Tove så ham halv otte om morgenen.
Henrik stod ved elevatoren og holdt katten. Han klemte den ind til brystet med begge hænder. Katten var grå, skaldet på den ene side, og den stank af kælder så meget, at Tove tog et skridt tilbage.
– Herre gud, sagde hun. – Hvad er det nu?
Henrik svarede ikke. Han talte sjældent med naboerne. Han trykkede på elevatorknappen og stirrede på displayet.
– Hvor har du gravet den frem? konstaterede hun. – Den er jo beskidt. Vil du tage den med hjem?
– Jeg har ledt efter den i fem måneder.
Elevatoren åbnede sig. Henrik gik ind. Trykkede på fjerde.
Tove blev stående i opgangen og så dørene lukke sig. Men ansigtet på Henrik var meget glædeligt. Han tog ikke øjnene fra katten og rettede forsigtigt på poterne, når den rørte sig.
Hun sagde senere til naboen på femte, at han så mærkelig ud.
Men hvorfor – det fandt hun ud af senere.
Opslagene kom i september. Små, trykt på almindeligt papir, med et foto. På billedet var en kat. Grå, stribet, knurhår på den ene side kortere end på den anden. Under fotoet stod der kort “Bortkommet” og et telefonnummer.
Henrik satte dem op selv. Tidligt om morgenen, før arbejde, gik han ud med en rulle tape og en stak sedler. Han gik rundt om lygtepæle, opslagstavler, mure ved supermarkedet. Fingrene frøs, tapen klistrede dårligt i kulden, han måtte trykke længere end normalt.
Mikkel forsvandt i slutningen af august. Han kom bare ikke hjem om aftenen. Vinduet i køkkenet stod åbent.
Derhjemme ved radiatoren stod en skål. Henrik fjernede den ikke.
Opkaldene kom de første to uger.
Folk meldte om grå katte. Om stribede katte. Om en rød kat, som de alligevel tilbød. Henrik kørte til hvert opkald. Kiggede, rystede på hovedet, takkede. Kørte tilbage.
I den tredje uge ringede en kvinde fra Valby, sagde, hun havde set en lignende ved garagerne. Henrik kørte om aftenen efter arbejde, allerede i mørke. Gik mellem garagerne med telefonens lommelygte, lyste under dørene, kaldte. Ingen kom ud. Kun en fremmed kat, sort, så på ham fra under en port og gik tilbage i mørket.
I oktober begyndte han at føre en notesbog.
Han skrev adresser, hvor han havde været. Navne på folk, der ringede. Datoer. Nogle gange korte noter – “grå, men yngre”, “forkert farve”, “ejer fundet”. Siderne blev flere. Henrik bladrede i notesbogen nogle aftener uden at læse, bare bladrede.
En kollega på arbejdet, Lars, spurgte en dag, hvad der var galt.
– Ingenting, sagde Henrik.
– Netop, sagde Lars og spurgte ikke mere.
November var fugtig, det blev mørkt tidligt.
Henrik udvidede søgeområdet. Gik gennem gårdene en kvarter væk, to kvarterer væk. Gik ind i fremmede opgange, kiggede på vindueskarme, under trapper. Spurgte nogle gange folk i gården. De fleste rystede på hovedet uden at stoppe. En gammel dame ved tredje opgang sagde, hun havde set en lignende ved transformatorkassen i september, men kunne ikke huske præcist.
Henrik takkede. Gik hen til transformatorkassen. Stod stille. Ingen, selvfølgelig.
Tove fangede ham en dag i opgangen og sagde, at det var nok nu, fem måneder var gået, han skulle tage en anden. Hun sagde det ikke ondt.
– En anden skal ikke være, sagde Henrik.
– Nå, men det er dumt, sagde hun.
Han nikkede og gik mod trappen. Tove så efter ham og tænkte, at nogle mennesker går fuldstændig i stykker over sådan nogle katte.
I december stoppede opkaldene næsten.
Opslagene blev våde, gule, nogle steder faldt de af. Henrik satte dem op igen. Printede nye, gik ud om morgenen med en rulle tape. Han lærte at holde rullen under armen og rulle af med én hånd, mens den anden trykkede sedlen fast.
På tredjedag i januar hørte han en lyd.
Stille. Knap nok. Et sted bag kælderens dør under første opgang. Henrik stoppede. Lyttede. Lyden kom ikke igen.
Han stod et minut. Så gik han efter nøgle hos viceværten.
Viceværten, Børge, ledte længe efter nøglen, fandt den forkerte, så den rigtige. Spurgte, hvad Henrik havde mistet i kælderen. Henrik sagde det. Børge så på ham, som man ser på en, man helst ikke skal sige imod, og gav nøglen.
Døren gik op med besvær, der slog en lugt af våd beton, gammelt træ og noget andet imod ham. Henrik tændte lommelygten og trådte ind.
Kælderen var lang og lav.
Henrik gik langsomt, lyste under rør, bag gamle kasser, langs væggen. Lyskeglen fangede en rusten cykel uden hjul, en stak brædder, en efterladt feltseng med en trykskade på siden. Det lugtede af fugt og kalk. Et sted dryppede det, sjældent og jævnt som et ur.
– Mikkel, sagde Henrik.
Sagde det stille. Ikke et kald, mere en prøvning, som man prøver mørket, før man går ind i det.
Ingen svarede.
Han gik videre, forbi et skab med ledninger, forbi gamle radiatorer stablet langs væggen. Lyskeglen bevægede sig langsomt. Henrik skyndte sig ikke. På fem måneder havde han lært ikke at skynde sig, når det var nytteløst.
– Mikkel.
Igen stilhed. Kun dryp et sted. Kun brummen fra rør over hovedet, varme, dækket af støv.
Han nåede den fjerneste væg og stoppede. Lyste ind i hjørnet. Der stod kasser, tre eller fire oven på hinanden, og mellem dem og væggen var et mørkt rum, smalt som en sprække. Henrik satte sig på hug. Lyste ind.
To øjne reflekterede lyset.
Han rørte sig ikke. Bare så. Hjertet gjorde noget mærkeligt, ikke højt, men mærkbart, som om det sprang et slag og så indhentede det.
– Mikkel, sagde han. Helt stille.
Øjnene forsvandt ikke. Men katten kom heller ikke ud. Sad i sprækken mellem kasser og væg og så på lyskeglen. Henrik sænkede lyset en smule for ikke at blænde. Så satte han sig på gulvet. Lige på betonen, uden at tænke på tøjet, uden at tænke på noget.
Bare satte sig. Og begyndte at vente.
Han vidste ikke, hvor lang tid der gik.
Det var koldt. Betonen trak varmen gennem jakken hurtigt og jævnt. Henrik rørte sig ikke. Han holdt lommelygten i siden, så der var lys i sprækken, men ikke i øjnene. Indimellem talte han lavt. Kaldte ikke, overtalte ikke. Bare talte, som man taler, når man vil have stemmen i nærheden.
– Koldt her hos dig, sagde han. – Fem måneder. Jeg troede ikke, du var her.
Fra sprækken kom ingen lyd.
– Jeg var overalt. Kørte til Valby om natten. Der er garager, du kender dem ikke. Notesbogen er fuld.
Det dryppede et sted i mørket. Rørene brummede.
– Derhjemme står skålen. Jeg har ikke fjernet den.
Han hørte en raslen før han så bevægelsen. Katten kom ud af sprækken langsomt. Ikke direkte mod Henrik, men først til siden, langs kasserne, snusede til luften, stoppede. Henrik rørte sig ikke. Så. Katten var tynd. Siden var skaldet, pelsen var ikke groet til flere steder. På den ene side af snuden var knurhårene kortere. På venstre.
Det var ham.
Katten tog et skridt mere. Så endnu et. Så kom hen til Henriks ben og trykkede hovedet ind mod hans knæ. Én gang. Som om den tjekkede. Og blev stående ved siden af.
Henrik løftede ikke hånden med det samme. Først sad han bare. Så forsigtigt, langsomt, lagde han håndfladen på kattens hoved. Mikkel rykkede sig ikke. Blinkede bare, og der var noget så enkelt i det, at Henrik fik en klump i halsen.
Han græd ikke. Bare sad på den kolde beton i kælderen i sin egen bygning og holdt hånden på hovedet af katten, han havde ledt efter i fem måneder. Og katten stod ved siden af og var stille. Den havde aldrig været særlig snakkesalig.
At rejse sig var sværere end at sætte sig.
Benene var følelsesløse, og Henrik rejste sig langsomt, støttende sig til kasserne. Mikkel tog et skridt tilbage, observerede. Henrik rettede sig op, stod et øjeblik. Han havde læst, at katte kan blive vilde, vænne sig fra mennesker på bare to uger. Og her var det fem måneder. Så satte han sig på hug igen og tog katten op.
Mikkel gjorde ikke modstand. Han var let, meget lettere end han havde været. Henrik holdt ham ind til brystet og mærkede under sin håndflade et lille, hurtigt hjerte.
De gik mod udgangen ad samme vej. Forbi feltsengen, forbi den rustne cykel, forbi skabet. Henrik holdt lommelygten med én hånd, den anden holdt katten. Mikkel rørte sig ikke. Kun én gang flyttede han poterne for at sidde bedre, og så blev han stille igen.
Ved døren stoppede Henrik.
Så skubbede han døren op og gik ud.
I gården var det morgen. Gråt, januaragtigt, uden sol. Sneen lå gammel og sammenfaldet, med sorte spor langs stien. Henrik blinkede mod lyset.
Han stod ved døren og holdt Mikkel.
Det var dér, Tove så dem.
Derhjemme var der varmt.
Henrik tog skoene af i entréen uden at slippe katten. Så satte han den forsigtigt på gulvet, som man sætter noget skrøbeligt. Katten sænkede straks næsen mod gulvet og gik langs væggen. Langsomt, med stop. Snusede til fodlisten, hjørnet, benet på kommoden. Tjekkede.
Henrik stod og så på.
Mikkel nåede køkkenet. Stoppede ved dørtærsklen, bevægede øret. Så gik han ind. Henrik fulgte efter.
Skålen stod ved radiatoren, hvor den altid havde stået. Tom, ren, lidt støvet i kanten. Katten gik hen til den, snusede. Stod over den et sekund. Så gik han væk og satte sig ved radiatoren ved siden af, lænende siden mod det varme jern.
Henrik åbnede køleskabet. Indenfor var der lidt kogt kylling. Han tog et stykke, lagde det i skålen. Hænderne lystrede ikke med det samme, fingrene var stadig kolde.
Mikkel spiste langsomt. Ikke grådigt som sultne katte, men forsigtigt. Henrik sad ved siden af på gulvet, ryggen mod væggen. Så på.
Mikkel gik bagefter hele lejligheden rundt. Tjekkede hvert hjørne, hvert værelse, hver vindueskarm. Så vendte han tilbage til stuen, hoppede op i sofaen og rullede sig sammen, dér hvor han altid havde sovet før. Til venstre for puden, ved armlænet.
Henrik tog ikke øjnene fra ham.
Fem måneder havde han ledt, frosset ved lygtepæle, kørt til fremmede opkald, gået med lommelygte mellem garager. Og Mikkel havde siddet i kælderen under første opgang. Tyve meter fra døren. Hvad havde han levet af? Mus, sikkert. Hvor længe ville han have klaret sig, hvis ikke Henrik ved et tilfælde havde hørt hans stille mjav?
Henrik kunne have tænkt længe over det. Men det gjorde han ikke.
Han slukkede lyset i entréen, gik ind i stuen og satte sig i sofaen ved siden af katten. Mikkel åbnede det ene øje, så på ham og lukkede det igen. Udenfor blev det mørkt.
Alle var hjemme.
