Signe, vi kommer på besøg hos jer! Bare i to dage! Vi har allerede købt billetter! Sådan begyndte Signes fjerne slægtning samtalen, noget umage, for Signe kunne overhovedet ikke huske sådanne slægtninge i farten…
Signe kiggede forbløffet på telefonen, mens hun febrilsk forsøgte at regne ud, hvem denne kvinde var, hvorfor hun ringede, og hvad hun ville. Men vigtigst: Hvorfra kendte den fremmede hendes navn?
Hvem er det? Hvilket besøg?
Signe, lød den kvidrende, kvindelige stemme altså, det er da mig din tante Karen!
Uanset hvor meget hun prøvede, kunne Signe ikke rigtig komme i tanker om nogen tante Karen, men hun spurgte alligevel, for en sikkerheds skyld:
Hvad ville I da?
Vi vil så gerne på besøg! Du bor jo nær vandet, ikke? Bare to dage, altså, det er mest for Mads min dreng det er vigtigt…
Efter en kort samtale forstod Signe, at Mads tantens søn angiveligt havde brug for havluft, doktorernes anbefaling, ifølge Karen. Hun lovede, at de hverken ville forstyrre, og ville rydde op efter sig selv og hjælpe til. Signe accepterede modstræbende, bange for at det ikke ville ende godt. Hun havde nemlig den fornemmelse…
Tak, Signe! kvækkede kvinden glad. Så kommer vi fredag.
Hun sagde hurtigt farvel og lagde på. Signe så hen på sin tolvårige søn, Andreas.
Hvem var det, mor? Kommer der nogen?
Ja, en eller anden tante Karen, Signe trak bare på skuldrene.
Ring til mormor og find ud af, hvem de overhovedet er! Andreas var ikke begejstret. Han brød sig ikke om sådanne gæster, fordi de ofte lovede ét og gjorde noget andet.
På det sidste havde Signe konsekvent sagt nej til gæster, men nu drejede det sig altså om et barn. Så hun sagde ja de skulle jo kun være der i to dage.
Efter skilsmissen tre år tidligere havde Signe købt et lille hus ved vandet, lidt udenfor Skagen. Hun og Andreas var flyttet, og det var først da, hun “opdagede” en hel flok fætre og kusiner, som hun ikke anede eksisterede.
I starten syntes Signe faktisk, at nye bekendtskaber var sjove, men hurtigt fandt hun ud af, at de fleste bare ville nyde alt på hendes regning, og knap nok gad skylle en kop af. Og så begyndte de at befale rundt det er jo dit hus, så ryd du bare op, handl ind, og alt det der.
Det satte Signe dog hurtigt en stopper for hun havde ikke en gæstgivergård. Nogle forsøgte stadig at mase sig ind, men dem lukkede hun ikke ind over dørtærsklen. Få var til at stole på og hyggelige at have dem nød hun. Desværre var de sjældne.
Nu fulgte hun Andreas’ råd og ringede til sin mor. Hendes mor boede stadig i Aarhus, men kom på ferie et par gange om året.
Hej, Signe, svarede moderen.
Hej, mor, hvordan går det?
De sludrede løs om løst og fast, og Signe gled naturligt over på emnet om Karen og hendes søn.
Jeg kender altså ikke til nogen Karen i familien, svarede moderen undrende. Måske på din fars side? Jeg spørger ham, men jeg tror nu heller ikke, han kender dem.
Det gav altså intet klart svar. Hun måtte bare vente og se.
To dage efter ankom de, som aftalt. Tante Karen viste sig at være en korpulent dame med snu, vågne øjne, og Mads ikke nogen lille dreng, men en solid knægt på femten år. Jeg fandt senere ud af, at ingen læge havde udskrevet noget ophold i havluft Karen ville bare have gratis ferie, som så mange før hende.
Hvorfor kom I ikke og hentede os på stationen? var det første, Karen sagde. Ingen i familien, heller ikke Signe, kunne genkende hende.
Mor skal ikke hente jer overhovedet! mumlede Andreas surt ved siden af Signe.
Karen lod, som om hun ikke hørte det, men sendte ham et isnende blik.
Signe, hvor kan vi stille bagagen? Hvor er vores værelser?
I har ét værelse, svarede Signe koldt, jeg har ikke flere værelser til jer.
Nå, men vi har hørt, du har et stort, flot hus tæt på havet!
Det kan jeg ikke gøre noget ved, jeg ved ikke, hvem der har bildt dig det ind. Hvis I fortsætter sådan, kan I finde et pensionat jeg gider ikke skænderier.
Straks blev Karens ansigt venligt og underdanigt:
Men Signe dog, vi er jo trætte og glade for at være her! Kom nu, kære niece!
Karen marcherede ind i huset uden at vente, Mads slæbte taskerne, og Andreas så på Signe:
Mor, jeg sagde jo, du skulle have sagt nej! De kommer til at pine dig!
Bare to dage, svarede Signe og prøvede at berolige sig selv og sønnen.
Resten af dagen gik nogenlunde roligt. Karen og Mads gik relativt tidligt i seng, selvom de knurrede lidt over, at de ikke havde separate værelser. Signe havde to andre værelser, men de var under renovering. Hun havde også tilbudt sovesofaen i stuen, men de nægtede.
Natten gik stille hen men klokken seks næste morgen vågnede Signe til et forfærdeligt postyr. Hun forbandede altid tidlige morgener, fordi hun selv var B-menneske, og Andreas listede altid stille rundt, når han var vågen. Han kunne endda gå ud og lege alene, så længe han efterlod seddel.
Hvad foregår der? spurgte Signe og gabte.
Ikke noget, Signe, Karen stod midt i stuen og smed tøj overalt. Jeg kan aldrig finde den pokkers badedragt!
Kunne du ikke have gjort det på værelset og lidt mere stille?
Ingen plads jo! Jeg var ellers stille…
Det værste larm kom udefra Mads stod og bankede løs på en spand. Han ventede på sin mor, der ikke havde travlt.
Kan du ikke få din søn til at holde inde? Naboerne river hovedet af mig! snerrede Signe til Karen.
Karen brummede utilfreds, men kaldte på sønnen, som gik hen til bænken ved træet.
Signe vidste, hun ikke fik mere søvn og gik i køkkenet.
Hvor skal du hen?
Drikke kaffe, svarede hun lavmælt.
Kaffe, ja! Signe, jeg vil gerne have en stor kop med mælk og tre sukkerknalder!
Signe stoppede brat og kiggede på hende:
Karen, du er her på besøg. Du har råbt op fra første minut, vækket mig klokken seks, og nu kommanderer du med kaffen?
Jamen, det er da ikke særlig tidligt… Og jeg hedder Karen Cecilie. Hvad med kaffe?
Her serverer man selv.
Humøret hos Signe var ødelagt. Mens hun sad med sin egen kop, kom Andreas ud og lagde trøstende en hånd på hendes skulder.
Hvad sagde jeg, mor. De er frækheden selv. Du kan stadig nå at smide dem ud.
Bare én dag til… vi overlever.
Dagen er lige begyndt! De vækkede endda mig!
Skridt nærmede sig, og ind kom Karen med et surt blik.
Har du ikke lavet kaffe?
Det skal min mor ikke! Lav det selv! brød Andreas ind.
Signe, burde du ikke lære din søn, hvordan man taler til voksne?
Lad være at irettesætte mit barn! Signe blev mere og mere irriteret, selvom hun egentlig var rolig af natur.
Jeg er ikke et barn… snøftede Andreas.
Karen gik rundt i køkkenet, lavede sin egen kaffe, og vendte så tilbage til Signe med et tvunget smil:
Signe, skal du ikke vise os vejen til stranden?
Følg stien så kan du ikke undgå at se havet.
Da hun begyndte at være dus, talte Signe også mere afslappet til hende.
Går du ikke selv med?
Andreas håbede visibly, at hun sagde nej.
Vi går selv senere på dagen. I kan bare gå nu.
Hvad skal vi have til frokost?
Normalt lavede Signe mad til sig selv og Andreas og sjældent til gæster, medmindre de selv bidrog til indkøb. Hun var ikke rig og kunne ikke brødføde hele selskaber. Svaret var derfor ofte:
Vi spiser selv, I kan spise på kroen tæt ved.
Kan du ikke lige lave noget? Jeg tåler ikke mad ude, bedede Karen.
Det kan jeg til en pris. Jeg har også et stramt budget, svarede Signe ærligt.
Karen fnøs og løftede næsen.
Så går vi på kroen. Det er nok også bedre der!
Andreas fniste stille, men sagde ikke noget.
Sådan forløb de to dage i småskænderier og irritation. Men på andendagen, da Signe nævnte, at tiden var gået, svarede Karen:
Nå da! Skal du smide os på porten? Vores ferie varer en uge, vi bliver til da. Er der harm over at dele lidt?
Signe havde harm stor harm! Hun havde allerede fået nok, var allerede udmattet, og hun brød sig slet ikke om dem, især ikke Karen. Mads generede Andreas og larmede mentalt på grænsen til at drive naboerne til vanvid.
Jo, det gør jeg. Det her er mit hus, og mine venner kommer snart så I flytter ud i morgen tidlig, som aftalt.
Hun talte roligt, men fast, og Karen stirrede vantro:
Hvordan kan du gøre det familie og det hele, sådan smide os ud! Hvor skal vi gå hen? Stationen eller hvad… hvad skal vi dog gøre?
Mads stod flovt ved siden af og havde tydeligvis fået nok.
Familie? Ingen kender jer hverken jeg, min mor, eller min far. I har til i morgen. Og forsøger I at ødelægge eller stjæle noget, ringer jeg til politiet.
Signe gik med lettet hjerte. Tidligt næste morgen skred Karen og Mads, mens de beklagede sig i ét væk, men de forsvandt trods alt. Og Signe lovede sig selv: Aldrig mere af den slags familiegæster heller ikke bare for to dage.
