Jeg husker det stadig, som om det var i går. Katrine stod ved siden af sin bil og stirrede ud mod vejkanten. Hun havde lige parkeret, da et skrøbeligt væsen fangede hendes opmærksomhed. Uden at tøve løb hun hen imod det, for hun så med det samme, at det havde brug for hjælp.
Da hun kom nærmere, kunne hun næsten ikke holde tårerne tilbage. Foran hende stod en udmagret kat, der vaklede. Katrine kunne ikke engang se, hvilken farve den havde, så beskidt og mudret var den. Men det værste var, at den hverken kunne se eller trække vejret ordentligt – der sad en afskåret plastikflaske stramt om dens hoved.
”Hvem har gjort det mod dig?” hviskede hun forskrækket, mens hun forsigtigt løftede den stakkels skabning op. Den føltes næsten vægtløs. Katten prøvede af al sin magt at vride sig fri, men det lykkedes ikke, og den hang livløs i hendes arme.
”Mikkel, er du på arbejde? Jeg har brug for din hjælp. Vent!” råbte hun i telefonen og satte kursen mod dyreklinikken, hvor hendes ven arbejdede.
De næste to timer kæmpede Mikkel og hans kolleger for kattens liv. Katrine sad stille i venteværelset og lyttede. Endelig kom Mikkel ud med et smil.
”Jamen, hvad kan jeg sige… Katten var heldig, at den mødte dig. Lidt mere, og vi havde ikke kunnet redde den. Den bliver her i nat. Jeg har nattevagt, så jeg holder øje med din lille ven.”
”Mikkel, tusind tak. Hvis ikke det var for dig, så ved jeg ikke…” Katrine begyndte at græde og lagde hovedet mod hans skulder.
Mikkel strøg hende over håret: ”Alt skal nok gå, Katrine. Du husker vel, hvordan vi klarede alting som børn?” Han blinkede til hende.
Katrine smilede gennem tårerne. De havde kendt hinanden i mange år. Mikkel havde altid reddet hende. Lige fra barndommen vidste hun – var Mikkel i nærheden, så gik alt godt.
”Skynd dig hjem. Ellers bliver din mor sur,” sagde han bekymret.
Katrine nikkede og skyndte sig ud. Mikkel så efter hende med varme øjne…
*****
Mikkels bekymring var ikke ubegrundet. Han var nabo til Katrine og kendte hendes familie. Hendes forældre havde længe haft et problem med alkohol. Året før var hendes far gået bort. Hendes mor, Inger, var utrøstelig og mistede mere og mere menneskeligheden. Hun tog sin frustration ud på datteren.
Mikkel havde altid haft ondt af den pæne rødhårede pige med fregner. Han var tre år ældre end Katrine og havde straks taget sig af hende. Han beskyttede hende mod bøller og piger, der drillede hende. Katrine tog imod hans hjælp med taknemmelighed.
I modsætning til sine forældre stræbte hun efter et godt liv. Katrine afsluttede gymnasiet med et næsten perfekt snit. Hun vidste, at hun måtte yde sit bedste for at komme ind på et prestigefyldt universitet.
Nu var hun på tredje år på Københavns Universitet, hvor hun studerede fremmedsprog. Mikkel var stolt af hende. Selv var han for nylig blevet færdig på Veterinærhøjskolen, elskede sit job, men syntes, at det var langt sværere at lære sprog.
Katrine havde tid til både studier og et fritidsjob som bud på en brugt bil, som hun havde arvet efter sin far.
”Jeg er hjemme!” råbte Katrine fra entreen.
Svaret var en langsom snorken. Lejligheden stank af alkohol. Hendes mor lå på sofaen med det ene ben dinglende ned. Tomme flasker lå overalt.
Katrine sukkede dybt, ryddede op og gik ind på sit værelse for at forberede sig til næste dags forelæsninger. Men billedet af den mishandlede kat forlod hende ikke. Hun skrev til Mikkel…
Den stakkels kat sov uroligt og rystede i søvne. Den troede, at plageånderne stadig var der. Den klynkede sagte af smerte og faldt igen ned i mørket.
”Du klarer den, din kriger! For Katrines skyld. Hun venter på dig og ønsker dig det bedste,” hviskede Mikkel, der sad ved siden af.
Næste morgen åbnede katten øjnene. Da den så mennesket ved sin side, prøvede den at flygte, men kunne ikke. Den stirrede skrækslagen på Mikkel. Smerten sad fast i dens blik.
”Rolig, lille ven, jeg gør dig ikke noget,” sagde Mikkel.
Men katten vidste, at man ikke kunne stole på nogen i denne verden. Den ville hvæse, men der kom kun en hæs lyd ud af halsen.
”Alt er godt, smukke,” sagde Mikkel og undersøgte den forsigtigt.
Hele ugen tilbragte den stakkels kat på klinikken. Katrine kom hver dag for at besøge den. Først skræmte mennesker den, men efterhånden valgte den Katrine og Mikkel ud og lod dem nærme sig med forsigtighed.
”Vil du virkelig tage den med hjem?” spurgte Mikkel.
Han var bekymret for, hvordan Inger ville reagere på et nyt familiemedlem. Katrine nikkede selvbevidst og trykkede katten ind til sig.
Overraskende nok tog Inger roligt imod katten. Hun spurgte kun hæst: ”Jeg håber ikke, at jeg skal fodre den?”
Katrine rystede på hovedet. Inger brugte hele sin folkepension på alkohol. Katten og datteren var ikke en del af hendes planer.
”Mor, jeg sørger selv for den,” sukkede Katrine.
”Det er et svar fra en voksen. Godt,” sagde moren tilfreds. Så, som om hun vågnede op, spurgte hun: ”Hvad har du kaldt den?”
Katrine så på den gråbrune kat og svarede: ”Lyn.”
”Ja, den ligner da lidt en los,” lo Inger.
Sådan begyndte de at bo sammen med katten. Katrine blev gladere for at komme hjem, for nu vidste hun, at der ventede nogen på hende.
Lyn stolede ikke på Inger. Kvindens hæse stemme og pludselige bevægelser skræmte ham. Og lugten af alkohol gjorde ham nervøs. Derfor holdt han sig væk, når Katrine ikke var hjemme.
”Han er for vild, ikke kærlig,” brokkede moren sig.
Katrine trak på skuldrene og undgik at skændes.
Når Mikkel kom på besøg, kom Lyn forsigtigt frem. Han strøg sig mod Mikkels ben. Han huskede godt den unge mand og var taknemmelig for redningen.
Mikkel fortalte Katrine, at Lyn var omkring fire år gammel. Men katten havde været igennem meget. Den manglede nogle tænder, havde problemer med den ene pote og et dårligt hjerte.
”For stor belastning – som for eksempel en flyvetur – kan være farlig for hans helbred,” sagde Mikkel.
”Nå, men vi skulle jo netop til udlandet på ferie med Lyn,” grinede Katrine, vel vidende at sådan en tur aldrig ville komme på tale.
Sådan gik to år.
Katrine afsluttede universitetet og drømte om en karriere som tolk. En dag leverede hun en pakke dokumenter på et stort kontor. Sekretæren tog imod. Katrine var ved at gå, da en forvirret mand kom ud fra et kontor.
”Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre. Forhandlingerne om en time, og der er ikke en eneste dygtig tolk at få!” sukkede han.
Katrine så på den flotte mand. Han lagde også mærke til hende.
”Er De tilfældigvis tolk?” spurgte han.
Sekretæren åbnede munden, men Katrine var først: ”Ja, jeg er tolk. Jeg behersker engelsk og kinesisk,” svarede hun muntert.
Med øjenkrogen så hun, at sekretærens øjne blev store som tallerkener, men hun tog chancen.
Således blev Katrine færdig på universitetet og fik job som personlig assistent for Mads Christiansen. Mads var en charmerende mand på femogtredive. Efter et par måneder blev deres forhold mere end professionelt. Katrine nød Mads’ opmærksomhed. Han behandlede hende flot og gav hende usædvanlige gaver.
”Du er ikke til at kende, Katrine. Siden du fik jobbet, er du blevet en anden,” sagde Mikkel.
Katrine smilede hemmelighedsfuldt. Hun ville ikke dele sin lykke med nogen.
”Sig det dog til hende. Hvor længe vil du gå og vente på Katrine?” sagde Mikkels bedste ven, Lars.
”Du har nok ret. Men jeg er bange for, at hun ikke føler det samme. Og at jeg ødelægger vores venskab,” indrømmede Mikkel.
”Det er ikke venskab, det er ren pine. Du ser helt forandret ud,” sukkede Lars trist.
Mikkel vidste, at Lars havde ret.
Det var Mikkels fødselsdag, og Katrine kom som sædvanlig først for at ønske tillykke. Hun bankede på døren. Mikkel stod allerede og ventede.
”Mikkel, tillykke!” sagde Katrine, da hun trådte ind.
”Så mange år, og intet ændrer sig,” smilede Mikkels mor, da hun så dem.
Katrine havde som altid bagt hans yndlingskage. De sad i køkkenet og drak te.
”Du er mystisk i dag, Mikkel. Hvad er der?” spurgte Katrine.
”Katrine, du ved, jeg har længe villet sige noget…” begyndte Mikkel, men hun afbrød:
”Hør, jeg har også noget alvorligt at tale med dig om.”
Mikkel blev stille. Et lille håb tændtes i hans bryst.
”Så lad mig høre først,” foreslog han.
Katrine smilede: ”Jeg har fået job. Det ved du. Og så… jeg er blevet forelsket!” udbrød hun og så ham lige i øjnene.
Mikkel blev et øjeblik forbløffet: ”Endelig, Katrine. Jeg er så glad, for jeg føler også…” Han nåede ikke at sige mere, før hun afbrød igen:
”Og forstår du, han er så omsorgsfuld… Ganske vist ældre end mig. Men det betyder ingenting, vel?”
Mikkel tænkte sig om. Forskellen mellem dem var kun tre år, og det havde aldrig generet ham. Han nikkede og lyttede videre med tilbageholdt åndedræt.
”Det er min chance for et lykkeligt liv. Mads rejser om to måneder til London og vil have mig med. Men jeg kan ikke tage Lyn med. Du sagde selv, at hans hjerte er svagt. Og Mads er allergisk overfor dyr,” sagde hun.
Mikkel blev lamslået. Det føltes, som om en murbrokker var kørt hen over ham. ”Vent, hvilken Mads? Hvad har allergi med Lyn at gøre?” spurgte han svagt.
”Mikkel, hører du overhovedet efter? Mads er min chef og min forlovede. Vi flytter til London. Jeg har altid drømt om at bo og arbejde i udlandet. Det er sådan en erfaring! Men vi kan ikke tage Lyn med. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Lade ham være hos min mor er ikke en mulighed, og give ham væk heller… Lyn går jo ikke til nogen, det ved du godt,” sukkede Katrine.
Mikkel sad tavs.
”Sikke et fjols jeg er!” tænkte han. Han tog sig sammen og smilede ubekymret: ”Nå, Katrine, det var da nyt! Du skal ikke bekymre dig, min ven. Alt skal nok gå, lover! Jeg kan tage Lyn. Han kender mig. Det vigtigste er, at du er lykkelig,” sagde han glad.
Katrine så ind i Mikkels øjne. De var pludselig triste og slukkede, selv om de lige før havde strålet af glæde.
”Hvad var det, du ville sige?” spurgte hun usikkert.
”Åh, det var ingenting. Bare nogle omrokeringer på arbejdet,” viftede Mikkel afværgende.
I to måneder forberedte Katrine sig på rejsen. Mærkeligt nok, jo tættere flyttedagen kom, desto tungere blev hendes hjerte. ”Måske er jeg bange for at lade mor være alene…” tænkte Katrine. Men inderst inde vidste hun, at det ikke var den egentlige grund til hendes vemod.
For hendes øjne dukkede altid Mikkels triste blik op. Hvordan skulle hun klare sig uden ham? De havde været bedste venner så længe. Den sidste tid syntes Katrine endda, at deres venskab var vokset til noget mere.
”Stop! Jeg skal bo med Mads i London. Og alligevel tænker jeg på Mikkel,” forsøgte hun at jage de foruroligende tanker væk.
Lyn kravlede forsigtigt op på hendes skød. Han mærkede, at noget var galt med hende, og prøvede at berolige hende med en blød spinden.
”Lyn, min skat. Hvordan skal jeg klare mig uden dig?” hviskede Katrine. Hun huskede Mads’ ord – han havde gjort det klart, at katten ikke havde nogen plads i deres liv.
”Katrine, jeg kan ikke gå rundt på piller resten af livet for et dyr. Selv om det er dit kæreste,” havde han sagt. Og ordene lød som en dom.
”Nå, Katrine, så er det tid til at sige farvel!” sagde Mikkel muntert. Han holdt Lyn i armene.
”Mikkel, du må ringe, ikke glemme mig,” hviskede hun gennem tårer.
”Du må ikke tude, ellers bliver Lyn nervøs. Undskyld, vi kan ikke tage med til lufthavnen og sige farvel,” smilede Mikkel.
De stod på trappeafsatsen. Mikkel slap Lyn ind i lejligheden og omfavnede Katrine.
”Slipp hende ikke… Slipp hende ikke!” hamrede det i hans tindinger.
”Jeg må gå,” sagde Katrine og kyssede ham på kinden.
”Jeg glemmer det aldrig. Aldrig,” hviskede Mikkel og slap hende.
Hun stod ved check-in skranken og forstod, at hendes skæbne blev afgjort lige nu.
”Hvorfor er du så trist?” opmuntrede Mads hende.
Hun prøvede at smile. ”Jeg glemmer det aldrig… Aldrig…” hamrede Mikkels ord i hendes hoved.
Katrine så ud ad vinduet på den stadig fjernere lufthavnsbygning.
”Kommer De et sted fra?” spurgt taxachaufføren.
”Nej, jeg blev bare,” svarede Katrine med lykketårer.
”Det sker… Jeg tror, du tog den rigtige beslutning,” sagde chaufføren filosofisk.
Lyn sad og så trist ud. ”Alt skal nok gå, Lyn!” trøstede Mikkel.
Der bankede på døren. Mikkel åbnede og blev stående målløs…
”På din fødselsdag ville du sige noget, men jeg afbrød dig,” sagde Katrine.
Mikkel smilede: ”Hvad laver du her?”
”Mikkel, svar mig: hvad ville du sige?” gentog Katrine.
Men Mikkel tav og så på hende. Så gik han tættere på og omfavnede hende. Hun strøg den glade Lyn, der stod og gned sig mod hendes ben, og hviskede: ”Jeg elsker dig, og jeg kan ikke leve uden dig og Lyn.”
”Det var præcis det, jeg ville sige, min elskede,” svarede Mikkel.
