Rasmus, vi har en pige på 3500 kr! udbrød Gitte i røret med en strålende stemme.
Jeg stod udenfor fødeklinikken på Amager og vinkede til min kone, der holdt den lille i armene.
Vi har en datter. Jeg er far! Gitte, men vi havde jo lovet hinanden en dreng!
Der faldt stilhed i linjen, så kom Gittes stille svar:
Måske har de blandet noget sammen
Jeg vendte mig væk og gik forbi de glade fædre, der malede kærlighedserklæringer på fortovet og sluppet balloner op i himlen, forbi de pyntede biler og de samlede slægtninge, der stod omkring dem.
Jeg havde altid drømt om en søn, en arving, en fortsættelse af slægten. Mens Gitte gik rundt i sin gravide periode, tegnede jeg forestillinger om vores fremtid: her spiller vi bold på gården, dér sidder vi ved søen med fiskestænger, fører fælles mændsamtaler og bringer mor en stor fangst, og om aftenen samles vi alle omkring bordet, fortæller om dagens hændelser, mens min søn sidder ved min side – min stolthed.
Gitte havde haft svært ved at blive gravid; vi kørte til undersøgelser hos en anerkendt læge, næsten en videnskabsstjerne, men først fem år senere kom hun med den glædelige nyhed.
Rasmus, du?
Jeg hørte en stemme bag mig, vendte mig om det var Poul, min gamle studiekammerat.
Hvor mange år er gået, hvor mange vintre, hvordan har du det?
Jeg er kommet på min mors side, er blevet lidt syg, har brug for hvile. Hun står her alene; min far er allerede væk i fem år. Hvordan går det med dig?
Jeg er lige fra fødeklinikken, min kone har lige født en datter.
Tillykke! Hvorfor er du ikke glad?
Poul smilede.
Jo
Han så sig omkring, og da han så caféen et par skridt væk, inviterede han mig indenfor for en snak.
Så du har ventet på en dreng? Vi alle venter på drenge, arvinger, det er normalt. Jeg var selv klar til at blive far til en søn, men min kone kom med en datter.
Hvordan går det med jeres? Kom hun med jer?
Poul sænkede blikket og blev tavs, så han løftede øjnene og så på mig med et udtryk, som om hele universets melankoli lå i hans blik.
Jeg er alene, har ingen familie længere. Rasmus, dette er ikke det rette tidspunkt du har din glæde.
Hvad er der sket?
En ulykke jeg vil ikke tale om det. Jeg har været alene i et år, overvejer at flytte hjem til min mor, finde nyt arbejde, renovere lejligheden.
Vi sad længe og mindedes studietiden, fælles bekendte, delte fremtidsplaner. Jeg gav ham mit nummer og sagde, at han kunne ringe når som helst, dag eller nat.
Næste morgen gik jeg med en stor buket af Gittes yndlingspæoner og en knippe balloner forbi fødeklinikken.
Gitte!
Jeg råbte, da jeg hørte hendes stemme i røret.
Undskyld mig! Jeg er så glad for vores længe ventede pige! Hvem ligner hun mest?
Dig, Rasmus, så fin som dig!
Virkelig? Jeg følte mig i går som
Du behøver ikke sige noget, jeg forstår alt
Min kone afbrød mig.
Rasmus, pigen er sund og rolig, spiser og sover, og selv i drømmene smiler hun. Vi får snart udskrevet hende, du vil se med egne øjne.
P.S.
Vi fik aldrig flere børn; fødslen var hård, og eftervirkningerne påvirkede hendes helbred.
I tyve år voksede vores datter, Lærke, til en klog og smuk ung kvinde, vi elsker og er stolte af. Poul blev hendes fadder.
Jeg vil altid takke ham for den samtale, der åbnede mine øjne og lærte mig at sætte pris på og elske alle dem, der nu er ved min side.
