Kære dagbog,
I dag er jeg ved grænsen mellem frygt og håb. Jeg står ved komfuret i vores lille køkken i Nørrebro og vender pandekager, mens duften af smør og sirup fylder rummet. Det er snart tid til, at Nikolaj kommer hjem fra fabrikken, og så kan vi som familie sidde sammen om aftensmaden.
Det mærkelige er, at lille Mikkel er usædvanligt stille i sit værelse. Normalt hopper han omkring, mens jeg vender pandekager, kigger ham ind i øjnene og siger:
Mor, må jeg have en pandekage mere?
Jeg giver ham en, og han virker som om han har spist nok, men så kommer han igen med et glimt i øjet og spørger, mens han strækker ud som om hver eneste krumme skulle smages:
Mor, må jeg få en til?
Jeg forstår, at Mikkel allerede er mæt han vil bare høre den varme, elskede betegnelse mor. Ofte lægger jeg pandekagepanden til side, løfter ham op i mine arme han er så let, kun fem år gammel og siger:
Skal vi gå og møde far, når han kommer hjem?
Og så svarer han begejstret:
Ja, mor, lad os gå og møde far! Hans øjne lyser af forventning. Han har aldrig kendt en mor eller far før, men nu er vi hans forældre.
Mikkel har nu sit eget værelse og sin egen seng. På væggen hænger et lille gymnasieområde med gynger en gave fra far. Der ligger også biler, en robot, byggeklodser og en masse andre legetøj, kun til ham, kun hans. Om aftenen læser jeg for ham, kæler i hans hår og siger, at jeg elsker ham. Han er så opslugt af denne kærlighed, at han næsten har glemt, hvad der var før.
Pludselig blev jeg ramt af et spark i maven. Jeg rakte hånden ud, og lille pige i mit liv gispede endnu en gang.
Gud, jeg beder hver dag for denne uventede gave, så alt kan gå vel. Vi har allerede valgt et navn til den lille pige: Siv. Far kaldte hende så, og hans mor hedder Katrine.
Folk har sagt, at jeg ikke kan få mine egne børn, og at jeg og Nikolå
j måtte hente Mikkel fra børnehjemmet. Nu, et år senere, venter vi på, at vores lille Siv skal blive født.
Jeg blev så opslugt af tanker, at jeg næsten glemte at vende pandekagen. Så kaldte jeg på Mikkel:
Mikkel, kom nu, hvorfor er du så stille i dag?
Men intet svar. Jeg spekulerede på, om han overhovedet hørte mig.
Jeg slukkede komfuret og gik hen til børnehjemmet. Selvom lyset i hans værelse var slukket, var han der. En lyd i værelset vækkede mig, og da jeg tændte lyset, så jeg Mikkel sidde på sofaen i en hættetrøje og en hue. I hans hånd var en rygsæk, fuld af hans elskede biler.
Hvad laver du i mørket? udbrød jeg overrasket. Kom op, tag tøjet af, hvad har du i tankerne? Skal du på rejse? Kom nu, lad os spise dine yndlingspandekager med flødeskum og kondenseret mælk!
Mikkel svarede ikke med et smil; hans blik var frossent, som om han så noget voksen, og så spurgte han pludselig:
Må jeg tage de her legetøj med mig? Jeg tror ikke, hun har brug for biler.
Hvad snakker du om, Mikkel? Hvad er der sket, dreng? Hvor skal du hen? sagde jeg, og mine hænder sank af sorg. Er jeg en dårlig mor? Føler han ikke min kærlighed? Måske er han jaloux over, at en lille søster snart kommer? Det er mærkeligt, for i går var han så glad.
Vil I bringe mig tilbage til børnehjemmet? Tante sagde, at I handlede for hurtigt, tog mig uden at vide, at et barn skulle fødes. Jeg er ikke ens
Mikkels øjne var røde og vandige, han holdt sig fast ved kanten af sengen.
Mikkel, hvad snakker du om? Hvilken tante? Så huskede jeg, hvordan jeg forleden mødte naboen, der sagde: Gudskelov, dit barn skal snart komme. Jeg så på Mikkel og sagde: I gik for hurtigt, Maren, for hurtigt!
Jeg var sikker på, at Mikkel ikke forstod noget endnu. Jeg sagde farvel til den uheldige nabo uden at drøfte med ham. Men Mikkel, som vist, havde hørt alt.
Pludselig gik tanken op for ham: Er jeg fremmed? Hvorfor er jeg alene?
Jeg greb ham fast i armene. Han skubbede mig først væk, men så faldt han ind i mig og begyndte at græde.
Min dreng, du forstår det ikke den tante ved, hvad hun taler om. Nikolaj og jeg elsker dig, og vi vil aldrig aflevere dig!
Jeg tog hans hue og hættetrøje af, og vi sad stille sammen på sofaen i et fælles halstødt øjeblik.
Da Siv så endelig kom til verden, var Mikkel og far alene hjemme, og så kørte de først til mig og den lille pige. Jeg var bange for, at han ikke ville kunne lide sin søster.
Men da jeg så Siv så lille, smilte han blidt. Mor, hvor skal hun med så lille i verden? Jeg vil lære hende at lege med biler, så vi kan have det sjovt sammen!
Nu er Mikkel altid ved Siv, venter på, at hun vokser, så han kan dele sit værelse med hende. Indtil da er han min første hjælper.
I aften kaldte jeg ham:
Mikkel, jeg har samlet Siv, lad os skynde os for at møde far.
Mikkel stod allerede klædt på i gangen:
Mor, jeg holder døren, så du kan komme ud med barnevognen!
Vi gik i elevatoren ned, ud på gaden, og pludselig trådte den samme kvinde, som vi så i stuen, ind i bygningen. Mikkel greb min hånd hårdere, som om han ville beskytte mig.
Min dreng, du er en mand nu, hjælp tanten, tryk på knappen til elevatoren, hendes tasker er tunge.
Ja, mor! svarede han stolt, trykkede knappen, kaldte elevatoren og løb efter mig.
I morgen er det weekend, og vi planlægger at tage i Dyrehaven. Det er en skam, at Siv stadig er så lille, men snart vil hun vokse, og så kan vi sammen køre i forlystelser. Som storebror vil Mikkel holde fast i hende, hvis hun bliver bange. For vi er søskende for altid.
Jeg er så taknemmelig for hver eneste stund, hver pandekage, hvert grin og hver tåre. Det er svært at forstå, hvordan livet kan så hurtigt vende fra frygt til kærlighed, men jeg tror på, at vi sammen kan bygge en tryg fremtid for Mikkel, Siv og mig.
Maren Jensen.
