Jeg husker det så tydeligt, at det kunne have været en drøm: vores lille brugs i Ravnsbjerg, som alle bare kaldte Brugsen. Børnene i sognet gik derover for at købe karameller eller småkager. Jeg fik sjældent penge til slik. Som regel rakte mor mig et par mønter i smug, når Steffen ikke kiggede.
Min veninde fra nabogården plejede altid at kigge ind ad vinduet, før vi gik ind. Hun skulle tjekke, om min far var der. Hvis Steffen sad henne ved disken, vendte jeg om og gik hjem, for jeg vidste, at han ikke ville bryde sig om at se mig. Men hvis det i stedet var onkel Niels fra nabogården, der stod der, skiftede billedet fuldstændig.
Han opdagede mig altid, før jeg fik sagt hej, og smilede så hjerteligt, at hele hans ansigt lyste op. Han råbte hen over disken til Dorte, at hun skulle finde den største chokoladebar, hun havde. Han sagde altid, at han selv betalte, og trak sin tegnebog op af lommen.
Dorte spurgte ham engang, hvorfor han så tit købte slik til Rigmors datter, når andre børn bare fik vejet hundrede gram almindelige bolsjer op. Onkel Niels trak på skuldrene og sagde, at han bare syntes synd i et barn, der sjældent fik sådan noget. Dorte sagde ikke mere, for for hende var dagens omsætning i kassen det eneste, der talte.
Der var aldrig rigtig fred i vores hjem. Steffen kunne ikke fordrage mig, og jeg mærkede det fra barnsben. Han kunne blive rasende over den mindste bagatel: et par sko, der stod skævt, en tallerken, der ikke var skrubbet godt nok, eller bare mit blik. Når han hævede stemmen, stillede mor sig altid mellem os. Hun dækkede mig med sin krop og bad ham tage det roligt og lade barnet være. Så blev han endnu mere ophidset og sagde, at hun havde slæbt hvem ved hvad ind i huset og nu endda vovede at sætte sig op imod hans ord. Jeg forstod ikke alle ordene dengang, men jeg var bange for mor.
Mors skønhed var kun tilbage på et par gamle billeder, hun havde gemt i en trææske i bunden af klædeskabet. Der smilede hun, og hendes ansigt så lyst og glædeligt ud. Mange kvinder på hendes alder i landsbyen så stadig godt ud, men mor visnede tidligt. Årsagen var familielivet.
Steffen fandt altid noget at brokke sig over, selv når alting var gjort perfekt. Vores naboer undrede sig ofte og kunne ikke forstå, hvad fanden han egentlig manglede. Han havde en stor, velholdt gård, et ordentligt hus og pænt omkring sig. Jeg fik rene topkarakterer i skolen, opførte mig eksemplarisk og kom senere uden problemer ind på Aarhus Universitet. Mor modsagde ham aldrig og udførte tavst alle hans anvisninger for at undgå endnu et skænderi.
Da jeg endelig rejste for at studere, følte jeg en enorm lettelse. Men i byen kunne jeg ikke lade være med at tænke på mor, der var blevet helt alene. Når vi talte i telefon, eller når jeg kom hjem i weekenden, spurgte jeg ofte, hvorfor Steffen opførte sig sådan mod os. Jeg sagde det ligeud: Jeg mærkede ikke en dråbe kærlighed fra ham, og jeg troede, at han heller ikke elskede hende. Mor sænkede bare blikket og skiftede emne. Hun sagde, at han havde en svær karakter, at man måtte vænne sig til det, og at det hele nok ville blive bedre med årene. Hun bad mig ikke tænke på det, men koncentrere mig om uddannelsen.
Da jeg var færdig med universitetet, besluttede jeg mig for ikke at vende tilbage til sognet. Jeg fik arbejde som økonom i en stor virksomhed i Aarhus og fik et lille kollegieværelse. Det var mit eget sted, hvor ingen kunne bestemme over mig. Det var der, jeg mødte Jens. Han var også ung specialist og arbejdede samme sted. Vi stødte på hinanden i frokostpausen, begyndte at spise sammen og gik ture i byen efter fyraften.
Da Jens efter et års bekendtskab friede til mig, var jeg lykkelig. Jeg så allerede for mig det hvide bryllup, en smuk kjole, og hvor glad min mor ville blive. Jeg håbede, at nyheden måske kunne blødgøre Steffen og få ham til at vise en smule faderlig varme.
Den følgende weekend kørte jeg hjem for at fortælle dem det personligt. Vi sad ved middagsbordet, og jeg sagde roligt, at jeg skulle giftes. Mor brød ud i glædestårer, og hendes øjne fik et skær, jeg ikke havde set i årevis. Hun begyndte straks at tale om forberedelser. Steffen sagde ikke et ord. Han lagde bare gaffelen fra sig, rejste sig og gik uden et ord ud i natten. Han kom ikke tilbage til stuen den aften.
Senere, da mor og jeg stod alene i køkkenet, fortalte hun med et tungt suk, at Steffen havde nægtet at give penge til brylluppet og overhovedet ikke ville have noget med det at gøre.
Da jeg kom tilbage til Aarhus og fortalte Jens det hele, lagde han armene om mig og sagde, at vi ikke behøvede nogen andres penge. Vi kunne klare det selv. Jeg skammede mig over for hans forældre og tænkte ustandselig på, hvad de mon troede om min familie. Til sidst besluttede vi os for et beskedent bryllup i virksomhedens kantine og inviterede kun de nærmeste venner og Jens’ slægtninge. Steffen kom ikke. Til gæsterne sagde mor kort, at han var blevet syg og ikke havde kunnet klare den lange rejse.
Lige før middagen stod vi i et sideværelse, og mor hjalp mig med at rette på sløret. Hendes hænder rystede, og tårerne løb ned ad kinderne. Hun så på mig med en mærkelig, tung længsel. Så hviskede hun, at hun havde en stor synd på samvittigheden over for mig, og bad mig tilgive hende. Jeg troede, at hun bare var påvirket af, at Steffen ikke var der, og af at festen var så lille. Jeg lagde armene om hende og sagde, at hun ikke skulle bekymre sig, og at Steffens fravær var på hans egen samvittighed. Vi blev lykkelige alligevel. Mor nikkede, men hun var bleg og bedrøvet resten af aftenen.
Efter brylluppet begyndte mor at gå ned ad bakke. Hun tabte sig, bevægede sig langsomt og klagede hele tiden over træthed. Hun kom nogle gange til byen, sad ved mit køkkenbord og begyndte på en vigtig samtale. Men hver gang stoppede hun midt i en sætning. Hun nåede aldrig at sige det.
Til begravelsen opførte Steffen sig besynderligt. Hans ansigt var næsten uden udtryk, han fældede ikke en tåre og talte ikke med nogen fra sognet. Det var umenneskeligt at se på den kulde. Da vi efter bisættelsen gik tilbage til det tomme hus for at hente mine ting, stillede han sig i døren og stoppede mig. Han så på mig med sine hårde øjne og hvæsede, at nu, hvor mor var væk, var der ingen, der ventede på mig. Jeg havde ikke noget at gøre der længere. De ord blev punktummet for vores forhold.
Årene gik. Jens og jeg fik et godt liv og to dejlige børn. Vi fik med tiden en ny lejlighed, og hverdagen rullede roligt af sted. Men jeg glemte aldrig mor. Jeg kørte jævnligt til sognet for at besøge hendes grav og lægge blomster. Hver gang jeg gik forbi den gamle gård, så jeg Steffen stå og rode på gårdspladsen, men jeg stoppede aldrig op. Huset var blevet mig helt fremmed. Jeg tænkte ofte, at enhver anden mand havde været stolt af sit barn og børnebørnene, men ikke han.
Sidste efterår kørte jeg igen til kirkegården. Det var en kold dag, og himlen hang i grå, tunge skyer. På afstand så jeg, at en mand stod ved mors grav og lavede noget. Først troede jeg, at det var Steffen, og mit hjerte trak sig sammen. Men da jeg kom nærmere, genkendte jeg onkel Niels. Han havde en gammel, slidt vinterjakke på og stod og ryddede visne blomster ud, som den første frost havde slået ihjel.
”God dag, onkel Niels,” sagde jeg roligt og standsede ved lågen. ”Dig havde jeg ikke ventet at se her. Skulle du hjælpe med at rydde op?”
Han rettede sig langsomt op, lagde hænderne på lænden og sukkede tungt. Rynkerne i hans ansigt var dybe, og øjnene så trætte ud.
”Åh, goddag, lillepigen,” sagde han med en hæs stemme og brugte det gamle kælenavn fra min barndom. ”Jo, jeg tænkte, jeg ville give en hånd med. De visne stængler skæmmer jo hele billedet. Der skal ryddes op, før jorden fryser helt.”
”Jeg er vist ikke nogen lillepige mere,” sagde jeg og smilede for at holde samtalen let. ”Min ældste datter skal selv giftes snart. Tiden flyver.”
”Ja, den flyver,” sagde han og gned sig over lænden. ”Hold op, hvor har min ryg ondt for tiden. Især når vejret skifter. Nu trækker det sammen, der kommer snesjap inden aften.”
Han hostede et par gange, lod blikket falde mod jorden og hævede det så mod mig. Hans øjne var pludselig alvorlige og spændte. Han skiftede vægt fra det ene ben til det andet, tørrede hænderne af bukserne og gik tættere på.
”Du ved, Jytte,” begyndte han, og fordi han sagde mit fulde navn, blev jeg med ét urolig. ”Jeg gav engang for mange år siden et menneske mit ord på, at jeg aldrig ville åbne munden. Jeg har holdt kæft i årevis. Men nu, hvor Rigmor ikke er her længere, og mine egne dage snart er talte, kan jeg ikke bære byrden mere. Jeg er nødt til at skrifte over for dig. Du har ret til at vide, hvorfor Steffen behandlede dig og din mor, som han gjorde. Han er ikke din rigtige far.”
Ordene ramte mig så uventet, at jeg et øjeblik slet ikke forstod dem. Jeg stod bare og stirrede på den gamle mand, mens det blev koldt inden i mig.
Niels fortsatte med en lav, jævn stemme, som om han fortalte en ganske almindelig historie. Han og mor havde elsket hinanden højt i deres ungdom. Mor boede dengang i den rige ende af landsbyen, hvor de velstillede bønder havde deres gårde. Hendes familie var stolt og så ned på de fattigere naboer. De drømte om en velhavende svigersøn. Mor var bange for sine forældre og holdt forholdet til Niels helt hemmeligt. Selv hendes bedste veninde vidste ingenting. Alle i sognet undrede sig over, hvorfor en ung kvinde i sognekontoret afviste hver eneste frier. Folk troede, at hun ventede på en herre fra byen.
Sandheden kom frem, da mor forstod, at hun ventede et barn. Da hun tilstod det for sine forældre, brød helvede løs. Hendes mor var parat til hvad som helst for at forhindre ægteskabet med en fattig nabo. Hun ledte febrilsk efter en mand, der ville gifte sig med Rigmor og tage et andet mands barn på sig. Rigmors far støttede hende og sagde, at de ville give en stor medgift og ofre både penge og ejendom, men at Niels aldrig skulle sætte sine ben i deres hus.
Valget faldt på Steffen. Han var en del ældre, havde et mørkt sind, men var praktisk anlagt og meget begærlig efter penge. Da de tilbød ham en god sum og en husbestyrerinde som kone mod at tie og gifte sig, sagde han ja med det samme. Men Steffen stillede en hård betingelse: Han ville ikke bo under samme tag som svigerforældrene. Derfor måtte Rigmors forældre forlade det nybyggede hus og flytte i en gammel, forladt bolig i den anden ende af landsbyen.
For hele sognet var det en kæmpe overraskelse. Ingen kunne forstå, hvorfor den unge smukke kvinde med ét giftede sig med den mutte og ubehagelige Steffen, som man aldrig fik et ord ud af. Niels huskede, at der havde regnet koldt ned på deres bryllupsdag, og at det havde været det sværeste øjeblik i hans liv. Steffen viste fra første dag, hvad han følte. Han elskede ikke Rigmor, og da jeg kom til verden, blev hans afstand kun større. Mor kunne heller ikke tilgive sig selv. Hun elskede ikke manden og bebrejdede sig, at hun ikke havde kæmpet for sin eneste kærlighed. Hun ville ikke have flere børn med Steffen, for hun var bange for, at de skulle arve hans tunge sind.
Niels stiftede efterhånden også familie. Han giftede sig med en kvinde, der havde en dreng fra et tidligere ægteskab, tog drengen til sig som sin egen, og sammen fik de endnu en søn. Han prøvede at leve et normalt liv, men hver gang han så mig på gaden eller henne ved Brugsen, mærkede han et stik i hjertet. Han vidste, at hans egen datter voksede op uden kærlighed, men han kunne ikke ændre noget. Det eneste, han kunne gøre, var i smug at købe en chokolade til mig i Brugsen for på den måde at vise, at han tænkte på mig. Rigmors forældre havde advaret ham hårdt: Hvis han nogensinde nærmede sig mig eller fortalte sandheden, så skulle han nok få lov til at miste sit hus.
”Sådan er historien, Jytte,” sluttede onkel Niels stille og sukkede. ”Nu ved du alt.”
Jeg stod lamslået. Det hele gav langsomt mening og vendte op og ned på det billede, jeg havde haft af mit liv. Jeg forstod med ét, hvorfor Steffen aldrig havde kunnet holde mig ud, hvorfor mor altid rystede foran ham, og hvorfor hun havde bedt mig om tilgivelse den aften før mit bryllup.
”Du skal ikke dømme din mor for hårdt,” sagde Niels lavt og rettede på sin hue. ”Hun havde det ufattelig svært.”
Så vendte han sig og gik langsomt ned ad stien. Ved den gamle kirkegårdslåge standsede han et øjeblik, løftede hovedet mod den mørke efterårshimmel, hvor de første små snefnug allerede faldt. Han hviskede noget for sig selv, lagde hånden på brystet og gik så de sidste meter mod landsbyen, mens jeg stod tilbage alene med mine tanker og min mors minde.
