To uger hvæsede og kradsede Mulle, hun ville ikke lukke Mette ind i stuen til den gamle sofa. Mette var tæt på at give katten væk. Men da naboen hjalp med at skubbe møblet til side, lå der noget bagved, der forklarede det hele.
Mulle havde aldrig været ond. Men den gamle sofa i den store stue forsvarede hun mod enhver, og Mette havde i to uger ikke kunnet forstå hvorfor.
Det begyndte med en bagatel. Morgen, køkkenet, duften af te og brændt brød. Mette drak sin te færdig, tørrede hænderne i forklædet med blomster og gik ud for at tørre møbler af. Hun rakte ud efter armlænet.
Katten hvæsede og bøjede ryggen så voldsomt, at Mette sprang tilbage og slog albuen ind i gulvlampen. I tre år havde de oplevet meget: morgenspinden, det krævende hyl før mad, og den fornærmede tavshed efter dyrlægen. Men hvæsen havde hun aldrig hørt.
Derefter tog katten synligt på. Siderne blev runde, gangen tung og forsigtig. Mette tænkte: for meget mad. Hun skar ned i portionen og hældte det overskydende tilbage i posen med raslende folie. Det hjalp ikke. Mulle begyndte at slæbe stykker fra skålen et sted hen bag sofaen, og en dag fandt Mette et tørt stykke kylling, dækket af støv, ved benet.
Der lugtede underligt i hjørnet: syrligt, varmt, levende. Mette satte sig på knæ og prøvede at kigge ind i sprækken mellem væggen og ryglænet. Mulle skød tværs uden en lyd, uden varsel. Hun stillede sig foran sprækken og stirrede med gule øjne, som om det dyrebareste i verden lå bag hende.
På bagsiden af Mettes hånd sad to fine rifter.
Datteren Sofie ringede om aftenen, som sædvanlig, på farten.
– Mor, hvordan går det så med katten?
– Hun hvæser. Har ridset min hånd. Kan ikke komme i nærheden af sofaen.
Sofie sukkede. I røret lød hæle mod asfalt, et bildyt, en plasticpose fra supermarkedet.
– Jeg sagde jo. Giv hende væk, før hun flår ansigtet på dig. Der er grupper på nettet, de bliver hurtigt omplaceret.
Mette tav. Fingrene krammede kanten af dugen, så stoffet rynkede sig som en harmonika.
– Mor? Hører du?
– Ja.
– Du behøver ikke alt det der. Alene med den kat… Kom hellere herhen.
Mette lagde telefonen på bordet. I gangen sad Mulle ved døren til den store stue, halen viklet om forpoterne, ryggen rank. Som en vagtpost. Og i de to uger var hun aldrig gået langt derfra: hun spiste endda hurtigere end normalt, som om hun havde travlt med at komme tilbage.
Efter samtalen åbnede Mette sin telefon og tastede det, datteren havde sagt. Grupperne dukkede straks op. Billeder af katte, tekster: »kærlig«, »renlig«, »søger hjem«. Hun scrollede et minut. Så lagde hun telefonen med skærmen nedad, og halsen blev tør.
Før hun gik i seng, gik hun hen til stuen. Mulle lå ved sofaen og slikkede en pote, langsomt, grundigt, som om hun forberedte sig på noget vigtigt. Mette satte sig på dørtærsklen.
– Mulle. Hvad gemmer du der?
Katten løftede hovedet, blinkede og fortsatte med at slikke sig.
Om natten kunne Mette ikke sove. Bag væggen raslede det, stoppede og begyndte igen. En gang gled en tynd lyd som en piben gennem tavsheden. Mette stivnede og lyttede. Den kom ikke igen.
Hun stod op og gik barfodet hen mod døren. Gulvet var iskoldt, fra panelerne trak det med december. Gadelampen udenfor kastede gule striber gennem tylen, og i det ujævne lys så Mette: Mulle lå ikke på tæppet. Hun trykkede sig ind til væggen tæt ved sofaen. Maven hævede og sænkede sig roligt.
Katten hvæsede ikke. Lå og så på Mette gennem lampelyset.
Mette gik tilbage til soveværelset. På natbordet stod et billede af Viggo i en ramme af muslingeskaller, de havde samlet engang ved vandet. Viggo smilede. Og Mette tænkte: han ville ikke have givet katten væk. Han ville først have skubbet sofaen.
Om morgenen ringede hun til Jens fra nedenunder. Naboen havde hænder, der kunne løfte et skab og fikse en vandhane. Han stillede ingen unødige spørgsmål.
– Sofa? – gentog han. – Hvor skal den flyttes hen?
– Væk fra væggen. Jeg skal se, hvad der er bagved.
Han kom ti minutter senere i en ternet skjorte og tøfler på bare fødder. Bag ham kiggede hans kone Karen ind, kunne ikke lade være.
Mulle så de fremmede og gemte sig under køkkenbordet. Mette bemærkede: katten løb ikke ind i den store stue, som hun plejede. Hun blev i køkkenet. Pupillerne udvidede sig, så der næsten ikke var gult tilbage i øjnene, og poterne flyttede sig små skridt på den kolde flise.
Jens tog fat i den ene side. Mette i den anden. Sofabenerne skreg hen over parkettet, trægt og skarpt, og lyden fyldte lejligheden helt op til loftet. Sofaen kom tungt, gammel, opsvulmet af tid. Støvet hævede sig i en søjle og hvirvlede rundt i morgensolen.
Karen gispede først.
I hjørnet, på et gammelt uldent tørklæde, som Mette havde tabt i oktober, lå killingerne. Fire. Bitze små, blinde, med pressede ører og lyserøde potehynder, så bløde at de kunne ligge på en negl. De bevægede sig og åbnede tandløse munde, og der kom en duft af mælk, varm og tæt. Mettes hals snørede sig sammen.
Hun satte sig på knæ direkte på det støvede parket. Hænderne rystede. Hun rakte fingrene ud mod en rød killing med en hvid stjerne i panden, og den stak næsen ind i hendes håndflade. Hånden var kold, killingen som en lille ovn.
– Der har du den onde kat, – udåndede Jens og satte sig på hug ved siden af.
Karen vendte sig mod køkkenet. Mulle stod i døråbningen og rørte sig ikke. Hun så ikke på menneskene. Hun så på killingerne.
Da forstod Mette det hele på én gang. Hvæsen og maden bag sofaen, den svulmende mave og de søvnløse nætter ved væggen, hvor hun troede katten bare var »lidt sær«. Og tørklædet. Det samme uldne tørklæde fra entreen, som Mette om aftenen viklede om sine knæ. Mulle havde selv taget det, bredt det ud i hjørnet og bygget en rede.
Katten kom langsomt på bløde poter. Hun snusede til Mettes hånd, stak næsen ind i fingrene. Og lagde sig ved siden af killingerne og trak dem en for en ind til sig.
Karen gik stille ud og kom tilbage med en underkop lunken vand. Hun satte den på gulvet uden at sige et ord. Jens rejste sig, så ned på Mette og tav også. Der var ikke noget at sige, alt lå allerede på tørklædet.
Om aftenen ringede Sofie igen.
– Nå, mor? Har du tænkt over katten?
– Det har jeg, – sagde Mette. Stemmen var anderledes, rolig og varm som det tørklæde, der dukkede op det mest uventede sted. – Nu er de fem.
Der blev stille i røret. Så lo datteren, kort og forvirret, og Mette smilede for første gang i to uger.
Mulle lå på tørklædet, og fire blinde killinger søgte efter hende i mørket, stak næserne ind i den varme side. Hun spandt ikke. Hun åndede jævnt og dybt.
Det var nok.
Mette lukkede døren til den store stue, men ikke helt. Hun lod en sprække stå åben.
Mulle skulle jo ud.
