Telefonen tav. Mette stod midt i køkkenet med den trykket mod brystet med begge hænder. Tante Gitte havde talt i præcis fire minutter – stemmen tør og forretningsmæssig, uden en eneste tåre.
Lars sad i sofaen. Fjernsynet mumlede lavt i baggrunden. Han vendte sig ikke engang om, da Mette dukkede op i døren.
– Lars. Tante Gitte ringede. Min mor er død for en time siden.
Han nikkede. Stregede med fingeren over telefonskærmen – scrollede igennem noget, ligegyldigt hvad.
– Mm. Ærgerligt.
– Jeg skal af sted. Med det samme. To timers kørsel. Giv mig nøglerne til bilen.
Lars lagde telefonen fra sig. Ikke fordi han blev grebet, men fordi han hørte ordet “bil”. Han så op på hende med et let irriteret udtryk, som om hun havde bedt ham om at flytte et skab.
– Nej. Jeg har brug for bilen. Mor bad mig om at køre hende til tante Lise. Jeg lovede det i sidste uge.
Mette rørte sig ikke. Lyset fra køkkenet faldt på hendes ryg, og ansigtet lå i skygge.
– Hørte du, hvad jeg sagde?
– Ja. Men hun er jo død. Hvorfor skulle du skynde dig? Tag bussen i morgen, så kommer du frem. Men mor – hun lever. Hun venter. Jeg har lovet det.
Et sekund. To. Tre.
– Er du seriøs lige nu?
– Helt seriøs. Jeg svigter ikke min mor.
Mette gik ind i stuen. Stillede sig lige foran fjernsynet, så Lars ikke kunne se udenom. Han blev nødt til at se op.
– Jeg spørger dig én gang. Én. Tænk over, hvad du lige sagde. Og svar så igen.
– Mette, lav ikke en scene. Jeg har forklaret det. Mor venter, jeg lovede. Der sker ikke noget ved dine begravelser i løbet af natten.
– Mine begravelser, gentog hun langsomt.
– Ja, begravelser. Du forstår, hvad jeg mener. Du tager i morgen. De ordner alt uden dig, der er jo tanten og naboerne.
Mette bøjede sig lidt nærmere.
– Forstår du, at det her er sidste gang, jeg beder dig om noget? Ikke anden gang, ikke tredje. Sidste.
– Åh Gud, Mette. Du gør altid en myg til en elefant. En dag! Du venter én dag. Det falder ikke sammen. Mor bad mig, jeg kører. Punktum.
– Min mor er død, Lars. Og din tager til kaffe hos sin søster.
– Du må ikke fordreje det. Hun har glædet sig længe, Lise venter på hende. Jeg lovede. Vil du have, jeg skal bryde mit ord?
– Jeg vil have, du husker, hvem du bor sammen med. Og hvad den her dag betyder for mig.
– Jeg husker. Men orden er orden. De levende er vigtigere.
Mette rettede sig op. Så på ham, som om hun prøvede at huske hans ansigt. Ikke med had. Med noget endeligt.
– Okay, sagde hun.
Det “okay” lød helt neutralt. Uden sårethed. Uden gråd. Uden skælven. Lars lagde ikke mærke til det – han rakte allerede efter fjernbetjeningen.
*
Mette gik ud i gangen. Åbnede den øverste skuffe i kommoden – den som Lars ikke havde åbnet en eneste gang i syv år. Hun tog en tyk mappe med lukning frem: sit pas, ejerbevis på lejligheden, vognattest, bankpapirer. Alt – i hendes navn. Lagde det i tasken.
Hun tog begge bilnøgler fra knagen. Fik jakke på. Tog sko på.
– Hvor skal du hen? råbte Lars fra stuen.
– Af sted. Til min mor.
– Hvordan? Jeg sagde jo, jeg skal bruge bilen!
Mette åbnede døren. Lars stod allerede i gangen – barfodet, med fjernbetjeningen i hånden, med et tåbeligt udtryk af fornærmet herre.
– Bilen er registreret på mig. Det har den altid været. Lejligheden også. Når jeg kommer tilbage, er der skiftet lås. Dine ting lægger jeg ved døren. Hent dem selv, eller jeg smider dem ud.
– Hvad er det, du siger?
– Jeg siger ikke. Jeg siger. Tydeligt og én gang.
– Mette, stop. Stop! Du kan ikke bare…
– Lars. Min mor er død. Og du forklarede mig, at du havde mere brug for bilen – til at køre din mor til kaffe hos søsteren. Det var alt, jeg havde brug for at høre. Der er ikke mere mellem os. Pak dine ting.
Døren lukkede. Låsen klikkede. Nedenfor smækkede opgangsdøren. Et minut senere så han fra vinduet, at hun satte sig bag rattet – roligt, uden hast, uden at se tilbage. Hun startede motoren. Kørte ud fra gården. Kiggede ikke engang op.
Lars stod midt i gangen. Han ringede til hende – lange signaler, intet svar. Han skrev en besked: “Kom med bilen. Er du blevet tosset?” Læst. Tavshed. Endnu en: “Stop med at fjolle. Mor venter, jeg skal af sted.” Læst. Tavshed.
Tyve minutter senere ringede hans mor.
– Lars, hvornår henter du mig? Lise har dækket bord.
– Der er noget, mor. Mette har taget bilen.
– Hvad mener du med taget? Det er jeres bil!
– Formelt… den står i hendes navn.
– Nå, hvad så? Du er manden! Sig til hende, hun skal give den tilbage!
– Hun tager ikke telefonen. Jeg ringer tilbage.
Han satte sig på sofaen. Gik rundt i lejligheden. Alt så det samme ud – møbler, gardiner, hylder. Men Mette havde taget dokumenterne, nøglerne og sig selv ud af dette hjem. Tre ting, som alt hang på.
Telefonen ringede. Mette. Han greb den.
– Mette! Endelig. Hør, lad os undgå…
– Hold kæft, sagde hun. Stille og kort, som et klik. – Jeg siger det én gang. Lejligheden tilhører mig. Min mormor efterlod den, papirerne er på mig, det ved du udmærket. Bilen købte jeg før ægteskabet. Pengene på kortet er mine – du har på syv år ikke sparet en eneste krone op. I lommen på din jakke ligger tusind kroner i to sedler – nok til en taxa til din mor. Lige akkurat nok.
– Mette, vent…
– Jeg skifter lås i dag, naboen Anette lukker låsesmeden ind. Dine ting lægger jeg ved døren. De står der i to dage. Derefter ryger de i skralderen.
– Det har du ikke ret til…
– Det har jeg. Hvert papir. Hver underskrift. Alt – mit. Og du har på syv år ikke engang gidet at få en elkedel registreret på dig.
– Det er nederdrægtigt!
– Nederdrægtigt er at sige til sin kone, at hun ikke skal tage til sin mors begravelse. Fordi du har brug for bilen til at køre din mor på kaffe. Det – er nederdrægtigt. Jeg tager bare det, der er mit.
Der var stilhed i røret i fire sekunder.
– Mette, jeg gik over stregen. Jeg er et fjols, jeg sagde noget dumt. Lad os tale ordentligt, når du kommer tilbage.
– Til dig kommer jeg ikke tilbage. Vi er færdige. Ring ikke igen.
Bip.
Lars sad med telefonen i hånden. Han ringede igen – abonnenten var utilgængelig. Igen – det samme. Hun havde blokeret hans nummer.
Han stak hånden i jakkelommen. To krøllede sedler. Tusind og tusind. Hun havde regnet det ud – lige nok til taxa til tante Lise og tilbage. Ikke en øre mere.
Kortet var tomt – han tjekkede. På andre konti – nul. Han havde aldrig interesseret sig for det. Det han fik af Mette var nok. Lejligheden – hendes. Bilen – hendes. Pengene – hendes. Han havde boet i en andens hus i syv år og aldrig tænkt over det.
Hans mor ventede ved opgangen. En lille skikkelse i grøn frakke, med en pose gaver til sin søster. Taxaen stoppede, hun satte sig og så sig om i kabinen.
– Taxa? For alvor? Hvor er bilen?
– Mette har den.
– Så hent den!
– Hun kørte. For altid.
Moren tav. Stirrede på ryggen af forsædet.
– Hvad mener du – for altid?
– Præcis det. Hun er gået. Sagde, jeg skulle hente mine ting inden for to dage. Skifter lås i dag.
– På grund af hvad?
– På grund af, at jeg sagde, hun ikke skulle til begravelsen. Sagde, at bilen var vigtigere for mig.
Moren vendte sig mod ham. I øjnene – ikke anger. Forvirring. Hun forstod ikke, hvordan et løfte om at køre hende til søsteren kunne ende som en katastrofe.
– Det var dog noget at sige, Lars.
– Jeg troede ikke, hun ville…
– Du skulle have tænkt! At kvindens mor er død, og du siger “du kan vente”? Var du overhovedet ved din fulde fornuft?
– Du bad mig jo om at køre!
– Jeg bad dig om at køre. Jeg bad dig ikke om at forhindre din kone i at begrave sin mor! Det fandt du selv på!
Taxaen kørte gennem byen. Tælleren tiklede. Lars så på tallene – de steg, og hver krone bed af hans sidste penge. Da bilen stoppede foran tante Lises hus, stod tælleren på ottende hundrede kroner. Tilbage – samme beløb. Resten til mad. Måske. Én dag.
Moren steg ud. Vendte sig. Posen med gaver krøllede i hænderne.
– Og hvad så nu?
– Til dig. Hvis du lukker mig ind.
– Jeg har stue og køkken, Lars. En feltseng i pulterkammeret.
– Så feltseng.
Hun rystede på hovedet. Gik mod opgangen. Døren lukkede bag hende.
Lars blev stående på fortovet. I lommen – tolv hundrede kroner i småmønter og krøllede sedler. På kortet – tomt. Bag sig – en by, hvor han ikke længere havde en kvadratmeter.
Han tog telefonen frem. Ringede til Mette. Lange signaler. Så en mekanisk stemme: “Abonnenten er ikke tilgængelig.”
Han lagde telefonen væk. Så på sine hænder – tomme. Som alt andet.
Og Mette stod i mellemtiden ved sin mors kiste i stuen i Roskilde. Tante Gitte til højre, naboerne bagved. Hun gjorde, hvad hun skulle. Sagde farvel. For hende fortjente de døde ikke mindre respekt end de levende. Og bestemt mere end en mand, der på syv år aldrig havde forstået, hvem han boede sammen med.
