Vagn blev smidt ud. Igen. Tredje gang i hans korte liv. Heldet var altså ikke på hans side.
Han var kun et år gammel, men allerede fra tre familier skulle han ud. Først gik han fra hånd til hånd, så endte han ude på gaden. De smed ham i en affaldsbeholder og løb væk, så han ikke kunne finde hjem. Men han ledte ikke engang.
Han forstod det med det samme ud fra mandens ansigtsudtryk. Hans kone, Kirstine, blev dybt bedrøvet, da Vagn kradsede den nye lædersofa.
Den var virkelig dyr, og hun udstedte en dom. Hvad med manden? Han var altid enig med alt.
Han greb den ét-årige kat, Pjuske, under armen og gik mod skraldespanden i nabohaven. Vagn ville ikke løbe efter ham. Nej, han så dommen i hans øjne og forstod.
Det var forgæves. Han sagde farvel på en menneskelig måde, kælede et sidste øjeblik, bad om tilgivelse men det gik skævt.
Det endte som om en spand affald blev løftet ud over ham.
Vagn sukkede og rokkede efter noget spiseligt i skraldet gamle kyllingestykker. Så han kravlede ud, satte sig ved en stor grøn affaldsbeholder og så på solen.
Han knibe øjnene sammen, men vendte sig ikke bort. Fra den store lysende cirkel strømmede varme, og det behagede ham.
Det var de sidste solstråler. Sommer, efterårs og vinterstråler. En lille opvarmning, og et iskoldt stykke smeltede.
Men i Vagns indre frøs det.
Aftenen og natten var kolde efter solnedgang. Vinden og frosten gik i gang.
Den røde kat, Pjuske, frøs. Han vidste ikke, hvor han skulle gemme sig, så han fandt en stor bunke falmede røde løv og krøb ind i den. Han blev til en lille kugle. I starten var det iskoldt og han rystede, men så
Da den fugtige, isnende vind pressede hans røde pels til at blive hård, føltes det på en mærkelig måde varmere, og rysten gik væk. En stemme fra dybet hviskede venlige ord.
De sang ham i søvn, bad ham lukke øjnene og glemme al smerte og ulykke.
Rul dig sammen og sov. Sov, sov, sov. han mærkede varmen sprede sig i den stivnede krop.
Det er så enkelt. Man behøver kun at overgive sig, så forsvinder alt, og ro og evighed vender tilbage. Så kan de gamle nag og smerter smelte væk.
Vagn sukkede et sidste gang og gik med på det. Hvorfor kæmpe? Hvorfor?
For i morgen ventede den samme kulde og sult. Det samme ønske om at lukke øjnene og aldrig åbne dem igen.
Gadelamperne tændtes i det fjerne. Vagn kastede et sidste blik på dem. Han havde ofte set deres lys fra sit vindue. Den røde kat tog det sidste lys ind, og hans øjne glimtede i den aftagende mørke.
Det lille funklende lys fangede opmærksomheden fra en lille rødkædet pige. Hun gik hjem med sin far. Hun greb fat i hans ærme.
Der sagde hun er noget i bladene, jeg kan se.
Der er ingen der sagde faren, Jens, mens han rystede af kulde. Lad os skynde os hjem. Jeg fryser.
Han prøvede at trække hende væk fra den store mørke bunke af blade. Den røde pige trak i skulderen.
Jeg så det. Jeg så lyset.
Lys i en bunke gamle blade? undrede faren. Det kan ikke være.
Men pigen stod allerede ved bunken, og da hun rev det øverste lag af, ramte den Pjuske, den røde kat.
Far! råbte hun.
Jeg sagde, jeg så det. Det er ham.
Hvem er han? spurgte faren, mens han gik nærmere.
Der, se. sagde pigen og forsøgte at løfte den frosne krop.
Lad den ligge. sagde faren.
Han er allerede død. Vi kan jo ikke bære en død kat hjem.
Han er ikke død, svarede pigen. Jeg ved det. Jeg så lyset i hans øjne.
Lys i en kats øjne? trak faren på skuldrene.
Han gik endnu tættere, løftede den frosne krop og prøvede at høre et hjerteslag.
Vagn længtes efter søvn. Søvnen lukkede hans øjenlåg, og varmen fyldte hans krop. En stemme inde i ham hviskede:
Sov, sov, sov Åbn ikke øjnene.
Den lille, barnlige stemme gentog insisterende:
Lyset i hans øjne.
Hvad vil de have af mig? Hvorfor plager de mig igen? Hvorfor får jeg ikke lov til at sove i fred?
Han åbnede knap nok øjnene for at se, hvem der stadig forstyrrede ham.
Her! råbte den barnlige stemme. Jeg sagde det. Så du? Igen. Lyset!
Hvilket lys?
Han blev overrasket, men trak sin jakke af, snoede den om den røde krop og gik mod huset.
Dattersøsteren løb ved siden af ham, travlt efter ham.
Far, far, skynd dig! Han fryser!
De forsvandt i indgangen, og ovenpå femte sal tændtes lyset i vinduerne.
Vagn fik en varm badeværelsesbad og blev næret med lunken mælk. Pigen stod ved hans side.
Du må ikke dø. Dø ikke, vær så sød.
Isen på hans pels smeltede, og den smeltede også i hans hjerte.
Den store røde kat så med forundring på, hvordan faren og datteren tog sig af ham. Han var nu vågnet, og virkelig var han varm.
Varmen fyldte hele hans væsen. Ikke fra radiatorerne, men fra et lille barns hjerte.
Udenfor stod han, den som af og til kommer til undsætning. Han så på de femte salvinduer, der glødede.
Han stod og sagde:
Alt, hvad jeg kan. Alt, hvad jeg kan.
Han stod lidt, tænkte og tilføjede:
Lys ikke alle ser det. Ikke alle, der ser, kan beholde det.
Og Vagn, mens han så på den røde pige, tænkte ikke på menneskets storhed. Det gør folk. Han tænkte på sit eget.
Han så lyset. Lyset i hendes øjne.
Sæt et like, og del hvad du synes om historien!
