Jeg laver ikke længere mad til alle! Kun til mig selv og Freja. Hvorfor det? udbrød Mikkel, irriteret. Fordi jeg har forstået, at i vores familie klarer alle sig selv. Så lev sådan!
Mor, hvor er min morgenmad? Lærke stormer ind på værelset uden at banke på. Jeg kommer for sent på skole!
Nanna prøver at rejse sig, men hovedet vrider sig. Termometeret viser 38,7. Halsen brænder, brystet hvæser.
Lærke, jeg er forkølet Tag noget fra køleskabet.
Der er ingenting! Kun yoghurt til den lille! Datteren står i døren med armene krydsede over brystet. Du tænker kun på hende hele tiden!
Et lille hyl løber ud fra børneværelset. Freja vågner. Nanna tvinger sig selv op. Benene vakler, og cirkler danser foran øjnene.
Nanna, hvor er min blå skjorte med striber? Mikkel træder ud af badeværelset. I skabet?
Den skulle være der
Nej! Har du strøget den i går?
Nanna læner sig op ad væggen. I går har hun haft feber hele dagen, mens hun har passet den yngre.
Nej, nåede ikke.
For pokker! Jeg har møde! Mikkel smækker døren i badeværelset.
Freja græder højere. Nanna griber barnet, løfter hende op. Freja klynker, mens hun klemmer sig ind til moren.
Mor! råber Lærke fra køkkenet. Der er slet ingen mad! Ikke engang brød!
Pengene ligger på bordet, køb noget på vejen.
Jeg går ikke i butikken! Jeg har prøve! Det er jo dit ansvar at fodre familien!
Nanna går tavs ud i køkkenet med Freja i armene, tager hakkebøffer ud af fryseren og stiller en pande på komfuret.
Og kog pastaen! befaler Lærke, med telefonen i hånden.
Mens morgenmaden koger, går Mikkel ud af soveværelset i en krøllet skjorte.
Jeg måtte tage den på. Jeg ser ud som en hjemløs. Tak for hjælpen!
Nanna forbliver tavs. Det gør ondt at tale, og hun har ikke kræfter til at forklare.
I dag har Sids’ fødselsdag, melder Lærke, mens hun tager en gaffel pasta. Jeg tager derhen efter skole. Jeg kommer tilbage sent.
Lærke, jeg har det rigtig dårligt. Måske kan du blive hjemme og hjælpe med søsteren?
Ja, selvfølgelig! Jeg har ventet på den fest i et halvt år! Det er jo ikke min skyld! Det er jeres problem!
Datteren griber tasken og løber ud af lejligheden, smækker døren.
Mikkel spiser færdig morgenmad, scroller i nyhederne på telefonen.
Mikkel, kan du måske komme tidligere i dag? Jeg har det virkelig dårligt.
Det kan jeg ikke. Vi har en firmafest efter arbejde. Arbejdsopgaver, du forstår.
Men jeg er syg
Drik noget. Der er Paracetamol eller lignende. Du ligger jo ikke i sengen. Hold ud.
Han giver hende et kiks på tindingen sveden er varm og går videre.
Nanna er alene med den treårige søn. Freja kræver opmærksomhed, mad og leg. Nanna gør alt automatisk, mens energien forsvinder.
Til frokost stiger temperaturen til 39. Nanna fodrer barnet på en sløv måde, lægger ham i seng og falder på sofaen. Hovedet banker, hjertet slår hårdt.
Telefonen vibrerer. En sms fra Lærke: Mor, send penge til Sids gave. Det er vigtigt!
Nanna svarer ikke. Hun har ikke engang kræfter til at løfte telefonen.
Om aftenen kommer Mikkel først hjem, med en pose chips og en øl.
Købte øl og chips! Fodbold i aften! han smadrer sig på sofaen og tænder tv.
Mikkel, giv Freja noget at spise, tak. Jeg kan ikke rejse mig.
Er det så slemt? han kigger endelig på hende. Hvorfor er du så rød?
Høj feber. Hele dagen
Så ring efter en ambulance, hvis det er værre. Hvor er Freja?
I barnesengen. Hun vågner snart.
Så lad hende vågne først.
Freja vågner efter en halv time, græder og kalder på moren. Mikkel tager modvilligt af fra tv’et, løfter hende op.
Hvorfor græder du? Gå til far!
Men barnet klamrer sig til moren, græder højere. Mikkel er fortabt.
Nanna, hun vil have dig!
Giv hende en kiks fra skabet. Og saft.
Hvor er den? Jeg kan ikke finde den!
Det er svært at rejse sig. Verden snurrer, hun kniber sig fast i væggen. Nanna henter kiksene, hælder saft i et glas. Freja roer sig lidt.
Lærke vender tilbage omkring midnat. Nanna kan ikke sove feberen holder hende vågen.
Hvorfor svarede du ikke på beskeden? starter sønnen ved døren. Jeg måtte låne penge af Sids mor! Skam!
Lærke, jeg har haft feber på næsten fyrre grader hele dagen
Og så? Kunne du ikke tage telefonen? To sekunder!
Næste morgen vågner Nanna til Mikkel, der stryger hendes skulder.
Nanna, stå op! Jeg skal på arbejde, og Freja øver til skole!
Feberen falder, men svagheden bliver.
Hvor er morgenmaden? spørger han.
Lav den selv. Jeg tager Freja med i børnehave.
Selv? Jeg kan det ikke! Jeg har ingen tid!
Lær dig det.
Noget i hans stemme får Mikkel til at tie. Han mumler noget og går mod køkkenet.
Når Nanna kommer tilbage fra børnehaven, er lejligheden et rod. Skidt service, spredte ting, krøllet sengetøj. Hun plejer at rydde med det samme, men i dag gør hun det ikke.
Hun tager et hurtigt bad, drikker te og lægger sig i seng.
Om aftenen samles familien ved et tomt bord.
Mor, hvad spiser vi til aftensmad? spørger Lærke.
Jeg ved det ikke. Hvad du laver, bliver vi spiser.
Hvad mener du? Lærke ruller med øjnene.
Jeg laver ikke længere mad til alle! Kun til mig selv og Freja.
Hvorfor det? udbrød Mikkel.
Fordi jeg har indset, at i vores familie klarer alle sig selv. Så lad det være sådan!
Nanna, hvad sker der? Mikkel prøver at omfavne hende, men hun skubber ham væk.
Jeg er træt af at være tjener! I viste i går, at jeg kun er personalet. Gratis.
Mor, jeg undskyldte! Lyver Lærke.
Nej, du undskyldte ikke. Og far heller ikke. Ingen spurgte, hvordan jeg har det.
Undskyld! mumler Lærke. Skal vi nu sulte?
Køleskabet er fuld af mad. Der er hænder. Lav det selv.
Den første uge er et helvedesstorm. Lærke får hyl, Mikkel brummer og smækker døre. Nanna holder fast, laver kun mad til sig selv og Freja, vasker kun deres tøj, rydder kun i børneværelset.
Mor, mine jeans er beskidte! Alt er beskidt! protesterer Lærke.
Vaskemaskinen står klar. Vaskemiddel er i skabet.
Jeg kan ikke!
Så lær dig det. Instruktionerne er på låget.
Mikkel går på arbejde i krøllede skjorter, spiser i caféen. Pengene forsvinder hurtigt.
Nanna, det er ødelæggende! Spise på café hver dag!
Lav mad hjemme. Det er billigere.
Jeg kan det ikke!
YouTube hjælper! Der er millioner af opskrifter.
Huset synker ned i kaos. Beskidt service, uvaske gulve, støv. Nanna ser det hele, men blander sig ikke. Hun holder kun børneværelset rent.
Efter to uger prøver Lærke at koge pasta. Hun glemmer saltet, lader den koge for længe den bliver til grødet.
Mor, hjælp!
Nej. Lær selv.
Du er jo mor! Du skal!
Jeg er forpligtet til at passe børnene. At lave delikatesser til dig er ikke min opgave. Brød, mælk, korn det er her. Du går ikke sulten fra mig.
Mikkel forsøger at stege æg. Han brænder dem, prøver igen det bliver spiseligt.
Se, Nanna! Jeg har lavet æg!
Nanna nikker og vender tilbage til sin bog. Ingen ros, ingen begejstring.
Efter tre uger ligner lejligheden et vrageland. Lærke græder over en bunke beskidt tøj.
Mor, vær så venlig! Sidste gang! Jeg har intet på mig til skole!
Du var hjemme hele dagen i går. Du kunne have vasket.
Jeg har lavet lektier!
Jeg arbejder hjemmefra, laver mad, rydder efter Freja, går ture med hende. Jeg får det hele til at gå.
Du er voksen!
Så vil du have voksent rettigheder? Gå ud sent, have penge til sjov? Så påtag dig de voksne pligter.
Mod slutningen af måneden er modstanden brudt. Lærke kan vaske, lave simple retter, rydde efter sig. Mikkel har lært sig at lave både æg, pasta og simple supper.
En aften kommer Nanna hjem fra parken med Freja. På køkkenet er bordet dækket, duften af mad fylder rummet. Mikkel og Lærke står med lidt rosende ansigter.
Mor, vi har lavet aftensmad, siger datteren stille. Jeg har lavet salaten, far har bagt kylling.
Tak, svarer Nanna roligt.
Undskyld os, siger Lærke, mens hun kigger ned. Vi forstod virkelig ikke, hvor svært det var for dig.
Nanna, vi gør det ikke igen, tilføjer Mikkel. Ærligt. Vi vil hjælpe.
Nanna ser på dem. De er ikke helt andre, men frygten for at blive efterladt med beskidt service og krøllede skjorter er dybt i hende.
Okay, siger hun. Men husk, jeg er ikke en tjener. Jeg er en person. En del af familien. Og I skal behandle mig med respekt!
Vi har forstået, nikker Lærke. Virkelig.
Middagen forløber stille. Men stemningen er forandret. Lærke tørrer bordet, Mikkel vasker op. Småting? Ja, men for Nanna er det en sejr.
Senere, da hun lægger Freja i seng, hvisker hun:
Du vil vokse op som en selvsikker pige. Du vil ikke tro, at verden skylder dig alt. Du vil finde en mand, der vasker tallerkenen uden at blive mindet om det.
Freja smiler døsig, krammer moren rundt om halsen. På soveværelset venter Mikkel med en kop te.
Her, din yndlings med honning.
Tak.
Nanna, ville du virkelig forlade os?
Nanna er tavs.
Jeg ville ikke forlade jer, men jeg vil ikke leve som før. Jeg er også et menneske, og jeg fortjener respekt.
Vi har virkelig indset det.
Så skal vi se, Nanna tager en slurk af teen. Tiden viser.
Tiden viser. Familien er ikke perfekt. Lærke glemmer af og til at vaske sit eget service, Mikkel glemmer at hænge sin skjorte op. Men holdningen har ændret sig.
De ser nu på Nanna som en voksen, ikke som billig hushjælp. Som en kone, en mor, en kvinde, der har ret til at blive træt, syg og have brug for hvile.
Det er begyndelsen på et nyt liv, hvor alle tager ansvar for sig selv, men hjælper hinanden. Hvor et tak følger en færdig ret. Hvor mor kan lægge sig ned om dagen uden at blive kritiseret for manglende frokost.
En lille revolution i en enkelt familie og den var helt nødvendig.
