Kaja, har Mikkel allerede sagt dig det? spurgte svigermoren med en stemme, der lød som en fjern klokke. Hør nu! Der skal være op til tyve gæster, så vi starter forberedelserne om aftenen. Jeg ankommer tidligt, omkring klokken seks.
Hvad? Om aftenen? spurgte svigerdatteren skeptisk. Nej, jeg har ikke givet mit samtykke til det.
Vent lidt. Jeg er ikke færdig endnu. Mikkel har allerede sendt mig en indkøbsliste, han har lovet at købe alt. fortsatte hun.
Mikkel havde altid stilt sin store søster, Lone, til rådighed. I sine tretti år havde hun allerede to gange gift sig og to gange været skilt, og hver gang var manden den skyldige ikke den rigtige. Deres mor, Mariane Søndergaard, havde siden barndommen gentaget til sin søn:
En søster skal man hjælpe.
Og Mikkel havde hjulpet. Med penge, når Lone midlertidigt stod uden arbejde, med håndværk i hendes lejlighed, med endeløse flytninger af kasser efter hvert skilsmissemaraton.
Så giftede han sig selv.
Kaja, hans kone, havde indtil nu tålt. Men da Lone for femte gang i løbet af året bad om et par dages låne sin bil, fordi den igen havde svigtet, sagde Kaja blidt, men bestemt:
Mikkel, er det ikke nok? Vi har også brug for en bil i weekenden. Jeg troede, vi havde planer
Hvad skal vi så gøre? Går vi til fods?
Nej. Du når ikke til mine forældres sommerhus til fods. De har samlet to spande med agurker til os. Jeg troede, du havde hørt mig, da jeg sagde det.
Jo jeg har hørt, men du forstår Lone har en akut situation.
Igen? Hvilken slags?
Jeg ved det ikke præcis, mumlede Mikkel, men hun har brug for mere.
Nej, Mikkel. Der er ikke mere plads til undskyldninger! Enten afviser du din søster, eller så køber du mig en bil. Jeg er træt af at tage sporvogn, når en mand med bil kunne køre mig, hvor jeg skal.
Mikkel overvejede at ringe til Lone for at sige nej, men Mariane kastede hurtigt alle kortene på bordet:
Vil du smide din søster af vejen for din kone? Hun er alene! Hvem vil ellers hjælpe hende?
Så Mikkel gik i gang igen, på trods af stridigheder med Kaja. Efter flere dages tavshed brød Mikkel stilheden:
Hvorfor er du så tavs?! Er du så såret?
Virkelig? Det tog dig tre dage at indse det? udbrød Kaja.
Jeg kan bare ikke hvad så?
Kaja lo af den uforståelige replik:
Virkelig? Du forstår ikke? Din lillesøster har taget dig med hele weekenden, fordi hun skal til sommerhuset hos en ven. Jeg troede, du kun skulle køre hende, men du endte med at blive der i to dage. Bekymrer det dig?
Hvad skal jeg bekymre mig om? Vi drak lidt. Hendes eks var der, og jeg snakkede fint med ham. Jeg skulle bare fejre noget. Hvorfor skulle jeg være dum og køre?
Du kunne i det mindste ringet.
Du kunne også have ringet, sagde Mikkel.
Jeg ringede! Din telefon var bare slukket. Forestil dig! Jeg var på nerver, vidste ikke, hvor min mand var. Så gik han bare og hvilede sig fra mig, udbrød Kaja.
Find på ikke noget, afviste ham og gestikulerede, at telefonen ringede.
Mikkel gik ud på balkonen og tog telefonen først der, vel vidende at Kaja ikke ville sætte pris på endnu en samtale med Lone.
Hej, lillebror! pibende ind i røret sagde Lone. Jeg har jubileum om to uger! Tredive år! Du forstår, ikke?
Mikkel kastede et forsigtigt blik på Kaja, som netop hældte suppe.
Så hvad vil du? spurgte han.
Hvor godt du læser mig! lo Lone. Jeg vil fejre hjemme hos jer! I har en stor stue. Jeg har kun en lille lejlighed, og udlejeren bliver sur. En restaurant er for dyr.
Måske i en café? Jeg kan lægge penge på bordet, så meget du behøver.
Er du skør? udbrød Lone. Det er et jubilæum! Du vil have, at jeg betaler for leje, når du har din egen lejlighed? Jeg er jo ikke en millionærs datter.
Lad mig først tale med Kaja. Det er også hendes lejlighed. Måske har hun andre planer.
For sent! afbrød søsteren. Jeg har allerede sagt, at festen skal være hos jer. Frigør hele dagen, okay? Mor siger, hun vil lave mad.
Mikkel sukkede og dækkede ansigtet med hånden. Mens han prøvede at finde en udvej, vibrerede telefonen igen denne gang en besked fra mor.
«Lone har skrevet en menu. Her er retterne. Indkøb også skal gøres. Bed Kaja om at hjælpe. Og lad madlavningen ikke stå alene.»
Samtidig sad Kaja, uvidende om Lones jubilæum, behageligt i sin lænestol med telefonen, klar til at se sin yndlingsserie. Da Mikkel gik ind i rummet med hovedet sænket, forstod hun straks.
Så hvad nu? spurgte hun roligt, mens hun pauserede serien.
Kaja, hør Lone har jubilæum, forstår du. Tredive år. Det er bare en dato, hun vil fejre.
Kaja løftede hovedet.
Lad hende fejre. Hvorfor skulle vi forbyde det?
Mikkel gnubbede nakken.
Det er ikke det. Hun vil fejre hos os.
Hvad?! Kaja rejste sig. I vores lejlighed?
Ja, men kun én aften. Restauranten er dyr, og hjemme er der trangt
Så hvad? Gik du med?
Jeg sagde, jeg ville tale med dig først! Men Lone har allerede inviteret alle. Mor laver menuen
Kaja lukkede øjnene, trak vejret dybt.
Mikkel er du virkelig en voksen? Eller bare en bindeled for Lones ønsker?
Hvad begynder du?
Jeg begynder? sagde Kaja ironisk og viste ham telefonen. Og ingen har overhovedet ringet til mig? Det er min lejlighed, ikke et rasteplads for dine slægtninge. Lone vil fejre i mit hjem, jeg skal hjælpe, din mor skal assisteres og jeg blev ikke engang spurgte!
På dette øjeblik ringede Kajas telefon.
Åh, kirsebæret på kagen, sagde hun med en gnist. Din mor, vinkede hun med telefonen foran manden.
Kaja, har Mikkel allerede fortalt dig? kom svigermoderen ind med en torden. Se, der vil være op til tyve personer. Så starter vi med aftensmad. Jeg ankommer omkring klokken seks i aften, dagen før.
Hvad? Om aftenen? sagde Kaja skeptisk. Jeg har ikke sagt ja til det.
Vent. Jeg er ikke færdig. Mikkel har en indkøbsliste, han har lovet at købe alt.
Lad os antage kastede Kaja. Hvor får vi pengene til alt det her?
Mikkel lovede at hjælpe, svarede Mariane kort.
Så I vil gøre min lejlighed til en restaurant og betale for festen? Kaja kunne ikke holde sig.
Lone er jo ikke en fremmed! En enkelt dag med lidt snitning, salater, småboller Du er husmoder!
Mariane Søndergaard, afbrød Kaja, jeg har lige fået besked om festen. Jeg har ikke givet tilladelse til at holde Lones fødselsdag i min lejlighed.
Hvad med min lejlighed? I er ægtefolk, I deler alt! svarede svigermoderen skarpt.
Fortæl mig ikke. Hvis lejligheden var Mikkels, ville du ikke sige det. Så ville jeg være bare en hjemløs.
Stop med fjollederi. Samtalen er slut. Til fredag skal alt være købt, sagde Mariane og lagde på.
Hvad var det? spurgte Kaja manden, efter de korte bip.
Stop med at spille offer! brød Mikkel endelig ud. Du er blevet fortalt, at du tager fejl. Undskyld dig selv og lad være med at kæmpe.
Kaja blev målløs. Hun gik til garderoben, trak en stor sportstaske frem i stilhed, gik ind i soveværelset, åbnede kommoden og begyndte monotont at folde Mikkels t-shirts og jeans.
Imens fejrede Mikkel sig selv som sejrherre. Han åbnede højt køleskabet, greb en flaske Øl, smækkede døren og satte sig foran fjernsynet, som om intet var sket.
Han troede, Kaja blot ville køle af, og alt ville vende tilbage til normalen. Lidt sur, så berolige sig. Han tændte fodbold på tv, i forventning om, at Kaja ville kalde ham til middag. Men han tog fejl.
En halv time senere stod Kaja i gangen med en pose i hånden, ved siden af en oppustet sportstaske fyldt med Mikkels ejendele. Mikkel kom ud af stuen for at hente en snack, men så sin kone.
Hvad er det her for et skuespil? mumlede han. Hvad laver du?
Kaja så på ham koldt:
Det er ingen teaterforestilling, Mikkel. Det er slutningen. Jeg vil ikke længere leve som skygge i mit eget liv, som tjenestepige i min lejlighed og bagtæppe for din mors og søsters krav. Hvis du vil være en god søn og bror vær så venlig. Gå tilbage til din mor. Forbered jer til festen sammen. Jeg er sikker på, hun vil give dig et hjørne i sin stue.
Er du seriøs? han trådte frem. Jeg vender aldrig tilbage.
Helt seriøs, nikkede Kaja. Jeg vil ikke have dig tilbage. Jeg har tålmod med dig så længe, at jeg nu stiller mig selv spørgsmål. Men jeg har fået nok. Hvis du i tre år ikke lærer at respektere mig, vil intet blive bedre.
Kaja du kan ikke bare ødelægge alt! råbte han.
Det er umuligt at ødelægge, hvad allerede er i stykker.
Mikkel mumlede, stadig forvirret over, at Kaja endelig havde truffet sin beslutning.
Og så, tilføjede Kaja, alle dine skjorter og jeans ligger her. Du behøver ikke takke. Pak ud nu.
Han ville sige noget, men Kaja åbnede hoveddøren. Mikkel stod der, blodrød af vrede. Kindernes blod sprødede, læberne knibbes. Han håbede stadig på, at Kaja ville give op, men hendes rolige ro var som en ekstra brændt brik i drømmen.
Så meget for dig! skreg han. Tror du, du kan finde nogen bedre? Så mange som mig, du kan lede efter!
Kaja sukkede og trak sig tilbage:
Så mange som dig, du kan lede efter tak Gud.
Du vil fortryde det! råbte Mikkel, greb tasken. Du vil krybe på knæ, når du indser, at ingen vil tale med dig! Uden mig er du ingenting!
Hvis ingen betyder en person, der lever i sin egen lejlighed, arbejder, ikke tjener den ældre slægtninges behov og ikke tolererer uforskammethed, så foretrækker jeg at være ingen.
Mikkel gik sin vej, mens Kaja stod tilbage alene. Hun trak vejret dybt, gik til vinduet, trak gardinet til side og så, hvordan hendes eksmand slog tasken ind i bagagerummet på en taxa med sin fod.
Måneder gik.
Skilsmissen var smertefuld. Mikkel forsøgte at portrættere Kaja som grådig og profitabel. Kampen om den bil, de havde købt under ægteskabet, blev hovedkonflikten. Han hævdede, at han havde betalt den selv, mens Kaja blot havde kørt i den.
Dommer, jeg har indbetalt alle penge, bilen står på mit navn! erklærede han selvsikkert. Min kone har ikke givet mig en øre!
Kaja åbnede koldt en mappe med dokumenter, lagde bankudskrifter, overførsler og kvitteringer på bordet. Hun fandt endda den oprindelige kontrakt om forudbetaling, underskrevet af hende.
Jeg gør ikke krav på din del, men jeg vil heller ikke afgive min, sagde hun roligt.
Retten faldt på retfærdighedens side.
Mikkel var utilfreds. Bilen var hans, men nu skulle den sælges og pengene deles. Han forlod retssalen med et ansigtsudtryk, der flammede af raseri.
Hjemme ventede ham ingen støtte, men en storm af beskyldninger.
Er du tosset? skreg Mariane. Giv hende alt! Bilen! Lejligheden! Hvorfor har du ikke anskaffet en ordentlig advokat?
Som om drømmen ikke var nok, havde Mikkel også lånt penge til at betale Lones jubilæumsrestaurant. Fordi han har givet hendes lejlighed. Nu havde han sin egen lille, hyggelige krog en sadel i Mariennes stue.
Kaja sov for første gang i lang tid uden uro. Hun besluttede, at hun var for ung til at holde fast på en som Mikkel. Gode mænd findes i rigeligt antal omkring hende det vigtigste er at forstå, hvem der er hvem, i tide.
