To uger havde Misse hvæset og kradset, uden at lade sin ejer komme nær den gamle sofa. Bodil havde næsten besluttet sig for at skille sig af med katten. Men da naboen hjalp med at flytte møblet, viste der sig noget bagved, der forklarede alt.
Misse havde aldrig været ond. Men den gamle sofa i den store stue lod hun ingen komme nær, og Bodil havde i to uger ikke kunnet forstå hvorfor.
Det startede med en lille ting. Morgen, køkken, duft af te og brændt brød. Bodil drak sin te færdig, tørrede hænderne i sit forklæde med solsikker og gik for at tørre møbler af. Hun rakte ud efter armlænet.
Katten hvælvede ryggen og hvæsede sådan, at Bodil foer tilbage og ramte en gulvlampe med albuen. På tre år havde de oplevet meget: spinden om morgenen, krævende mjav før mad, og sur tavshed efter dyrlægen. Men hvæs havde hun aldrig hørt før.
Så tog katten mærkbart på. Siderne blev runde, gangen tung og forsigtig. Bodil troede, hun havde overfodret den. Hun skar ned på portionen, hældte det overskydende tilbage i posen med raslende folie. Det hjalp ikke. Misse begyndte at slæbe stykker fra skålen hen bag sofaen, og en dag fandt Bodil et tørt stykke kylling bag benet, dækket af støv.
Der lugtede mærkeligt i hjørnet: surt, varmt, levende. Bodil satte sig på knæ og prøvede at kigge ind i sprækken mellem væg og ryg. Misse skød frem, lydløst, uden varsel. Hun stillede sig foran sprækken og stirrede med gule øjne, som om det dyreste i verden lå bag hende.
På håndryggen sad to tynde rifter.
Datteren ringede om aftenen, som hun plejede, i farten.
– Mor, hvad så med katten?
– Den hvæser. Har kradset mig i hånden. Man kan ikke komme nær sofaen.
Lykke sukkede. I røret lød hæle mod asfalt, en bil dyttede, en indkøbspose raslede.
– Jeg sagde jo. Skaf den af vejen, før den flår dit ansigt. Der er grupper på internettet, de finder hurtigt et nyt hjem.
Bodil tav. Fingrene klemte om dugens kant, så stoffet rynkede sig som en harmonika.
– Mor? Hører du?
– Ja.
– Du har ikke brug for alt det. Alene med den kat… Kom hellere til mig.
Hun lagde telefonen på bordet. I gangen sad Misse ved døren til den store stue, halen viklet om forpoterne, ryggen rank. Som en vagtpost. Og i alle de to uger var hun aldrig gået langt derfra: hun spiste endda hurtigere end normalt, som om hun havde travlt med at vende tilbage.
Efter samtalen åbnede Bodil telefonen og søgte efter det, datteren havde sagt. Grupperne dukkede straks op. Billeder af katte, tekster: “kærlig”, “vant til kattebakke”, “søger hjem”. Hun scrollede et minut. Så lagde hun telefonen med skærmen nedad, og halsen blev tør.
Inden sengetid gik hun hen til stuen. Misse lå ved sofaen og slikkede en pote, langsomt, grundigt, som om hun forberedte sig på noget vigtigt. Bodil satte sig på dørtrinet.
– Misse. Hvad gemmer du der?
Katten løftede hovedet, blinkede og fortsatte med at slikke sig.
Om natten sov Bodil ikke. Bag væggen raslede det, stilnede af og begyndte igen. En gang gled en tynd lyd gennem stilheden, som et pip. Bodil stivnede og lyttede. Det kom ikke igen.
Hun stod op og gik barfodet hen til døren. Gulvet var iskoldt, fra fodpanelet trak det december. Gadelygten udenfor kastede gule striber gennem gardinet, og i det ujævne lys så Bodil: Misse lå ikke på sin pude. Hun lå trykket op ad væggen, tæt ved sofaen. Maven hævede og sænkede sig regelmæssigt.
Katten hvæsede ikke. Den lå og så på Bodil gennem gadelampens strimmel.
Bodil vendte tilbage til soveværelset. På natbordet stod et foto af Viktor i en ramme af muslingeskaller, de engang havde hentet ved havet. Viktor smilede. Og Bodil tænkte: han ville ikke have givet katten væk. Han ville først have flyttet sofaen.
Om morgenen ringede hun til Egon fra underetagen. Naboens hænder kunne løfte et skab og reparere en vandhane. Han stillede ingen unødvendige spørgsmål.
– Sofaen? – gentog han. – Hvor skal den flyttes?
– Væk fra væggen. Jeg skal se, hvad der er bagved.
Han kom ti minutter senere, i ternet skjorte og tøfler uden strømper. Bag ham kiggede hans kone Tove, hun kunne ikke dy sig.
Misse gemte sig under køkkenbordet, da hun så fremmede. Bodil bemærkede: katten løb ikke ind i den store stue, som den plejede. Den blev i køkkenet. Pupillerne udvidede sig, så der næsten ikke var gult tilbage i øjnene, og poterne trippede nervøst på den kolde flise.
Egon tog fat i den ene side. Bodil i den anden. Benene skrabede mod parkettet, sejt og skarpt, og lyden fyldte lejligheden til loftet. Sofaen gik tungt, gammel, opsvulmet af tid. Støvet stod som en søjle og hvirvlede i morgensolens stråler.
Tove gispede først.
I hjørnet, på et gammelt uldent tørklæde, som Bodil havde mistet i oktober, lå der killinger. Fire. Små, blinde, med sammenpressede ører og lyserøde potepuder, så bløde at de kunne være på en fingernegl. De bevægede sig, gabte med tandløse munde, og der kom en duft af mælk, varm og tæt. Bodil fik en klump i halsen.
Hun satte sig på knæ lige på det støvede parket. Hænderne rystede. Hun rakte fingrene ud mod den røde killing med en hvid stjerne i panden, og den stødte næsen ind i hendes håndflade. Hånden var kold, men killingen som en lille ovn.
– Der har du den onde kat, – udåndede Egon, mens han satte sig på hug ved siden af.
Tove vendte sig mod køkkenet. Misse stod i døråbningen og rørte sig ikke. Hun så ikke på menneskene. På killingerne.
Da forstod Bodil det hele på én gang. Hvæset og maden bag sofaen, den svulmende mave og de søvnløse nætter ved væggen, da man troede, katten bare var “speciel”. Og tørklædet. Det samme uldent tørklæde fra entreen, som Bodil svøbte om sine knæ om aftenen. Misse havde selv taget det, bredt det ud i hjørnet og bygget en rede.
Katten kom langsomt, på bløde poter. Den snusede til Bodils hånd, stødte næsen mod fingrene. Og lagde sig ved siden af killingerne, trak dem til sig én efter én.
Tove gik stille ud og kom tilbage med en skål lunt vand. Hun stillede den på gulvet uden at sige et ord. Egon rejste sig, så ned på Bodil og tav også. Der var intet at sige, alt lå allerede på tørklædet.
Om aftenen ringede Lykke igen.
– Nå, mor? Har du tænkt over katten?
– Ja, – sagde Bodil. Stemmen var anderledes, rolig og varm, som det tørklæde der var dukket op på det mest uventede sted. – Der er fem af dem nu.
Der blev stille i røret. Så lo datteren, kort og forvirret, og Bodil smilede for første gang i to uger.
Og Misse lå på tørklædet, og fire blinde killinger søgte efter hende med næserne i mørket, stødte ind i den varme side. Hun spandt ikke. Hun trak vejret roligt og dybt.
Det var nok.
Bodil lukkede døren til den store stue, men ikke helt. Hun lod en sprække stå.
Misse skulle jo ud.
