Mor, jeg er hurtig. Måske tyve minutter, højst, står Mikkel i døren til patientstuen, forsøger at smile, men læberne ryster.
Bare ikke længe, ligger Freja på siden, griber fat i dynen, lægen sagde, at dripsen skal startes til aften.
Mikkel nikker, smækker jakken over skulderen og går ud. Gaden er våd og blæsende. Oktober i Aarhus skåner aldrig forbipasserende regn, vind, vandpytter, som spejler den danske efterårsstemning: lavt himmelhvælv, tavse mennesker, alt synes at vente på noget slut.
Mikkel skynder sig mod busstoppestedet og føler, at han ikke når tiden. Ikke bare bussen men livet, alt der ruller forbi.
For tre uger siden fortalte lægerne, at hans mor er i den sidste fase. Han græder ikke. Han sætter sig på bænken ved mortuaret af en eller anden grund er hans ben kommet dertil og bliver der indtil mørket falder på.
Så, skal du snart tage af sted? spørger en medpatient, en ældre mand med en smal hals og øjne, der bærer en evig venten.
Jeg venter på min søn, smiler Freja, han har lovet at komme i aften.
Kommer han ofte?
Hver dag. Men jeg tænker stadig måske holder jeg ham tilbage? Han har jo sit eget liv.
Den gamle mand hoster og siger stille:
Det er ikke du, der holder, men han, der ikke vil give slip. Så længe han holder fast, kan du ikke gå.
Freja vender blikket mod vinduet. Bag glasruden falder regnen. Underligt hun plejede at elske regnen. Som ung fandt hun den romantisk: sidde i køkkenet med en varm te og høre dråberne tromme mod vindueskarmen.
Nu er den bare en forhindring for synet.
Mikkel træder ind i den gamle park, hvor han som barn kørte på kælk med sin mor. Ved den tredje birke fra indgangen har hun engang sagt til ham:
Ved du, søn, det er ligegyldigt, hvad du laver. Det vigtigste er, at nogen smiler efter dig. Selv én eneste person.
Han forstod den ikke såvel. Nu forstår han alt for godt.
Telefonen vibrerer: Mor: Tag dig god tid, jeg har det fint.
Han smiler automatisk på det seneste har hun ofte skrevet tag dig god tid. Måske for at berolige ham.
Stilheden sænker sig i stuen. Den ældre mand sover, sygeplejersken er væk.
Freja ligger stille, stirrer i loftet, og pludselig hører hun musik. Langt væk, som fra korridoren, spiller den gamle sang Efterårsdalen af Kim Larsen.
Hun trækker på smilebåndet. Gud, selv her tænker hun og lukker øjnene.
Pludselig sætter nogen sig ved siden af hende. Stille, som en vind.
Vær ikke bange, siger stemmen, alt er allerede.
Hun åbner ikke øjnene. Hun ånder ud og hvisker:
Bare så han ikke græder.
Mikkel kommer tilbage efter fyrre minutter.
Lægerne har netop forladt patientstuen, sygeplejersken står i døren med røde øjne.
Han forstår uden ord.
Må jeg? spørger han stille.
Ja, nikker sygeplejersken, men kun kort.
Han sætter sig ved siden af. Mor ligger roligt, som om hun endda smiler en smule. På natbordet ligger telefonen, skærmen blinker en usendt besked:
Mikkel, vent ikke på mirakler. Vær selv miraklet.
Han stirrer på skærmen, indtil det gør ondt.
Så ser han på ruden, hvor regnedråberne løber ned i tynde linjer og danner et lille hjerte som om nogen har tegnet det med fingeren fra indersiden.
Han smiler for første gang i mange dage.
Et år er gået.
Mikkel står ved indgangen til børneoncologisk afdeling med en termokande kaffe og en kurv med frugt.
Er du frivillig? spørger sikkerhedsvagten.
Ja, smiler han. Jeg vil bare have, at nogen kan smile.
Og når en lille dreng med skaldet hoved løber ind i korridoren og råber: Onkel, se, jeg bliver rask!,
forstår Mikkel mirakler sker, bare nogle gange gennem os.
