**Kære Dagbog,
12. september**
I dag har jeg endelig sat ord på, hvad der har foregået i huset siden den dag, vi så den nye pige træde over dørtrinnet. Hun var høj, spinkel og kruset som en vilde græsstrå. En simpel striktrøje hang på hende, men hænderne mindede om min mors kortere, tykkere fingre, som hun altid knyttede sammen til en knude. Benene var endnu mere spinkle end min mors, men fødderne var mærkeligt lange.
Jeg sad sammen med min lillebror Valdemar, han er syv, jeg er ni, og vi kastede blikke af afsky mod hende. Den lange Mille er kun en kilometer væk, men ingen lille Miljø! drillede vi. Far opdagede vores holdning og sagde med en stram stemme: Opfør jer ordentligt, som anstændige drenge!
Bliver hun hos os længe? spurgte Valdemar, så nysgerrigt, som en dreng kan være.
For altid, svarede far. Jeg kunne mærke hans irritation vokse; hvis han mistede besindelsen, ville det gå os dårligt, så jeg holdt mig tilbage.
En time senere gik Mille for at gå hjem. Hun tog sine sko på, men da hun gik ud, snublede Valdemar hende forsigtigt. Hun faldt næsten ind i trappen. Far lød bekymret: Hvad er der sket?
Måske en anden sko, svarede hun uden at se på Valdemar.
Alt er i orden. Jeg ordner det, lovede han straks.
Det gik op for mig, at far havde sine følelser for hende. Vi kunne ikke slippe hende ud af livet, uanset hvor meget vi prøvede.
En aften, da Mille var alene hjemme med os, sagde hun pludselig med rolig stemme:
Jeres mor er død. Hun sidder nu på himlen og ser alt. Jeg tror, hun ikke er glad for, hvordan I opfører jer.
Vi gik i stå.
Valde, Kirstine, I er jo fine børn! Er det sådan, man ærer en mors minde? Man skal vise godhed, ikke være så spidse som en torneagtig blomst! sagde hun. Hendes ord dæmpede vores trang til at være onde.
En dag hjalp jeg Mille med at pakke indkøb fra supermarkedet. Hun klappede mig på ryggen og sagde, at jeg var dygtig. Selvom hendes fingre ikke var som min mors, føltes rosen varm. Valdemar blev jaloux, men vi satte de vaskede kopper på hylden, og Mille roste os begge. Senere fortalte vi far med begejstring, hvor hjælpsomme vi var, og han smilede stolt.
Milles fremmedhed gjorde, at vi aldrig helt slappet af. Vi ønskede at lade hende komme ind i vores hjerter, men det virkede ikke. Et år senere glemte vi næsten, hvordan livet var uden hende. Så, efter én begivenhed, forelskede vi os i Mille så fuldstændigt, som om vi havde mistet al hukommelse ligesom far gjorde.
—
**Valdemars skoleår**
I syvende klasse gik det ikke så let for Valdemar. En dreng ved navn Vagn Højgaard drillede ham. Vagn var lige så høj som Valdemar, men langt mere fræk. Hans familie var velhavende, og far sagde altid: Du er en mand, slå dem alle. Vent ikke på, at de knækker dig. Så Vagn valgte Valdemar som en nem mål.
Hjemme sagde Vagn intet til mig, hans søster, men han ventede, indtil alt faldt fra hinanden af sig selv. Men problemer forsvinder ikke selv. De drilles videre, fordi gerningsmanden tror, han kan slippe afsted.
Vagn slog Valdemar i åbent syn. Hver gang han gik forbi, gav han ham et slag på skulderen. Jeg fik fat i informationerne, da jeg så blå mærker på Valdemars skulder. Han mente, at mænd ikke skulle lægge deres problemer over på søstre, selv om de er ældre.
Uden at vi vidste det, stod Mille i døråbningen og lyttede til vores samtale.
Valdemar bad mig om ikke at fortælle far, ellers ville det blive værre. Han bad mig også om ikke at gå ud og slås med Vagn med det samme men jeg ville så gerne forsvare ham! Jeg kunne have gjort alt for min bror. At involvere far var ingen idé; han kunne ende i konflikt med Vagns far, og fængslet var ikke langt væk
Næste dag, fredag, gik Mille til supermarkedet, men førte os i stedet til skolen og bad om at få se Vagn. Jeg gik med og sagde: Lad ham vide, hvilken slags fyr han er!
Ugen startede med danskundervisning. Mille dukkede ind i klassen med pandeprydning og smuk manicure, og med en blid stemme bad hun Vagn om at komme ud af lokalet, fordi hun havde noget vigtigt at sige til ham. Læreren gik med på det, uden at ane noget. Vagn gik roligt ud, troende Mille var en ny arrangør. Hun greb ham ved brystet, løftede ham fra jorden og råbte:
Hvad vil du have af min søn?
Hvilken søn? stammede han.
Af Valde Rybjerg!!
Intet
Jeg vil have ingenting! Hvis du rører min bror igen, eller kigger på ham på en forkert måde, så knækker jeg dig, din slyngel!
Mor, slip mig, skreg Vagn svagt. Jeg vil ikke gøre det igen!
Gå væk! slog Mille ham ned på gulvet. Prøv ikke at tale om mig. Jeg sender din far i fængsel for at have dyrket et ungt kriminelt sind! Forstået? Jeg vil fortælle læreren, at jeg er din nabo. Når timen er slut, skal du undskylde til Valde!
Vagn smuttede tilbage til klasseværelset, rettede sin uniform og mumlede noget om en nabo. Efter den dag så han aldrig Valde i øjnene igen. Han undgik ham, og i løbet af dagen undskyldte han, kort og hakkende, men oprigtigt.
Mille bad os holde det hemmeligt, men vi fortalte alt til far. Han var imponeret. På et tidspunkt vejledte hun mig på den rette sti. Jeg drømte om en sød, ung kærlighed, hvor hormonerne skød i vejret og alt syntes forbudt.
Det er pinligt at tale om, men jeg blev forelsket i en arbejdsløs, evigt beruset pianist. Han talte til mig som om jeg var hans muse, og jeg smeltede i hans arme som voks. Det var min første erfaring med en mand. Min mor spurgte ham: Er du nogensinde ædru, og hvordan vil I forsørge os? Da han havde en klar livsplan, lovede han at tage ansvar for vores fremtid for en lille lejlighed var ikke nok til alvorlige intentioner.
Han var fem år yngre end Mille, men 25 år ældre end mig. Mille spurgte ham ikke om holdninger. Jeg vil ikke gengive hans svar, men jeg skammer mig over, at jeg aldrig har gjort min mor stolt, især da hun sagde: Jeg troede, du var klogere.
Så sluttede min ungdoms kærlighed på en grim og ubehagelig måde, men hverken pianist eller far endte i fængsel. Mille greb ind i tide.
Der er gået mange år siden. Valdemar og jeg har bygget familier med grundlæggende værdier: kærlighed, respekt og omsorg, selv når vores nære er i fejl. Alt dette har Mille indpodet i os.
Ingen anden kvinde har gjort så meget for os som hun. Far er lykkelig med hende, velplejet og elsket. Engang oplevede hun en familietragedie, vi aldrig kendte til. Mille elskede vores far og forlod sin mand. Hun havde en søn, som døde på grund af sin mands fejl, og hun kunne ikke tilgive ham.
Vi håber, at vi har lindret noget af Milas smerte. Hendes betydning for vores opdragelse vil aldrig blive undervurderet. Familien samles altid omkring hende vi ved ikke, hvilke tøfler der passer til hendes fødder, men vi værner om hende. For ægte mødre, uanset hvilke forhindringer de møder, snubler aldrig.
