I forretningsklassen hang en anspændt atmosfære som tunge skyer i en mærkelig drøm. Passagererne kastede fjendtlige blikke mod den gamle kvinde da hun tog sin plads deres øjne som gennemtrængende lys i tågen. Alligevel vendte flyets kaptajn sig mod hende mod slutningen af rejsen.
Grethe satte sig ophidset i sin stol. Straks brød en strid ud i den surrealistiske kabine.
Jeg nægter at sidde ved siden af hende! råbte en mand på omkring fyrre år højt mens han stirrede skarpt på kvindens simple kjole som om den fornærmede drømmens stof idet han talte til flyværtinden.
Mandens navn var Jørgen Olsen. Han forsøgte ikke at skjule sin stolthed og foragt.
Undskyld men passageren har præcis denne plads på sin billet. Vi kan ikke flytte hende svarede flyværtinden roligt selvom Jørgen fortsatte med at betragte Grethe med mistænksomme øjne.
Disse pladser er for dyre til folk som hende indskød han hånligt mens han så sig omkring som om han søgte allierede i det svævende rige.
Grethe forblev tavs selvom alt inden i hende strammede sig som en knyttet næve i natten. Hun bar sin bedste kjole simpel men velholdt. Den eneste passende til en så vigtig lejlighed i dette syn.
Nogle passagerer udvekslede blikke nogle nikkede til Jørgen.
Så løftede bedstemoderen stille hånden ude af stand til at bære det længere og sagde:
Det er i orden… Hvis der er plads i economy-klassen flytter jeg derhen. Hele mit liv har jeg sparet op til denne flyvetur og jeg vil ikke være en hindring for nogen…
Grethe var femogfirs år gammel. Dette var hendes første flytur. Vejen fra Nuuk til København var fyldt med vanskeligheder korridorer der strakte sig som endeløse bånd i en drøm terminalernes mylder som en hvirvelvind af glemte sjæle ventetider der syntes at vare evigt. Endda fulgte en lufthavnsmedarbejder hende for at hun ikke skulle fare vild i skyernes labyrint.
Nu da kun timer stod tilbage til hendes drøms opfyldelse måtte hun konfrontere ydmygelse.
Men flyværtinden stod fast:
Undskyld bedstemor men du har betalt for denne billet og du har fuld ret til at være her. Lad ikke nogen tage det fra dig.
Hun så strengt på Jørgen så tilføjede hun køligt:
Hvis du ikke stopper tilkalder jeg sikkerhedstjenesten.
Ved dette faldt han i tavshed mumlede som fjern torden.
Flyet steg op mod himlen trodsende tyngdekraften på en måde der føltes magisk. I sin ophidselse tabte Grethe sin taske da pludselig Jørgen uden ord hjalp hende med at samle tingene der syntes at danse i luften før de lagde sig.
Da han gav hende tasken tilbage fangede hans blik en medaljon prydet med en blodrød sten der glødede blødt i drømmens lys.
Smuk medaljon sagde han. Det kunne være en rubin. Jeg ved lidt om antikviteter. Et sådant stykke er ikke billigt.
Grethe smilede svagt.
Jeg ved ikke hvad den er værd… Min far gav den til min mor som gave før han tog til krigen. Han vendte aldrig tilbage. Min mor gav den til mig da jeg blev ti år.
Hun åbnede medaljonen hvori to gamle fotografier hvilede det ene viste et ungt par det andet en lille dreng der smilede til verden hans smil syntes at bevæge sig en smule.
Det er mine forældre… sagde hun blidt. Og her er min søn.
Flyver du til ham? spurgte Jørgen forsigtigt.
Nej svarede Grethe med sænket hoved. Jeg gav ham til et børnehjem da han stadig var et spædbarn. Dengang havde jeg hverken mand eller arbejde. Jeg kunne ikke give ham et normalt liv. For nylig fandt jeg ham med hjælp fra en DNA-test. Jeg skrev til ham… Men han svarede at han ikke ville kende mig. I dag er hans fødselsdag. Jeg ville bare være tæt på ham selvom det kun var et øjeblik…
Jørgen var overrasket.
Hvorfor flyver du så?
Den gamle kvinde smilede blegt bitterhed glimtede i hendes øjne som stjerner i tåge:
Han er flyets kaptajn. Dette er den eneste måde at være nær ham. I det mindste et glimt…
Jørgen tav. Skam skyllede over ham han sænkede blikket.
Flyværtinden efter at have hørt alt dette forlod stille cockpittet.
Et par minutter senere lød kaptajnens stemme i kabinen ekkoende mærkeligt:
Kære passagerer vi vil snart begynde nedstigningen til Kastrup lufthavn. Men først vil jeg henvende mig til en særlig dame om bord. Mor… bliv venligst efter landingen. Jeg vil gerne se dig.
Grethe stivnede. Tårer strømmede ned ad hendes ansigt. Tavshed indhyllede kabinen så begyndte nogen at klappe andre smilede midt i tårerne.
Da flyet landede brød kaptajnen reglerne han skyndte sig ud af cockpittet og uden at tørre tårerne væk løb han hen til Grethe. Han omfavnede hende så tæt som om han forsøgte at genvinde de tabte år fra tidens tåger.
Tak mor for alt det du gjorde for mig hviskede han mens han holdt hende tæt.
Grethe græd og klyngede sig til ham:
Der er intet at tilgive. Jeg har altid elsket dig…
Jørgen trådte til siden bøjede hovedet. Han følte skam. Han indså at bag den beskedne kjole og rynkerne lå en historie om stor ofring og kærlighed.
Dette var ikke blot en flyvetur. Det var mødet mellem to hjerter som tiden havde adskilt men som alligevel fandt hinanden i denne drømmelignende genforening.I forretningsklassen hang en anspændt atmosfære som tunge skyer i en mærkelig drøm. Passagererne kastede fjendtlige blikke mod den gamle kvinde da hun tog sin plads deres øjne som gennemtrængende lys i tågen. Alligevel vendte flyets kaptajn sig mod hende mod slutningen af rejsen.
Grethe satte sig ophidset i sin stol. Straks brød en strid ud i den surrealistiske kabine.
Jeg nægter at sidde ved siden af hende! råbte en mand på omkring fyrre år højt mens han stirrede skarpt på kvindens simple kjole som om den fornærmede drømmens stof idet han talte til flyværtinden.
Mandens navn var Jørgen Olsen. Han forsøgte ikke at skjule sin stolthed og foragt.
Undskyld men passageren har præcis denne plads på sin billet. Vi kan ikke flytte hende svarede flyværtinden roligt selvom Jørgen fortsatte med at betragte Grethe med mistænksomme øjne.
Disse pladser er for dyre til folk som hende indskød han hånligt mens han så sig omkring som om han søgte allierede i det svævende rige.
Grethe forblev tavs selvom alt inden i hende strammede sig som en knyttet næve i natten. Hun bar sin bedste kjole simpel men velholdt. Den eneste passende til en så vigtig lejlighed i dette syn.
Nogle passagerer udvekslede blikke nogle nikkede til Jørgen.
Så løftede bedstemoderen stille hånden ude af stand til at bære det længere og sagde:
Det er i orden… Hvis der er plads i economy-klassen flytter jeg derhen. Hele mit liv har jeg sparet op til denne flyvetur og jeg vil ikke være en hindring for nogen…
Grethe var femogfirs år gammel. Dette var hendes første flytur. Vejen fra Nuuk til København var fyldt med vanskeligheder korridorer der strakte sig som endeløse bånd i en drøm terminalernes mylder som en hvirvelvind af glemte sjæle ventetider der syntes at vare evigt. Endda fulgte en lufthavnsmedarbejder hende for at hun ikke skulle fare vild i skyernes labyrint.
Nu da kun timer stod tilbage til hendes drøms opfyldelse måtte hun konfrontere ydmygelse.
Men flyværtinden stod fast:
Undskyld bedstemor men du har betalt for denne billet og du har fuld ret til at være her. Lad ikke nogen tage det fra dig.
Hun så strengt på Jørgen så tilføjede hun køligt:
Hvis du ikke stopper tilkalder jeg sikkerhedstjenesten.
Ved dette faldt han i tavshed mumlede som fjern torden.
Flyet steg op mod himlen trodsende tyngdekraften på en måde der føltes magisk. I sin ophidselse tabte Grethe sin taske da pludselig Jørgen uden ord hjalp hende med at samle tingene der syntes at danse i luften før de lagde sig.
Da han gav hende tasken tilbage fangede hans blik en medaljon prydet med en blodrød sten der glødede blødt i drømmens lys.
Smuk medaljon sagde han. Det kunne være en rubin. Jeg ved lidt om antikviteter. Et sådant stykke er ikke billigt.
Grethe smilede svagt.
Jeg ved ikke hvad den er værd… Min far gav den til min mor som gave før han tog til krigen. Han vendte aldrig tilbage. Min mor gav den til mig da jeg blev ti år.
Hun åbnede medaljonen hvori to gamle fotografier hvilede det ene viste et ungt par det andet en lille dreng der smilede til verden hans smil syntes at bevæge sig en smule.
Det er mine forældre… sagde hun blidt. Og her er min søn.
Flyver du til ham? spurgte Jørgen forsigtigt.
Nej svarede Grethe med sænket hoved. Jeg gav ham til et børnehjem da han stadig var et spædbarn. Dengang havde jeg hverken mand eller arbejde. Jeg kunne ikke give ham et normalt liv. For nylig fandt jeg ham med hjælp fra en DNA-test. Jeg skrev til ham… Men han svarede at han ikke ville kende mig. I dag er hans fødselsdag. Jeg ville bare være tæt på ham selvom det kun var et øjeblik…
Jørgen var overrasket.
Hvorfor flyver du så?
Den gamle kvinde smilede blegt bitterhed glimtede i hendes øjne som stjerner i tåge:
Han er flyets kaptajn. Dette er den eneste måde at være nær ham. I det mindste et glimt…
Jørgen tav. Skam skyllede over ham han sænkede blikket.
Flyværtinden efter at have hørt alt dette forlod stille cockpittet.
Et par minutter senere lød kaptajnens stemme i kabinen ekkoende mærkeligt:
Kære passagerer vi vil snart begynde nedstigningen til Kastrup lufthavn. Men først vil jeg henvende mig til en særlig dame om bord. Mor… bliv venligst efter landingen. Jeg vil gerne se dig.
Grethe stivnede. Tårer strømmede ned ad hendes ansigt. Tavshed indhyllede kabinen så begyndte nogen at klappe andre smilede midt i tårerne.
Da flyet landede brød kaptajnen reglerne han skyndte sig ud af cockpittet og uden at tørre tårerne væk løb han hen til Grethe. Han omfavnede hende så tæt som om han forsøgte at genvinde de tabte år fra tidens tåger.
Tak mor for alt det du gjorde for mig hviskede han mens han holdt hende tæt.
Grethe græd og klyngede sig til ham:
Der er intet at tilgive. Jeg har altid elsket dig…
Jørgen trådte til siden bøjede hovedet. Han følte skam. Han indså at bag den beskedne kjole og rynkerne lå en historie om stor ofring og kærlighed.
Dette var ikke blot en flyvetur. Det var mødet mellem to hjerter som tiden havde adskilt men som alligevel fandt hinanden i denne drømmelignende genforening.
