Telefonen var stille. Bodil stod midt i køkkenet og holdt den fast mod brystet med begge hænder. Tante Gitte havde talt i præcis fire minutter – stemmen tør, forretningsmæssig, uden en eneste tåre.
Mikkel sad i sofaen. Fjernsynet mumlede lavt i baggrunden. Han vendte sig ikke engang, da Bodil dukkede op i døråbningen.
– Mikkel. Tante Gitte ringede. Min mor døde for en time siden.
Han nikkede. Strøg fingeren over telefonskærmen – scrollede efter noget, ligegyldigt hvad.
– Javel. Det må være trist.
– Jeg skal af sted. Med det samme. To timer i bil. Giv mig nøglerne.
Mikkel lagde telefonen fra sig. Ikke fordi han var rørt – men fordi han hørte ordet “bil”. Han så op på hende med et let irriteret udtryk, som om hun bad ham flytte et skab.
– Nej. Jeg skal bruge bilen. Mor bad mig køre hende hen til tante Sine. Det lovede jeg i sidste uge.
Bodil rørte sig ikke. Lyset fra køkkenet faldt ind over ryggen, og hendes ansigt lå i skygge.
– Hørte du, hvad jeg sagde?
– Ja. Men hun er jo død allerede. Hvorfor haster det? Tag bussen i morgen, så kommer du frem. Min mor – hun lever. Hun venter. Jeg lovede det.
Et sekund. To. Tre.
– Mener du det alvorligt?
– Helt alvorligt. Jeg svigter ikke min mor.
Bodil trådte ind i stuen. Stillede sig lige foran fjernsynet, så Mikkel ikke kunne se udenom. Han måtte løfte blikket.
– Jeg beder dig én gang. Én. Tænk over, hvad du lige sagde. Og svar mig igen.
– Bodil, lad være med at lave en scene. Jeg har forklaret det. Mor venter, jeg lovede. Der sker ikke noget ved dine begravelser på en nat.
– Dine begravelser, gentog hun langsomt.
– Ja, begravelserne. Du ved, hvad jeg mener. Du kan tage i morgen. De klarer det hele uden dig – der er da tanten, naboerne.
Bodil bøjede sig en smule nærmere.
– Forstår du, at det her er sidste gang, jeg beder dig om noget? Ikke anden, ikke tredje. Sidste.
– Gud, Bodil. Du gør altid et bjerg af en muldvarpeskud. En enkelt dag! En dag kan du vente. Korthuset falder ikke sammen. Mor bad mig – jeg kører. Punktum.
– Min mor er død, Mikkel. Din mor skal på besøg og drikke kaffe.
– Lad være med at fordreje det. Hun har glædet sig længe, Sine venter. Jeg lovede. Vil du have, jeg bryder mit ord?
– Jeg vil have, du husker, hvem du bor sammen med. Og hvad den her dag betyder for mig.
– Jeg husker det. Men orden skal der være. De levende er vigtigst.
Bodil rettede sig op. Så på ham, som om hun gemte hans ansigt. Ikke med had. Med noget endeligt.
– Godt, sagde hun.
Det “godt” lød roligt. Uden bitterhed. Uden skælven. Uden dirren. Mikkel lagde ikke mærke til det – han rakte allerede efter fjernbetjeningen.
***
Bodil gik ud i gangen. Åbnede den øverste skuffe i kommoden – den Mikkel aldrig havde åbnet på syv år. Fandt en tyk mappe med elastik: sit pas, ejerlejlighedsbeviset, bilens registreringsattest, bankpapirer. Alt på hendes navn. Lagde det i tasken.
Tog begge sæt bilnøgler fra krogen. Fik jakke på. Fik sko på.
– Hvor skal du hen? råbte Mikkel fra stuen.
– Af sted. Sige farvel til min mor.
– Hvad vil du køre i? Jeg sagde jo, jeg skal bruge bilen!
Bodil åbnede yderdøren. Mikkel stod allerede i gangen – barfodet, med fjernbetjeningen i hånden, med en latterlig mine af fornærmet ejer.
– Bilen står i mit navn. Det har den altid. Lejligheden også. Når jeg kommer tilbage, bliver låsen skiftet. Dine ting lægger jeg ved døren. Du kan selv hente dem, ellers smider jeg dem ud.
– Hvad er det, du siger?
– Jeg siger det tydeligt. Én gang.
– Bodil, stop! Stop! Du kan ikke bare…
– Mikkel. Min mor døde. Og du forklarede mig, at du hellere ville have bilen for at køre din mor hen til sin søster på kaffebesøg. Det var alt, jeg skulle høre. Der er ikke mere mellem os. Pak dine sager.
Døren lukkede. Låsen klikkede. Nedenfor smækkede opgangsdøren. Et minut senere så han fra vinduet, at hun satte sig bag rattet – roligt, uden hastværk, uden at se sig tilbage. Hun startede motoren. Kørte ud fra gården. Kiggede ikke engang op.
Mikkel stod midt i gangen. Han ringede til hende – lange tonesignaler, intet svar. Sendte en besked: “Aflever bilen. Er du blevet vanvittig?” Læst. Stilhed. Endnu en: “Hold op med at være barnlig. Mor venter, jeg skal af sted.” Læst. Stilhed.
Tyve minutter senere ringede hans mor.
– Mikkel, hvornår henter du mig? Sine har dækket bord.
– Der er lige opstået en situation, mor. Bodil har taget bilen.
– Taget den? Det er jeres bil!
– Rent formelt… står den i hendes navn.
– Nå, men hvad så? Du er manden! Sig til hende, at hun skal aflevere den!
– Hun tager ikke telefonen. Jeg ringer tilbage.
Han satte sig i sofaen. Gik rundt i lejligheden. Alt så det samme ud – møbler, gardiner, reoler. Men Bodil havde fjernet dokumenterne, nøglerne og sig selv. Tre ting, som alt hvilede på.
Telefonen ringede. Bodil. Han greb den.
– Bodil! Endelig. Hør, lad os lade være med…
– Hold kæft, sagde hun. Stille og kort, som et knips. – Jeg siger det én gang. Lejligheden tilhører mig. Min bedstemor efterlod den, papirerne står i mit navn, du ved det udmærket. Bilen købte jeg før ægteskabet. Pengene på kortet er mine – du har på syv år ikke sparet en krone op. I lommen på din jakke ligger to tusind kroner – det rækker til en taxa for din mor. Lige akkurat, men det rækker.
– Bodil, vent…
– Låsen bliver skiftet i dag. Naboen Inge lukker låsesmeden ind. Dine ting lægger jeg sammen. De står ved døren. To dage. Så ryger de på lossepladsen.
– Det har du ikke ret til…
– Jo. Hvert papir. Hver underskrift. Alt er mit. I syv år gad du ikke engang få en elkedel i dit navn.
– Det er tarveligt!
– Tarveligt er at sige til sin kone, at hun ikke skal tage af sted til sin mors begravelse. Fordi du hellere vil køre din mor til kaffe. Det er tarveligt. Jeg tager bare det, der er mit.
Stilheden i røret varede fire sekunder.
– Bodil, jeg overreagerede. Dumt sagt. Lad os tale om det, når du kommer hjem.
– Jeg kommer ikke hjem til dig. Vi er færdige. Ring ikke mere.
En lang tone.
Mikkel sad med telefonen i hånden. Han ringede igen – abonnenten utilgængelig. Igen – samme. Hun havde blokeret hans nummer.
Han stak hånden i jakkelommen. To krøllede sedler. Tusind og tusind. Hun havde regnet det ud – præcis nok til taxa til tante Sine og retur. Ikke en krone mere.
Kortet var tomt – han tjekkede. På andre konti – nul. Han havde aldrig interesseret sig. Det var nok, hvad Bodil gav. Lejligheden – hendes. Bilen – hendes. Pengene – hendes. Han havde boet i en fremmed lejlighed i syv år og aldrig tænkt over det.
Hans mor stod ved opgangen. En lille skikkelse i grøn frakke, med en pose gaver til søsteren. Taxaen standsede, hun satte sig, så ind i kabinen.
– Taxa? For alvor? Hvor er bilen?
– Hos Bodil.
– Så tag den!
– Hun er kørt i den. For evigt.
Moren tav. Stirrede på ryggen af forsædet.
– Hvad mener du – for evigt?
– Præcis det. Hun er gået. Sagde, jeg skulle hente mine ting inden to dage. Låsen bliver skiftet i dag.
– Hvad startede det?
– At jeg sagde, hun ikke skulle tage til begravelsen. At jeg havde mere brug for bilen.
Moren vendte sig mod ham. I øjnene – ikke anger. Forvirring. Hun fattede ikke, hvordan et ønske om at køre hende til sin søster kunne ende i en katastrofe.
– Det var godt nok dumt sagt, Mikkel.
– Jeg troede ikke, hun ville reagere sådan…
– Du skulle have tænkt! At en kvinde har mistet sin mor, og du siger “vent til i morgen”? Var du ved din forstand?
– Du bad mig selv om at køre!
– Jeg bad dig om at køre mig. Jeg bad dig ikke om at forhindre din kone i at tage til begravelse! Det fandt du selv på!
Taxaen kørte gennem byen. Tælleren tik. Mikkel så på tallene – de steg, og hver krone bed af hans sidste penge. Da bilen stoppede ved tante Sines hus, stod der otte hundrede kroner på tælleren. Tilbage – lige så meget. Tilovers var til mad. Måske. Én dag.
Moren steg ud. Så sig tilbage. Posen med gaver krøllede i hendes hænder.
– Og hvad gør du nu?
– Tager hjem til dig. Hvis du vil have mig.
– Jeg har et værelse og et køkken, Mikkel. En feltseng i pulterkammeret.
– Så må det være feltsengen.
Hun rystede på hovedet. Gik mod opgangen. Døren lukkede bag hende.
Mikkel blev stående på fortovet. I lommen – tolv hundrede kroner i småmønter og krøllede sedler. På kortet – tomhed. Bag sig – en by, hvor han ikke længere havde en eneste kvadratmeter.
Han tog telefonen frem. Ringede til Bodil. Lange tonesignaler. Så en mekanisk stemme: “Abonnenten er ikke tilgængelig.”
Han lagde telefonen væk. Så på sine hænder – tomme. Som alt andet.
Bodil stod i mellemtiden i sin mors stue. Tante Gitte til højre, naboerne bagved. Hun gjorde, hvad hun skulle gøre. Sagde farvel. For for hende fortjente de døde ikke mindre respekt end de levende. Og langt mere end en mand, der på syv år aldrig havde forstået, hvem han boede sammen med.
