Jeg stod ved komfuret og stegte koteletter til aftensmaden, da min svigermor Grethe trådte ind i køkkenet og satte sig ved bordet. “Signe, bag en kåltærte til middag i morgen,” erklærede hun, “Jeg har ikke haft ordentligt bagværk i lang tid; du laver altid nogle mærkelige retter.”
Jeg vendte mig væk fra komfuret, hvor jeg havde stået. Svigermoren sad med sit sædvanlige utilfredse udtryk og justerede sin bordeauxfarvede sweater.
“Jeg er allergisk over for kål, Grethe,” svarede jeg roligt, mens jeg vendte en kotelet. “Jeg kommer ikke til at lave den.”
“Hvad mener du med, at du ikke kommer til at?” svigermorens stemme blev skarpere. “Jeg bad dig, og du nægter mig? Hvem tror du, du er, at sige imod mig? I min tid respekterede svigerdøtre deres ældre!”
“Det handler ikke om respekt,” sagde jeg og flyttede panden til en anden brænder. “Hvis jeg tilbereder kål, får jeg en allergisk reaktion. Lav den selv, hvis du ønsker det så meget.”
“Lav den selv?” Grethe sprang op fra sin stol. “Jeg er ikke din tjener! Du er fruen i huset, så lav, hvad jeg siger! Og din allergi er bare en undskyldning. Du er bare for doven til at håndtere dejen!”
“Grethe, hvad har dovenskab med dette at gøre?” Jeg vendte mig mod hende. “Jeg laver mad hver dag, gør rent, vasker tøj. Men jeg vil ikke lave en kåltærte, fordi jeg fysisk ikke kan!”
“Kan ikke eller vil ikke?” svigermoren trådte nærmere, knibede øjnene sammen. “Tror du, bare fordi min søn giftede sig med dig, kan du bestemme over mig? Vi får at se, hvem der virkelig bestemmer her!”
Nøgler raslede i gangen Mikkel var kommet hjem. Grethes ansigt ændrede sig øjeblikkeligt til et lidende udtryk.
“Mikkel, søn,” skyndte hun sig hen til ham. “Godt, du er her. Din kone er blevet helt uforskammet! Jeg bad hende om at bage en tærte, og hun er grov mod mig, nægter!”
Mikkel tog sin jakke af og gav mig et træt blik; jeg stod ved komfuret med et anspændt ansigt.
“Signe, hvad er der i vejen?” spurgte han, mens han hængte jakken i skabet. “Hvorfor nægter du din mor?”
“Jeg er allergisk over for kål, Mikkel,” sagde jeg stille. “Jeg har allerede forklaret det til Grethe.”
“Allergi? Hvad allergi?” Mikkel viftede med hånden. “Mor, bare rolig. Signe vil bage tærten i morgen. Ikke sandt, skat?”
Jeg så stille på min mand, så på min svigermor, der smilede triumferende. Mit hjerte trak sig sammen af en dyb smerte. Jeg følte mig såret og overset i mit eget hjem.
“Nej, jeg vil ikke bage den,” sagde jeg fast, tog forklædet af og gik mod døren. “I kan spise selv.”
Jeg gik ind i soveværelset og lukkede døren bag mig. Stemmerne var dæmpede bag væggen Mikkel og hans mor spiste roligt og diskuterede nogle hverdagslige ting. Og jeg lå med ansigtet ned i puden, mens tårerne strømmede ned ad mine kinder. Det føltes som om hele verden var imod mig.
Bag væggen kunne man høre en støt mumlen af stemmer Mikkel fortalte sin mor om arbejdet, og hun nikkede sympatisk. Som om intet var sket. Som om hans kone ikke var gået oprørt væk, men bare var forsvundet i den tynde luft.
Om morgenen stod jeg op tidligere end sædvanligt. Grethe sov stadig huset var usædvanligt stille. Mikkel sad ved køkkenbordet med en kop kaffe, scrollede gennem nyheder på sin telefon.
“Mikkel, jeg har brug for at tale med dig,” sagde jeg og satte mig over for ham, mens jeg foldede hænderne. “En alvorlig samtale.”
Han så op fra skærmen, rynkede panden i forvirring.
“Om hvad?”
“Om din mor,” tog jeg en dyb indånding. “Jeg er træt af den konstante kritiseren. Grethe kritiserer alt hvordan jeg laver mad, hvordan jeg gør rent, hvad jeg har på. Jeg er træt af at skulle adlyde hende i vores hjem.”
“Signe, hvad siger du?” Mikkel lagde telefonen fra sig. “Mor opfører sig fint. Hun har bare sine vaner.”
“Vaner?” min stemme blev skarpere. “Er det det, du kalder at bestemme over voksne mennesker? Mikkel, måske er det tid til at finde din mor en lejelejlighed? Lad hende bo for sig selv? Vi er stadig unge vi har brug for vores eget rum.”
Mikkel smækkede sin kop på underkoppen.
“Foreslår du at smide min mor på gaden?” hans stemme havde en hård kant. “Hun bad om at bo hos os, og du vil smide hende ud?”
“Det siger jeg ikke,” jeg rakte hånden ud mod ham, men han trak sig væk. “Bare et separat sted. Vi kunne hjælpe med huslejen”
“Hør her, jeg kan ikke lide det her,” Mikkel rejste sig og begyndte at gøre sig klar til arbejde. “Mor generer ingen. Tværtimod gør hun vores liv bedre laver mad, hjælper i huset.”
“Hvornår laver hun mad?” Jeg rejste mig også. “Mikkel, åbn øjnene! Jeg arbejder, kommer hjem, laver aftensmad, gør rent, vasker tøj. Og din mor kritiserer kun!”
“Nok,” afbrød Mikkel mig, tog jakken på. “Jeg vil ikke høre mere om dette. Mor bliver hos os. Punktum.”
Døren smækkede bag ham med en ubehagelig metallisk lyd. Jeg stod alene i køkkenet og stirrede på min mands halvtomme kaffe. Bitterheden fra samtalen spredte sig indeni mig som den kolde drik. Jeg tog langsomt koppen, vaskede den og satte den til tørre. Jeg følte en voksende frustration over situationen.
Jeg var irriteret over denne uretfærdighed. Min svigermor havde givet sin lejlighed til sin datter. Og så havde hun insisteret på at bo hos os. Og Mikkel så intet mærkeligt i det! Jeg var træt af at leve under hendes vågne øje og konstant skulle rette ind.
En halv time senere dukkede Grethe op i køkkenet. Hendes hår var pænt sat, hendes morgenkåbe var knappet op til den sidste knap. Hendes ansigt udtrykte ekstrem utilfredshed.
“Nå, hvilken scene du lavede,” startede svigermoren uden engang at hilse. “Så uvenlig! Troede du, min søn ville støtte dig?”
Jeg hældte stille te op til mig selv og forsøgte ikke at reagere på provokationen.
“Ser du?” Grethe fortsatte, satte sig ved bordet. “Min søn tog min side! Det betyder, at han forstår, hvem der er chefen her. Og siden det er sådan, skal du adlyde mig!”
Jeg satte kedlen lidt skarpere ned end planlagt.
“I dag skal du gøre hele lejligheden skinnende ren,” fortsatte svigermoren i en belærende tone. “Vask vinduerne, mop alle gulvene i hvert værelse, få badeværelset til at skinne. Ellers går du rundt her som en dame, men huset er beskidt!”
“Huset er ikke beskidt,” indvendte jeg stille.
“Ikke beskidt?” Grethes stemme steg. “Jeg så støv på kommoden i stuen i går! Og spejlet i gangen er plettet! Hvis du diskuterer, klager jeg til min søn og fortæller ham, at du ikke lytter til mig!”
Noget inde i mig knækkede. Som en stramt spændt streng, der ikke længere kunne modstå spændingen. Jeg vendte mig skarpt mod min svigermor.
“Nej!” Min stemme rungede af spænding. “Jeg vil ikke gøre det! Jeg har adlydt dig alt for længe! Jeg har mistet mig selv i alt dette! Jeg laver mad, hvad du befaler, gør rent, når du siger, forbliver tavs, når du råber! Nok!”
Grethe sprang op. Hendes ansigt rødmede af forargelse. Hun skreg:
“Hvordan tør du? Hvordan tør du sige imod mig?”
Jeg hævede også stemmen.
“Jeg tør! Jeg er et levende menneske, ikke din tjener! Og jeg vil ikke længere tolerere dine småligheder!”
“Hvis du siger imod, smider min søn dig ud!” råbte svigermoren, mens hun rystede næven.
Og så syntes noget inde i mig at bryde løs. År af tavshed, måneder af ydmygelse. Det hele vældede frem i én kraftig bølge. Jeg rettede mig op til fuld højde. Min stemme lød så stærk, at Grethe ufrivilligt trådte tilbage.
“Du glemte, hvis lejlighed dette er! Du glemte, hvem der lod dig bo her! Hvem der tillod dig at bo her uden at betale husleje, el, vand, varme, madvarer ingenting! Lad mig minde dig dette er min lejlighed! Min, købt før ægteskabet. Købt før jeg mødte din søn, din hele familie!”
Grethe frøs med munden åben. Hun havde tydeligvis ikke forventet sådan en vending.
Men jeg stoppede ikke.
“Og så fra denne dag af vil du ikke længere diktere betingelser til mig! Ellers vil det ikke være mig, der ender på gaden det vil være dig! Forstår du?”
I flere sekunder stod svigermoren som forstenet, så kom hun langsomt til sig selv. Hendes ansigt rødmede, hendes øjne knibede sig sammen.
“Hvordan tør du tale sådan til mig?” hylede hun. “Du har ingen ret! Jeg er din mands mor! Jeg er ældre end dig! Du skal respektere mig!”
“Respekt skal fortjenes, ikke gives efter alder!” Jeg gav ikke efter. “Og i de forløbne måneder her har du ikke fortjent en dråbe respekt!”
“Hvordan tør du” Grethe gispede af forargelse. “Hvem tror du, du er? Jeg er Mikkels mor! Og du er bare en midlertidig kvinde! Han vil altid vælge mig!”
“Så flyt jer to ud sammen!” Jeg afbrød. “Og jeg bliver i min lejlighed! Den, jeg betaler for, gør rent i og laver mad i! Mens du kun bestemmer over!”
“Jeg jeg fortæller min søn!” stammede svigermoren. “Han får at vide, hvordan du behandler mig!”
“Gå bare frem og fortæl!” Jeg krydsede armene. “Bare husk at nævne, at du bor her gratis!”
Grethe vendte sig forarget og løb, mens hun stampede højt, ind til sit værelse. Døren smækkede så hårdt, at vinduerne rystede.
Et par minutter senere kom en ophidset stemme fra værelset. Svigermoren ringede tydeligvis til sin søn. Jeg opfangede fragmenter: “Helt uforskammet fornærmer mig truer med at smide mig ud”
Jeg afsluttede roligt min te og begyndte at gøre mig klar til arbejde. Lad Grethe klage i dag talte jeg sandheden for første gang i lang tid. Det gav mig en følelse af styrke.
Om aftenen kom Mikkel hjem næsten rasende. Hans ansigt var rødt, øjnene blussede af vrede. Næppe over tærsklen angreb han mig:
“Hvad tror du, du laver?” råbte han. “Mor fortalte mig alt! Hvordan tør du fornærme hende? True med at smide hende ud af huset?”
“Ud af mit hus,” rettede jeg roligt, mens jeg tog forklædet af. “Og jeg truede ikke. Jeg advarede.”
“Ud af dit?” Mikkels stemme blev højere. “Vi er mand og kone! Hvad der er dit, er mit!”
“Nej, skat,” jeg vendte mig mod ham. “Denne lejlighed blev købt af mig før ægteskabet. Og jeg vil ikke længere tolerere din mors uhøflighed.”
“Mor gjorde ikke noget forkert!” Mikkel råbte. “Hun bad kun om hjælp i huset!”
“Hun gav ordrer,” modsagde jeg. “Og fornærmede mig. Og du støttede hende.”
“Selvfølgelig støttede jeg hende! Hun er min mor!”
“Så lev med hende,” jeg gik mod hoveddøren og åbnede den vidt. “Men ikke her. Pak sammen og forlad.”
“Du spøger?” Mikkel så på mig i vantro.
“Slet ikke,” jeg pegede på døren. “Du har udnyttet mig nok, levet af mig nok. Beslut nu, hvor og hvordan du vil leve. Og jeg vælger at være lykkelig. Uden dig!”
Grethe løb ud af værelset, da hun hørte råberiet.
“Hvad foregår der?” spurgte hun, men ved at se den åbne dør forstod hun alt.
“Pak sammen,” gentog jeg. “I har en halv time.”
En bølge af lettelse skyllede over mig. Jeg havde taget det sværeste skridt, og for første gang følte jeg, at jeg tog kontrol over mit eget liv.Jeg stod ved komfuret og stegte koteletter til aftensmaden, da min svigermor Grethe trådte ind i køkkenet og satte sig ved bordet. “Signe, bag en kåltærte til middag i morgen,” erklærede hun, “Jeg har ikke haft ordentligt bagværk i lang tid; du laver altid nogle mærkelige retter.”
Jeg vendte mig væk fra komfuret, hvor jeg havde stået. Svigermoren sad med sit sædvanlige utilfredse udtryk og justerede sin bordeauxfarvede sweater.
“Jeg er allergisk over for kål, Grethe,” svarede jeg roligt, mens jeg vendte en kotelet. “Jeg kommer ikke til at lave den.”
“Hvad mener du med, at du ikke kommer til at?” svigermorens stemme blev skarpere. “Jeg bad dig, og du nægter mig? Hvem tror du, du er, at sige imod mig? I min tid respekterede svigerdøtre deres ældre!”
“Det handler ikke om respekt,” sagde jeg og flyttede panden til en anden brænder. “Hvis jeg tilbereder kål, får jeg en allergisk reaktion. Lav den selv, hvis du ønsker det så meget.”
“Lav den selv?” Grethe sprang op fra sin stol. “Jeg er ikke din tjener! Du er fruen i huset, så lav, hvad jeg siger! Og din allergi er bare en undskyldning. Du er bare for doven til at håndtere dejen!”
“Grethe, hvad har dovenskab med dette at gøre?” Jeg vendte mig mod hende. “Jeg laver mad hver dag, gør rent, vasker tøj. Men jeg vil ikke lave en kåltærte, fordi jeg fysisk ikke kan!”
“Kan ikke eller vil ikke?” svigermoren trådte nærmere, knibede øjnene sammen. “Tror du, bare fordi min søn giftede sig med dig, kan du bestemme over mig? Vi får at se, hvem der virkelig bestemmer her!”
Nøgler raslede i gangen Mikkel var kommet hjem. Grethes ansigt ændrede sig øjeblikkeligt til et lidende udtryk.
“Mikkel, søn,” skyndte hun sig hen til ham. “Godt, du er her. Din kone er blevet helt uforskammet! Jeg bad hende om at bage en tærte, og hun er grov mod mig, nægter!”
Mikkel tog sin jakke af og gav mig et træt blik; jeg stod ved komfuret med et anspændt ansigt.
“Signe, hvad er der i vejen?” spurgte han, mens han hængte jakken i skabet. “Hvorfor nægter du din mor?”
“Jeg er allergisk over for kål, Mikkel,” sagde jeg stille. “Jeg har allerede forklaret det til Grethe.”
“Allergi? Hvad allergi?” Mikkel viftede med hånden. “Mor, bare rolig. Signe vil bage tærten i morgen. Ikke sandt, skat?”
Jeg så stille på min mand, så på min svigermor, der smilede triumferende. Mit hjerte trak sig sammen af en dyb smerte. Jeg følte mig såret og overset i mit eget hjem.
“Nej, jeg vil ikke bage den,” sagde jeg fast, tog forklædet af og gik mod døren. “I kan spise selv.”
Jeg gik ind i soveværelset og lukkede døren bag mig. Stemmerne var dæmpede bag væggen Mikkel og hans mor spiste roligt og diskuterede nogle hverdagslige ting. Og jeg lå med ansigtet ned i puden, mens tårerne strømmede ned ad mine kinder. Det føltes som om hele verden var imod mig.
Bag væggen kunne man høre en støt mumlen af stemmer Mikkel fortalte sin mor om arbejdet, og hun nikkede sympatisk. Som om intet var sket. Som om hans kone ikke var gået oprørt væk, men bare var forsvundet i den tynde luft.
Om morgenen stod jeg op tidligere end sædvanligt. Grethe sov stadig huset var usædvanligt stille. Mikkel sad ved køkkenbordet med en kop kaffe, scrollede gennem nyheder på sin telefon.
“Mikkel, jeg har brug for at tale med dig,” sagde jeg og satte mig over for ham, mens jeg foldede hænderne. “En alvorlig samtale.”
Han så op fra skærmen, rynkede panden i forvirring.
“Om hvad?”
“Om din mor,” tog jeg en dyb indånding. “Jeg er træt af den konstante kritiseren. Grethe kritiserer alt hvordan jeg laver mad, hvordan jeg gør rent, hvad jeg har på. Jeg er træt af at skulle adlyde hende i vores hjem.”
“Signe, hvad siger du?” Mikkel lagde telefonen fra sig. “Mor opfører sig fint. Hun har bare sine vaner.”
“Vaner?” min stemme blev skarpere. “Er det det, du kalder at bestemme over voksne mennesker? Mikkel, måske er det tid til at finde din mor en lejelejlighed? Lad hende bo for sig selv? Vi er stadig unge vi har brug for vores eget rum.”
Mikkel smækkede sin kop på underkoppen.
“Foreslår du at smide min mor på gaden?” hans stemme havde en hård kant. “Hun bad om at bo hos os, og du vil smide hende ud?”
“Det siger jeg ikke,” jeg rakte hånden ud mod ham, men han trak sig væk. “Bare et separat sted. Vi kunne hjælpe med huslejen”
“Hør her, jeg kan ikke lide det her,” Mikkel rejste sig og begyndte at gøre sig klar til arbejde. “Mor generer ingen. Tværtimod gør hun vores liv bedre laver mad, hjælper i huset.”
“Hvornår laver hun mad?” Jeg rejste mig også. “Mikkel, åbn øjnene! Jeg arbejder, kommer hjem, laver aftensmad, gør rent, vasker tøj. Og din mor kritiserer kun!”
“Nok,” afbrød Mikkel mig, tog jakken på. “Jeg vil ikke høre mere om dette. Mor bliver hos os. Punktum.”
Døren smækkede bag ham med en ubehagelig metallisk lyd. Jeg stod alene i køkkenet og stirrede på min mands halvtomme kaffe. Bitterheden fra samtalen spredte sig indeni mig som den kolde drik. Jeg tog langsomt koppen, vaskede den og satte den til tørre. Jeg følte en voksende frustration over situationen.
Jeg var irriteret over denne uretfærdighed. Min svigermor havde givet sin lejlighed til sin datter. Og så havde hun insisteret på at bo hos os. Og Mikkel så intet mærkeligt i det! Jeg var træt af at leve under hendes vågne øje og konstant skulle rette ind.
En halv time senere dukkede Grethe op i køkkenet. Hendes hår var pænt sat, hendes morgenkåbe var knappet op til den sidste knap. Hendes ansigt udtrykte ekstrem utilfredshed.
“Nå, hvilken scene du lavede,” startede svigermoren uden engang at hilse. “Så uvenlig! Troede du, min søn ville støtte dig?”
Jeg hældte stille te op til mig selv og forsøgte ikke at reagere på provokationen.
“Ser du?” Grethe fortsatte, satte sig ved bordet. “Min søn tog min side! Det betyder, at han forstår, hvem der er chefen her. Og siden det er sådan, skal du adlyde mig!”
Jeg satte kedlen lidt skarpere ned end planlagt.
“I dag skal du gøre hele lejligheden skinnende ren,” fortsatte svigermoren i en belærende tone. “Vask vinduerne, mop alle gulvene i hvert værelse, få badeværelset til at skinne. Ellers går du rundt her som en dame, men huset er beskidt!”
“Huset er ikke beskidt,” indvendte jeg stille.
“Ikke beskidt?” Grethes stemme steg. “Jeg så støv på kommoden i stuen i går! Og spejlet i gangen er plettet! Hvis du diskuterer, klager jeg til min søn og fortæller ham, at du ikke lytter til mig!”
Noget inde i mig knækkede. Som en stramt spændt streng, der ikke længere kunne modstå spændingen. Jeg vendte mig skarpt mod min svigermor.
“Nej!” Min stemme rungede af spænding. “Jeg vil ikke gøre det! Jeg har adlydt dig alt for længe! Jeg har mistet mig selv i alt dette! Jeg laver mad, hvad du befaler, gør rent, når du siger, forbliver tavs, når du råber! Nok!”
Grethe sprang op. Hendes ansigt rødmede af forargelse. Hun skreg:
“Hvordan tør du? Hvordan tør du sige imod mig?”
Jeg hævede også stemmen.
“Jeg tør! Jeg er et levende menneske, ikke din tjener! Og jeg vil ikke længere tolerere dine småligheder!”
“Hvis du siger imod, smider min søn dig ud!” råbte svigermoren, mens hun rystede næven.
Og så syntes noget inde i mig at bryde løs. År af tavshed, måneder af ydmygelse. Det hele vældede frem i én kraftig bølge. Jeg rettede mig op til fuld højde. Min stemme lød så stærk, at Grethe ufrivilligt trådte tilbage.
“Du glemte, hvis lejlighed dette er! Du glemte, hvem der lod dig bo her! Hvem der tillod dig at bo her uden at betale husleje, el, vand, varme, madvarer ingenting! Lad mig minde dig dette er min lejlighed! Min, købt før ægteskabet. Købt før jeg mødte din søn, din hele familie!”
Grethe frøs med munden åben. Hun havde tydeligvis ikke forventet sådan en vending.
Men jeg stoppede ikke.
“Og så fra denne dag af vil du ikke længere diktere betingelser til mig! Ellers vil det ikke være mig, der ender på gaden det vil være dig! Forstår du?”
I flere sekunder stod svigermoren som forstenet, så kom hun langsomt til sig selv. Hendes ansigt rødmede, hendes øjne knibede sig sammen.
“Hvordan tør du tale sådan til mig?” hylede hun. “Du har ingen ret! Jeg er din mands mor! Jeg er ældre end dig! Du skal respektere mig!”
“Respekt skal fortjenes, ikke gives efter alder!” Jeg gav ikke efter. “Og i de forløbne måneder her har du ikke fortjent en dråbe respekt!”
“Hvordan tør du” Grethe gispede af forargelse. “Hvem tror du, du er? Jeg er Mikkels mor! Og du er bare en midlertidig kvinde! Han vil altid vælge mig!”
“Så flyt jer to ud sammen!” Jeg afbrød. “Og jeg bliver i min lejlighed! Den, jeg betaler for, gør rent i og laver mad i! Mens du kun bestemmer over!”
“Jeg jeg fortæller min søn!” stammede svigermoren. “Han får at vide, hvordan du behandler mig!”
“Gå bare frem og fortæl!” Jeg krydsede armene. “Bare husk at nævne, at du bor her gratis!”
Grethe vendte sig forarget og løb, mens hun stampede højt, ind til sit værelse. Døren smækkede så hårdt, at vinduerne rystede.
Et par minutter senere kom en ophidset stemme fra værelset. Svigermoren ringede tydeligvis til sin søn. Jeg opfangede fragmenter: “Helt uforskammet fornærmer mig truer med at smide mig ud”
Jeg afsluttede roligt min te og begyndte at gøre mig klar til arbejde. Lad Grethe klage i dag talte jeg sandheden for første gang i lang tid. Det gav mig en følelse af styrke.
Om aftenen kom Mikkel hjem næsten rasende. Hans ansigt var rødt, øjnene blussede af vrede. Næppe over tærsklen angreb han mig:
“Hvad tror du, du laver?” råbte han. “Mor fortalte mig alt! Hvordan tør du fornærme hende? True med at smide hende ud af huset?”
“Ud af mit hus,” rettede jeg roligt, mens jeg tog forklædet af. “Og jeg truede ikke. Jeg advarede.”
“Ud af dit?” Mikkels stemme blev højere. “Vi er mand og kone! Hvad der er dit, er mit!”
“Nej, skat,” jeg vendte mig mod ham. “Denne lejlighed blev købt af mig før ægteskabet. Og jeg vil ikke længere tolerere din mors uhøflighed.”
“Mor gjorde ikke noget forkert!” Mikkel råbte. “Hun bad kun om hjælp i huset!”
“Hun gav ordrer,” modsagde jeg. “Og fornærmede mig. Og du støttede hende.”
“Selvfølgelig støttede jeg hende! Hun er min mor!”
“Så lev med hende,” jeg gik mod hoveddøren og åbnede den vidt. “Men ikke her. Pak sammen og forlad.”
“Du spøger?” Mikkel så på mig i vantro.
“Slet ikke,” jeg pegede på døren. “Du har udnyttet mig nok, levet af mig nok. Beslut nu, hvor og hvordan du vil leve. Og jeg vælger at være lykkelig. Uden dig!”
Grethe løb ud af værelset, da hun hørte råberiet.
“Hvad foregår der?” spurgte hun, men ved at se den åbne dør forstod hun alt.
“Pak sammen,” gentog jeg. “I har en halv time.”
En bølge af lettelse skyllede over mig. Jeg havde taget det sværeste skridt, og for første gang følte jeg, at jeg tog kontrol over mit eget liv.
