Den eneste dom i familien blev afsagt af den ældste datter Sølvi. Hun var så kræsne med sin kommende mand, at hun aldrig kom i ægteskab, og ved tredive var hun blevet en bitter mandehader, en slags maveulcus, en mandes mareridt i levende live.
Lykke, siger hun, som om hun havde påtalt sig ordet. Den yngste, Mette, en rund og munter kvinde, grinede anerkendende. Mor holdt mund, men på hendes dystre ansigt stod det klart, at svigerdatteren ikke var hendes smag. Hvad skulle hun så kunne lide? Den eneste søn, familiens søjle og håb, var gået i militæret og kom tilbage med en hustru. Og denne såkaldte hustru havde hverken far eller mor, hverken penge eller baggrund. Ingen ved, om hun voksede op på børnehjem eller i slægtens kælder. Tolkes som en gåde.
Jens, sønnen, gemmer sig bag jokes: Bare rolig, mor, vi får vores formue snart. Så taler du med ham, den store lortebuk. Hvem har han nu bragt ind i huset? Måske en tyv, en svindler man ved aldrig med de nye svigerdøtre i dag!
Lykke, som hun hed fra den dag hun trådte ind, har ikke sovet en eneste nat. Hun slumrer med halvt lukkede øjne og venter på, at den nye slægtning skal rotere rundt i skabe og hylder. Datterne presser hende: Du skulle jo have gemt de værdifulde ting, mor, som en slags skat. Hvem ved, om det er en pels, en smule guld eller en gammel vikingekæde? Man frygter, at en morgen kan alt forsvinde.
Jens bliver også slået i hovedet: Hvem har du egentlig bragt hjem? Hvor har du set dem? Hvad med dit ansigt? Men der er intet at gøre; livet må leves. Så de giver Lykke en plads ved bordet.
Huset er stort, med en have på tredive mål, tre små grise i staldet, fugle som fylder himlen. Alt arbejde vil aldrig blive færdigt, men Lykke klager ikke. Hun maler, passer grisene, laver mad, holder huset rent alt for at behage svigermoren. Men så længe moderens hjerte ligger tungt, kan selv guld falme. Den uønskede svigerdatter, fuld af bitterhed, sagde første dag:
Kald mig ved fornavn, så er det bedre. Jeg har allerede sine egne døtre, og du vil aldrig blive som dem.
Siden da kalder hun hende kun Lykke, og moder kalder hende ikke svigerdatter overhovedet. Der skal gøres noget, sagde hun. Ikke mere skyde vand i en brønd. Men de andre svigerdøtre får ingen fred; hver sætning bliver lagt i snor. En gang måtte mor selv holde sine døtre tilbage, ikke af medlidenhed, men for at holde huset i orden. Lykke viste sig at være flittig, ikke doven, greb enhver opgave. Så langsomt gik moderens hjerte i opløsning.
Måske kunne livet have fundet ro, men Jens var på vildspor.
Hvem kan holde ud at blive trukket i to retninger fra morgen til aften? Hvem giftede du dig med? så spurgte den ældste datter. Således blev Jens introduceret til en veninde, og balladen gik i gang. Svigerdatteren fejrede sin sejr: nu skulle den hade Lykke endelig forsvinde. Mor holdt mund, mens Lykke lod som om intet var sket, kun med sløve øjne. Så kom de to nyheder som et tordenvejr på en stille sommerdag: Lykke ventede barn, og Jens ville skilles fra hende.
Det må ikke ske, sagde mor til Jens. Jeg har aldrig sat dig som svigermor.
Men hvis du er gift, så lev med det! Du bliver snart far. Hvis du roder i familien, smider jeg dig ud, og jeg vil ikke kende dig. Så vil din bror Bo blive her.
For første gang i hele livet sagde mor Lykke ved navn. Søstrene blev målløse. Jens rødmede: Jeg er mand, jeg bestemmer! Mor løftede armene i en latter: Hvilken mand er du? Du er kun bukser på. Først får du et barn, så opdrager du det, så bliver du en rigtig mand!
Mor gik aldrig i baghånd for et ord, men Jens var stadig sin mors lille dreng.
Hvis han havde en plan, gik den i luft. Han gik ud af huset, mens Bo blev hjemme. Efter et stykke tid kom barnet, en lille pige, som han kaldte Liva. Mor så på hende og sagde ikke noget, men hendes ansigt lyste af glæde.
Udefra så intet ud til at have ændret sig, men Jens havde glemt vejen hjem. Han blev sur. Mor bekymrede sig, men skjulte det. Hun elskede børnebarnet, forkælede hende med gaver, slik, alt. Bo, derimod, bar på en hævn, for han havde mistet sin søn gennem hende. Men hun sagde aldrig et ord imod ham.
Ti år gik. Døtrene slog bryllup, og i det store hus blev kun tre tilbage: mor, Bo og Liva. Jens meldte sig til forsvaret og flyttede nordpå med sin nye kone. Bo fik besøg af en pensioneret officer, en seriøs mand i sine sene år, som delte sin lejlighed med Bo. Han havde fået en pension, var en god svigersøn, men Bo spurgte sig: Hvor skulle han tage ham? Til svigermor?
Han forklarede alt, bad om tilgivelse, og gik derefter for at bøde til mor: Lykke, jeg elsker Bo, jeg kan ikke leve uden hende.
Mor rystede ikke et øje.
Elsker du? Så skaf dig et liv sammen.
Hun holdt kort efter:
Jeg vil ikke have dig til at flytte Liva omkring. Bo, du kan bo her hos mig.
Så boede de alle sammen. Naboerne talte, at den tosse Lykke havde jaget sin egen søn ud, men tog den nye svigerdatter med. Kun en dovne svigermor vaskede de knogler for Lykke. Hun ignorerede sladder, talte ikke med naboerne, holdt sig stolt og afsondret. Bo fik en lille pige, Katja. Mor kunne ikke lide sin barnebarn, men det var ikke så vigtigt.
En dag blev Bo alvorligt syg. Hendes mand faldt fra hinanden, drak sig selv i søvn. Mor, uden ord, tog alle penge fra sparebøtten og kørte Bo til København. Hun skrev ud på alle slags recepter, viste hende til alle læger. Intet hjalp.
Om morgenen gik det lidt bedre, og Bo spurgte om kyllingesuppe. Mor skar en kylling, skrællede den, kogte den. Da hun bragte suppen, kunne Bo ikke spise den, og for første gang græd hun. Mor, som aldrig før havde grædt, græd med hende:
Hvorfor, barn, forlader du mig, når jeg elsker dig?
Hun tørrede tårerne, sagde:
Bekymr dig ikke om børnene, de forsvinder ikke.
Hun græd ikke længere, holdt Bo i hånden, kærtegnede og bad om tilgivelse for alt, der var sket.
Endnu ti år gik. Liva skulle giftes. Sølvi og Mette kom, ældre, rynket, men ingen af dem havde fået børn. Familien samledes, og Jens kom. Han og hans ekskone var allerede splittet. Han drak kraftigt og så den smukke Liva, og glædede sig. Men da han hørte, at hun kaldte sin far den anden mand, blev han mørk og satte skylden på mor: Du har bragt en fremmed ind i huset, lad ham rydde op. Jeg er far!
Mor svarede:
Nej, min søn. Du er ikke far. Du er stadig den dreng, du var, med bukser på.
Hun sagde med fast stemme. Jens kunne ikke bære ydmygelsen, pakkede sine få ejendele og forlod igen. Liva giftede sig, fik en søn, som hun navngav Alexander til sin adoptivfar. Bo blev begravet ved siden af Bos mor sidste år.
Så ligger de på rad svigerdatter og svigermor og mellem dem er der i foråret spiret et birketræ. Hvor kom det fra, ved ingen. Det er som et farvel fra Bo, eller en sidste undskyldning fra mor.
Nina Røsen, Verden.
