Mette fatter ikke først, hvem der lister langs vejen. Hun parkerer bilen og løber hen mod væsenet, der desperat har brug for hjælp.
Da hun kommer tættere på, er hun lige ved at græde af medlidenhed. Foran hende står en udmattet kat og vakler. Mette kan ikke engang se, hvilken farve den har, for den er helt beskidt.
Men det værste – den stakkel kan ikke se eller trække vejret ordentligt. På hovedet sidder en afskåret plastikflaske.
– Hvem har gjort det mod dig? udbryder hun, mens hun forsigtigt løfter den stakkels op.
Den føles næsten vægtløs. Katten prøver at vride sig, men kan ikke, og hænger livløst i hendes arme.
– Mads, er du på arbejde? Jeg har brug for dig med det samme. Bliv klar! råber hun i telefonen og suser til dyreklinikken, hvor hendes ven arbejder.
De næste to timer kæmper Mads og hans kolleger for kattens liv. Mette sidder stille i gangen og lytter.
– Jamen, hvad kan jeg sige. Katten var heldig, at den mødte dig. Lidt mere, og vi havde ikke kunnet gøre noget. Den bliver her i nat. Jeg har vagt og passer på din lille ven, siger han med et smil.
– Mads, tak. Hvis ikke du var der, ved jeg ikke… begynder Mette og græder, mens hun gemmer ansigtet mod hans skulder.
Mads stryger hende over håret:
– Det skal nok gå, Mette. Kan du huske dengang vi var børn? blinker han til sin bedste veninde.
Mette smiler gennem tårerne. De har kendt hinanden i mange år. Mads har altid reddet hende. Siden barndommen har Mette vidst – hvis Mads er der, så går alt godt.
– Gå hjem. Ellers bliver din mor sur igen, siger han bekymret.
Mette nikker og går hurtigt mod udgangen. Mads ser kærligt efter hende.
*****
Mads’ bekymring var ikke ubegrundet. Han er Mettes nabo og kender hendes familie. Hendes forældre har længe haft et alkoholproblem.
Sidste år døde faren. Mettes mor var utrøstelig. Hun mister mere og mere menneskeligheden og tager det ud på datteren.
Mads har altid haft lidt ondt af den søde, rødhårede pige med fregnerne.
Han er tre år ældre end Mette og har altid taget sig af hende. Beskyttet hende mod bøller og piger, der drillede. Mette har altid taget imod hans hjælp med taknemmelighed.
I modsætning til sine forældre stræber hun efter et godt liv. Mette dimitterede fra gymnasiet med sølvmedalje. Og hun ved, at hun må yde en kæmpe indsats for at komme ind på et prestigefyldt universitet.
Nu er Mette tredjeårsstuderende på sprogvidenskab.
Mads er meget stolt af hende. Selv blev han for nylig færdig på Veterinærskolen, elsker sit arbejde, men synes, at lære fremmedsprog er meget sværere.
Mette når ikke kun at studere, men også at arbejde som kurér på en brugt bil, som hun arvede efter sin far.
– Jeg er hjemme! råber Mette fra entreen.
Som svar hører hun en regelmæssig snorken. Der lugter stærkt af alkohol i lejligheden. Moren sover, med benet hængende ud fra sofaen. Tomme flasker ligger på gulvet.
Mette sukker tungt, samler flaskerne op og går på sit værelse for at forberede sig til timerne.
Mette kan ikke få billedet af den stakkels kat ud af hovedet. Hvordan har den det? Hun tager telefonen og skriver til Mads.
Den stakkels kat sover, men ryster uroligt. Den føler, at plageånderne stadig er tæt på. Den stønner svagt af smerte og falder igen i mørke.
– Du klarer den, lille fighter! For Mettes skyld. Hun venter på dig og ønsker dig det bedste, hvisker Mads, der sidder ved siden af.
Om morgenen åbner katten øjnene og ser et menneske tæt på. Den prøver at flygte, men kan ikke. Den stirrer forskrækket på Mads. I dens blik er der smerte.
– Rolig, lille ven, jeg gør dig ikke noget, siger Mads.
Men katten ved, at man ikke kan stole på nogen i denne verden. Den vil hvæse, men der kommer kun en hæs lyd.
– Det er okay, smukke, siger Mads og undersøger den forsigtigt.
Hele ugen tilbringer den stakkel på klinikken. Mette kommer hver dag for at se dens favorit, der først flygter fra mennesker. Men efterhånden vælger den Mette og Mads, og lader sig forsigtigt røre ved.
– Vil du faktisk tage den med hjem? spørger Mads.
Han er bekymret for, hvordan Mettes mor vil reagere på et nyt familiemedlem. Mette nikker selvsikkert og holder katten ind til sig.
Overraskende nok tager moderen roligt imod dyret. Hun spørger hæst:
– Jeg håber ikke, jeg skal fodre den?
Mette griner. Moren bruger hele sin folkepension på alkohol. Katten og datteren er ikke med i planen.
– Mor, jeg fodrer den selv, sukker Mette.
– Det er et voksent svar. Godt, siger moren.
Og som om hun vågner, spørger hun:
– Hvad har du kaldt den?
Mette ser på den grå-røde kat og svarer:
– Rævepels.
– Ja, den ligner da en ræv, griner moderen.
Sådan begynder de at leve med katten. Mette bliver gladere for at komme hjem, for nu ved hun, at der er nogen, der venter.
Rævepels stoler ikke på Mettes mor. Kvinden skræmmer den med sin hæse stemme og pludselige bevægelser. Og lugten af alkohol gør katten nervøs.
Derfor prøver den at undgå at blive set af moderen, når Mette ikke er hjemme.
– Den er så vild, ikke kælen, brokker moderen sig.
Mette trækker på skuldrene og undgår skænderier.
Når Mads kommer på besøg, kommer Rævepels forsigtigt frem. Så gnider den sig op ad hans ben. Den husker ham godt og er taknemmelig for redningen.
Mads fortæller Mette, at Rævepels er omkring fire år. Men katten har været igennem meget. Den mangler nogle tænder, har problemer med et ben og hjertet.
– Overdreven belastning, som for eksempel flyvning, er farlig for dens helbred, siger Mads.
– Desværre, vi skulle ellers have taget Rævepels med på ferie til udlandet, griner Mette, velvidende at flyrejser ikke er en mulighed.
Sådan går to år.
Mette er ved at afslutte universitetet og drømmer om en karriere som tolk. En dag leverer hun en pakke til et stort firma.
Sekretæren tager imod pakken. Mette er ved at gå, da en forvirret mand kommer ud fra kontoret:
– Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre. Forhandlingerne om en time, og ikke en eneste kompetent tolk i sigte! sukker han.
Mette ser på den flotte mand. Han lægger også mærke til hende.
– Er du tilfældigvis tolk? spørger han.
Sekretæren åbner munden, men Mette svarer først:
– Ja, jeg er tolk. Jeg taler engelsk og kinesisk, svarer hun muntert.
Med øjenkrogen ser hun, at sekretærens øjne bliver store som tallerkener. Men hun tager chancen.
Sådan ender Mette med at blive ansat som personlig assistent for Henrik, direktøren, efter hun er færdig med universitetet.
Henrik viser sig at være en charmerende mand på 35. Efter et par måneder bliver deres forhold mere end professionelt. Mette nyder hans opmærksomhed. Han behandler hende godt og giver hende særlige gaver.
– Du er anderledes, Mette. Siden du fik arbejdet, er du blevet en helt anden, siger Mads.
Mette smiler hemmelighedsfuldt. Hun vil ikke dele sin lykke med nogen.
– Du skulle sige det til hende. Hvor længe vil du pines for Mettes skyld? siger Mads’ bedste ven Niklas.
– Du har sikkert ret. Men jeg er bange for, at hun ikke føler det samme. Og jeg ødelægger vores venskab, indrømmer Mads.
– Det er ikke venskab, det er tortur. Du ser helt forfærdelig ud, sukker Niklas.
Mads ved, at hans ven har ret.
Det er Mads’ fødselsdag, og som tradition kommer Mette først for at ønske tillykke. Hun banker på døren. Mads venter allerede.
– Mads, tillykke med fødselsdagen! siger Mette, da hun træder ind.
– År efter år, og ingenting ændrer sig, smiler Mads’ mor, da hun ser dem.
Mette har som altid bagt hans yndlingskage. De sidder i køkkenet og drikker te.
– Du er mystisk i dag, Mads. Hvad er der? begynder Mette.
– Mette, jeg har længe villet sige noget… starter Mads. Men Mette afbryder:
– Vent, jeg har også noget vigtigt at sige.
Mads stivner. Håbet rører sig i hans sjæl.
– Du starter, tilbyder han.
Mette smiler:
– Jeg har fået jobbet. Det ved du. Og… jeg er blevet forelsket! udbryder hun og ser Mads i øjnene.
Han bliver forbløffet et øjeblik:
– Endelig, Mette. Jeg er så glad, for jeg har også følelser for dig… siger Mads, men Mette afbryder igen:
– Og han er så omsorgsfuld… Ældre end mig. Men det betyder ingenting, vel?
Mads tænker. Aldersforskellen på tre år generer ham ikke. Han nikker og lytter videre, holder vejret.
– Det er min chance for et lykkeligt liv. Henrik rejser til London om to måneder og vil have mig med.
Men jeg kan ikke tage Rævepels med. Du sagde selv, at dens hjerte er svagt. Og Henrik er allergisk over for dyr, siger hun.
Mads bliver chokeret. Det føles som om en dampspade har kørt over ham:
– Vent, hvilken Henrik? Hvad har allergi og Rævepels med det at gøre? spørger han stille.
– Mads, hører du mig? Henrik er min chef og forlovede. Vi flytter til London. Jeg drømmer om at bo og arbejde i udlandet. Sådan en oplevelse!
Men vi kan ikke tage Rævepels. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Lade den blive hos mor, det kan ikke lade sig gøre. Give den væk? Rævepels stoler ikke på folk, det ved du, sukker Mette.
Mads sidder tavs.
”Jeg er så dum!” tænker han. Han tager sig sammen og smiler bekymret:
– Jamen Mette, sikke en nyhed! Du skal ikke bekymre dig. Det skal nok gå. Jeg kan tage Rævepels. Den kender mig. Det vigtigste er, at du er glad, siger han glad.
Mette ser ind i Mads’ øjne. De er pludselig blevet triste og slukkede, selvom de strålede for et minut siden.
– Hvad ville du sige? spørger hun usikkert.
– Åh, det er ikke vigtigt. Bare lidt nyt på arbejdet, vinker Mads afværgende.
I to måneder forbereder Mette sig på rejsen.
Mærkeligt nok, jo tættere på afrejsedagen, jo tungere bliver hendes hjerte:
”Måske er jeg bange for at efterlade min mor alene…” tænker Mette. Men dybt inde ved hun, at det ikke er den rigtige grund.
Hun ser hele tiden Mads’ triste blik for sig. Hvordan skal hun klare sig uden ham? De har været bedste venner så længe.
For nylig er Mette begyndt at føle, at deres venskab er blevet til noget mere.
”Nej, stop! Om kort tid bor jeg med Henrik i London. Og jeg tænker på Mads!” Mette prøver at jage de bekymrende tanker væk.
Rævepels klatrer forsigtigt op på skødet. Den mærker, at der er noget galt med hende. Den prøver at berolige hende med en blød spinden.
– Rævepels, min skat. Hvordan skal jeg klare mig uden dig? hvisker Mette.
Hun husker en nylig samtale med Henrik, der gjorde det klart, at katten ikke har plads i deres liv:
– Mette, jeg kan ikke gå på piller resten af livet på grund af et dyr. Hvor elsket det end er, sagde han.
Og ordene lød som en dødsdom.
– Nå, Mette. Tiden er kommet til at sige farvel! siger Mads muntert. Han holder Rævepels i armene.
– Mads, du må ringe. Glem mig ikke, hvisker Mette gennem tårer.
– Vær ikke ked af det, så bliver Rævepels nervøs. Undskyld, at vi ikke kører i lufthavnen, smiler Mads.
De står på trappeafsatsen. Mads lukker katten ind og giver Mette et kram.
”Lad hende ikke gå… Bare lad hende ikke!” hamrer det i hans hoved.
– Jeg skal af sted, siger Mette og kysser ham på kinden.
– Jeg glemmer det ikke. Aldrig, hvisker Mads, mens han slipper hende.
Hun står ved check-in skranken og ved, at hendes skæbne bliver afgjort lige nu.
– Hvorfor ser du så trist ud? opmuntrer Henrik.
Hun prøver at smile.
”Jeg glemmer det ikke… Aldrig…” hamrer Mads’ ord i hendes hoved.
Mette ser ud af vinduet på lufthavnsbygningen, der bliver mindre.
– Er du kommet tilbage fra et sted? spørger taxachaufføren.
– Nej, jeg er bare blevet, svarer Mette med glædestårer.
– Det sker… Jeg tror, du har taget den rigtige beslutning, siger chaufføren filosofisk.
Rævepels sidder trist.
– Det skal nok gå, Rævepels! opmuntrer Mads.
Der bankes på døren. Mads åbner og stivner.
– Dengang på din fødselsdag ville du sige noget til mig, men jeg afbrød, siger Mette.
Mads smiler:
– Hvad laver du her? spørger han.
– Mads, svar mig. Hvad ville du sige? gentager Mette.
Men han tier og ser på hende. Så går han tættere på og omfavner hende.
Hun strøg den glade Rævepels, der gnider sig op ad hendes ben, og hvisker:
– Jeg elsker dig, og jeg kan ikke leve uden dig og Rævepels.
– Det var præcis det, jeg ville sige, skat, svarer Mads.
