Naboerne grinte ad viceværten Karl Hansen, da han begyndte at fodre en hjemløs kat ved opgangen. Den lagde sig hver dag foran den samme dør. Ingen spekulerede på hvorfor.
Karl fejede gården fra klokken seks om morgenen, som han altid gjorde. Kosten skrabede mod den våde asfalt, og lyden var for længst blevet et vækkeur for de første tre etager. Bladene duftede surt og koldt, selv om det var april.
Katten sad på nederste trin.
Trefarvet, mager. Pelsen var filtret om flankerne, og ribbenene stod frem, selv på afstand. Den stirrede på Karl med grønne øjne og åbnede munden lydløst, som om den mjavede, men nogen havde skruet lyden helt ned.
Han standsede og stillede kosten mod væggen. Satte sig på hug og mærkede knæene knage i morgenkulden.
– Hvor kommer du fra?
De grønne øjne blinkede. Munden åbnede og lukkede sig uden lyd.
Næste morgen sad den samme sted. Og dagen efter. Karl hentede en aluminiumsskål hjemmefra og rester af gårsdagens kylling. Katten spiste langsomt, med flade ører, som om den ventede et baghold. Efter maden blev den siddende.
Den gik op ad trappen og lagde sig foran døren til lejlighed 12. Netop 12, ikke 13 eller 10.
På tredjedagen opdagede Karl vanen. På femtedagen holdt han op med at kalde det tilfældigt.
Lærke fra fjerde sal kom ned mandag med en skraldepose og standsede ved synet af skålen.
– Karl, har du startet en restaurant til den?
– Jeg fodrer den, sagde han med et skuldertræk og fortsatte med kosten.
Lærke gav sig ikke.
– Det er jo det, det begynder med. Lopper, skidt, hår over det hele. Familien på tredje har en lille baby, har du tænkt på det?
Hun talte højt og selvsikkert, og parfumen overdøvede selv lugten af våd asfalt. Røde negle glimtede, da hun skiftede greb om posen.
Torben fra anden sal stod og røg under skuret i joggingbukser. Han grinte gennem røgen.
– Karl, du er da en ægte kattehvisker. Måske giver den dig lottotal?
Karl tav et øjeblik. Så sagde han lavt, til ingen bestemt:
– Den kat kom ikke tilfældigt.
Lærke fnøs. Torben tog et dybt drag og pustede langsomt ud, med blikket et andet sted.
– Filosof, mumlede han og gik op.
Kosten skrabede videre. Katten lå ved døren til lejlighed 12 med sammenfoldede poter og stirrede uafbrudt på dørtærsklen. Tavst.
Jytte i lejlighed 12 boede alene. Hun var over halvfjerds, præcis alder vidste ingen, for hun fejrede ikke fødselsdag og inviterede ikke gæster. Lav, tør, altid med blåt tørklæde og en slidt grå frakke.
Før i tiden gik hun ned hver morgen efter brød. Karl så hende gribe gelænderet med begge hænder og sætte foden forsigtigt på trinnet, som om hun testede is. Hun kom tilbage med et franskbrød i pose og en kartoffelmælk. Nogle gange nikkede hun, andre gange gik hun tavs forbi.
Han prøvede at huske, hvornår han sidst havde set hende. To dage siden. Eller mere.
Efter sin kones død opdagede Karl, at han lyttede efter andres døre. Fire år med den vane.
På anden sal standsede han foran døren. Malingen nederst var skrællet af til træet. Bag døren var der stille.
Katten sad ved hans fødder og stirrede på døren uden at blinke.
Onsdag stødte han på Lærke på trappen.
– Har du set Jytte for nylig?
– Hvem? Nå, fra 12, sagde Lærke og rettede håret. Nej. Hun holder sig jo for sig selv. Måske er hun rejst.
– Hun har ingen familie.
– Nå, ja, sagde Lærke og bredte armene ud. Så kommer hun bare ikke ud. Det er jo stadig koldt.
Udenfor var der fjorten grader. Karl argumenterede ikke. Lærkes hæle klaprede ned ad trappen, og parfumen døde hen i opgangen.
Han gik tilbage til døren. Bøjede sig og lagde øret mod sprækken. Intet. Eller næsten intet.
Katten gav lyd. For første gang. Lavt, hæst, som om struben havde glemt, hvordan man gjorde, men forsøgte. Et svagt mjav, mere et åndedrag.
Karl satte sig på hug og strøg hånden over dens ryg. Ribbenene taltes som pinde i et gammelt hegn.
Katten flyttede ikke blikket fra nøglehullet.
Han bankede på morgen og aften og midt på dagen. Ingen åbnede.
Torben stod og røg på reposen og så til.
– Karl, altså. Gør dig ingen bekymringer. Gamle mennesker har ikke altid lyst til at snakke. Min mormor låste sig inde i en måned engang; det viste sig, at hun så en tv-serie.
– Jytte har ikke noget tv.
Torben tav, mumlede noget uforståeligt og forsvandt ind ad sin dør.
Næste dag vaskede Karl gulv på stueetagen, da lyden kom ovenfra. Ikke et mjav.
Den våde klud faldt ud af hånden og landede på trinnet.
Han løb op, to trin ad gangen.
Katten stod foran døren til lejlighed 12.
I lejlighed 13 klikkede en lås, og en nabo kiggede ud.
– Hvad sker der?
– Ring efter ambulancen, sagde Karl uden tøven. Og efter brandvæsenet. Døren skal brydes op.
– Hvad, det kan man da bare ikke…
– Ring. Nu.
Hænderne var våde af kluden. Han tørrede dem af på jakken; lappen ved albuen blev gennemblødt.
Låsen blev brudt op efter tyve minutter. Døren gled op med en tør knirken, og tung, indelukket luft slog ud på trappen. Karl gik først ind.
Jytte lå på gulvet i gangen mellem køkkenet og stuen. Tøflen fra venstre fod stod op mod væggen, som om den var sat der med vilje. Ved siden af lå tørrede glasskår, og på linoleummet var en hvidlig plet fra vand, der var fordampet. Telefonen stod på kommoden i stuen. Halvanden meter fra den udstrakte hånd. Halvanden meter var for langt.
Lægerne sagde senere: brækket lårbenshals, dehydrering. Endnu et døgn, og de var kommet for sent.
Da de bar hende ned på båren, var Jytte ved bevidsthed. Sprækkede læber, sløret blik, gråt ansigt. Men hun så ikke på lægerne eller naboerne. Hun så på katten, der igen sad tavs på nederste trin. Munden halvåben. Ingen lyd.
Fingrene på tæppet bevægede sig næsten umærkeligt.
– Karl, hviskede hun. Fodr den. Vær sød.
Struben snørede sig sammen; han kunne kun nikke.
Ambulancedørene smækkede, blinket farvede gården rød-blå, og så kørte den. Lærke stod ved siden af med hånden for munden. Torben sad på bænken med albuerne på knæene.
Om morgenen gik Karl ud i gården klokken seks, som altid.
Skålen ved opgangen var fyldt. Ved siden af stod en anden skål, grøn, af plastik, tydeligvis fra nogens køkken. I den var der rent vand.
Han så op mod de mørke vinduer. Intet lys. Men på femte sal knirkede en ventilationsluge.
Kosten skrabede vaneagtigt mod asfalten. Ti minutter senere kom Lærke ud. Uden makeup, i en jakke over natkjolen. Hun standsede på trappen og stod stille, så på katten, der spiste fra skålen.
Hun stod et øjeblik. Bøjede sig og strøg hånden hen over den filtrede ryg. Hurtigt, næsten i smug.
Og gik videre til skraldespandene uden at se sig tilbage.
Torben kom senere ned med et ternet tæppe rullet sammen.
– Karl, hostede han. Her. Hvis den om natten… jamen, koldt. Det er gammelt, men jeg har vasket det.
Lagde det på trappen og gik, uden at vente på svar. Karl bredte tæppet ud på trinnet. Katten snusede til stoffet, trampede lidt med poter, rullede sig sammen og lukkede øjnene.
I gården duftede der af våde blade og noget andet.
Skålen stod ved opgangen, fyldt med mad. Og ingen grinte længere.
