Telefonen tav. Mette stod midt i køkkenet og trykkede den mod brystet med begge hænder. Tante Lise havde talt i præcis fire minutter – stemmen tør, saglig, uden en eneste tåre.
Anders sad i sofaen. Fjernsynet mumlede lavt i baggrunden. Han vendte sig ikke engang, da Mette dukkede op i døråbningen.
– Anders. Tante Lise ringede. Mor døde for en time siden.
Han nikkede. Strøg med fingeren over telefonskærmen – scrollede efter noget, der ikke længere betød noget.
– Øh. Det var da trist.
– Jeg skal af sted. Lige nu. To timers kørsel. Giv mig nøglerne til bilen.
Anders lagde telefonen fra sig. Ikke fordi han blev grebet – men fordi han hørte ordet »bil«. Han så op på hende med et udtryk af mild irritation, som om hun havde bedt ham flytte et skab.
– Nej. Bilen skal jeg bruge. Mor bad mig køre hende til tante Gitte. Jeg lovede det i sidste uge.
Mette bevægede sig ikke. Lyset fra køkkenet faldt på hendes ryg, og ansigtet var i skygge.
– Hørte du, hvad jeg sagde?
– Ja. Men hun er jo død. Hvorfor skynde sig? Tag bussen i morgen, så kommer du frem. Min mor – hun lever. Hun venter. Jeg gav mit ord.
Et sekund. To. Tre.
– Er du seriøs lige nu?
– Helt seriøs. Jeg svigter ikke min mor.
Mette gik ind i stuen. Stillede sig lige foran fjernsynet, så Anders ikke kunne undgå at se hende. Han blev nødt til at løfte blikket.
– Jeg spørger dig én gang. Én. Tænk over, hvad du lige sagde. Og svar så igen.
– Mette, lad være med at lave en scene. Jeg har forklaret det. Mor venter, jeg lovede. Dine begravelser render ikke nogen steder i nat.
– Mine begravelser, gentog hun langsomt.
– Altså, begravelsen. Du ved, hvad jeg mener. Du tager i morgen. Det hele bliver ordnet uden dig – der er jo tanten, naboerne.
Mette bøjede sig lidt nærmere.
– Forstår du, at det her er sidste gang, jeg beder dig om noget? Ikke anden gang, ikke tredje. Sidste.
– Herregud, Mette. Du gør altid en myg til en elefant. Én dag! Du venter én dag. Verden går ikke under. Mor bad mig – jeg kører. Punktum.
– Min mor er død, Anders. Din kører til kaffe og kage.
– Hold op med at fordreje det. Hun har glædet sig længe, og Gitte venter. Jeg lovede. Vil du have, jeg bryder mit ord?
– Jeg vil have, du husker, hvem du bor sammen med. Og hvad den her dag betyder for mig.
– Jeg husker det. Men orden er orden. De levende er vigtigere.
Mette rettede sig op. Så på ham, som om hun prægede ansigtet ind. Ikke med had. Med noget endeligt.
– Godt, sagde hun.
Det »godt« lød helt neutralt. Uden vrede. Uden drama. Uden skælven. Anders lagde ikke mærke til det – han rakte allerede efter fjernbetjeningen.
*
Mette gik ud i gangen. Åbnede den øverste skuffe i kommoden – den Anders ikke havde åbnet én gang på syv år. Fandt en tyk mappe med lukning: sit pas, skødet på lejligheden, registreringsattesten på bilen, bankpapirer. Alt – i hendes navn. Lagde det i tasken.
Tog begge sæt bilnøgler fra knagen. Iførte sig jakken. Tog sko på.
– Hvor skal du hen? råbte Anders fra stuen.
– Af sted. Tage afsked med min mor.
– Hvordan? Jeg sagde jo – bilen skal jeg bruge!
Mette åbnede yderdøren. Anders stod allerede i gangen – barfodet, med fjernbetjeningen i hånden, et tåbeligt udtryk af krænket ejer i ansigtet.
– Bilen er registreret på mig. Har altid været. Lejligheden også. Når jeg kommer tilbage, vil låsen være skiftet. Dine ting pakker jeg sammen og stiller ved døren. Du kan hente dem selv, ellers sætter jeg dem ud.
– Hvad snakker du om?
– Jeg snakker ikke. Jeg siger det. Klart og én gang.
– Mette, stop. Stop! Du kan ikke bare…
– Anders. Min mor er død. Og du forklarede mig, at du havde mere brug for bilen – for at køre din mor til kaffe hos søsteren. Det var alt, jeg havde brug for at høre. Der er ikke mere mellem os. Pak dine ting.
Døren lukkede. Låsen klikkede. I opgangen smækkede hoveddøren. Et minut senere så han fra vinduet hende sætte sig bag rattet – roligt, uden stress, uden at se sig tilbage. Hun startede motoren. Kørte ud fra gården. Kiggede ikke engang op.
Anders stod midt i gangen. Han ringede til hendes nummer – lange bip, intet svar. Skrev en besked: »Lever bilen tilbage. Er du helt væk?« Læst. Tavshed. Endnu en: »Stop med at være dum. Mor venter, jeg skal køre.« Læst. Tavshed.
Tyve minutter senere ringede hans mor.
– Anders, hvornår henter du mig? Gitte har dækket bord.
– Der er opstået et problem, mor. Mette har taget bilen.
– Taget den? Det er da jeres bil!
– Formelt… den står i hendes navn.
– Og hvad så? Du er manden! Sig til hende, hun skal levere den tilbage!
– Hun tager ikke telefonen. Jeg ringer tilbage.
Han satte sig i sofaen. Gik rundt i lejligheden. Alt så det samme ud – møbler, gardiner, hylder. Men Mette havde taget dokumenterne, nøglerne og sig selv ud af hjemmet. Tre ting, som alt hang på.
Telefonen ringede. Mette. Han greb den.
– Mette! Endelig. Hør, lad os lade være med…
– Hold mund, sagde hun. Stille og kort, som et klik. – Jeg siger det én gang. Lejligheden tilhører mig. Bedstemor efterlod den, papirerne står i mit navn, det ved du godt. Bilen købte jeg før ægteskabet. Pengene på kontoen er mine – på syv år har du ikke lagt en krone til side. I lommen på din jakke ligger to tusinde kroner – nok til en taxa til din mor. Lige akkurat.
– Mette, vent…
– Jeg skifter lås i dag, naboen Inge lukker låsesmeden ind. Dine ting pakker jeg. De står ved døren. To dage. Så ryger de ud på skraldet.
– Du har ikke ret til…
– Jo. Hvert papir. Hver underskrift. Alt er mit. Og du har på syv år ikke engang fået skrevet elkedlen over på dig selv.
– Det er lavt!
– Lavt er at sige til sin kone, at hun ikke skal tage af sted for at begrave sin mor. Fordi du har brug for bilen til at køre din egen til kaffe. Det – det er lavt. Jeg tager bare, hvad der er mit.
Tavsheden i røret varede fire sekunder.
– Mette, jeg gik over stregen. Jeg var dum, jeg sagde noget dumt. Lad os tale ordentligt, når du kommer hjem.
– Til dig – kommer jeg ikke. Vi er færdige. Ring ikke mere.
Bip.
Anders sad med telefonen i hånden. Han ringede igen – abonnenten utilgængelig. Igen – samme. Hun havde blokeret ham.
Han stak hånden i jakkelommen. To krøllede sedler. Tusind og tusind. Hun havde regnet det ud – præcis nok til taxa til tante Gitte og hjem igen. Ikke en krone mere.
Kontoen var tom – han tjekkede. På andre konti – nul. Han havde aldrig interesseret sig. Det havde været nok, hvad Mette gav. Lejligheden – hendes. Bilen – hendes. Pengene – hendes. Han havde boet i et andet menneskes hjem i syv år og aldrig tænkt over det.
Hans mor ventede ved opgangen. En lille skikkelse i grøn frakke, med en pose gaver til søsteren. Taxaen stoppede, hun satte sig, så sig om.
– En taxa? Seriøst? Hvor er bilen?
– Hos Mette.
– Så hent den!
– Hun er kørt. For altid.
Moren tav. Stirrede ind i forsæderyggen.
– Hvad betyder det – for altid?
– Det betyder, hun er gået. Sagde, jeg skulle hente mine ting inden to dage. Låsen bliver skiftet i dag.
– På grund af hvad?
– På grund af, at jeg sagde, hun ikke skulle tage til begravelsen. Sagde, at bilen var vigtigere.
Moren vendte sig mod ham. I øjnene – ikke anger. Forvirring. Hun forstod ikke, hvordan et lift til søsteren kunne blive til en katastrofe.
– Det var pænt dumt sagt, Anders.
– Jeg troede ikke, hun ville…
– Det skulle du have tænkt! At en kvindes mor er død, og du siger »du kan vente«? Var du ved dine sanser?
– Du bad mig køre!
– Jeg bad dig køre. Jeg bad dig ikke afvise din kone fra begravelsen! Det fandt du selv på!
Taxaen kørte gennem byen. Tælleren tik. Anders så på tallene – de steg, og hver krone bed sig fast i hans sidste penge. Da bilen stoppede ved tante Gittes hus, stod der otte hundrede kroner på tælleren. Retur – lige så meget. Resten – til mad. Måske. En dag.
Moren steg ud. Så sig tilbage. Posen med gaver krøllede i hænderne.
– Og hvor skal du så hen?
– Til dig. Hvis du har plads.
– Jeg har et værelse og et køkken, Anders. En feltseng i skabet.
– Så en feltseng.
Hun rystede på hovedet. Gik mod opgangen. Døren lukkede bag hende.
Anders stod tilbage på fortovet. I lommen – tolv hundrede kroner i mønter og krøllede sedler. På kontoen – tomt. Bag sig – en by, hvor han ikke længere havde en eneste kvadratmeter.
Han tog telefonen frem. Ringede til Mettes nummer. Lange bip. Så – en mekanisk stemme: »Abonnenten er ikke tilgængelig.«
Han lagde telefonen væk. Så på sine hænder – tomme. Som alt andet.
Mette stod i mellemtiden midt i sin mors stue. Tante Lise til højre, naboerne bagved. Hun gjorde det, hun skulle. Sagde farvel. For døde fortjente lige så meget respekt som levende. Og bestemt mere end en mand, der på syv år aldrig havde forstået, hvem han boede sammen med.
