Ved du hvad, Freja, for at kunne gå rundt i guld hver dag, står jeg op klokken fem hver morgen, giver komærene mælk, drikker kalvene, deler foder ud, og så tager jeg på arbejde. Der er intet at misunde her. Hvis du bare vidste, hvordan livet på landet er, ville du ikke tænke sådan.
Åh, Signe! Du ser bare så smuk ud! Du er jo helt i guld! Halskæder, ringe, endda et lille guldbånd om håndleddet Freja fløjter uafbrudt, da hun ser sin barndomsveninde. Du er virkelig dygtig, siger hun, og folk siger, at folk på landet lever dårligt. Men når man ser dig, ville enhver fra byen flytte ud på landet med det samme. Det er da noget at bo på landet og se så elegant ud, klæde sig så smart og skinne af guld!
Ved du hvad, Freja, for at kunne gå så glitrende rundt, står jeg op klokken fem, giver komærene mælk, drikker kalvene, deler foder ud, og så tager jeg på mit egentlige arbejde. Der er ingen grund til at misunde mig. Hvis du kendte livet på gården, ville du tænke anderledes.
Signe, jeg kan jo ikke vide, hvordan livet på landet er! Jeg har fra barnsben kendt køer og svin, men du har på et tidspunkt forvandlet dig til en landlig moster en gåde for mig. Vi troede alle, at du efter uddannelsen aldrig ville vende tilbage til hjemstedet.
Åh, lad fortiden ligge. Det er som det er. I ungdommen tror vi, vi kan bestemme alting, men virkeligheden viser sig ofte anderledes.
Signe har en stærk karakter; hun er stædig, og hvis hun siger noget, så gør hun det. Allerede som barn hævder hun, at alt med marker, kartofler, køer og kalve og hø er spild, fordi hun er så smuk og klog hun fortjener kun det bedste, og hun tror, at hun aldrig igen vil få brug for køerne.
Mor, jeg vender aldrig tilbage til din landsby. Når jeg er færdig med gymnasiet, flytter jeg til København, finder en rig kæreste, gifter mig og bliver i byen. Jeg kan ikke blive på landet!
Okay, Signe, men hvem ved, hvad livet vil bringe? Landet er ikke dårligere end byen; der lever også mennesker her. Hvis du kom med køerne, ville det gøre alt lettere for mig, og jeg ville forberede aftensmad.
Forestil dig, at jeg skal ud og melke køerne! Så vil hele landsbyen grine af mig. Mor, jeres køer, lad mig bare blive. Jeg går ikke, og lad mig endelig ikke stille mig over for sådan et spørgsmål igen.
Andre børn hjælper med køerne og deres forældre. Hvad gør dig så speciel, min pige?
Mor, hvad skal jeg kigge på andre for? Jeg har min egen forstand.
Mors navn er Inger, og hun sukker stille, mens hun går for at hente sin høns fra stalden, mens datteren lægger tunge lag af makeup på ansigtet for at gøre sig klar til den landlige fest.
Signes veninder kigger misundeligt på den lokale dronning, som aldrig bekymrer sig om husligt arbejde, aldrig vasker op, og slet ikke tænker på at gå i laden. Signe ved tydeligvis ikke, hvordan man nærmer sig køerne. Hun er en sen barn, uventet og overraskende. Den ældste søster er allerede gift, har børnebørn, og nu opdager Inger, at hun også er gravid. De føder næsten samtidigt med den ældste kun to måneders forskel. Hvordan kan man ikke forkæle den lille?
Tiden går, børnene vokser, forældrene bliver ældre. Signe afslutter gymnasiet. Hun får gennemsnitlige karakterer, men ambitionerne er store.
Hun beslutter sig for at blive vuggestipleder. Arbejdet er rent, respektfuldt og giver tryghed. Inger sukker igen, sælger et par okser sammen med sin mand, og betaler et år i uddannelse for datteren.
Ingen forstår i starten, hvad Signe laver. Det er hendes sidste år på kollegiet, og hun kommer ofte hjem. Hun forsøger at læse, men ender med at sidde foran spejlet, gøre sig smuk og kigge ud af vinduet, som om hun venter på nogen, men klubben er tom.
Hun begynder at træne, får en flot krop. En weekend kommer svigerforældre på besøg og siger: Vi har varer, vi kan sælge. Forældrene forstår ikke deres humor. Signe hopper på en dreng uden at spørge sine forældre, og de to bliver kærester i fire år. Han er fra samme landsby, men efter kollegiet blev de i byen, hvor de mødtes, og kærligheden blomstrede.
De får et bryllup, og mens Signe stadig er på kollegiet, er hun allerede gift og dybt gravid. Rygterne går, at hun kun bestod eksamen på grund af sin situation, for hun var ikke en lysende studerende.
De lejer en lille lejlighed i København og begynder at bo der. Forældrene sender kun madpakker, så de unge kan forsørge sig selv. Signe er på barsel, mens hendes mand Morten arbejder dobbelt. Deres lille datter, Maja, er lige så smuk som mor. På to personer er mandens løn ikke nok, men på tre er den tilstrækkelig. Morten bliver irriteret og siger:
Du kan gøre, hvad du vil, men jeg har fået nok af at betale halvdelen af huslejen til min onkel. Lad os flytte tilbage på landet, indtil Maja er større, og så er det slut.
De pakker deres ting og kører til landsbyen. Mortens forældre har købt et andet hus, mens deres gamle hus står tomt. De bosætter sig på gården. Morten får arbejde som mekaniker på en lille maskinfabrik en god, men lavere løn end i byen, men ingen husleje. Signe er først modvillig: Hvorfor har du bragt mig til landet? Men så roer hun sig, for både mor og svigermor hjælper med barnet og leverer mad, som før. Det føles som et eventyr.
Snart bliver eventyret dog tilvirket, da svigermor og mor begynder at kritisere, at Signe sidder foran spejlet i dagevis, mens de slæber sig rundt på markerne. Lad os skiftes til at sidde med barnebarnet, siger de. Signe prøver at protestere, men Morten kaster et blik, og hun forstår, at hun må tage sig af gulerødderne. Hele sommeren høster de, og haven er pjusket. Næste sommer beslutter hun at plante sin egen grøntsagshave, så hun ikke længere behøver at bede forældre om gulerødder.
Morten beslutter at opdrætte okser. Det virker profitabelt: græs og fyrreårig foder giver profit. Hvor der er okser, er der også køer. Forældrene flytter til en forstad, men giver en ung ko til de unge. I starten er det svært for Signe at stå op så tidligt, men snart vænner hun sig.
Efter fire år får hun et job som pædagog på en børnehave, da en medarbejder går på pension. Landbruget har nu roligt stået, og familien lever.
Signe glemmer aldrig drømmen om bylivet, men hun har nu en travl hverdag fra tidlig morgen til sen aften, fyldt med pligt og omsorg.
Svigermoren er også flyttet til forstaden. Datteren går i skole, mens Signe selv forbliver på landet. Hun er blevet afdelingsleder i børnehaven. Morten starter en samtale:
Skal vi ikke overveje at flytte tættere på byen? Vi har eget hus, egen have, og økonomien er i orden. Vi kan stadig besøge byen ofte.
Hvad nu, Morten? Jeg er glad her. Jeg har min have, min børnehave, og jeg har dig. Jeg vil ikke forlade dette liv. Når Maja bliver ældre, kan vi så rejse?
Der går tyve år, som om de er ét øjeblik. Klassen fra gymnasiet samles for første gang efter eksamen. Mange af dem har set hinanden over årene, mens andre, som Katja og Theresa, ikke har mødt hinanden siden barndommen. På mødet er det tydeligt, hvor forskelligt livet har udviklet sig.
Katja har altid arbejdet på gården, hendes forældre har været landmænd. Hun gik på erhvervsskole som kok, men giftede sig og flyttede til byen, hvor hun nu er en velkendt husmor.
Theresa giftede sig med Mikkel, en klasseskammerat, og bor i en lejlighed i København med en bil. Hun arbejder som marketingchef, men drømmer stadig om landet, selvom hun aldrig har forladt byen.
De udveksler telefonnumre, griner over livets vendinger og går hver til sit.
Signe og Morten kommer hjem, tænker over deres rejse.
Undskyld, Signe, at jeg bragte dig til byen, da du ikke kunne klare landet, siger Morten.
Åh, Morten! Jeg kører i bil lige så meget som dig, og vi lever ikke dårligere end andre. Byen har også sine ulemper. Jeg elsker livet på landet. Det er roligt, og jeg får lov til at slappe af efter en lang dag. Jeg troede, det var skamfuldt at arbejde på gården, men mine forældre skæmmede mig ikke. Jeg forstår nu, at intet er let uden indsats. Hvis vi havde boet i en lejlighed eller betalt af et lån, ville vi stadig have haft den samme kamp. Jeg kan endelig tage en tallerken af bordet uden at være bange for at blive dømt. På landet, ved siden af dig, har jeg lært, at man skal arbejde hårdt uanset hvor man er. Vi er ikke så langt fra byen, og vi kan altid flytte, hvis vi vil. Vi har et arbejde, et hjem hvad mere behøver vi?
Jeg har altid elsket landet, bare jeg forstod det ikke selv. Jeg sagde engang, at jeg aldrig ville bo på landet, men her er jeg.
Signe smiler, og de sidder stille og nyder stilheden på deres lille terrasse, mens fuglene synger over marken.
Del dine tanker i kommentarerne!
Hvis du vil læse flere historier, så kommenter og tryk like det giver os motivaton til at skrive videre.
