Kære dagbog
Mor, jeg er lige ved at komme, omkring tyve minutter, højst, sagde jeg, mens jeg stod i døren til sygehavetrabet og forsøgte at smil, men læberne rystede.
Bare ikke for længe, svarede Ane, liggende på siden med dynen knyttet om sig, lægen sagde, at der skulle være en dråbeinfusion inden aften.
Jeg nikkede, kastede min jakke over skulderen og gik ud. Gaden var våd og blæsende. Oktober i København sparer aldrig sine gående regn, vind, vandpytter, som om de spejler den danske efterårsstemning: himlen lav, folk tavse, alt synes at vente på slutningen.
Jeg skyndte mig mod busstoppestedet, men følte, at jeg løb fra noget større fra livet selv, fra alt der susede forbi.
For tre uger siden havde lægerne sagt, at Anes sygdom var i den sidste fase. Jeg græd ikke den dag. Jeg satte mig på bænken foran mortuarmesteren af en eller anden grund endte mine ben der og blev indtil mørket.
Så, skal du snart flytte? spurgte en medpatient, en ældre mand med en tynd hals og øjne, der altid så ud som om de ventede på noget.
Jeg venter på min søn, svarede Ane med et svagt smil, han har lovet at komme i aften.
Kommer han ofte?
Hver dag. Men jeg tænker hele tiden måske holder jeg ham tilbage? Han har sit eget liv.
Den gamle mand hostede og sagde stille:
Det er ikke dig, der holder ham fast, men han, der ikke vil slippe. Så længe han ikke giver slip, kan du ikke gå.
Ane vendte blikket mod vinduet. Bag glasset faldt regnen. Det var mærkeligt, for engang elskede hun regnen. Som ung syntes den romantisk: sidde i køkkenet med en varm te og lytte til dråbernes trommen på vindueskarmen. Nu var den kun en hindring for at se klart.
Jeg gik ind i den gamle park ved Søerne, hvor jeg som barn havde kørt på kælk med min mor. Ved den tredje birk fra indgangen huskede jeg, hvordan hun engang sagde til mig:
Du ved, søn, det betyder ikke, hvad du laver. Det vigtigste er, at nogen smiler efter dig. Selv én eneste person.
Den dag forstod jeg ikke. Nu forstår jeg det alt for tydeligt.
Telefonen vibrerede: Mor: Hast ikke, jeg har det fint. Jeg smilede mekanisk på det seneste skrev hun ofte hast ikke, sikkert for at berolige mig.
Rummet blev stille. Den gamle mand sov, sygeplejersken var gået. Ane lå og stirrede i loftet, da hun pludselig hørte musik. Et sted langt væk, som fra gangen, kom en gammel sang fra de danske folketoner Efterårsregn.
Hun smilede. Gud, selv her, tænkte hun, og lukkede øjnene.
Pludselig satte nogen sig ved siden af hende, stille som en vind.
Vær ikke bange, sagde stemmen, det er hele vejen derover.
Hun åbnede ikke øjnene, blot trak vejret dybt og mumlede:
Bare lad ham ikke græde.
Jeg kom tilbage efter fyrre minutter. Lægerne var allerede ude af rummet, sygeplejersken stod ved døren med røde øjne. Jeg forstod uden ord.
Må jeg? spurgte jeg stille.
Ja, nikkede hun, men kun et kort øjeblik.
Jeg satte mig ved siden af. Mor lå roligt, som om hun næsten smilede. På natbordet stod telefonen, skærmen blinkede med en usendt besked:
Anders, vent ikke på mirakler. Vær selv miraklet.
Jeg stirrede på skærmen, indtil det blev smertefuldt. Så lagde jeg mærke til vinduet, hvor regndråberne tegnede tynde linjer, som pludselig formede et lille hjerte som om nogen havde malet det med fingeren fra indersiden.
Jeg smilede første gang i mange dage.
Et år er gået. Jeg står ved indgangen til børneafsnittet på Rigshospitalet med en termokande kaffe og en kurv med frugt.
Er du frivillig? spurgte sikkerhedsvagten.
Ja, svarede jeg med et smil. Jeg vil bare have, at nogen kan smile.
Da en lille dreng med skaldet hoved løb hen til mig og råbte: Onkel, se, jeg bliver rask! forstod jeg, at mirakler stadig kan ske.
Nogle gange kommer de bare gennem os.
