Eksplosion Et brag, der ryster hele bygningen Mørke Mørke
Endelig begynder mørket at løfte sig. En stemme bryder tavsheden:
Sidsel, det er redningsholdet, der har fundet noget.
Smerten i brystet får en hånd til at ramme min hals. Jeg prøver at åbne øjnene det er svært, men så ser jeg en lille, firkantet vedhæng med indgraverede stjernetegn. Øjnene til den kvinde i den hvide kittel stirrer på mig.
Til operationsafdelingen! råber en stemme tæt på.
Forældrene kommer hjem fra arbejde. Moren stormer straks ind i køkkenet, kaster et blik ind i stuen, hvor drengen laver lektier. Anders træder ind og bemærker straks, at humøret på deres søn ikke er i top.
Mikkel, hvad er der sket? faren klapper ham på panden.
Intet, mumler drengen, en fjerdeklassing.
Så kom, tal!
Det er snart den 8. marts. Læreren har holdt os tilbage i dag og sagt, at vi skal lave gaver til pigerne.
Så hvad er problemet? smiler faren.
Vi har både drenge og piger, og hun har fordelt, hvem der skal give til hvem, Mikkel sukker tungt. Jeg har fået den grimme, Sidsel Erichsen.
Alle piger vil have en gave på kvindernes dag, også de grimme, faren forsøger at tale til ham som en voksen. Og hvordan har hun fordelt? Alfabetisk? Nej, efter stjernetegn?
Hvordan fungerer det? Anders kan ikke holde latteren tilbage og smiler igen.
Efter kompatibilitet. Sidsel er Jomfruen, og Jomfruer passer bedst med Tyren. Jeg er jo Tyren.
Det er jo godt, hvis I passer sammen! Du kan måske ende med at forelske dig i hende.
Jeg?! I Sidsel Erichsen?!
Faren bryder ud i latter. Så stormer moren ind i rummet:
Hvad foregår der her?
Lise, kom i køkkenet, farens ansigt bliver strengt. Vi har en alvorlig samtale.
Da moren går ud, spørger Mikkel med en trist stemme:
Far, hvad skal jeg nu gøre?
Lave en gave!
Hvad?
Jeg laver gaven i morgen på arbejdet til din udvalgte.
Far, hvad kan du lave som gave? Du arbejder på fabrikken.
Jo! Jeg arbejder i galvaniseringsafdelingen. Vi producerer alle slags metaloverflader.
Far, jeg forstår det ikke.
Du vil se i morgen!
***
Næste dag bringer faren et vedhæng på en lille kæde, som ser ud som om det er lavet af guld. På den ene side er Tyren og Jomfruen indgraveret, på den anden står i lille, smukt håndskrift:
Til min klassekammerat Sidsel på 8. marts! Anders.
Det er så smukt! Når moren pakker det ind i en gennemsigtig pose, ser det endnu mere strålende ud.
***
Den 8. marts er der ingen lektion. Eleverne giver først deres lærer en gave, som hun takker for i lang tid. Så annoncerer hun, at drengene skal give gaver til pigerne.
Det er kaos! Alle drenge skynder sig til deres valgte. Mikkel går hen til Sidsel Erichsen og reciterer, som faren lærte ham:
Sidsel, tillykke med kvindernes dag! Måske vil skæbnen en dag bringe Tyren og Jomfruen sammen.
Efter de indøvede ord går Mikkel tilbage til sin plads, uvidende om at han lige har smidt sit hjerte i hænderne på den pige, han kalder grimmig.
Kort tid efter flytter Sidsels forældre til en anden by, og Sidsel skifter fra femte til en anden skole.
***
Anders åbner øjnene. Det hvide loft over hospitalssengen. Han prøver at bevæge arme og ben kun den venstre arm svarer.
Hvor er jeg? spørger han forvirret.
En lyd af træklodser høres, og en sygeplejerske i en rullestol træder ind, ser ham nøje og spørger:
Har du fået lunket dig? Du er på den akutte kirurgiske afdeling.
Har jeg alle lemmer intakte? hvisker Anders.
Det ser ud til, at alt er på plads, svarer hun med et smil. Bare et par suturer fra top til bund.
Det er godt, så længe alt er intakt.
En anden sygeplejerske kommer ind og spørger:
Hvordan har du det?
Hvad er der galt med mig? svarer Anders.
Intet livstruende. Dine arme og ben vil fungere. Der er kun nogle små brud, der skal hele, siger hun, mens hun holder en telefon op. Din mor bad om at ringe, når du vågner.
Min dreng, en stemme brister gennem tårerne.
Mor, alt er i orden, svarer han så optimistisk som muligt. De sagde, at det kun er små brud, og at jeg snart udskrives.
Jeg fik ikke lov til at blive natten over med dig. Jeg kommer snart.
Mor, lad være med at blive så bekymret! han lægger telefonen ved siden af sig, smiler den sygeplejersken til:
Tak!
Du bliver nok snart udskrevet, smiler sygeplejersken tilbage. Det tager omkring tre uger.
En mand på kollegaen ved siden af spørger:
Hvad skete der? da sygeplejersken gik ud.
Jeg er redningsmand. På fabrikken eksploderede gasballoner, begynder Anders at fortælle. Vi blev kaldt ud, løb ind i den store hal, hvor tre mennesker var fanget. Ballonerne var sprængt, ild flammede omkring. Jeg var den sidste, der kom ud, da endnu en ballon eksploderede ved døren Jeg kan ikke huske videre.
Det er din skyld, Anders, siger sygeplejersken. En kollega kommer.
En ven dukker op, løber til sengen:
Hej, Mikkel! Hvordan går det?
Armer og ben er intakte! svarer den overlevende optimistisk, men kan kun vinke med venstre hånd.
Sådan er det!
Hvad skete så videre?
Vi gik ud, da den sprængte, men vendte straks tilbage og trak dig ud du var dækket af blod, men lægerne var allerede der.
Tak!
Mikkel, hvad snakker du om?! hans ven smiler. De vil nominere os til medaljer.
Jeg udskrives snart.
Jeg går videre. Lægen kommer om lidt til din runde.
Lægen, en fyr i fyrreårene, træder ind:
Så, hvordan går det, helt ægte helt? han lægger hånden på krogen.
Som en hånd i smør.
Så du kan tale, så du lever. Lad mig tjekke dig!
Har du indsprøjtet mig? spørger Anders. Nej, Sidsel, hun kommer om to dage.
***
To dage går. Anders prøver at stå op, men smerterne i benene er stadig stærke, og den højre arm er stadig delvist ødelagt. Overalt på kroppen er mindst ti mærker. To på ansigtet fra eksplosionen, men heldigvis nåede han at lægge den højre arm frem. Han ser sig selv i spejlet; ansigtet er stadig hævet.
I dag skal den samme læge foretage sin morgenrundtur han har opereret Anders i fem timer i forrige uge. Anders er lidt nervøs.
Hun træder ind. En ung, høj, men med briller, der ikke forringer hendes udstråling, og en hvid kittel, der passer som en drøm. Anders er 27 år og gift, men de er blevet skilt for et halvt år siden, fordi deres personligheder ikke gik op i en hånd. Lønnen som redningsmand var en af de sidste striber, hans ekskone ikke kunne tåle.
Goddag! siger lægen og går mod hans seng.
Goddag! Er det dig, der opererede mig?
Ja, smiler hun. Er noget i vejen?
Trods alt, alt er i orden! Tusind tak!
Lad mig undersøge dig!
Hun læner sig over ham og ser vedhænget med stjernetegnene, der danner en lille snor om hans hals:
Sidsel Erichsen!!! råber han.
Hun ser på hans hævede ansigt.
Undskyld! siger hun, uden at genkende ham.
Jeg er Tyren, peger han på vedhænget.
Mikkel Gønner? hendes læber ryster. Kan du stadig huske mig?
Åh, Sidsel, han lægger en lille blomsterkrans på hendes hånd. Undskyld!
Hun tørrer sine tårer med en pande. Jeg havde aldrig forestillet mig, at vi skulle mødes igen.
***
Den dag vender Sidsel ikke ind i hans rum igen. Anders forstår, at deres tidsplaner er som hans: dag, nat og to fridage.
Han vil ikke fremstå hjælpeløs foran hende. Den næste dag går han rundt i korridoren, holder sig til sengene, et par gange støtter han sig på væggen og går ud i gangen.
Aftenen. Dagtjeneren er gået. Natskiftet begynder man kan høre det i samtalerne i gangen. Nu er runden på vej.
Pludselig høres råb og hurtige skridt i gangen. Så kommer den tiende time. En sygeplejerske slukker lysene i salen. Men noget holder ham vågen. Om natten, omkring midnat, hører han fodtrin i gangen, så de stilner, og i den stille stund mærker han, at nogen græder. Han rejser sig forsigtigt og går ud i korridoren.
Ved vagtbordet sidder en kvinde, hovedet i hænderne, og hun græder. Det er hans tidligere klassekammerat. Han lægger en solid hånd på hendes skulder:
Du er Sidsel!
Hun lægger sit hoved på hans skulder:
Jeg opererede en kvinde, som faldt under en maskine, hun fortæller mellem tårer. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne. Hun ligger i respiratoren, men overlever ikke. Hun har to børn, og hendes ægtemand er i rummet ved siden af.
Hold dig i ro, Sidsel!
Jeg har arbejdet som kirurg i tre år, og jeg kan stadig ikke vænne mig til, at folk dør.
Hold dig i ro! Sådan er vores fag. På fem år har jeg set mange døde, men vi har også reddet mange liv, siger Anders tungt. Det er derfor min kone gik. Hun sagde, at jeg aldrig kom hjem, og at lønnen var for lav. Jeg har altid haft 40 timer om ugen man kan leve.
Jeg har det samme, svarer hun, ser ham i øjnene. Folk ser på mig som skør. Jeg er stadig single, bor hos mine forældre.
Tag det roligt, vi er kun 27, livet ligger foran os.
Nej, Mikkel, vi er allerede 27.
Sidsel, hendes puls falder, råber en panikslået sygeplejerske.
Undskyld! og Sidsel skynder sig ind i respiratoren.
Anders kan ikke sove den nat. Om morgenen kommer sygeplejersken, som plejer ham.
Kvinden, vi opererede i nat, er hun i live? spørger han overrasket.
Ja, men tilstanden er kritisk.
***
Tre uger går. Sår på Anders’ krop har helet. Han har set Sidsel, når hun har vagt, og hans følelser til hende vokser, men akutte kirurgi er ingen arena for personlige samtaler.
Under en morgenrundtur siger den unge læge:
I dag udskriver jeg dig, smiler han og tilføjer. Fra hospitalet. Du skal direkte til din lægeklinik, hvor de beslutter, hvor længe du skal blive her.
Så kan jeg samle mig!
Ja, ja! Tag dig god tid. De forbereder din udskrivning.
Da lægen går, barberer Anders sig. I spejlet bemærker han, at de to resterende små ar kun giver ham mere mandighed. De andre ar behøver han ikke bekymre sig om.
Han samler sine ting, går ud i gangen. En patient passerer ham, og han tænker:
Hun er endelig fri!
Sygeplejersken leverer udskrivningen:
Farvel, Anders! Kom ikke tilbage!
***
Han har sin egen lille lejlighed, men han tager til forældrene, for hans mor har ventet og bekymret sig. Hun har endda taget fri.
Min dreng! kaster hun sig i hans arme.
Alt er godt, mor. Jeg er i live.
Kom, jeg har lavet mad til dig. Du ser så spinkel ud.
Åh, jeg har savnet hjemme mad!
Indtil du er helt rask og gift, skal du bo hjemme. Dit værelse er stadig tomt, råber hun som et barn. Gå og vask hænderne!
***
Inden aftenen besøger han en frisør. Han går ind i sin lejlighed, henter tøj. Moren går straks i gang med at gøre tøjet klar.
Om aftenen kommer faren hjem fra arbejde. De sidder som før, drikker kaffe og taler indtil natten falder på.
Han falder i søvn i sit barndomsværelse, men drømmer:
I morgen skal jeg på klinikken, så videre, og så arbejde, og om aftenen
Han falder i søvn med tanken på den kommende aften, langt efter midnat.
***
Næste morgen går Anders til klinikken. Han går fra kontor til kontor om formiddagen, og efter frokost går han på sin vagt på fabrikken, hvor hans skift starter.
Om aftenen gør han sig klar.
Hvor skal du? spørger faren.
Far, husker du, da jeg gik i fjerde klasse? Du lavede et vedhæng til min klassekammerat?
Til den grimme Sidsel Erichsen? Ja, jeg husker.
Du sagde også: Du kan måske ende med at forelske dig i hende. husker han.
Far, Sidsel er nu kirurg. Hun opererede mig, og hun bærer stadig vedhænget.
Det er sandt!
Far, dine ord er gået i opfyldelse. Jeg går til hende!
27 år er ikke så mange til at begynde et liv med den, man elsker.
