– Maja, vi kommer altså på besøg hos jer! Bare i to dage vi har allerede købt billetter! Sådan startede samtalen, da en fjern slægtning ringede. Fjern, ja, for Maja kunne overhovedet ikke genkende stemmen eller placere, hvem det var.
Maja kiggede lidt paf på telefonen og forsøgte desperat at grave frem, hvem denne kvinde mon var, hvorfor hun ringede og vigtigst af alt, hvordan hun dog kendte hendes navn.
– Undskyld, hvem sagde du, du var? Og hvilken slags besøg?
– Maja, nu driller du! Det er da bare mig din tante Lise! lød det grinende fra den anden ende.
Lige meget hvor meget Maja tænkte efter, var der ingen tante Lise, der dukkede op i hukommelsen. Hun overvejede om et hurtigt spørgsmål kunne opklare det:
– Hvad kan jeg hjælpe med?
– Vi vil jo bare lige komme forbi et par dage! Du bor jo tæt på havet, og min søn Jonas har virkelig brug for havluft lægerne siger det, i hvert fald
Efter en kort samtale gik det op for Maja, at det hele gik ud på, at Jonas, tantes Lises søn, skulle have frisk havluft for helbredets skyld igen, ifølge tante Lise. Hun lovede, at de slet ikke ville være til besvær, rydde op efter sig selv og hjælpe til. Med lidt modvilje sagde Maja ja det var jo kun to dage og for barnets skyld, selvom hun havde en nagende fornemmelse af, hun skulle have sagt nej.
– Tak, Maja! kvækkede kvinden begejstret. Så kommer vi fredag!
Der blev sagt farvel, og Maja lagde på. Hun kiggede på sin tolvårige søn, Emil.
– Hvem var det, mor? Skal vi igen have gæster?
– En eller anden tante Lise, tror jeg sagde Maja og trak på skuldrene.
– Du må ringe til mormor og høre, hvem det er! sagde Emil med et opgivende blik. Han var træt af gæster, for deres oplevelser havde tit ikke helt matchet deres løfter.
Maja havde egentlig i lang tid sagt nej til det meste selskab. Men barnet havde jo brug for hjælp, så hvad kunne det skade i to dage?
Efter skilsmissen for tre år siden købte Maja et lille hus i Skagen, så tæt på havet som muligt. Hun og Emil flyttede dertil, og pludselig dukkede slægtninge op, hun aldrig havde hørt om.
I begyndelsen syntes Maja, det var hyggeligt med familien, men hurtigt indså hun, at mange bare ville feriere gratis og ikke engang kunne finde ud af at vaske en kop op efter sig. Nogle mente, at fordi det var hendes hus, skulle hun sørge for alt mad, rengøring, det hele. Men den slags fik hun hurtigt sat en stopper for: Det her var altså ikke et hotel. Hjælpsomme og rare gæster bød hun gerne velkommen, men de var sjældne.
Nå, men Emil havde ret hun måtte jo lige høre mormor ad. Hun ringede op, og de faldt som altid først lige i daglig snak, inden Maja kom ind på tante Lise og Jonas.
– Aldrig hørt om dem, skat. Måske det er fra din fars side? Jeg kan spørge ham, men jeg tvivler sagde mormor undrende.
Enden blev, at Maja ikke blev klogere og bare måtte vente og se.
Fredag kom, og gæsterne ankom, præcis som de havde lovet. Tante Lise en stor, bred kvinde med et snu glimt i øjet og Jonas, der viste sig ikke at være nogen lille dreng, men en teenager på femten. Senere fandt Maja ud af, at Jonas aldrig havde fået noget som helst på recept Lise havde bare brug for gratis ferie. Klassisk.
– Hvorfor hentede du os ikke på stationen? var det første tante Lise sagde. Fatter altså Majas far kendte hende heller ikke.
– Det behøver min mor altså ikke! mumlede Emil trofast.
Lise ignorerede tydeligvis ham og så bare irriteret på ham.
– Maja, hvor kan vi stille vores ting? Hvor er vores værelser?
– Der er kun ét gæsteværelse, sagde Maja bestemt jeg har ikke plads til mere.
– Nå, vi havde ellers hørt, at I boede kæmpestort, næsten lige oven på stranden?
– Det gør vi bestemt ikke! Hvis det ikke passer, så synes jeg I skal finde jer et sommerhus eller et hotel. Jeg gider ikke at have dårligt selskab i mit hjem.
Tante Lise formildede sig lynhurtigt og begyndte at tale påtaget venligt:
– Maja, nu ikke så vred! Vi er bare så trætte Lad os komme indenfor, kære.
De gik ind. Jonas slæbte bagage, og Emil kiggede på sin mor:
– Mor, du skulle aldrig ha lukket dem ind. Du kommer til at fortryde det, vent bare og se!
– Emil, det er kun to dage. Det skal nok gå, prøvede hun at forsikre både ham og sig selv.
Resten af dagen gik nogenlunde. Lise og Jonas gik tidligt i seng, selvom de knurrede lidt over værelset. Der var to andre ledige rum, men de var under renovering, så kun stuen var et alternativ, hvilket de afslog. Sådan var det.
Næste morgen blev Maja vækket af et frygteligt spektakel klokken seks. Hun var udpræget B-menneske og hadede at blive vækket tidligt. Emil plejer at stå op lydløst, hygge sig eller stikke ud til venner så hun bekymrede sig aldrig, så længe han lige skrev en seddel først.
– Hvad foregår der? sagde Maja søvnigt og gik ind i stuen.
– Ingenting, Maja, sagde tante Lise, mens hun kastede badetøj og kjoler op af sin taske over det hele. Kan ikke finde min bikini altså!
– Kunne det ikke lade sig gøre lidt mere stille? Og ovre på dit værelse?
– Næh, der er ikke plads. Jeg prøvede at være stille!
Udenfor hamrede Jonas løs på en spand. Han ventede vist utålmodigt på sin mor.
– Kan du få ham til at lade være naboerne slår mig ihjel, snerrede Maja og kiggede på Lise.
Hun brummede uforstående, men gik ud og hentede Jonas ind.
Maja indså, at hun ikke ville få mere søvn, og traskede ud i køkkenet.
– Hvor skal du hen?
– Efter kaffe, mumlede Maja.
– Ej, det lyder godt. Tag en stor kop til mig, med mælk. Og tre sukker, tak!
Maja vendte sig om og kiggede direkte på Lise:
– Undskyld mig, men du er gæst i mit hus og har vækket mig klokken seks. Så må du selv lave din kaffe!
– Det er da ikke så tidligt? Jeg hedder Lise Marie, og vil gerne have kaffe
– Her plejer vi at klare os selv!
Nu var dagen vist ødelagt på forhånd. Emil dukkede ind og lagde trøstende en hånd på sin mors skulder.
– Jeg sagde det jo, mor. De har ingen skam i livet. Smid dem ud, hvis det bliver nødvendigt!
– Emil, vi tager lige en dag mere det går nok, sukkede Maja.
– De vækkede mig også, bare så du ved det
Tante Lise kom trampende ind, så samtalen sluttede brat.
– Ingen, der har lavet kaffe til mig?
– Min mor skal ikke lave kaffe til nogen! Gør det selv, skød Emil ind.
– Maja, du kunne have opdraget ham bedre; børn skal være stille, når de voksne taler!
– Du skal bare ikke snakke om min søn! Maja kogte næsten, selvom hun ellers var ret fattet.
– Jeg er ikke noget barn, snerrede Emil.
Lise lavede så sin egen kaffe, og derefter smilede hun underligt til Maja:
– Maja, viser du os ikke vejen til stranden?
– I skal bare følge stien til venstre så står I på sandet.
– Du kommer ikke med?
Emil kiggede spørgende på Maja, og hun gennemskuede hans nødråb han gad bestemt ikke stranden med dem.
– Vi går først i eftermiddag. I må gerne selv gå derned.
– Hvad med frokost?
Maja plejede aldrig at lave mad til gæster uden at de også hjalp til. Hun sagde det, som det var:
– Emil og jeg spiser for os selv, men der ligger et lækkert lille spisested nede ved havnen!
– Kunne du ikke lige lave noget til os? Jeg kan slet ikke lide at spise ude, klynkede Lise.
– Jeg kan, for 75 kroner pr. person. Ellers har jeg heller ikke så meget at gøre godt med.
Lise snøftede opgivende.
– Næ, så går vi ud og spiser det smager nok også bedre.
Emil rystede bare på hovedet og sagde ikke mere.
Sådan gik der to dage med småskænderier og irritation hele tiden. Og på andendagen kom det meste af dramaet: Lise havde ikke tænkt sig at flytte ud.
– Sådan Maja, nu må du ikke blive sur! Vi bliver bare en lille uge ekstra, vi har jo ferie, det går nok, ikke?
Maja måtte bide sig i læben. Hun havde ikke lukket et øje og var ved at gå ud af sit gode skind. Selv naboerne var begyndt at klage over Jonas, der støjede og svinede. Nu var nok nok.
– Nej, det går ikke det her er mit hjem. Vi havde en aftale om to nætter, og jeg får snart besøg af venner. I bliver nødt til at tage videre i morgen!
Lise tog nærmest dramatikerven frem og begyndte at råbe:
– Hvordan kan du gøre det? Hvor skal vi gå hen? På stationen som vagabonder? Vi er jo familie!
– Jeg kender jer ikke engang! Min mor kender jer heller ikke! Hvis I ikke er ude i morgen, ringer jeg til politiet. Og pas på, hvordan I opfører jer resten af tiden!
Maja gik ud fra værelset med en følelse af sejr og kæmpe lettelse. Tidligt næste morgen var Lise og Jonas væk stadig brokkende og utilfredse, men dog væk.
Og Maja? Hun har svoret, at fremover kommer ingen familie ind over dørtærsklen ikke engang for to dage!
