Fru Mette så ham halv otte om morgenen.
Jens stod ved elevatoren og holdt katten. Han trykkede den ind til brystet med begge hænder. Felix var grå, skaldet på den ene side, og stank af kælder så meget, at Mette tog et skridt tilbage.
– Herregud, sagde hun. – Hvad er dog dét.
Jens svarede ikke. Han talte sjældent med naboerne. Han trykkede på elevatorknappen og stirrede på displayet.
– Hvor har du gravet ham op fra, konstaterede hun mere end spurgte. – Han er jo beskidt. Vil du tage ham med hjem?
– Jeg har ledt efter ham i fem måneder.
Elevatoren åbnede sig. Jens gik ind. Trykkede på fjerde.
Mette blev stående i opgangen og så dørene lukke. Men Jenses ansigt var meget glad. Han tog ikke øjnene fra Felix, og rettede forsigtigt på poterne, når den bevægede sig.
Hun fortalte senere til naboen på femte, at han så mærkelig ud.
Men grunden fik hun at vide senere.
Opslagene kom i september. Små, printet på almindeligt papir, med et billede. Billedet var af en kat. Grå, stribet, knurhår kortere på den ene side end den anden. Under billedet stod der kort “Borte” og et telefonnummer.
Jens satte dem op selv. Tidligt om morgenen, før arbejde, gik han ud med en rulle tape og en stak papirer. Han gik omkring lygtepæle, opslagstavler, vægge ved supermarkedet. Fingrene frøs, tapen klæbede dårligt i kulden, han måtte trykke længere end normalt.
Felix forsvandt i slutningen af august. Bare kom ikke hjem om aftenen. Vinduet i køkkenet stod åbent.
Hjemme ved radiatoren stod en skål. Jens fjernede den ikke.
Opkaldene kom de første to uger.
Folk meldte om grå katte. Om stribede katte. Om en rød en, som de alligevel tilbød. Jens kørte til hvert opkald. Kiggede, rystede på hovedet, takkede. Kørte tilbage.
I tredje uge ringede en dame fra Valby, sagde hun havde set en lignende ved garagerne. Jens kørte om aftenen efter arbejde, allerede i mørke, gik mellem garagerne med mobilens lommelygte, lyste under døre, kaldte. Ingen kom ud. Kun en fremmed sort kat så på ham fra under en port og gik tilbage i mørket.
I oktober startede han en notesbog.
Han skrev adresser, han havde kørt til. Navne på folk der ringede. Datoer. Nogle gange korte notater – “grå, men yngre”, “forkert farve”, “ejer fundet”. Siderne blev flere. Om aftenen bladrede han i notesbogen, ikke for at læse, bare for at bladre.
En kollega på arbejde, Ole, spurgte en gang, hvad der var galt.
– Ikke noget, sagde Jens.
– Lige præcis, sagde Ole og spurgte ikke mere.
November var våd, det blev mørkt tidligt.
Jens udvidede søgeområderne. Gik i gårdene en kvarter væk, to kvarterer væk. Gik ind i fremmede opgange, kiggede på vindueskarme, under trapper. Nogle gange spurgte han folk i gården. De fleste rystede på hovedet uden at stoppe. En gammel dame ved tredje opgang sagde, hun havde set en lignende ved transformatorstationen i september, men var ikke sikker.
Jens takkede. Gik hen til transformatorstationen. Stod der. Ingen, selvfølgelig.
Fru Mette fangede ham en dag i opgangen og sagde, at han skulle stoppe nu, der var gået fem måneder, han måtte få en anden. Hun mente det ikke ondt.
– Den anden skal ikke, sagde Jens.
– Nå, men det er dumt, sagde hun.
Han nikkede og gik mod trappen. Fru Mette så efter ham og tænkte, at folk kunne drive sig selv til vanvid over sådan nogle katte.
I december næsten stoppede opkaldene.
Opslagene var våde, gule, nogle steder faldet af. Jens satte dem op igen. Printede nye, gik ud om morgenen med en rulle tape. Han lærte at holde rullen under armen og rulle af med én hånd, mens den anden holdt papiret.
På tredje dag i januar hørte han en lyd.
Stille. Knap hørbart. Et eller andet sted bag kælderdøren under første opgang. Jens stoppede. Lyttede. Lyden kom ikke igen.
Han stod i et minut, så gik han efter nøglen hos viceværten.
Viceværten, Karlsen, ledte længe efter nøglen, fandt den forkerte, så den rigtige. Spurgte hvad Jens havde tabt i kælderen. Jens sagde det. Karlsen så på ham, som man ser på en man ikke skal sige imod, og gav nøglen.
Døren gik op med besvær, en støvsky af våd beton, gammelt træ og noget andet. Jens tændte lommelygten og trådte ind.
Kælderen var lang og lav.
Jens gik langsomt, lyste under rør, bag gamle kasser, langs væggen. Lygten fangede en rusten cykel uden hjul, en stak brædder, en gammel feltseng med en gennemsunken side. Det lugtede af fugt og kalk. Et sted dryppede det, sjældent og jævnt som et ur.
– Felix, sagde Jens.
Stille. Ikke et kald, mere som en afprøvning af mørket, før man går ind i det.
Ingen svarede.
Han gik videre, forbi et elskab, forbi gamle radiatorer stablet langs væggen. Lygtebevægelsen var langsom. Jens skyndte sig ikke. I fem måneder havde han lært ikke at skynde sig, hvor det var nytteløst.
– Felix.
Stadig stille. Kun dryp. Kun rør som summede over hovedet, varme, støvede.
Han nåede den fjerneste ende og standsede. Lyste ind i et hjørne. Der stod tre eller fire kasser stablet oven på hinanden, og mellem dem og væggen var et mørkt rum, smalt som en sprække. Jens satte sig på hug og lyste ind.
To øjne reflekterede lyset.
Han bevægede sig ikke. Bare så. Hjertet gjorde noget mærkeligt, ikke højt, men mærkbart, som om det missede et slag og så indhentede det.
– Felix, sagde han, helt stille.
Øjnene forsvandt ikke. Men katten kom ikke ud. Sad i sprækken mellem kasser og væg og så på lyset. Jens sænkede strålen en smule for ikke at blænde. Så satte han sig på gulvet. Direkte på betonen, uden at tænke på tøj, uden at tænke på noget som helst.
Bare satte sig. Og ventede.
Han vidste ikke, hvor lang tid der gik.
Det var koldt. Betonen trak varmen gennem jakken hurtigt og jævnt. Jens rørte sig ikke. Han holdt lygten til side, så der var lys i sprækken, men ikke i øjnene. Indimellem sagde han noget sagte. Ikke kaldte, ikke overtalte. Bare talte, som man taler, når man vil have stemmen til at være der.
– Det er koldt herinde, sagde han. – Fem måneder. Jeg troede ikke, du var her.
Der kom ingen lyd fra sprækken.
– Jeg var alle vegne. Kørte til Valby om natten. Der er garager, du kender dem ikke. Notatbogen er helt fyldt.
Det dryppede et sted i mørket. Rørene summede.
– Derhjemme står skålen. Jeg har ikke taget den væk.
Han hørte en raslen, før han så bevægelse. Katten kom langsomt ud af sprækken. Ikke direkte mod Jens, men først til side, langs kasserne, snusede i luften, standsede. Jens rørte sig ikke. Så på. Felix var tynd. Siden var skaldet, nogle steder var pelsen ikke vokset ud. Knurhårene på den ene side var kortere. Venstre side.
Det var ham.
Felix tog et skridt til. Så et til. Så trådte han hen til Jenses ben og stødte hovedet mod knæet. En enkelt gang. Som for at tjekke. Og blev stående ved siden af.
Jens løftede ikke hånden med det samme. Først sad han bare. Så sænkede han forsigtigt, langsomt, håndfladen ned på kattens hoved. Felix rykkede sig ikke. Han kneb bare øjnene i, og der var noget så enkelt i det, at det tog vejret fra Jens.
Han græd ikke. Han sad bare på den kolde beton i kælderen i sin egen ejendom og holdt hånden på hovedet af den kat, han havde ledt efter i fem måneder. Og katten stod ved siden af og tav. Han havde aldrig været meget for ord.
At rejse sig var sværere end at sætte sig.
Benene var stive, og Jens rejste sig langsomt, støttende på kasserne. Felix trådte et skridt tilbage, observerede. Jens rettede sig op stod et øjeblik. Han havde læst, at katte kunne blive vilde, glemme mennesker på to uger. Og her var der gået fem måneder. Han satte sig igen, på hug, og tog katten i armene.
Felix gjorde ikke modstand. Han var let, meget lettere end han havde været. Jens trykkede ham ind mod brystet og mærkede under håndfladen det lille, hurtige hjerte slå.
De gik mod udgangen ad samme vej. Forbi feltsengen, forbi den rustne cykel, forbi elskabet. Jens holdt lommelygten med én hånd, den anden trykkede katten ind. Felix rørte sig ikke. Kun en gang flyttede han poterne for at sidde bedre, og så blev han stille.
Ved døren standsede Jens.
Så skubbede han døren op og gik ud.
I gården var det morgen. Gråt, januart, uden sol. Sneen lå gammel og sammenpresset med sorte spor langs stien. Jens blinkede mod lyset.
Han stod ved døren og holdt Felix.
Det var da Fru Mette så dem.
Derhjemme var der varmt.
Jens tog skoene af i entreen uden at slippe katten. Så satte han den endelig på gulvet, forsigtigt, som noget skrøbeligt. Felix sænkede straks næsen mod gulvet og gik langs væggen. Langsomt, med stop. Snusede til fodlisten, hjørnet, benet på en kommode. Tjekkede.
Jens stod og så på.
Felix nåede køkkenet. Stod i døråbningen, bevægede et øre. Så gik han ind. Jens fulgte efter.
Skålen stod ved radiatoren, som den altid havde stået. Tom, ren, lidt støvet på kanten. Felix gik hen til den, snusede. Stod over den et sekund. Så gik han væk og satte sig ved radiatoren, trykkede siden mod det varme jern.
Jens åbnede køleskabet. Der var lidt kogt kylling. Han rev et stykke af, lagde det i skålen. Hænderne adlød ikke med det samme, fingrene var stadig kolde.
Felix spiste langsomt. Ikke grådigt som sultne katte, men forsigtigt. Jens sad ved siden af på gulvet, ryggen mod væggen. Så på.
Bagefter undersøgte Felix hele lejligheden. Hvert hjørne, hvert rum, hver vindueskarm. Så vendte han tilbage til stuen, hoppede op i sofaen og rullede sig sammen, der hvor han altid havde sovet før. Venstre for puden, ved armstøtten.
Jens tog ikke øjnene fra ham.
Fem måneder havde han ledt, frosset ved lygtepæle, kørt efter fremmede opkald, gået med lommelygte mellem garager. Og Felix havde siddet i kælderen under første opgang. Tyve meter fra døren. Hvad havde han spist? Mus, formentlig. Hvor længe ville han have klaret sig, hvis han ikke ved et lykketræf havde hørt det stille “miav” som Jens opfangede?
Jens kunne have tænkt længe på det. Men det gjorde han ikke.
Han slukkede lyset i entreen, gik ind i stuen og satte sig i sofaen ved siden af katten. Felix åbnede det ene øje, så på ham og lukkede det igen. Udenfor blev det mørkt.
Alle var hjemme nu.
