Kære dagbog,
I dag har jeg endelig sat mig ned med en kop sort bryg fra min gamle kaffemaskine og prøvet at sortere de mange tanker, der har hobet sig op i mig siden jeg gik på pension. Jeg er 60 år, har tilbragt de sidste 35 år som regnskabsmedarbejder på en fabrik i Randers, og nu skulle de stille stille ro og fred have indfundet sig i hverdagen. Jeg vågner, når kroppen tillader det, spiser morgenmad uden hast, og ser de gamle programmer på DR1, som jeg altid har haft en svaghed for. Når jeg går i supermarkedet, vælger jeg de stille timer, så jeg undgår de lange køer noget, som efter fire årtier på arbejdsmarkedet føles som en lille sejr.
Men så ringede min eneste datter, Lærke, lørdag morgen.
Mor, vi skal tale seriøst, sagde hun, og hendes stemme bar en alvor, jeg ikke havde forventet.
Hvad sker der? spurgte jeg bekymret. Er alt i orden med Karla?
Ja, Karla har det fint, og jeg har også en lille overraskelse til dig. Du behøver ikke bekymre dig!
Det var netop den sætning, der fik min mave til at knibe. Når børn siger du behøver ikke bekymre dig, er det som om, de giver mig en undskyldning for at blive bekymret.
En time senere sad Lærke i køkkenet og holdt forsigtigt på sin runde mave. Hun er nu 32 år, og den anden baby er på vej, mens hun stadig er gift med Mikkel, som hun har boet sammen med i fire år, men som endnu ikke er officielt hendes mand.
Mor, vi har et problem med lejligheden, sagde hun, mens hun nervøst legede med kanten af sin kop. Udlejeren vil hæve huslejen. Vi klarer knap nok de nuværende 13.000 kr. om måneden, og nu vil hun have 2.000 kr. mere.
Jeg nikkede forstående. Jeg ved, hvor svært det er for de unge i dag. Mikkel hopper fra job til job i går var han lagermedarbejder, i morgen kurér, og så en nat sikkerhedsvagt. Lærke er på barsel med Karla, og om et halvt år starter hun anden barsel.
Vi har tænkt på at flytte ud for at spare, men ingen vil tage Karla med, sagde hun. Så jeg tænkte på dig.
Jeg tog en slurk af den varme te, mens jeg prøvede at forestille mig, hvordan vores lille toværelses lejlighed i en gammel blok ville rumme en hel familie.
Lærke, hvordan skal vi få plads til alle? Har du tænkt på, at vi kun har to små værelser, sagde jeg bekymret.
Vi kan klare det, sagde hun med et lille smil. Lejen er 13.000 kr. nu, så på et år bliver det 150.000 kr. Hvis vi sparer, kan vi lægge pengene til en egen bolig.
Jeg så for mig, hvordan Mikkel ville slentre rundt i lejligheden, tale højt i telefonen, mens Karla larmer med sine legetøj i hvert hjørne, og Lærke med sin voksende mave vil kræve al min opmærksomhed.
Hvor skal Karla sove? spurgte jeg.
I det store værelse får hun sin egen vugge. Du får den lille, men du har stadig sofaen og fjernsynet, sagde Lærke.
Det slog mig hårdt, for jeg havde netop trukket mig tilbage fra arbejdsmarkedet for at nyde roen. Jeg havde arbejdet fire årtier, og nu føltes det som om, jeg skulle opgive den fred, jeg lige var begyndt at mærke.
Mor, du har stadig din sommerhus, sagde hun. Det er et dejligt lille hus med have, hvor du kan trække dig tilbage. Luften er frisk, og du kan dyrke tomater og jordbær, som er godt for helbredet.
Jeg tøvede. Sommerhuset ligger 30 km fra byen, kun med bus i morgen og aften, og i vintermånederne er det koldt, og man må skaffe brænde til brændeovnen.
Men hvad med lægen og apoteket? spurgte jeg. Hvem skal jeg tale med, hvis jeg bliver syg?
Du behøver kun at gå til lægen én gang om måneden, sagde hun beroligende. Så kan du købe ind i større mængder, og du har nok fryserplads.
Jeg kunne næsten ikke tro, at min datter prøvede at overbevise mig om at blive en landlig eneboer, så jeg kunne gøre plads til hendes familie.
Hvor længe vil I bo hos mig? spurgte jeg. Et år? Et halvt år?
Mindst et år, måske halvandet, svarede hun. Så længe vi sparer til en egen lejlighed.
Det lød som et løfte om at blive sat på sidelinjen i min egen lejlighed i et år eller mere. Jeg tænkte på Mikkel, som sagde, at livet på landet ville være bedre for mig, uden byens stress.
Du kan læse bøger eller se tv, sagde han, og han ville endda hænge en satellitantenne op for at give dig flere kanaler.
Jeg kunne mærke, hvordan min tro på min egen beslutning svækkedes. Lærke så på mig med et blik, der sagde: Kom nu, mor, du kan ikke sige nej til din egen datter og hendes lille barn.
Jeg begyndte at overveje, om jeg skulle sige ja eller nej. Jeg har aldrig haft så mange bekymringer på én gang. Hvor ville jeg bo, hvis jeg sagde nej? Ville jeg blive alene i min lille lejlighed, mens børnene flygtede ud på jagt efter billigere huse?
Efter mange timer med te og tanker, så jeg mig selv sidde på den knirkende sofa med de tre årtier af mine minder, mens mine tanker løb som en strøm af regnvejr over de danske marker.
Jeg sagde til sidst: Jeg kan lade jer bo i et år. Men kun på betingelse af, at I sparer, så I kan finde jeres eget sted. Jeg vil beholde min sommerhus som min fristed, og jeg vil kun besøge jer, når jeg har lyst.
Lærke krammede mig hårdt og sagde: Tak, mor! Du er den bedste! Vi vil pas på din lejlighed, og vi skal nok holde roen.
Et par uger senere flyttede de ind. Mikkel stod og placerede sine værktøj i et skab, Karla løb rundt med sine bamser, og Lærke dirigere, hvor hvad skulle stå. Jeg stod midt i kaosset, pakkede min taske til sommerhuset og følte mig som en udstødt fra mit eget hjem.
De første måneder var en sand prøvelse. Mikkel tændte TV’et på maksimal lyd, talte i telefonen uden pause, og Karla græd om natten, mens hendes legetøj lå spredt overalt. Jeg kom ind i byen én gang om ugen for at købe mad og medicin og så min lejlighed langsomt forvandles til en gangbro for en anden familie.
Jeg forsøgte at holde orden: Skal vi rydde lidt? spurgte jeg.
Ikke nu, sagde Lærke. Vi har en baby, og Mikkel er træt efter arbejde. Vi får styr på det senere.
Senere kom aldrig. Jeg måtte selv vaske op, støvsuge og tørre støv af, mens kaoset rev sig igen så snart jeg forlod rummet.
Sommerhuset føltes pludselig som en øde ø. Den lille butik var tre kilometer væk, bussen kom kun to gange om dagen, og vinteren var hård. Brændet til ovnen forsvandt hurtigt, og jeg måtte varme vandet på komfuret. Jeg følte mig som en gammel fisk i en ny flod, langt fra min trygge havn.
Efter seks måneder fik Lærke en dreng, Emil. Jeg håbede, at dette ville sætte gang i deres jagt efter en permanent bolig, men da jeg besøgte dem i byen for at se den nyfødte, sagde Lærke:
Mor, med to børn kan vi ikke finde noget lejer, der vil tage os. Måske skal vi blive et år mere?
Det ramte mig hårdt. Jeg indså, at deres et år langsomt gled ud i to, så til tre. Jeg følte mig udnyttet, men jeg holdt mig til min aftale. Jeg havde lovet at hjælpe i et år, og jeg ville holde mit ord. Jeg tænkte på det danske ordsprog: Når man laver mad til andre, må man også smage sin egen suppe.
Nu, mens jeg skriver dette i min dagbog, er jeg stadig i tvivl om, om jeg har gjort det rigtige. Jeg har givet min lejlighed væk i et år, men har mistet min ro og mit eget rum. Jeg har også måttet holde fast i mit lille sommerhus, som nu er min eneste fristed.
Det er svært at vide, om jeg har været en god mor eller om jeg har ladet mig presse af børnenes pres. Måske er det bare livets uundgåelige kompromiser, som vi alle må leve med. Jeg vil prøve at huske, at selv om jeg har givet plads til min datters familie, så har jeg også holdt fast i min egen lille frihed.
Kanske er det sådan, at en mor altid er i balance mellem at give og at holde fast, mellem at elske og at beskytte sig selv. Jeg håber, at jeg en dag kan se tilbage på denne tid som en periode, hvor jeg både har mistet og fundet mig selv på ny.
Indtil da vil jeg fortsætte med at drikke min te, lytte til radioen og nyde de stille øjeblikke i min have både i byen og på sommerhuset.
Godnat, kære dagbog.
Gitte.
