikkels krav som en fornærmelse. Han så ikke eller ville ikke se al den arbejdskraft, de havde lagt i stedet. For ham var huset blot et gratis sommerresort, og Mærthe med Anders blev set som personalet.
Det hele startede for tre uger siden, da Mikkel ringede og foreslog: Kom forbi, hjælp med gården, og nyd lidt natur.
Mikkel og hans hustru Anne var byfolk helt til knoglen: fester, barer, biograf og weekendshopping i København.
Hjælpe? spurgte Mærthe med en let tvivl.
Jo, vi er jo familie! svarede Mikkel begejstret. Det er lettere for jer, og vi får frisk luft. Jeg har længe ønsket at plukke hindbær og varme et lille bad
Efter at have lagt røret på, sad Mærthe længe på verandahængekøen og gnubbede i sit forklæde. Hun kendte Mikkels karakter: han elskede at love, men handlede sjældent på dem. I sit hjerte vaklede hun, men Anders blev straks begejstret ved nyheden:
Måske kan vi samle noget bær, og så kan min bror også hjælpe med hegnet.
De næste dage gik som om Mærthe stod for at forberede et besøg af landets præsident. Hun vaskede sengetøj, strakte viskestykkerne, kørte til Aarhus for at hente frisk fisk, kød til grill, frugt og slik alt for at gæsterne skulle føle sig velkomne.
Måske går det bedre, hvis de hjælper lidt, tænkte hun, mens hun hængte de rene håndklæder op.
Da Mikkel og Anne endelig ankom, mødte hun dem med et smil, selvom tvivlen stadig lå i hendes øjne. De så afslappede ud, som om de lige var vendt tilbage fra et spaophold.
Endelig er vi her! udbrød Mikkel med brede arme.
Mærthe trak smilet op og bød dem ved bordet, hvor salater, varme tærter og kold kompot ventede på terrassen. De talte, grinede og udvekslede nyheder i omkring en halv time, hvorefter Anders forsigtigt fremlagde planen for de kommende dage.
I morgen begynder vi med at slå hø, så plukker vi bær. Der er meget at gøre, men sammen klarer vi det, sagde han.
Anne nikkede, men i hendes blik lagde Mærthe mærke til en smule forvirring; høslåning var som en fjern fremmedgørelse for hende.
Mærthe fangede dette blik og mærkede et forvarsel i brystet: Hjælpen kunne vise sig at være tom.
Den første dag gik som en fest. Mærthe forsøgte ikke at tænke på, at græsset stod i knæene, jordbærrene var begravet i ukrudt, og i skuret ventede spande med æbler.
Mikkel var i topform: han fortalte vittigheder højt, smaskede på frø, og praler med, at han var træt af byen og heldig at kunne flygte ud på landet. Anne posede i en ny sommerkjole foran solnedgangen, tog hundredvis af billeder af søen. Anders smilede hans bror var endelig hjemme, og han håbede, at arbejdet nu ville gå hurtigere.
Næste morgen begyndte stemningen at skifte. Mærthe vågnede ved gråbrødens skrig, trak sine gummistøvler på og gik ud i gården. Duggen glimtede på græsset, luften duftede af friskhed og hø. Kyllingerne kravlede omkring, søgte foder.
Hun skænkede korn, mens hendes blik gled mod vinduet i gæsteværelset, hvor gardinerne lå tunge og lukkede. Inden klokken otte havde hun allerede fodret fuglene, samlet en spand grønne agurker og vandet bedene.
Anders kom med en kop te og sagde:
Mikkel og Anne er taget til byen, der er noget hastigt.
Mærthe nikkede tavst, selvom en ubehagelig fornemmelse kradsede i maven. Hun havde håbet, at hjælperne i det mindste ville blive med til morgenmaden.
De vendte først tilbage ved aftenens skumring, solstrejfede og tilfredse. Mikkel tømmede bagagerummet for chips, sodavand og en pose med tørret fisk som om han havde udført en hel bedrift.
Mærthe, du har jo et lille sanatorium her! udbrød han, da han satte sig på en stol på verandaen. Alt klarer sig selv!
Den følgende dag voksede irritationen i Mærthe. Hun hogg græs alene, løftede tunge spande, vaskede gulve og lavede frokost, mens Mikkel lå i en hængekøje, bladrede i sin telefon og klagede over hovedpine.
Jeg tror, jeg har fået en forkølelse. Jeg holder mig i dag, sagde han.
Anne strakte sig på en strandhåndklæde ved vandet, tog selfies og postede med hashtags: #Landliv, #LivetsSkønhed, #NaturligFerie.
Dagene gik, og Mærthe blev mere udmattet og irriteret. Hun stod op klokken fem, gik i seng efter midnat, vaskede op og ryddede efter gæsterne.
Gæsterne tilbød aldrig at hjælpe de mente, at deres tilstedeværelse i sig selv var en gave.
Vi er jo til jer som gæster, sagde Anne, da Mærthe bad hende om at vaske op. Skal gæster jo ikke arbejde?
Fra det øjeblik blev Mærthes smil stramt, og hvert et ønske fra gæsterne føltes som et slag mod hendes tålmodighed. Langsomt gik deres gæstfrihed over i en brat grænse.
På den femte dag kunne hun ikke længere holde det indeni. Irritationen, som havde bygget sig op siden ankomsten, nåede sit bristepunkt. Hele dagen arbejdede hun i haven, ryddede bedene, bar vandespande, mens latteren fra verandaen lød, hvor Anne lå i en liggestol og snakkede med sine veninder.
Da Anders kom tilbage fra markerne, træt og støvet, stod Mærthe med et alvorligt udtryk.
Jeg kan ikke mere, sagde hun. De rydder ikke engang deres eget op! I dag bad Mikkel om at vaske hans skjorte, og Anne sagde, at morgenmaden bare skulle være en simpel en.
Anders nikkede, og de besluttede at trække gæsterne ind i morgendagens arbejde: Mikkel skulle endelig hjælpe Anders med at reparere hegnet, og Anne skulle tage sig af ukrudtslugning af jordbærrene.
Mærthe håbede, at de i det mindste ville forstå, at ferie er dejligt, men gården klarer sig ikke selv.
Mikkel, i morgen skal vi reparere hegnet, sagde Anders ved aftensmaden. Hjælper du?
Selvfølgelig, sagde Mikkel, mens han tyggede på en pølse og uden at løfte blikket fra sin telefon.
Det stod klart, at han var mere interesseret i beskeder end i jordens arbejde.
Næste morgen stod Anders tidligt op. Luften var frisk, duften af hø og dug fyldte hans næse. Han hentede værktøjet fra skuret, tjekkede brædder og søm, og bryggede en stærk te til sin bror, så de kunne starte dagen i fællesskab.
Han bankede på døren til gæsteværelset. Stilhed. Han bankede igen, højere. Kun en svag susen fra klimaanlægget svarede. Da han åbnede døren, var rummet tomt.
På natbordet lå et kort:
Vi er i byen, er tilbage om aftenen. Grillmad i aften!
Om aftenen kom Mikkel og Anne tilbage med poser fulde af kød, skum og tørret fisk. De grinede og talte om forfærdelige trafikpropper og varmen. Mærthe, udmattet, stod ved rækværket.
Vi aftalte at arbejde på gården, sagde hun.
Ja, ja, sagde Mikkel, mens han viftede med en pakke kød. I morgen hjælper vi helt sikkert! Jeg lover det.
Om morgenen på den syvende dag annoncerede han:
Vi må af sted med det samme. Så synd, at vi ikke nåede at hjælpe!
Han smilede, klappede hænderne sammen og sagde:
Mærthe, pak din signaturtærte og et par glas hindbærsyltetøj med på vejen. Det er bare fantastisk!
Rækken i Mærthes indre steg til et brøl af vrede. En uges hårdt arbejde tidlige morgener i haven, endeløs madlavning, vask, oprydning og pleje af utaknemmelige gæster endte i en endelig afvisning.
Vi vil ikke give jer noget, sagde hun, mens stemmen rystede. I har i en uge ikke gjort en eneste ting.
Mikkel frøs, overrasket over sine egne ører. Ansigtet rødmede, øjnene smalnede.
Sådan er I! råbte han, og stemmen brød ud i skrig. Hvordan kan man tale om gæstfrihed? Vi er jo kommet med hjerte!
Med hvilket hjerte? svarede Mærthe. I er kommet for at slappe af på vores regning! Jeg har arbejdet alene, mens I har ligget i hængekøjen og shoppistet i byen!
Anders, som normalt undgik konflikter, stod ved siden af sin hustru, lagde armen om hende og så Mikkel i øjnene. Roligt, men fast sagde han:
Mikkel, du lovede at hjælpe, men I har kun spist, drukket og klaget over varmen.
Hvad snakker du om, Anders! udbrød Mikkel. Vi er familie! Og du kræver betaling for mad! Skam over dig, bror!
Anne, der stod ved rækværket, sukkede højt, løftede armene mod himlen og gik mod bilen. Hun satte sig ind, smækkede døren i.
Vi tager af sted, Mikkel! råbte hun fra bilen. Her bliver vi ikke værdsat!
Mikkel vendte sig mod Anders og Mærthe, ville sige noget, men vinkede bare afvisende med hånden og gik hastigt mod bilen. Han smækkede bagagerummet, satte sig bag rattet og lukkede døren med et brag.
Hans ansigt var forvrænget af raseri, og i hans øjne glimtede forvirring og svigt, som om verden pludselig var blevet uretfærdig.
Han råbte over skulderen:
Sæt bare jeres tærter væk! Vi kommer ikke igen!
Da bilen forsvandt rundt om svinget, stod Mærthe og Anders tilbage på rækværket, lettede men udmattede af den følelsesmæssige storm.
Anders sukkede tungt og satte sig på trinnet.
Erfaringen er dyr, men lærerig, sagde han til Mærthe. Flere godeslignende gæster vil vi ikke have.
Mærthe nikkede, forstod at dette virkelig var en værdifuld lektie.
Om aftenen gik de en tur rundt på grunden, så på de opgaver, der stadig ventede: Hegnet skulle stadig repareres, jordbærrene ryddes for ukrudt, og høet var stadig ufuldstændigt. De vandrede langs stien, lyttede til aftenens lyde i haven. Mærthe indså, at træthed fra hårdt arbejde var mere behagelig end træthed fra andres påtrængende krævende holdning.
Senere i aften fyldte de badekarret med varmt vand og hældte te med hindbærsyltetøj i præcis den, som Mikkel så insisterende havde bedt om. De så ud over søen, og Mærthe mærkede, at deres lille hus igen blev deres stille verden.
Fremover vil vi kun byde gæster velkommen, som kommer med en håndspand, ikke med en telefon, afsluttede hun, og de lo sammen, idet de begge forstod, at det vigtigste i livet er gensidig hjælp og respekt.
