Kære dagbog,
I dag gik alt op i en højere ende, og jeg følte mig som en gammel eg, der knækker under vægten af andres forventninger. Det hele begyndte, da min søn, Kasper Jensen, stod i døren med et brev i hånden og sagde: Hvordan kan du overhovedet tænke på at sælge?! udbrød jeg, mens jeg så på ham med øjne, der søgte svar. Hvor skal jeg bo? På trappen? På stationen? Har du besluttet at give mig et plejehjem for ældre?
Mor, hvorfor starter du igen sukkede Kasper med den træthed, kun en søn kan have, når han må bære sin mors byrde.
Skal du virkelig tilbyde mig en kasse fra vaskemaskinen? gik min stemme op i toneleje. Har du mistet forstanden, Kasper?!
Skæld mig ikke. Jeg vil blot tale om mulighederne
Hvad er der at tale om? Et hus er ikke en genstand, man kan smide ud, når livet er svært! jeg rejste mig hårdt fra bordet. Jeg er født her, du er vokset op her. Og du du har besluttet at sætte det hele til salg!
I det øjeblik bankede døren på, uden at nogen slog på, og vores nabo, Lise Vestergaard, trådte ind.
Sofie! Hvor sidder du fast som om du er begravet? Du sagde selv, at du i år ville så alle bedene. Efter den hårde vinter stod du næsten på knæ! Hvor er dine planer for haven?
Lise, jeg har prøvet, ærligt jeg sænkede blikket. Spireknopperne er først lige kommet frem, men mine hænder er for svage til at ødelægge dem
Du behøver ikke ødelægge noget! Jeg gav dig for en måned siden telefonnummeret til Jens, landmanden fra Lemvig. Han ville have vendt din mark på hovedet og gjort den grødigt gylden! Så du kunne så noget brugbart i stedet for kun roser i dine år
Kasper sagde, at måske venner skulle komme om sommeren. Grill, bål. Men jeg har kun syrener og roser
Dine roser er kun en undskyldning! De sidste fem år har din søn kun vist sig med øl i hånden, aldrig med en grill.
Han har travlt. Så mange forpligtelser
Husker du vinteren, da sneen lå så dybt, at der hverken var mad eller medicin? Det var godt, at jeg kom forbi. Hvor var din arbejdssomme søn? Ikke engang at ringe!
Han kommer altid, når jeg kalder
Sofie, du er som en ung pige, du tror og venter. Tiden går. Du skal tænke med hovedet, ikke kun med hjertet. Du har brug for bed i stedet for rosenbuske!
Jeg overvejede måske at så en ny bed, hvor syrenerne allerede har spiret
Sådan er det, og så er din datter?
Som altid. Kasper snakker af og til med hende fødselsdage, nytår det er alt, der foregår.
Jo oftere Kasper kommer, jo færre bekymringer har du. Jeg vil ikke kede dig, men fremtiden ser kun stille ud
Jeg voksede op i den lille landsby Bjergeby, tæt på Aarhus. For tyve år siden mistede jeg min mand i en trafikulykke, og siden da har jeg været alene med vores børn. Min første datter, Jytte Andersen, var en hurtig lærect, gik tidligt i gang med at vaske og lave mad. Kasper kom først, da jeg var over fyrre et løft i en svær tid. Femtiden mellem dem mærkede jeg i deres forskellige opvækster.
Jytte flyttede ud først.
Mor, jeg vil gifte mig.
Med hvem? Med den Rasmus fra landsbyen? Jeg tillader det ikke! Han har hverken fag, uddannelse eller kultur!
Det er mit liv, mor. Jeg er allerede atten.
Har du set hans liv? Det er som en fedtet gryde, ingen ånd kan leve i!
Det er ikke udseendet, han er god og klog. Han har fået et job i byen.
Og du vil følge ham? Hvad med mig?
Jeg vil studere og bo selv.
Jeg græd, bad, men Jytte samlede sine ting, sprang ud af vinduet, og forsvandt uden et brev eller et opkald. Kun lejlighedsvis hørte jeg rygter gennem bekendte.
Kasper boede i mange år sammen med mig. Han anlagde en terrasse med en pergola, en gynge, en grill og en græsplæne. Ingen bed, ingen kartofler.
Mor, hvorfor har du brug for bed? I Bjergeby har vi nu en købmand med alt fra kartofler til grøntsager. Hvorfor bøje din ryg?
Det er vores tradition at have vores eget
Det var engang! Vi lever i det 21. århundrede!
Jeg gik med på hans idé. Vi levede beskedent, men hyggeligt. Kasper kom med mad, medicin og tog mig til lægen. Så mødte han en pige, Marina, og gifte sig. Jeg tog hende imod, men vores personligheder klikkede ikke, og jeg skjulte min foragt for landlivets enkelhed og især min svigermor.
Ved hans næste besøg, som altid, omfavnede han mig, lagde mad på bordet og sagde:
Mor, jeg vil tale. Jeg har en idé Den er meget profitabel.
Igen forretning?
Mor, i Bjergeby køber folk jord! De vil bygge et lille villaområde med infrastruktur og alt, hvad man behøver. Hvis vi sælger dit hus med grund, kan du købe en fin enværelseslejlighed i Aarhus, og jeg får kapital til nye projekter.
Vent Hvad med mig? Hvor skal jeg bo?
Mor, lad være med at blive vred. Vi kan overveje et plejehjem eller leje en lejlighed et andet sted. Ikke på gaden!
Du vil have mig i en lejlighed? I en gård, hvor hver en stensort er vores fælles arv? Er du gal? Det er vores families hjem!
Mor, det er bare et hus. Gammelt, ubehageligt. Så længe prisen holder, skal vi sælge.
Aldrig! Jeg knugede mine næver. Så længe jeg lever, vil huset stå. Jeg vil ikke nævne dig i mit testamente!
Kasper greb nøglerne, gik ud uden at sige farvel.
Jeg gik ud i gården. På blomsterbedet stod rosenbusken i halvblomst. I den ene hånd holdt jeg en skovl, i den anden en økse. Jeg ville grave rosenbusken om til grøntsager, men kunne ikke flytte den.
Kom du nu? lød Lises stemme fra bag hegnet.
Jeg har ikke kræfter. Hverken i hænderne eller i sjælen.
Det er for sent! Sesongen er spildt. Og din Kasper, måske vender han aldrig tilbage.
Hvad vil du foreslå?
Tænk klart. Få styr på alt, så kan du få en lejlighed i Aarhus. Lægehuset tæt på, butikker, varme, naboer. Civilisation.
Jeg lå vågen hele natten, gik i mine tanker. Om morgenen steg jeg på bussen til Aarhus for at mødes med Kasper. Jeg ville forhandle i fred.
Jeg gik op på tredje sal, stod ved døren, og hørte en stemme fra indersiden:
Vilde, hun vil ikke sælge! Stædig som en bulldozer!
Så gå som lastbærer! Hvem skal jeg dele min forretning med? Vi er på randen, og du drømmer! Lad huset i Bjergeby gå til grunde!
Jeg stod fast, bankede på døren med vrede.
Mor? svarede Kasper.
Tak, min søn, for at gøre mig til dit begravelsessted! min stemme vaklede. Jeg kom for at tale, forsones. Men nu ved du: Jeg vil ikke sælge! Aldrig! Jeg vil hellere begrave mig i jorden end overgive mig til dit forretningsliv!
Mor
Gå væk med din dæmon! Lad hendes forældre sælge deres lejligheder! Mit hus er mit, rør det ikke!
Jeg vendte mig om og gik ud. Natten tilbragte jeg på stationen, om morgenen gik jeg hjem igen. Tre dage lå jeg i sengen, indtil jeg samlede modet og greb øksen, men den kunne ikke røre rosenbusken.
Om morgenen bankede nogen på døren.
Hvem er der?
Mor, det er mig. Jytte.
Jytte?! jeg frøs. Min datter
Mor, hvordan har du det?
Sådan min stemme knækkede.
Kasper ringede. Han sagde, du er skør, du vil ikke sælge huset. Jeg sagde til ham: gå væk! Han troede, du allerede var færdig Men jeg forstod, tiden er inde til at vende tilbage.
Datter men hvad med os
Hvornår var det? Jeg har tre børn nu. Og jeg forstår dig så godt!
Børn?
To døtre og en søn. Rasmus er nu slank, dyrker sport, arbejder i IT.
Og du?
Vi kommer på weekend. Jeg bringer mad, alt hvad du behøver. Vi er tæt på nu, mor.
Bed?
Du behøver ikke længere bed. Du har nu børnebørn.
Jeg brød sammen i gråd og holdt Jytte i armene. Jeg kan mærke, hvordan årerne i mit liv har knækket, men også hvordan nye rødder forsøger at finde jord. Jeg ved ikke, hvad fremtiden bringer, men jeg har mindst én ting: min families hjerte slår stadig i den gamle Bjergebyhytte.
Kærlig hilsen,
Sofie Andersen.
